Kampen om nomineringen til præsidentkandidat for Demokraterne i USA synes at bekræfte, at det er tilfældet. I hvert fald hvis man ser på mediernes håndtering af valgkampen. Hillary Clinton er historiens første kvinde med reel chance for at blive præsident i USA og dermed bryde igennem det højeste glasloft for kvinder. At forhindringen også består i en presse, som har sat vidt forskellige standarder for kandidaterne, må komme som en overraskelse for de mange, der troede, at den værste sexisme hørte fortiden til i vores del af verden. I mainstream medier er Clinton blevet kaldt alt fra »bitch« til et monster, mandhaftig, magtsyg og »gennemført rædselsfuld« (af filmmageren Michael Moore). Hun er blevet hånet for sin latter og for sine angiveligt tykke lægge. Hendes kavalergang har også været genstand for intense diskussioner. Man har kaldt Hillarys eventuelle præsidentskab for en tredje Clinton-periode og dermed antydet, at Hillary er sin mands marionetdukke. Samtidig har bloggere, radio- og tv-værter på den yderste højrefløj ført en voldsomt usmagelig og sexistisk kampagne mod Hillary Clinton. En har sagt, at den store ulempe ved en Hillary som præsident er, at man skal til at følge en kvinde, der gradvist bliver ældre (!). En anden har sagt, at Hillary ved at lade datteren Chelsea føre kampagne for sig ’pimper’ hende ud, altså lejer hende ud til prostitution. Ved et af Hillarys vælgermøder mødte to mænd op med et skilt, der krævede, at Hillary holdt op med at beskæftige sig med politik og i stedet gav sig til at stryge deres skjorter. Hverken den internationale eller den amerikanske presse har løftet mange øjenbryn over de mange hårrejsende angreb på kvinden. I de fleste tilfælde har den kun alt for beredvilligt – og ikke uden en vis skadefryd – videregivet de personlige angreb uden at problematisere dem. Samtidig er det meget svært at modsige dem, der hævder, at hendes modkandidat til Demokraternes nominering, den sorte Barack Obama, har fået fri presse helt frem til den seneste kontrovers om hans præst, Jeremiah Wright, som for nylig igen blev aktualiseret. Desuden er der (naturligvis …?) ingen, der har nævnt Obamas flyveører, hans tynde ’feminine’ hænder eller hans latter. Og hverken han eller Republikanernes kandidat, John McCain, er blevet (naturligvis …?) beskyldt for at være magtsyge. Da Bill Clinton i januar i år sammenlignede Barack Obamas valgkamp med den ligeledes sorte Jesse Jacksons valgkamp i 1980’erne, var pressen derimod straks oppe på de høje nagler. 26. januar stod det klart, at Barack Obama ville vinde primærvalget i South Carolina og i den forbindelse udtalte Bill Clinton: »Jesse Jackson vandt South Carolina i 84 og 88. Jackson førte en god valgkamp. Og Obama førte en god valgkamp her«. Disse var Bill Clintons præcise ord, og de førte til et ramaskrig. Både Obama-lejren og pressen var enige om, at Bill hermed spillede på race-kortet. Siden hen er udtalelsens konkrete indhold blevet glemt og nu hedder det sig bare i brede kredse, at Hillary helt enkelt er racist. Selvfølgelig skal tidligere præsident Bill Clintons ord vejes på en guldvægt, ikke mindst, når han nu fører valgkamp på vegne af sin kone. Og selvfølgelig kan man med en vis ret hævde, at Bill Clinton, ved at sammenligne Obama med Jackson, spillede på racekortet. Men racisme? Hvis den udtalelse er nok til at skabe røre og kalde Hillary Clintons kampagne racistisk, så burde der have rejst sig rene medietsunamier omkring sexisme i kølvandet på de mange uindpakkede sexistiske udtalelser mod Hillary Clinton i løbet af valgkampen. Som bekendt er det ikke sket. Mange feminister og moderne demokrater har påpeget, at selve det fænomen, at Barack Obama har været alles kæledægge og nærmest er blevet ført frem som en ufejlbarlig Messias uden at blive belemret med ’kedelige’ spørgsmål fra pressen – mens hvert eneste pip fra Hillary er blevet lagt under mikroskop – er bevis for de forskellige standarder, de to kandidater har været underlagt. Hillary Clinton er blevet sat i det gammelkendte dilemma for kvinder, der søger magten: Hun kan simpelthen ikke gøre noget rigtigt. Ifølge pressen, altså. Taler hun magtens sprog, er hun ukvindelig og ligefrem lesbisk (kan man tænke sig noget værre ...?). Fælder hun en tåre, er hun for blød og kvindelig og dermed uegnet til det hårde job, det er at være præsident. Altså: Hendes køn er en stopklods, og det er kønnet, hun bliver bedømt