Jeg har lejet en hvid Toyota Avalon.

Enten er motoren utrolig stille, eller også har jeg stadig luftpropper i ørene efter turen over Stillehavet fra Japan. Lukker jeg øjnene føles det som om den sært lydløse bil stadig står parkeret i lufthavnen i Los Angeles, selvom jeg i fuld fart er på vej ned på Santa Monica Freeway heading east. Jeg er rejst til Amerika for at finde en location til min næste film. Mine øjne skal være åbne hele tiden, ligegyldig hvor kedeligt verden er klædt på, og verden kan være så kedelig, at det gør ondt langt ind i sjælen, og man bliver bange for at visne før tiden. Måske er det derfor, min hovedperson må lede efter livet andre steder end i forældrenes hårdt polerede forstæder. Min kommende film handler om en teenagedreng, der i kærlighedens navn bliver fjernet fra barndomshjemmet af sine forældre. Du skal ære din fader og din moder, siger guden. Men skal teenagedrengen følge det bud, selvom hans forældre lader ham bortføre til et sted så langt bort fra Los Angeles’ kedelige forstæder, at det lige så godt kunne være til en fremmed planet? Selv er jeg spærret inde på en freeway sammen med millioner af amerikanere på vej hjem for at nyde livet i forstæderne. Det er også dér, teenagedrengen i min historie kommer fra, men en dag begynder han at vokse ud af forstæderne ... ud i en upoleret verden, som ikke ligner hans forældres. Drengens far føler, at han må forsvare sin søn mod det fremmede, som i forstædernes ordbog ofte er synonymt med ondskab. Filmen begynder kl. fire om morgenen, når to fremmede mænd træder ind i teenageværelset i villaen i et af Los Angeles’ velstillede forstæder. De læser en kontrakt højt for den chokerede teenager, som siger, at hans kærlige forældre har overgivet dem den fulde autoritet over deres søn. Derpå informerer de ham om, at de med eller imod hans vilje vil eskortere ham langt væk fra barndomshjemmet til et sted, som med eller imod hans vilje vil lære ham at værdsætte de værdier, som han har vendt ryggen. Hver gang jeg rejser ud i verden husker jeg øjeblikke fra min fortid, som jeg troede for længst var glemt. Det var forår, syrenerne duftede. På vej hjem fra skole i den nydelige forstad til København fik jeg øje på en rede med fugleunger. Der løb blod ud af deres små øjne. En jævnaldrende dreng viste mig stolt den blodige nål. Chokeret opdagede jeg fugleungernes mor i hans favn. Blodet pulsede ud af det forskræmte dyrs øjne og han slap grinende den lemlæstede fugl fri. Rædselsslagen fløj den op i lyset, baskede ind i grene med efterårsæbler og videre op mod himmelen på vej ind i sortheden og døden, mens fuglehjertet i en afsindig trommesolo forgæves bankede på livets dør. og min kammerat grinede hjertet ud af sin tykke teenagekrop. Jeg kendte godt drengen. Han kom fra en villa længere nede ad vores villavej. Da jeg spurgte min mor, hvorfor min kammerat havde gjort det, sagde hun ... det er fordi han ikke føler sig elsket, manglen på kærlighed kan gøre os alle sammen til udyr! Det, jeg leder efter på disse lange amerikanske veje er vokset ud af dette lille stykke fortid fra min barndom i Danmark. Jeg bruger hele tiden fortiden som springbræt til fremtiden. Jeg glor hårdnakket i bakspejlet samtidig med at jeg suser ind i fremtiden. Jeg kan ikke andet. Det nytter ikke at stoppe op og studere verden i fred og ro og ingen fare. Kun ved at kaste mig ud i et hasarderet race mod fremtiden og i et modsatrettet spor mod fortiden kan jeg generere energi nok til at se ind i den nutid ... som er filmens eneste landskab. Som altid når jeg strejfer rundt for at finde billeder til en historie, jeg gerne vil fortælle, må jeg snart erkende, at scenen er skræmmende stor. Selv om kun tilfældet kan føre mig til målet, må jeg vælge