For de fleste, der følger situationen i Afghanistan, er det i dag tydeligt, at involveringen og kompleksiteten af indsatsen på mange måder overstiger den, man så i Irak.

Da NATO udvidede engagementet til de sydlige dele af Afghanistan i sommeren 2006, blev både politikerne og militæret i medlemslandene overrasket over, hvor stærkt Taleban stadigvæk stod, og hvor svag den afghanske administration egentligt var. Tidligere i år udtrykte den amerikanske forsvarsminister, Robert M. Gates, amerikanernes bekymringer over situationen i landet ved at sige, at »Afghanistan udgør på mange måder en mere kompliceret og svær langtidsudfordring end Irak – en udfordring, som på trods af en stor international indsats vil kræve en væsentlig amerikansk militær og økonomisk involvering i lang tid«. Med denne udtagelse viste Gates, at Afghanistan har bevæget sig fra at være ’den anden krig’ eller ’den glemte krig’ til at blive det vigtigste udenrigspolitiske fokus for USA i de kommende år. Dette er nu yderligere blevet tydeligt med præsident Obamas nye strategi for indsatsen i landet. Når man forsøger at beskrive den uværende situation i Afghanistan, fremkommer der mange yderst vigtige emner, der kræver en klar og fokuseret handling. Talebanbevægelsen lancerede en række angreb i Kabul 11. februar i år, hvor de dræbte omkring 20 mennesker og sårede tre gange så mange. Angrebene viste, at Taleban næppe er brudt sammen eller endog svækket, og at dens vilje til at sende et stærkt signal til den afghanske regering og det internationale samfund er enorm. Men at besejre Taleban og andre fjendtlige elementer i landet kan ikke gøres med militære midler alene – bæredygtige og lokalt forankrede politiske, civile og økonomiske initiativer skal i lighed styrkes markant. Her vil de involverede lande blive nødt til at styrke indsatsen, hvis den militære fremgang skal forankres i den afghanske befolkning. Denne indsats skal også styrkes af de NATO-lande, der ikke deltager i de hårde kampe i landet. Alle skal byde ind, hvis 2009 skal blive et bedre år for den afghanske befolkning, end tidligere år har været. I det følgende vil fem elementer, der alle bør adresseres hurtigt, blive præsenteret. Der er ikke tale om en lukket liste, men om emner, jeg mener, der lige nu bør have højeste prioritet. Flere af emnerne blev der taget beslutning om at styrke ved mødet mellem NATO’s statsledere i Strasbourg/Kehl 4. april i år, men den type ’Summit Declarations’ har ofte skuffet, når den faktiske implementering skulle finde sted – altså når der skulle sættes handling bag ordene. De nedenstående anbefalinger retter sig mod netop dette element om at sætte handling bag de strategiske beslutninger. Politik: På det afghanske nationalpolitiske niveau bør de involverede NATO-lande og den afghanske regering nå til enighed om en strategi med fælles fodslag, der bygger på at skabe en holistisk tilgang til de kommende år. Dette behøver ikke være en ny strategi – det vigtige er, at parterne er enige og samlet støtter vejen frem. Det har i nogle år været klart, at mange af de involverede lande har været drevet af forskellige dagsordener, bestemt af national historie og indenrigspolitiske dagsordener, der har forhindret dem i at bidrage fuldt ud til indsatsen. Men for at processen i Afghanistan kan bevæge sig fremad og for, at det internationale samfund kan stille krav til Karzais administration, er det først og fremmest nødvendigt, at man kan nå til enighed indbyrdes. Hvis det internationale samfund ikke kan finde fælles fodslag i både ord og handling, vil det blive svært at kræve, at den afghanske regering skal slå ned på korruption, reformere sine ministerier og administration og begynde at levere positive resultater til lokalbefolkningen – alle elementer, der er et stort behov for. Derudover er der vigtigt med fælles fodslag på det regionale niveau. En fælles strategi, hvor landene i regionen aktivt inddrages, og hvor der også skabes plads til regionale løsningsforslag. Her er både Pakistan