på, frem for sine politiske visioner og sine kompetencer. Og ved ikke pænt at trække sig, da det så mørkest ud for hende og overlade scenen til Obama, er hun steget ned fra den opofrende madonna-piedestal og »ødelægger spillet for drengene«. Det er helt uden fortilfælde i amerikansk historie, at en kandidat, der er så tæt på at vinde nomineringen, bliver mødt med massive krav om at trække sig. I 1988 trak førnævnte Jesse Jackson sin håbløse kampagne mod vinderen, Michael Dukakis, hele vejen til Demokraternes konvent og fik faktisk i mange tilfælde ros for det i og af pressen. I 1980 trak Ted Kennedy ligeledes sin kampagne mod Jimmy Carter hele vejen til konventet, selv om det tidligt stod klart, at han havde tabt. Ingen nævneværdig kritik. I 1976 bekæmpede Ronald Reagan ideen om, at Gerald Fords kandidatur var uundgåeligt hele vejen til Republikanernes konvent. Få har nogensinde kritiseret ham for det – tværtimod blev han siden rost for sin kampgejst. Helt tilbage i 1960 kæmpede Lyndon Johnson og Adlai Stevenson mod den ’sikre’ nominering af John F. Kennedy hele vejen til konventet uden at blive mødt med krav om at trække sig. Danske medier har i høj grad også brugt forskellige standarder, når det gælder de to kandidater. Først og fremmest ved fuldstændig ukritisk at hylde Obama som en underdog, der fortjener præsidentposten og behandle Hillary som et irritationsmoment og det, der er værre. Værst har Danmarks Radio været. Allerede tidligt valgte licensbetalernes medie at lægge alle sine æg i Barack Obamas kurv. Bl.a. besluttede man at bruge professor på CBS Carl Petersen, som ekspert nummer ét i den amerikanske valgkamp. Allerede tidligt i valgkampen erklærede Carl Petersen Obama sin ubetingede kærlighed og viste tydeligt sit mishag ved Hillary Clinton. Dette skete under en debat-udsendelse på DR 2 om netop den amerikanske valgkamp. Dette burde straks have fået DR til at leve op til de almindelige journalistiske forpligtelser og afskrive hans udtalelser som partsindlæg i debatten og fremover undlade at bruge ham som uafhængig ekspert. Men nej. Tværtimod har denne Carl Petersen siden hen gang på gang været i DR’s studie og har udlagt den amerikanske valgkamps-tekst, mens DR’s journalister ukritisk har labbet hans ’guldkorn’ i sig. Og de danskere, der har valgt at skrive negative bøger om Obamas modkandidat, Hillary Clinton, har haft fri adgang til DR’s mikrofoner. Uden ’smålig’ hensyntagen til deres værkers lødighed og relevans. Dette mediemæssige frie lejde til Barack Obama truer nu med at hjemsøge de mange medier, der har sovet i timen og ikke levet op til deres journalistiske forpligtelser. For det viser sig nu, at skeletterne står i kø til at rasle ud af Obamas skab. I hele 20 år har Barack Obama plejet tæt omgang med præsten Jeremiah Wright, som i ramme alvor mener, at de amerikanske myndigheder har opfundet og smittet de sorte amerikanere med aids. Han er også kommet med en lang række mere eller mindre kuriøse udtalelser om USA. Men først da manden for nylig sagde, at Obama siger det, man som politiker skal sige for at blive valgt, stod Obama frem og undsagde ham offentligt. Obama hævder, at han ikke har været vidende om præstens yderliggående holdninger, til trods for at Wright var ham, der vækkede Obamas religiøse følelser og også er ophavsmand til titlen på Obamas erindringer ’The Audacity of Hope’, viede Barack og Michelle og døbte parrets to døtre. Barack Obama har også arbejdet for den forhadte bolighaj i Chicago, Tony Rezko, som nu står tiltalt for korruption. Obama har arbejdet for den tidligere terrorist, William C. Ayers, og i sine år i Illionois’ senat har Obama ofte stemt blankt i kontroversielle sager og han har støttet storindustriens interesser på bekostning af arbejdere. Disse historier har fået meget lidt opmærksomhed i medierne og i visse tilfælde er medierne gået så langt som til ligefrem at finde på undskyldninger for Barack Obama. Det interessante ved de førnævnte angreb på Hillarys person er, at de ikke kommer fra politiske modstandere, men fra grupperinger, der i udstrakt grad deler hendes visioner. Dels kommer de fra dem i hendes eget parti, Demokraterne, der støtter Obama, og dels kommer de fra den presse, der traditionelt støtter Demokraterne i amerikansk politik. Hillary Clinton har aldrig angrebet Obama på hans person, hun har nøjedes med at påpege sin egen erfaring i offentlighedens tjeneste, både som