en eller anden retning for at holde mig i bevægelse og derved komme tilfældet i møde ... men hvilken? Der er en lastbil, som hele tiden er lige bag ved min Toyota, ligegyldigt hvor hurtigt jeg kører. Jeg beslutter at lade lastbilen bestemme min skæbne. Den er min nye far, stor og tung og sikker på vejen som en far bør være. Jeg er pludselig ikke i tvivl om, at den store, firkantede lastbil vil føre mig lige lukt i favnen på den historie, som startede for årtier siden hjemme i fuglereden med de lemlæstede fugleunger i villahaven i Vedbæk. På bilradioen i USA snakker de om Gud hele tiden, præcis som teenagedrengene snakker om de kærester, de blev tvunget til at efterlade hjemme i forstæderne, da de blev bortført til en af de pigtrådsomkransede skoler for enden af freewayene. Drengene nåede aldrig at sige farvel til deres kærester, før de forsvandt sporløst ud i det store amerikanske intet, som jeg nu selv er på vej ud i ledt af en kæmpestor lastbil med anhænger. You don’t know what God has in store for you, messer bilradioen. Det ved børnene heller ikke, når de pludselig bliver flået ud af deres barndomshjem og sendt ud på en absurd rejse ad uendelige veje i en kæmpestor natur, som engang var dyrenes og indianernes, men som nu tilhører os bilister, og vi tvivler ikke på den vej, vore børn skal gå for at ende i paradiset ... det paradis, vi selv for længst er blevet indespærret i. Jeg er for træt, kan ikke længere følge efter min kæmpestore, utrættelige lastbil af en far. Så jeg må lade ham køre sin egen vej med sin anhænger og prøve at klare mig så godt jeg kan alene. Jeg er ligeglad med, hvor vejen fører mig hen, bare jeg ikke kører ad Interstate 15 og smadrer min trofaste Toyota Avalon mod en modkørende filmmand på jagt efter et sted, han mirakuløst genkender, selvom han aldrig har set det før. Når man begynder at stille skarpt på sit eget spejlbillede i forruden, er det på tide at stoppe op. Jeg ser ud ad et hotelvindue i Las Vegas. Et godstog sætter sig i bevægelse. Jeg elsker tog lige så meget, som jeg hader biler, men man skal kende sin destination for at købe en togbillet, og det gør jeg sjældent. Da jeg opdager, at Toyotaen heller ikke i nat er blevet stjålet, beslutter jeg at følge efter det endeløse tog. Det er min nye far ... eller min stedfar ... for det er jo det jeg er, et gråhåret skilsmissebarn på vej ud for at portrættere en smerte, som er en del af min egen fysiognomi, smerten over det iturevne paradis, det nedbrændte dukkehus, kærlighedssåret, som ikke kan heles. Det er endeløse veje som denne vej gennem Nevada, som teenageren stirrer forskræmt ud på, mens to fremmede mænd betalt af hans forældre kører ham længere og længere bort fra det, han kender på vej mod det, han frygter. Tomheden suser imod ham på Interstate 15, og han føler, den borer sig dybt ind i hans hjerte og tømmer det for alt, hvad han har kær. Med hadet som plaster prøver han fortvivlet at stoppe blødningen fra det dybe sår, som forældrenes svigt har flænget i hans barnesjæl. Han er stolt, vil ikke forbløde på vej ud i den store amerikanske ørken, og han forbløder ikke, hvis han kan kapsle såret ind i had. Det er godt at starte en rejse med at tage en omvej, og det er en enorm omvej at tage over japanske Hiroshima, når man er på vej til amerikanske Utah. Men det var trods alt i Utahs røde klipper, de fandt uranen til den atombombe, som næsten tilintetgjorde Hiroshima i 1946 og dermed gjorde denne japanske by til det ultimative symbol på det moderne menneskes destruktive kraft og på, hvor hårdt fars hammer falder, hvis barnet ikke kan tales til fornuft på anden vis. Men nu er der næsten ingenting at se i Hiroshima ... selv ikke i de øjne, som ellers har alderen til at have oplevet den