Bankfolk er ikke, hvad de har været, hverken dem i millionklassen eller dem på bundlinjen.

Navnlig efter at de såkaldte bankrådgivere har holdt deres indtog, er der kommet en helt anden målrettet beregnende indstilling, tilsyneladende for kundernes skyld, men naturligvis for bankens. Banken er en forretning, der skal give overskud, det sker på kundernes bekostning. Bankrådgivere er rådgivere for banken og burde præsenteres med tryk på bank – som BANK-rådgivere. De er sælgere og sporhunde, der på deres herres vegne skal opsnuse kundens kapital og få kontrol over den. Oplagt bytte er nybeslåede pensionister, som pludselig sidder inde med en pension, resultatet af et langt livs arbejde. De har ofte hverken indsigt eller særlig interesse i finansbranchens krinkelkroge. Min pensionskasses forstående sagkyndige rådede mig til at sætte opsparingen i obligationer. Med min indstilling til penge skulle jeg gå uden om aktier. Det gjorde jeg så og tænkte ikke mere på den pengesum. Men det gjorde mine bankrådgivere, så snart de fik næse for den og begyndte at kredse om den og dens mærkelige muligheder. Den første bankrådgiver sagde, at aktier gi’r mere og er meget mere spændende. Det kunne han personligt tale med om. Men selv om han syntes, det var sjovt at spekulere, hvorfor skulle jeg så absolut også? Jeg vil ikke være spekulant, kun have sikkerhed, mit liv er spændende nok i sig selv. Hvorfor ville han absolut spille – på mine vegne? Dengang var jeg ikke klar over hele bankens bonusordninger og den interne bankrådgiverroulette. Han inviterede mig så til at spille tennis, og det var han faktisk god til, han slog hårdt, jeg var forsigtig. Det gik lige op. Det endte da også – i velberegnet bankrådgiverstrategi med, at han sluttelig fik mig overtalt til at satse lidt på aktier. Men hvilke? Han anbefalede it-aktier, det var fremtiden! Men havde min bankrådgiver da ikke lige læst fødselsdagsinterviewet med det 95-årige finansgeni Gunnar Lannung, hvor han advarede mod de kunstigt oppustede it-aktier, som ikke dækkede reelle værdier (Pol. 21.1.2000). »Kender ham ikke, det aner den gamle idiot ikke noget om«, replicerede han. Hvorfor købte jeg alligevel aktier og blev spekulant? Rigtig dumt. Få måneder efter kom Bill Gates Microsoft i vanskeligheder, og kurserne raslede ned. Af og til spurgte jeg til kurserne på mine aktier. Tal med kroner og ører efter har jeg aldrig haft sans for, så jeg var afhængig af hans informationer. En dag svarede han på mit spørgsmål. »Du har ingen aktier«. »Er de da blevet helt værdiløse?« De havde solgt dem, de turde ikke beholde dem længere. Det fik jeg først at vide nu! Af 100.000 kr. havde banken ’reddet’ ca. 30.000 kr. Denne såkaldte bankrådgiver forlod siden banken og blev øldepotbestyrer. Vi spiller ikke tennis længere. Min efterfølgende bankrådgiver skulle til sidst vise sig at være endnu værre. Så snart han fik næse for min store pensionsopsparing, indledte han en langsigtet forsigtig forførelsesstrategi – det ser jeg nu i bagklogskabens bakspejl. Igen lød det: Jeg kunne få mere ud af mine penge ved at spekulere i aktier, som praktisk talt alle hans kunder naturligvis gjorde. »Tal ikke om aktier til mig. Jeg har hverken forstand på, interesse i eller tid til at spekulere i penge. Har det godt, som jeg har det. Har ikke noget imod penge, men tjent ved ærligt arbejde«. Det gjorde ikke indtryk, så jeg fortalte senere den bedrøvelige historie om hans forgænger, der blev øldepotbestyrer. Øldepotbestyrer – ja, men nu ville det blive bedste bankrådgivning, det skulle han nok sørge for. Han virkede naturligvis flink, tillidvækkende og hjælpsom. Således overgav jeg ham af og til en stor konvolut, hvor jeg gemte de mange rudebreve, banken bombarderede mig med, men som jeg ikke orkede at sætte mig ind i. De fleste kunne for mig ryge ud, selv om Bedste Bjarne nu ville gemme dem, hvis han var mig. »Men det er du ikke, ud med dem«. Uden på konvolutten skrev jeg ’Til Bedste Bjarne’, hvilket også var mine mailhilsner til ham. Samtidig fortsatte han på kattepoter sin kampagne for aktietegning efter et såkaldt flexinvest-system, hvor man giver banken rådighed til at spekulere for sine penge. Det kræver, at man køber aktier og er risikovillig. Jeg slog mig i tøjret, jeg er overhovedet ikke villig, banken skal bare passe på mine penge. »Ja, men