I april måned i år rejste den politiske ordfører Inger Støjberg på invitation til det norske Fremskridtspartis møde i Tønsberg for at holde en tale, som man indtil da troede, det var umuligt at holde for netop den person i Venstre, som udadtil repræsenterer partiets holdninger og politik.
Lidt over to år forinden havde Venstres formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, afvist at mødes med det norske Fremskridtspartis leder, Siv Jensen, formodentlig for ikke at blive identificeret med Fremskridtspartiets stærkt udlændingefjendtlige politik, men nu erklærede Inger Støjberg i sin tale ikke alene, at partiet Venstre og det norske Fremskridtsparti »står skulder ved skulder«, når det drejer sig om indvandring, ligestilling og sundhedspolitik, men roste også Siv Jensen og sammenlignede hende med Anders Fogh Rasmussen.
Norske kommentatorer har ikke været i tvivl om, at Inger Støjberg med sin tale har været med til at give det norske Fremskridtsparti noget af den politiske legitimitet, som det i mange år har søgt i en politisk situation, hvor det norske Venstre (det danske Venstres søsterparti) har nægtet at indgå et politisk forpligtende samarbejde med Fremskridtspartiet ikke mindst på grund af dets intolerante udlændingepolitik.

























