I Prag skal man lede længe for at finde tegn på, at det i år er 40 år siden, landet – det daværende Tjekkoslovakiet – blev besat af en halv million soldater med kampvogne og andet tungt militært udstyr. Litteraturen og forfatterne spillede en central rolle i ’Prag-foråret’, hvorfor det forekommer naturligt at lede efter bøger om begivenhederne i 1968. I en af Prags nye store boghandler lykkedes det faktisk at finde en bog om 1968. Lidt skuffende kunne jeg sammen med en tjekkisk ven konstatere, at bogen først og fremmest handlede om studenteroprøret i Paris, ikke om begivenhederne i det daværende Tjekkoslovakiet. I en mere ydmyg boghandel i nærheden af nogle af Karlsuniversitetets bygninger lykkedes det dog at finde et par bøger om begivenhederne i Prag, bl.a. en fremragende bog med fotografier fra ’68. Nogen folkesag er 40-året for brodermordet på ’foråret i Prag’ bestemt ikke. Det var tropper fra Sovjetunionen, Polen, Ungarn og Bulgarien, der blev sendt af sted for at yde ’broderlig hjælp’ til de ’rigtige’ kommunister i Prag. På det mere diskrete plan bidrog Østtyskland også til invasionen. Risikoen for, at tyske tropper ville minde for meget om nazitidens besættelse af landet, var for overhængende, mente russerne. Invasionen begyndte allerede om dagen 20. august, da to sovjetiske fly landede i Prags internationale lufthavn. Flyene havde angiveligt tekniske problemer. De skulle afvente reservedele fra Moskva. Det viste sig senere, at såvel besætninger som ’passagerer’ havde helt specifikke opgaver. Om aftenen overtog de kontrollen med lufthavnen og ledede den luftbårne del af invasionen. Den tjekkoslovakiske hær ydede ikke militær modstand. Befolkningen gjorde passiv modstand. I løbet af de første dage blev 94 tjekkoslovakker dræbt og omkring 700 såret i sammenstød med besættelsestropperne. Som de fleste andre vestlige journalister forlod jeg Prag et par dage lige før invasionen fandt sted. Hele sommeren havde vi været travlt beskæftiget med de politiske begivenheder i Tjekkoslovakiet, begivenheder, der var præget af et større og større politisk og militært pres på politikerne i Prag. Man kan ikke sige, at det var en fejlbedømmelse af den politiske situation at forlade landet for at holde lidt fri. Der var på det tidspunkt gennemført forhandlinger mellem de tjekkoslovakiske ledere og de sovjetiske, først langt ude østpå i det nuværende Slovakiet og senere i starten af august fulgt op med broderlige kys og omfavnelser mellem Sovjets Bresjnev og Tjekkoslovakiets Dubcek på banegården i Bratislava. Tito fra Jugoslavien og Ceaucescu fra Rumænien havde været på officielle statsbesøg. Alt tydede på, at der herskede fred og ingen fare i Tjekkoslovakiet – i hvert fald for en tid. I nærheden af Dresden var det godt nok umuligt at overse de store interimistiske lejre med hundredvis af sovjetiske kampvogne. Lejrene var et led i den nervekrig, der havde været udkæmpet i juli og første halvdel af august bl.a. med en større Warszawapagt-øvelse på Tjekkoslovakisk område. »Kampvognene var blot ikke blevet sendt tilbage til de sovjetiske kaserner endnu”, tænkte jeg, da jeg passerede Dresden på vej til Danmark. Næste gang jeg så kampvognene, var i Prags gader nogle dage efter invasionen. Forsøget på at give socialismen et menneskeligt ansigt fik lov at køre otte måneder. ’Foråret i Prag’ havde fået politisk konkret indhold, da slovakken Alexander Dubcek 5. januar 1968 blev valgt til posten som førstesekretær for det tjekkoslovakiske kommunistparti. Han afløste den gamle stalinist Antonin Novotny. Forsøgene på at ændre den politiske udvikling i Tjekkoslovakiet adskilte sig på helt afgørende områder fra de opstande, der tidligere havde fundet sted i lande i østblokken. Opgørene i 1953 i Østtyskland og i 1956 i Polen og Ungarn havde alle til formål at omstyrte det kommunistiske regime. I Prag var det selve det kommunistiske parti, der forsøgte at forny sig. Det var altså ikke en proces, der skulle føre frem til, at landet genindføre kapitalismen som politisk system. Ikke så underligt, at en Walther Ulbricht i DDR, en Gomulka i Polen og en Janos Kadar i Ungarn følte, at de politiske omvæltninger i Prag kunne blive en alvorlig trussel for dem i deres respektive nabolande til Tjekkoslovakiet. Når man oplevede ledende kommunister møde befolkningen ved store massemøder allerede i slutningen af februar ’68, var man som vestlig journalist ikke i tvivl om, at de politiske ledere havde en enorm folkelig opbakning. Det var ikke politiske ledere, der forsøgte at tækkes tilhørerne. Jeg oplevede f.eks. Josef Smrkovsky (senere formand for parlamentet) skælde en forsamling på 6-8.000 mennesker ud for at være alt for antisovjetisk – en temmelig upopulær