der er ikke noget at risikere. Falder aktiekursen, satser vi på obligationer og omvendt. Du skal bare have lavet din profil». Aftalen blev, at jeg skulle påtage mig den mindst mulige mængde af de nødvendige aktier. (Ved historiens afslutning og afsløring viste det sig, man havde købt næsten lige så mange aktier som obligationer). Alle disse kedsommelige forklaringer løber over flere år. Til sidst giver jeg op for at få fred for denne bankrådgivers ihærdige forførelseskunst, men jeg vil ikke have noget besvær af, hvad han var ude på med min formue. Han kiggede mig dybt i øjnene. »Du skal bare sætte dit navn her, så ordner jeg resten«, hviskede han og rakte mig en kuglepen. Datoen var 6. september 2007 – nøje beregnet, good timing. Jeg fik godt nok at vide, jeg havde 14 dages fortrydelsesret, men intet om, hvordan jeg kunne gå på nettet og følge kurserne – helt utilstrækkelig vildledende bankrådgivning. Havde jeg fået denne uomgængelige oplysning, ville jeg straks kunne se, at aktierne allerede var dykkende. Det havde de været siden juni-juli, 9. august var den helt sorte dag. Min indgroede mistillid til aktiespekulation ville blive bekræftet. Her er en sag for Pengeinstitutklagenævnet. Havde Bankbjarne bare ventet en måned, havde jeg kunnet læse i aviserne, hvordan krisen allerede var i gang. Dette måtte han naturligvis forhindre. Han præsterede sit kup – og jeg min dummeste og mest selvforræderiske underskrift. Da pressen begyndte at skrive om aktiekrisen, gik jeg til Bankbjarne og bad om oplysning om hans transaktioner. Så dårligt som efter den foregående bankrådgiver, øldepotbestyreren, kunne det vel næppe være? Det var det næsten, og jeg bad om at komme ud af ordningen. »Det er muligt, men det koster penge. Bedst er at blive stående. Kurserne kommer op igen, det må vi tro«. (Tro – i en bank?) Jeg følte mig ført bag lyset, snydt og bedraget af Bedste Bjarne, og mit dårlige humør – der lige så meget skyldtes bedraget som pengetabet – blev bemærket af en bekendt. Jeg fortalte om mit aktiekøb. »Har du købt aktier. I sommer rådede min bankrådgiver til at sælge alle mine aktier. Han arbejder i en afdeling af Danske Bank i København. Jeg kontaktede ham og spurgte, hvordan han allerede i sommeren 2007 kunne råde sine kunder til at sælge aktier, mens en kollega i Århus anbefaler at købe. Så stor forskel på kurserne i København og Århus kunne der vel ikke være! »Jeg følger med i finansverdenen«, svarede han. Så fortalte jeg om min barske bankoplevelse. Nu viste han sig at være ikke bankrådgiver, men investeringsekspert, og for at kunne rådgive mig måtte han have mit cpr-nummer. Han kunne godt se, mine banksager ikke stod ret godt. Han kunne også se, hvem der var min bankrådgiver. Ham måtte jeg tage en fornuftig snak med. Hvordan skulle jeg kunne det? Bedste Bjarne har naturligvis lige som sin københavnske kollega kendt krisen samtidig med sine fortsatte overtalelsesforsøg. Men mens investeringsrådgiveren varskoede sine kunder, ledte Bankbjarne samtidig og ufortrødent sine ud i uføret. Jeg har mistet al tillid til ham og respekten. Mit tab på op mod 200.000 kroner er ret rystende. Banken skal passe på mine penge og gør det stik modsatte. Og det er mig pinligt, at han har formået at forføre mig mod min vilje. Men det allerværste er dog, at han har lokket mig til at blive det, jeg nødigst ville være – en pengespekulant. Det giver uro, ørkesløse spekulationer og mareridt, jeg aldrig før har kendt til, selv under de værste økonomiske kriser. Forfulgt af bankrøvere og slyngler vågner jeg op, lige idet de skal sætte kniven i mig. Jeg ser så, det er en kuglepen, og en stemme hvæser: »Du skal sætte dit navn her, resten ordner jeg«. Den energi, jeg nu bruger, er nedværdigende. En dødvægt, der beskæmmende nok er svær at ryste af sig. På den anden side giver den mig dybere indblik i den større sammenhæng, som pengesamfundet fungerer i. Når man mister et par hundrede tusinde kroner, er det ikke bare ærgerligt, men man forsøger at finde ud af, hvad der egentlig er sket. Hvorfor man har dummet sig, hvilke kræfter Bankbjarne er drevet af, hvordan han har kunnet drive sit spil med mine penge? Tal med kroner og øre efter sig har man bankrådgivere til at vejlede sig i, for sådanne tal har jeg aldrig interesseret mig synderligt for, men nok for årstal. De er