I kølvandet på terrorangrebene 11. september 2001 satte både USA og Europa demokratisering af Mellemøsten øverst på den udenrigspolitiske dagsorden.
Fem år senere har Vesten i praksis overladt de demokratiske reformer til de arabiske regimer selv. Det besnærende argument fra både arabiske ledere og vestlige regeringer lyder, at demokrati ikke er noget, der kan presses igennem udefra. Demokratiske reformer skal komme indefra; altså fra den arabiske verden selv. Dermed er det højst tiltrængte demokratiprojekt i Mellemøsten reelt blevet tabt på gulvet. I 2002 kom Bushregeringen med de første udmeldinger om, at der var et kursskifte på vej i amerikansk mellemøstpolitik. USA ville lægge 60 års mellemøstpolitik på hylden og fremme demokrati i stedet for at samarbejde med de siddende diktatorer. Den daværende udenrigsminister, Colin Powell, lancerede det såkaldte Middle East Partnership Initiative (MEPI) til støtte for civilsamfundsgrupper og politiske reformer i hele Mellemøsten, og Europa fulgte hurtigt trop. EU genoplivede hensygnende reforminitiativer og satte nye demokratitiltag i søen såsom det Strategiske Partnerskab og den såkaldte nye Naboskabspolitik. Ja, snart sagt enhver vestlig regering med respekt for sig selv lancerede sit eget demokratiprogram i den arabiske verden. Under overskriften Det Arabiske Initiativ satte Danmark også for første gang demokratifremme i Mellemøsten på den udenrigspolitiske dagsorden, og internationale organisationer – fra NATO til OSCE og G8 – lancerede ligeledes deres særskilte reformprojekter. Nu skulle mellemøstpolitikken tilsyneladende have en anden lyd. Det var på høje tid. I årevis havde USA og de europæiske stormagter sat kortsigtede sikkerhedspolitiske interesser i højsædet og givet de arabiske diktaturer i eksempelvis Egypten, Algeriet eller Saudi-Arabien solid militær og økonomisk rygdækning. Krav om større ytringsfrihed, reelle valg eller respekt for grundlæggende retsstatsprincipper indgik ikke i Vestens politik, og USA og Europa var derfor med til at holde liv i nogle af verdens mest undertrykkende regimer. I en nu berømt FN-udviklingsrapport fra 2002 blev den arabiske region ligefrem udpeget som den mest ufrie region i verden. Selv Afrika syd for Sahara have bedre politiske vilkår. Rapporten satte spotlight på de manglende muligheder for politisk opposition, kvinders udelukkelse fra det politiske og økonomiske liv, undtagelseslovgivning og korruption i stor stil. Forfatterne sluttede af med en kraftig opsang til de arabiske regeringer: Der var brug for politiske og institutionelle reformer nu, hvis den arabiske verden ikke skulle sakke fuldstændig agterud både politisk og økonomisk. Men de mange nye demokratiudspil og initiativer fra USA, EU, G8 – og alle dem fra de enkelte vestlige regeringer – blev fra start mødt med stor modvilje i den arabiske verden. Den mest højlydte kritik kom fra de arabiske regimer og tilhørende magteliter: Vesten skulle ikke blande sig i den arabiske verdens indre anliggender og påføre Mellemøsten en udenlandsk dagsorden, lød det for eksempel fra Den Arabiske Ligas leder, Amr Moussa. Selvfølgelig var de arabiske regeringer også tilhængere af demokratisk udvikling og nødvendige reformer, blev det forsikret, men demokrati er ikke noget, der kan påtvinges udefra, det må komme inde fra regionen selv. Sådan lød det i tale efter tale og på talrige diplomatiske møder og konferencer. Netop det argument tog både europæiske og amerikanske ledere – og i øvrigt mange mellemøstforskere – påfaldende hurtigt til sig. I et fælles europæisk-amerikansk udspil fra 2004 bliver det understreget, at: »for at reformer skal være succesfulde og blivende, må de komme inde fra landene selv, de kan ikke påtvinges udefra«. Det danske Arabiske Initiativ har samme tonefald: »Opgaven for omverdenen er at støtte de arabiske regeringers egne reform- og moderniseringsbestræbelser«. Og selv Bushregeringen har ikke forsømt en lejlighed til at understrege, at demokratiske forandringer i sidste ende skal komme inde fra den arabiske verden. De skal i den amerikanske jargon være