irettesættelse, der dog blev accepteret af de mange mennesker. Jiri Pelikan var i 1968 chef for Tjekkoslovakiets tv og en fremtrædende reformkommunist. Han gik i eksil i 1968. I bogen ’Et forår uden ende’ slår han fast, at den tjekkoslovakiske krise, der var med til at udløse ’foråret i Prag’ i virkeligheden var en krise for det sovjetiske kommunistiske system – en argumentation, der bliver endnu mere interessant i betragtning af, at den er fremført i en bog udgivet en halv snes år inden Gorbatjov begynder at reformere det sovjetiske system gennem Perestrojka og Glasnost. Man fristes næsten til at mene, at den største fejl, kommunisterne i Prag begik, var, at de var for tidligt ude. Reformkommunisterne ville have demokrati. Et socialistisk demokrati var ikke foreneligt med et etpartisystem og ej heller foreneligt med pressecensur. Man gik derfor i gang med at træffe forberedelser til, at der kunne dannes nye partier. Allerede her kom man i konflikt med den kommunistiske doktrin om ’partiets ledende rolle i samfundet’. Man kan sige, at den udgave af kommunismen, som f.eks. Bresjnev, Kosygin, Ulbricht og andre repræsenterede, sådan set fandt al snak om indførelse af demokrati inderligt overflødig. Det gjaldt i deres øjne om, at partiet gennem sin ledende rolle sikrede, at de ’rigtige’ havde magten. Det var dog en konkret politisk uenighed, der blev taget fat på på det første topmøde mellem de tjekkoslovakiske og de sovjetiske ledere i slutningen af juli i den lille slovakiske grænseby Cierna Nad Tisou. En endnu mere rød klud for næsen af den russiske bjørn var ophævelsen af pressecensuren. Der blev til brug for forhandlingerne fundet eksempler på, at den tjekkoslovakiske presse var antisovjetisk og antikommunistisk i sine skriverier, og man forlangte pressecensuren genindført. Resultatet af møderne blev, at forberedelserne til indførelsen af et flerpartisystem blev stillet i bero. Pressefriheden turde de tjekkoslovakiske politikere dog ikke røre ved. Det blev anset for at være Dubceks første ’forræderi’ i forhold til reformerne, at han og de andre gik med til at stoppe friheden til at danne politiske partier. På ytringsfrihedens område blev der holdt møder, hvor man fra politisk hold henstillede til pressens ledere om at sørge for, at deres medier udviste mådehold i kritikken af de kommunistiske broderlande. En form for selvcensur blev resultatet. Lige lidt hjalp det. Dubcek fik sit Judas-kys af Bresjnev på perronen på Bratislavas banegård, og landet blev besat 18 dage senere. De sovjetiske ledere hævdede, at en kontrarevolution var i gang i Tjekkoslovakiet, og at man derfor var blevet tilkaldt af ledende politikere. Et noget pinligt faktum var, at det var svært for russerne at henvise til hvilke politikere, der havde tilkaldt dem. I forbindelse med invasionen bortførte sovjetiske styrker Dubcek og andre ledende politikere – en uhørt magtdemonstration over for lovligt valgte politikere. En egentlig Quisling-regering kom først senere. Det lykkedes de tjekkoslovakiske politikere at komme hjem fra Moskva med livet i behold, men det var vel stort set også det vigtigste resultat af ’forhandlingerne’ i Kreml. Med sig havde de også det forhandlingsresultat, de var blevet dikteret. Et resultat, der langsomt ville ødelægge de reformer, man havde forsøgt at gennemføre i de otte måneder, som det politiske forår kom til at vare. Efter at være kommet ind i Tjekkoslovakiet ved den sydligste grænseovergang fra Vesttyskland -i kraft af at en tjekkoslovakisk kommandant for den lille grænsestation havde ’opfundet’ en ordre om, at grænsestationen skulle åbnes fra klokken 2 til klokken 4 om natten - ankom jeg til Prag tidligt om morgenen søndag 24. august. Han mente, det var vigtigt, at der var så mange vestlige journalister som muligt i landet. Et led i den passive modstand mod besættelsesstyrkerne var, at kun vejskiltene til Berlin, Moskva osv. pegede i den rigtige retning. Alle andre skilte var hevet ned eller pegede i den forkerte retning. Det gik nu udmærket med at komme fra grænsen til Prag. Overalt var der folk, der gerne ville vise vej, bare de kunne få et lift. Omkring storbyen Pilzen var der særligt mange mennesker på gaden, selv om klokken var fire om morgenen. De var på vej ind for at besætte Skoda-fabrikkerne for at hindre russerne i at gøre det. Der var stor aktivitet i Prag. Unge mennesker med illegale blade stoppede bilen hele tiden, så man kunne blive forsynet med de seneste nyheder. Overalt i byen var der russiske kampvogne. Al telekommunikation var lukket – eller rettere næsten alt var lukket ned. Nogle få telexmaskiner havde overlevet forsøget på at spærre alt af. Jeg husker endnu, hvilken prøvelse det var at skrive