uundværlige for at få struktur bagud i sit liv og dets forankring i sin historiske sammenhæng. Men pengetal har fanden ta’ mig skabt. De virkelige værdier købes ikke for penge, og livet er for dyrebart til at bruge unødig tid på pengesager og udregninger. Det gør syg i sjælen. En bank er for mig et af de mest uinspirerende rum, man kan opholde sig i. Der foregår ingenting. Alle andre steder – museer, kirker, banegårde, stormagasiner, børnehaver, værksteder, you name it – mærkes liv. En bank er et rum med tom abstrakt taltale. Og dér har jeg spildt min tid på at påhøre Bankbjarnes opstillinger, profiler, risikovilligheder, udbyttemuligheder. Jeg har pareret, er blevet overhørt og har bagefter måtte opleve et kynisk tillidsbrud. Karl Marx har formuleret en erkendelse, hvis indsigt nu står klart for mig – nemlig, at »Kapitalen har nedsænket alle idylliske forhold i den egoistiske beregnings iskolde vand«. Min førhen tilsyneladende idylliserende småsnak med Bedste Bjarne har hele tiden haft sit skjulte formål og dagsorden for denne bankens beregnende og grådige lakaj: fingre i min pension for enhver pris. Engang i et foredrag beskrev jeg det kapitalistiske konkurrencesamfunds mere vil have mere-holdning, hvor den stadige profitmaksimering er en indbygget mekanisme og nødvendig. Den skabes ved udbytning på kundernes, ulandenes eller næstens bekostning. Der kommer rent bogstaveligt penge ind imellem mennesker, og de stiller sig i vejen for egentlige relationer. Den pengefikserede infektion trænger som en forgiftning ind i alle forhold i mere vil have mere-samfundets omgangs- og tankeformer. Dette samfund afløste det gamle førkapitalistiske naturaliesamfund, hvor der ikke produceres for profittens, men for naturlige behovs skyld. Det kunne kaldes godt nok-samfundet med nære, næsten idylliske arbejdsforhold mellem mester og svende, producenter og kundekreds. Efter foredraget kom en dame og fortalte, hvordan denne beskrivelse havde løftet sløret for hendes liv og arbejde. Hendes baggrund var indremissionsk. Hun var nu ansat i en bank, hvor hun havde det dårligt, fordi hendes livsværdier havde vanskeligt med at forenes med de forretningsprincipper, hun fik indpodet i banken. Hun kunne komme til at tvivle på sig selv og sit arbejde. Men nu kunne hun se, at det ikke var en fejl ved hende, men det lå i hele sammenstødet imellem to samfunds- og moralopfattelser. Hun havde det dårligt med at skulle opdrages til at varetage bankens interesser mere end hendes nære kunders. Nogen tid efter meddelte hun mig, at hun havde forladt banken og trivedes bedre med et andet arbejde. Hvis vor tids bankrådgivere ikke er helt tykhudede eller manipulerede, må de bedste mennesker af dem kende en sådan skizofren situation og turde meddele det til banktoppen. Bankbjarne nåede at sige til mig, at han ikke har dårlig samvittighed. Han er velsagtens blevet så afrettet og afstumpet, at al empati er deponeret i bankboksen. Bankens dilemma er, at den både skal være en profitgivende forretning på kundernes bekostning og tjene deres tarv. Bertolt Brecht ser tydeligt rovgriskheden og spørger: »Hvad er den største forbrydelse – at åbne en bank eller at plyndre en bank?« Fristelserne er store for bankrøvere og for bankrådgivere, forskellen mellem dem mindre. Bankrådgivere er blevet sammenlignet med hestehandlerne på Hjallerup Marked, men på markedet kan kunden se produktet, det er uigennemskueligt for mange bankkunder, som kan trækkes rundt og vildledes i pengemarkedets cirkus. Hvis Bankbjarne ikke kan blive øldepotbestyrer som sin forgænger, kan han smide slipset og forsøge sig som grisehandler. Men pas på ham. Hans samvittighed slumrer i svinestien. En bekendt af mig, en sand sælger, vurderede, at jeg ville være i enhver sælgers kikkert. Det oplagte offer er en åben, lidt naiv og autoritetstro type. En sådan er det en smal sag at narre med lidt målrettet indsats. Det er pinagtig at opdage sig ført bag lyset og se sig selv reduceret til en godtroende idiot og spekulant imod sin egentlige natur. Jeg advarer alle sådanne typer mod bankrådgivere, i hvert fald som Bankbjarne og hans forgænger – øldepotbestyreren. Pengetabet er ikke det værste, men tillidsbruddet – at mærke og at registrere beregningens iskolde vand, pengeverdenens skamløshed personificeret i en bankmand på bundlinje.