homegrown; hjemmedyrkede. Hvorfor gik USA og de europæiske regeringer så hurtigt med på forestillingen om, at ’demokrati ikke kan komme udefra’, og tilrettelagde de nye demokratiprogrammer og politiske udmeldinger ud fra den tankegang? Først og fremmest havde den amerikanskledede krig i Irak gjort enhver tale om vestlige demokratiinitiativer temmelig vanskelig. Saddam Husseins fald fik de arabiske regeringer til at frygte, at de nye reforminitiativer i virkeligheden var et skalkeskjul for endnu en militær invasion, og der var derfor brug for forsikringer om, at demokrati ikke ville blive gennemført med våben i hånd. Men det handlede langtfra alene om Irakkrigen. I Mellemøsten spøger kolonitiden stadig, og stærke antiimperialistiske følelser har givet en forståelig skepsis over for fremmede landes – og det vil som regel sige Vestens – politikker og reelle motiver. Arabiske stater holder, ligesom mange andre tidligere kolonistater, godt fast i deres nyvundne selvbestemmelsesret og henviser ofte til ikke-interventionsprincippet, når de mener, at fremmede magter forsøger at sætte den politiske dagsorden i regionen. Der hersker en stærk diskurs om et såkaldt autentisk og sandt arabisk ’indefra’, der står i modsætning til et fremmed og magtfuldt ’udefra’, og for at politiske projekter og ideer skal opnå legitimitet i den arabiske verden, skal de helst kunne henføres til dette autentiske arabiske indre. Hvis et politisk projekt skal vække genklang, skal det kunne vises, at det har sin oprindelse i den arabiske verden selv og er foreneligt med arabisk identitet og historie. Eksempelvis at demokrati ligger i forlængelse af det islamiske princip om shura (konsultation), eller at arabiske ngo’er og intellektuelle har kæmpet for demokratiske reformer, længe før præsident Bush fandt på at sætte demokrati på dagsordenen. Det var derfor helt nødvendigt for vestlige ledere og diplomater at understrege, at demokrati ikke var noget, der skulle presses igennem, uanset om den arabiske verden ville det eller ej. I talrige dokumenter og taler appelleres der til den arabiske verdens egne ønsker, og der henvises til, at FN’s udviklingsrapporter om den arabiske verden er skrevet af arabiske forskere selv, eller at de arabiske ledere selv har tilsluttet sig demokratiske reformer i egne deklarationer fra arabiske topmøder i Alexandria, Tunis og Sanaa. Argumentet om, at arabisk demokrati skal komme inde fra regionen selv, er altså nødvendigt og forståeligt, men langtfra uskyldigt. For hvad er konsekvensen af, at vestlige regeringer har taget den forestilling til sig? Når argumentet bliver fulgt helt til dørs, betyder det, at den arabiske verden reelt skal behandles som en isoleret ø og afskærmes fra internationale forandringer og pres. Såkaldte udefrakommende aktører – hvad enten det er vestlige regeringer eller internationale organisationer – har ikke nogen rolle at spille, for som udefrakommende er de per definition udelukket fra at påvirke og skubbe de arabiske regimer til at indføre reformer. Ud fra den logik støtter de nye vestlige demokratiinitiativer særligt ngo’er, såsom kvinderettighedsgrupper eller ungdomsorganisationer, men opstiller ingen krav om grundlæggende forandringer af de politiske institutioner: eksempelvis om ændringer af undtagelseslovgivningen, valgsystemet eller den udbredte brug af militære domstole. I de fleste arabiske lande er ngo’er reelt statsstyrede og statsgodkendte og får kun lov til at operere inden for de snævre grænser, som regimerne selv sætter. Vestlige demokratiinitiativer, der alene satser på samarbejde med arabiske ngo’er, skubber derfor aldrig for alvor til regimernes tunge greb om det politiske magtapparat. Det passer naturligvis de arabiske regeringers egne dagsordener rigtig godt. Den stærke diskurs om indefra og udefra betyder, at regeringerne stort set får patent på at fortolke og handle på vegne af det arabiske indre. Regimerne kan erobre en helt særlig taleposition ved at appellere til det autentiske arabiske indre i modsætning til internationale aktører, som jo ifølge logikken ikke har