og Iran af stor betydning, hvis Afghanistan skal stabiliseres. Pakistan er i endnu højere grad end tidligere blevet et tilflugtssted for Taleban, og det synes tydeligt, at den hidtidige militære tilgang til at løse problemerne har fejlet. Også Iran bør kraftigt inddrages i vejen frem. Iran og Afghanistan har fælles interesser i for eksempel kampen mod opiumproduktionen og i at standse det Pashtun-baserede Taleban-oprør. Det er åbenlyst, at Iran kan spille en endog meget betydelig rolle i Afghanistan, hvis der skabes plads til det. Det internationale samfund har behov for at blive forenet i den politiske linje og strategi for Afghanistan, hvis den meget tiltrængte reformering af den afghanske regering og et egentligt regionalt engagement skal finde sted – denne forening kunne både i handling og i ord ske om det nye amerikanske udspil. Den afghanske nationale hær: Genopbygningen af hæren (ANA) blev indledt i maj 2002 af amerikanske styrker. Programmet kan i høj grad karakteriseres som en generel succes. Ca. 80.000 soldater ud af i alt 134.000 soldater i 2014 er uddannet, og projektet med at gøre ANA til en bæredygtig styrke skrider frem. Succes kan ses i lyset af det høje niveau for uddannelse og den generelt positive respons, som hæren modtager fra den civile befolkning, når de møder hinanden ude i provinserne. Overordnet synes hæren at varetage sine opgaver professionelt i felten, både alene og når ANA er involveret i større operationer med den internationale sikkerhedsstyrke (ISAF). Den afghanske hær er blevet et vigtigt element i at skabe stabilitet og sikkerhed i hele landet. Den største udfordring, der synes at være, er at omdanne hæren til en selvstændig bæredygtig aktør. Da USA startede med at genopbygge den, fokuserede man på at give uddannelsesprogrammet tilstrækkelig tid til at skabe effektive kampenheder. Den fremgangsmåde har vist sig at være en succes i forhold til hærens professionelle adfærd. Ulempen ved denne tilgang er imidlertid, at antallet af uddannede tropper har været langt mindre end nødvendigt. Hvis ANA skal fortsætte med at vokse, og hvis den skal forblive en professionel aktør, er det altafgørende, at NATO begynder at involvere sig mere aktivt og helhjertet i dette arbejde specielt med at opstille mentor- og træningshold til den nye hær. I øjeblikket er kun omkring halvdelen af de nødvendige mentorhold ( Operational Mentor og Liaison Teams) til rådighed, og i takt med at den nationale hær vokser, stiger dette behov yderligere. Det afghanske nationale politi: Genopbygningen af politiet (ANP) blev påbegyndt af Tyskland i april 2002. I dag er det åbenlyst, at Tyskland ikke har lagt nok kræfter i programmet, og opbygningen af det nationale politi har da også i stor udstrækning været en fiasko. Selv om ca. 75.000 af de forventede 82.000 politifolk i dag har gennemgået en form for politiuddannelse, er det kun omkring halvdelen af de uddannede officerer, der kan karakteriseres som fuldt funktionsduelige og i stand til at gennemføre de mest basale politiopgaver. Et overordnet problem er, at det oprindelige uddannelsesprogram for politiet ikke var baseret på en analyse af den faktiske sikkerhedssituation i landet, hvilket resulterede i meget høje tabstal. Derudover kan ANP og indenrigsministeriet i dag betragtes som yderst korrupte, hvilket skaber en generel mistillid i forhold til lokalbefolkning. Politiet opfattes ofte som værende en del af et fordums statsapparat, som undertrykker befolkningen, og som er korrupt – næppe et syn, der konsoliderer de internationale styrkers indsats. For at få ANP-programmet tilbage på sporet, har USA overtaget rollen med at uddanne politifolkene, og de har sammen med den afghanske regering lanceret et nyt uddannelses- og tilsynsprogram for politiet. Det bærende i programmet er mentorhold, der, som ved den nye hær, skal følge alle politienheder, når de efter endt uddannelse sendes ud i provinserne. I øjeblikket er der dog kun omkring 25 procent af de nødvendige hold til rådighed, hvilket