på et hakkebræt af en maskine, hvor man skulle skifte mellem bogstaver og tal. Når man glemte det, skrev den mystiske tal i stedet for bogstaver eller omvendt. Det gjorde det heller ikke bedre, at belysningen var et stearinlys, der blafrende stod og svajede ovenpå maskinen. Jeg har senere set den næsten tre meter lange telexstrimmel, jeg skrev den søndag aften, og som den daværende udenrigsmedarbejder på radioen Jørgen Schleimann gik i studiet med. Imponerende, at han fik noget ud af det. Jeg var tidsnok i Prag til at være på gaden sammen med titusinder af tjekkoslovakker, da Smrkovsky og de andre bortførte politikere kørte op og ned ad hovedstrøget i Prag, Vaclavske Namesti, blot for at vise, at de stadig var i live. De hjemvendte politikere holdt taler til nationen over nogle af de stadig fungerende illegale radiostationer. De forsøgte at klynge sig til, at der stadig var håb om reformer af det tjekkoslovakiske samfund. Det skulle vise sig, at det var der ikke. Russerne gav sig god tid, men de gav sig ikke. Alt skulle blive, som de ville have det. Alexander Dubcek fortsatte som leder af kommunistpartiet, indtil det passede russerne at fyre ham i april året efter. I forbindelse med en ishockeykamp var der uroligheder ved det sovjetiske luftfartselskab. Det blev brugt som anledning. Dubcek var derefter ambassadør i Tyrkiet, indtil han blev kaldt hjem i 1970 og fik beskæftigelse som kontorist i den slovakiske skovstyrelse. Normaliseringsprocessen, som den politiske proces efter besættelsen så ondskabsfuldt er blevet kaldt, blev en tid, hvor adskillige hundrede tusinde blev smidt ud af kommunistpartiet. De mistede deres privilegier, og mange mistede deres job. At være professor i matematik og leve af at have et manuelt arbejde var helt normalt. Forfattere blev rengøringsassistenter, lærere blev landarbejdere og så videre. Drabet på den tjekkoslovakiske kultur blev gennemført med så hård hånd, at det gav anledning til den så ofte citerede udtalelse af den franske forfatter Louis Aragon om, at Tjekkoslovakiet er et ’åndens Biafra’, hvilket heldigvis ikke er den fulde sandhed. Der opstod undergrundsforlag, undergrundsteatergrupper og så videre, men det var ’op ad bakke’ og med det hemmelige politi i hælene. Politiets brutale gennembankning af studenter i forbindelse med en demonstration to årtier senere i midten af november 1989, skulle vise sig at blive begyndelsen til enden for det mest stalinistiske styre i Østeuropa. En sjælden ære skulle overgå den tidligere kommunistleder. Dubceks popularitet var da stadig så stor, at han nærmest blev kåret til en ny stor politisk post, da han sammen med forfatteren og dramatikeren Vaclav Havel mødte folkemængden på Vaclavske Namesti 26. november 1989. Efter sigende ville Dubcek gerne have haft den ærefulde post som statsoverhoved, men posten som præsident gik til den tidligere straffefange Vaclav Havel. Han blev den sidste præsident for Tjekkoslovakiet og den første for Den Tjekkiske Republik, da landet blev delt i henholdsvis Slovakiet og Tjekkiet ved nytårsskiftet 1992/93. Allerede fra begyndelsen viste Vaclav Havel sig som en politiker af ganske anden støbning end politikere normalt og med helt andre standarder. I hans første nytårstale 1989/90 kastede han sig ud i en tale om politik og moral: »Moralsk er vi blevet syge, fordi vi har vænnet os til at sige ét og tænke noget andet. Vi har lært ikke at tro på noget, ikke at lægge mærke til hinanden og kun passe på os selv«. Havel fortsatte sin nytårstale med at udtrykke sine forhåbninger på den her måde: »De spørger måske, hvilken republik jeg drømmer om. Jeg vil svare Dem: om en selvstændig, fri og demokratisk republik – om en republik, der er økonomisk velstående og samtidig socialt retfærdig, kort og godt om en menneskelig republik, som tjener mennesket, og som derfor har håb om, at også mennesker vil tjene den«. Til sidst nærmest en besværgelse: »Dit styre, folk, er vendt tilbage til dig!«. Alexander Dubcek døde i 1992 efter en trafikulykke. Vaclav Havel gik af som præsident i 2003. De er begge blevet afløst af ’rigtige’ politikere. Tjekkiet var et land, der ærede sine forfattere og forfulgte fra den kommunistiske tid så højt, at man kunne gå fra at være straffefange til at blive præsident. Den tid er ovre. Tjekkiet er blevet et land, der i dag i højere grad er præget af den vilde kapitalismes selvoptagethed end af Havels moralske opsang og opfordring til at passe mere på hinanden end på sig selv. Tiden er inde til at rage til sig og ikke til at læse indviklet litteratur. Bøgerne øverst på bestsellerlisterne er bøger om livsstil. Man kan vel nærmest konstatere, at Tjekkiet er blevet et helt normalt samfund efter vores normer.