historiske atomspaltning. Måske var de ældre kvinder i min sporvogn blandt de børn, der i 1946 dykkede ned på bunden af floden, netop da den amerikanske pilot frigjorde atombomben. Da de grinende og forpustede kom op til overfladen igen, var deres by forvandlet til en brændende ørken. Anden Verdenskrig var forbi, takket være uranen fra mormonernes røde bjerge. Ordenen var genoprettet og det samme prøver forældrene at opnå i den røde stenverden, som nu til dags huser affaldet fra USA’s atomkraftværker og utallige pigtrådsomkransede skoler for børn, som forældrene ikke kan styre. Det ukontrollable atomare materiale og de rebelske teenagere gemt bort i det samme blodrøde klippelandskab er en voldsom metafor. Det er ikke min metafor, men virkelighedens og virkeligheden kan vel per definition ikke overdrive sine virkemidler. Endelig mander de ensomme veje sig op og bliver til endnu en amerikansk by fuld af benzintanke og moteller. Jeg er nået til St. George i det sydlige Utah. Set fra mormonernes land er Los Angeles ikke bare langt væk, men en by på en anden planet, der hylder helt forkerte guder. Jeg drejer ind på et motel og må øjeblikket efter sande, at ingen gud er mere magtfuld og fuld af barmhjertighed end tilfældets gud. Nu har jeg flakket rundt i ugevis og følt, at jeg kom længere og længere bort fra den location jeg prøvede at finde. En tilfældig aften booker jeg mig ind på et tilfældigt motel og opdager, at dette motel på St. George Boulevard er holdt op med at tage imod gæster på gennemrejse for længe siden. Nu bliver gæsterne i minimum ni måneder, før de bliver sluppet ud, og der er ingen af dem, som kommer frivilligt ... ikke en eneste. Takket være tilfældet har jeg omsider fundet min location, min historie har endelig fundet et hjem. Her i mormonernes stat Utah har forældrene større magt over deres børn end i nogen anden stat i USA. Mange af de konkursramte motelrum i provinsbyen er fyldt af teenagere fra forstæder til storbyer langt fra Utah. Et bedre borgerskabs børn, som forældrene ikke længere kan styre og derfor overlader i andres varetægt, indtil roen er genoprettet, eller de ikke har råd til at betale regningen længere. Så er jeg der igen ... på det ukendte sted, som jeg straks genkender, fordi det er en spejling af en verden, som jeg længe har båret inde i mig. En ganske almindelig vej i Utah omgivet af efterårstræer, der fører lige lukt ind mellem de store, røde bjerge hvor de fandt materialet til den ultimative afskrækkelse, som i manges øjne er nødvendig for at holde ondskaben i mennesket nede. Det er her de sender deres teenagere hen, når anarkiet banker på forældrenes solide døre i de smukke forstæder til Los Angeles, San Francisco, Seattle, Chicago. Min research er omsider færdig. Hvis guderne er mig venligt stemt, vender jeg snart tilbage til USA for at lave filmen om teenagedrengen og hans far, der i kærlighedens navn har tvangsfjernet sin søn fra barndomshjemmet. Og der er mange som teenagedrengen herude i Utahs røde bjerge. Unge drenge og piger, som forældrene har forvist fra storbyernes forstæder og spærret inde i det palmeomkransede motel på St. George Boulevard. Ensomheden og desperationen i teenagernes øjne er ikke sådan at ryste af sig. En hinde af forladthed, af svigt og forræderi ligger som en usynlig maske over disse børns ansigter. Men inde bag vreden og desperationen, inde bag hadet ulmer der et rørende håb om, at kærligheden til de forældre, som børnene føler, har vist dem ryggen, igen kan vokse sig stærk. Det er troen på kærlighedens evne til at overvinde alt, der får denne tilsyneladende lille historie fra en afsidesliggende egn i Utah, USA, til at blive vores alle sammens historie … skambidte kærlighedsryttere som vi er til hobe!