markant svækker udviklingen i ANP – igen et område, NATO bør være med til at styrke i konkret handling . Forsoningsplan: På den 45. ’Munich Security Conference’ i Tyskland i februar i år annoncerede præsident Karzai muligheden for »en forsoningsproces« med moderate elementer af Taleban. Emnet har været fremme før, men timingen nu synes at være fint synkroniseret med Obamas nye Afghanistan-strategi. Hvis en afghansk-ledet forsoningsproces med moderate Taleban-elementer skal være realistisk, er det vigtigt, at det internationale samfund enes om at støtte den afghanske regering i dennes bestræbelser. Den etniske og klanmæssige mosaik i landet er af en helt anden kompleksitet end den i Irak, og man skal derfor ikke forvente en dominoeffekt, hvis man seriøst starter en proces med forhandlinger. Der vil være store udfordringer forbundet heri. I oktober 2008 sagde general David Petraeus »Hvis der er mennesker, der er parate til forsoning, vil det være et positivt skridt i nogle af de områder, som har befundet sig i en nedadgående spiral«. Men for at det skal være realistisk, og hvis det ikke skal undergrave den samlede indsats, er det vigtigt, at processen ledes af afghanerne selv på baggrund af grundige lokale analyser og vurderinger – alt sammen støttet af det internationale samfund. Stabiliserings- og udviklingsstøtte: Det sidste element, der i lighed med de andre også er af stor betydning, er en styrket stabiliserings- og udviklingsindsats. Som det er almindeligt kendt, kan en oprørskrig ikke vindes med militære midler alene, hvilket er grunden til, at bestræbelserne på at støtte de ikke-militære aktiviteter skal styrkes. Derved vil man fremme muligheden for at forankre de militære fremskridt i lokalbefolkningen og derved muligheden for succes. Yderligere er det de ikke-militære tiltag, der skal styrke den afghanske administration og derved den positive relation mellem denne og lokalbefolkningen. De internationale styrker, der kæmper i Øst- og Sydafghanistan, arbejder ud fra en oprørsbekæmpelsesmodel kaldet Clear-Hold-Build. Modellen er baseret på ideen om, at omkring 20 procent af indsatsen skal være militær, og at de resterende 80 procent skal være politiske, økonomiske og civile i forhold til det ønskede mål. Når et givent område er blevet befriet for oprørere, er det afgørende, at dette rent militære fremskridt understøttes med andre midler for at vise lokalbefolkningen, at den afghanske regering og de internationale styrker har mere at tilbyde, end oprørerne har. Hvis denne opfølgning ikke sker, vil de lokale være følsomme over for undergravende virksomhed fra oprørernes side, og de første positive opfattelser af fremskridt vil blive undermineret. Dette er grunden til, at mere politiske, økonomiske og civile, menneskelige og økonomiske ressourcer er nødvendige for at støtte indsatsen – alle elementer, som NATO’s medlemslande bør være i stand til at støtte. I 2008 beskrev den nye amerikanske særlige udsending til Afghanistan og Pakistan, ambassadør Richard Holbrooke, udviklingen således »Situationen i Afghanistan er langtfra håbløs. Men i takt med, at krigen er på vej ind i dens ottende år, må amerikanerne fortælles sandheden: Det vil tage lang tid – længere end USA’s hidtil længste krig, den fjortenårige konflikt i Vietnam (1961-75). Sandheden bør også tydeliggøres for de europæiske medlemmer af NATO. Et oprigtigt engagement fra alle de involverede parter er nødvendigt, og situationen i dag kræver fælles fodslag i både ord og handling i forhold til de ovenfor nævnte emner – som selv medlemmer med restriktioner på engagement bør være i stand til at støtte. Det betyder, at når nu USA begynder at gennemføre den nye og styrkede strategi for Afghanistan og regionen, skal europæerne aktivt bidrage og ikke læne sig tilbage og lade andre gøre det hårde arbejde. Konkret skal der handling bag den strategiske beslutning, der blev taget ved NATO-mødet i Strasbourg/Kehl 4. april, så indsatsen i Afghanistan ikke drukner i tomme erklæringer.