adgang til at forstå og repræsentere det arabiske indre. Dermed bliver det de arabiske regeringer alene, der skruer op og ned for det demokratiske reformblus. I praksis sætter diskursen om, at demokrati skal komme indefra, en effektiv stopklods for ethvert demokratisk tiltag, der går for tæt på regimernes politiske magtbaser. De arabiske regimer er naturligvis ikke interesserede i at underminere deres egne mangeårige magtbastioner og hævdvundne privilegier og vil derfor ikke åbne sluserne for reelle valg og fri oppositionsdannelse. Reelle åbninger kan føre til deres endelige fald og give islamistiske bevægelser nye jordskredssejre, sådan som det skete i Algeriet i starten af 1990’erne eller senest med Hamas’ valgsejr i det palæstinensiske selvstyre for et år siden. I Algeriet fik den islamistiske bevægelse FIS et solidt flertal og blev kun holdt fra magten af et militærkup, og i det palæstinensiske selvstyre kæmper det gamle parti Fatah med næb og kløer for at holde Hamas’ indflydelse på et minimum i en kommende samlingsregering. I stedet for reelt at sætte gang i – eller give lov til – demokratiske åbninger har regimerne satset på kosmetiske manøvrer. Tag for eksempel de saudiarabiske lokalvalg i 2005, der blev præsenteret som en historisk begivenhed og et stort skridt frem mod demokrati. Reelt omhandlede valget halvdelen af de 600 pladser i lokalrådene, mens resten blev udpeget af kongehuset. Kvinder var ikke stemmeberettiget, og der var mildt sagt ikke tale om fri opposition og fri politisk debat. I Egypten viste præsident Hosni Mubarak sit reformsindelag ved at tillade opstilling af modkandidater til præsidentvalget. Det kunne have været et stort skridt i demokratisk retning, men i praksis var det så som så med de politiske forandringer. Den undtagelseslovgivning, landet har været underlagt siden 1967, er stadig ved magt, og da det regerende National Democratic Party skal give nye partier tilladelse til at opstille, er resultatet, at det eneste oppositionsparti med solid folkelig opbakning – Det Muslimske Broderskab – stadig er ulovligt. Den eneste reelle kandidat til præsidentposten ved valget i 2005 var præsident Mubarak selv. Den besnærende diskurs om, at demokrati skal komme indefra, har med andre ord givet carte blanche til, at regimerne fortsætter ud ad samme spor som hidtil, og meget tyder på, at det efterhånden også passer mange vestlige regeringer godt. Da den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, var på rundrejse i Mellemøsten i sidste måned, blev der ikke nævnt et ord om demokrati. Det står i grel modsætning til Rices besøg for bare et år siden, hvor hun talte dunder til den egyptiske præsident Mubarak. I dag har USA nok at gøre med at stabilisere Irak og holde styr på Iran, og når det gælder det palæstinensiske selvstyre, er både USA og EU tilsyneladende enige om at holde Hamas stangen så længe som muligt, mens spørgsmålet om demokrati ubemærket glider i baggrunden. I det nye sikkerhedspolitiske klima, der tegner sig i Mellemøsten, er USA og Europa frem for alt interesserede i at knytte de såkaldt moderate sunniregeringer i Egypten, Saudi-Arabien og Jordan tættere til sig i magtkampen mod Iran, hvad enten regimerne er reform-mindede eller ej. Alt imens er de arabiske ngo’er og intellektuelle, som længe har kæmpet for demokratiske reformer, godt på vej til at tabe tilliden til Vesten og ikke mindst troen på, at USA og Europa på noget tidspunkt har haft en oprigtig interesse i at demokratisere Mellemøsten. Med det umiddelbart indlysende argument om, at demokratiske reformer må komme indefra og ikke kan presses igennem udefra, har de arabiske såvel som vestlige regeringer siden 2002 omkostningsfrit kunnet forsikre alle om vigtigheden af demokrati i Mellemøsten. Imens er der reelt intet sket. Ved at følge logikken om det autentiske arabiske indefra har Vesten overladt spørgsmålet om demokrati til regimerne selv og således tabt det helt nødvendige reformprojekt på gulvet. Med den nye sikkerhedspolitiske dagsorden i Mellemøsten ser det desværre ud til at passe begge parter rigtig godt.