førstedame i Arkansas og Det Hvide Hus og senator og dermed sat Obamas manglende erfaring i relief. Obama, derimod, har angrebet Hillary på hendes karakter ved blandt andet at udtale, at »Hillary ikke altid taler sandt« – altså at hun lyver. Alligevel har pressen gang på gang skrevet, at det er Hillary, der intensiverer angrebene, mens Obama maner til enighed. Det er blevet en del af fortællingen om valgkampen, at Hillary angriber under bæltestedet og hun »hakker« på ham, mens Obama holder sig for god til den slags. Et af hovedargumenterne for Obamas kandidatur er, at hvis Hillary bliver valgt, så vil USA være blevet styret af enten en Bush eller en Clinton i 28 sammenhængende år siden 1988. Hvis altså Hillary får to perioder som præsident. Dette argument er yderst snedigt. Dels ignorerer det det faktum, at det er vælgerne, og vælgerne alene, der bestemmer hvem der er præsident i USA, og giver indtryk af, at landet med Hillary ved roret skulle blive forvandlet til et slags kongedømme. Men allermest snedig er den skjulte sexisme i argumentet. For ved at pakke Hillary ind i et dynasti, får argumentet bagatelliseret det revolutionerende i, at en kvinde måske for første gang bliver præsident i USA. Et bagatellisering, som pressen kun alt for glad har taget til sig og som efterlader Obamas kandidatur som langt mere revolutionerende, idet det for første gang bliver en sort person, der bliver sat i USA’s højeste embede. Hvis altså han løber af med sejren. Men Barack Obama er stadig en mand, og hvis han vinder, så vil det igen være en mand, der sidder på toppen af pyramiden. Det argument har fået lov til helt at drukne i valgkampen. 8. januar i år indledte den kendte feminist Gloria Steinem en klumme i New York Times med disse ord: »Den omtalte kvinde blev advokat efter nogle år som medborger-organisator, blev gift med en virksomhedsadvokat og er mor til to små piger på ni og seks. Som datter af en hvid amerikansk mor og en sort afrikansk far – i dette race-bevidste land bliver hun betragtet som sort – var hun i otte år delstatsparlamentariker og blev en stemme, der inspirerede til national enhed. Helt ærligt: tror du dette er baggrunden hos en person, der kunne blive valgt til USA’s senat? Efter mindre end en valgperiode dér, tror du, hun ville være en troværdig kandidat til at lede den mest magtfulde nation på Jorden? Gloria Steinem siger efter sit retoriske spørgsmål, at køn er den mest begrænsende faktor i amerikansk liv. Sorte mænd fik ifølge Steinem stemmeret et halvt århundrede før nogen kvinde, sort eller hvid, fik samme ret. Sorte mænd har også fået magtpositioner fra militæret til bestyrelseslokaler, længe før kvinder opnåede det samme. Den kendte feminist er foruroliget over, at mens Obama via sin race bliver opfattet som en, der forener, bliver Hillary via sit køn opfattet som en der skiller vandene. Steinem nævner ikke, at pressens stereotype billede af Hillary Clinton skygger for offentlighedens udsyn til den sammensatte person Hillary Clinton er. Vi bliver ikke præsenteret for kvindens sans for humor og især hendes selvironi. I stedet får vi en karikatur af et umenneske, som ikke fortjener præsidentposten. Ikke overraskende viser amerikanske undersøgelser, at mænd sidder på 97 pct. af de ledende poster i de amerikanske medier. Intet tyder på, at det skulle forholde sig afgørende anderledes i Danmark og resten af Europa. Mon ikke det spiller en rolle for det billede, der bliver videregivet af Hillary Clinton? For flertallet af de kvinder, der har stemt ved Demokraternes primærvalg i USA har faktisk stemt på kvinden Hillary Clinton. De har det fint med hende, trods pressens mænd og deres kampagne mod hende. Selv har Hillary Clinton ikke sagt meget om de forskellige standarder, der er blevet sat for hende og Barack Obama. Men i en tale i North Carolina i lørdags berørte hun emnet og citerede et berømt Hollywood-mundheld om danserne Fred Astaire og Ginger Rogers. Mundheldet siger, at Rogers gjorde alt, hvad Astaire gjorde, men »baglæns og på høje hæle«. »Jeg mener, der stadig er noget af en dobbelt-standard«, lød det forsigtigt fra Clinton. Hun tilføjede: »Jeg ønsker ikke at blive valgt, fordi jeg er kvinde. Men jeg er meget bevidst om, at det faktum, at jeg er en kvinde, sender et utroligt signal om muligheder ikke bare til vores døtre, men også vores sønner. Det fortæller, at vi i vores land hele tiden har udvidet cirklen af muligheder«.