Har folket ikke brød? Så giv dem kage! Marie Antoinettes ord dukker uvilkårligt op, når jeg hører om koncertsal, spareplaner, public service-kontrakt. Jeg hører med to ører – som almindelig seer og lytter, og som gammel cirkushest efter 17 år på DR. Public service! Sådan et oversmart management-udtryk, tænkte jeg. Men det latinske publicus, offentlig, kommer jo af det latinske populus, folket. Så det betyder bare at betjene offentligheden, at tjene folket. Public service – det var ikke den slags ord, vi brugte i min tid! Men dér tog jeg fejl, udtrykket er ikke nydansk. Det var centralt allerede i 1962, da jeg startede i TV-Kulturafdelingen. Godt nok ikke for os programmedarbejdere, men i de højere administrative cirkler. Når det var på engelsk, skyldtes det, at Statsradiofonien hentede sin inspiration fra BBC. Og de danske chefer var efter sigende opmærksomme på, at public service-bestemmelserne helst skulle formuleres bredt og generelt. Jo mere de blev specificeret, jo mere ville de vanskeliggøre programarbejdet, og jo lettere ville de kunne misbruges til central styring. Til gengæld husker jeg tre små ord, der blev gentaget som et mantra: Programmerne skulle være oplysende, kulturelle og alsidige. Selvfølgelig. Hvad ellers? Det mantra var som talt ud af mit hjerte, og jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at også den formulering kunne misbruges. Jeg kom fra universitetet med en fin eksamen i litteraturhistorie. Dødtræt af at læse bøger havde jeg i en årrække fungeret som såkaldt spinatfugl på forskellige dagblade – først og fremmest som kunstanmelder. Nu kom så tv, og dermed muligheden for at formidle billedkunst ikke bare med ord, men med billeder – sikke en chance! Og sikke en ære! Tv var nyt, det var dengang, en fjernsynsmedarbejder kunne blive spurgt: Hvad laver du så om dagen? Og jobbet lå for mig helt på linje med de almindelige danske principper for folkeoplysning – som også lå til grund for oprettelsen af Statsradiofonien i 1925. Jeg var ikke i tvivl om min forpligtelse: Jeg skulle bruge min faglighed og min energi til at tjene folket, betjene folket på bedste måde. Men jeg opdagede hurtigt, at det ikke var så enkelt dér i TV-Kulturafdelingen. Jo – der var skam en Kultur-afdeling. Ligesom der var en Underholdnings-afdeling, og en Aktualitets-afdeling. Jeg syntes, det var en besynderlig opdeling, kulturprogrammer skulle vel også være aktuelle og underholdende? Men nej, kultur var noget helt specielt og fint. Hvad det så var, dét var der delte meninger om; det kom tydeligt frem ved de ugentlige afdelingsmøder, hvor jeg var i absolut mindretal. Jeg turde ikke engang protestere, da et programforslag med Klaus Rifbjerg blev kommenteret med ordene: »Jeg vil ikke se hans fede fjæs på min skærm!«. Jeg kunne ellers have brugt samme Klaus Rifbjergs definition af kunst og kultur: Der er to slags, sagde han. Den ene får os til at nikke med genkendelsens trygge glæde: »Åh ja!«. Den anden får os til at udbryde »Åh nej!«, fordi vi bliver rystet et sted i vores inderste. Fordi vi får sat spørgsmålstegn ved nogle fordomme og nogle faste forestillinger. Fordi der bliver åbnet nogle døre – ud til nye horisonter, nye perspektiver. Fordi vi får skyllet ører og øjne og kommer til at se verden, menneskene og os selv i nyt lys, overrasket, frastødt, betaget: Åh nej! Jeg var ikke i tvivl om, hvor jeg stod: Åh ja – kager; åh nej: brød. Jeg foretrak at blive strøget mod hårene, rokket ud af trygheden, vækket. Og jeg ville tjene folket ved at give folk det bedste, det allerbedste. Men hvem var jeg, at jeg skulle afgøre, hvad der var det bedste for folk? Spørgsmålet blev aktuelt i 1965, da lagerforvalter Peter Rindal startede en regulær folkebevægelse, senere kaldet rindalismen, mod elitens hovskisnovski skalten og valten med skatteydernes penge. Anledningen var oprettelsen af Statens Kunstfond i 1964 og uddelingen af de første treårige stipendier. Rindal fik samlet 60.000 underskrifter på sin protest mod alt dette komplet uforståelige og latterlige kunstpjat. Han endte senere selv i repræsentantskabet for Kunstfonden. Hvem definerer public service? Hvor går grænsen mellem tilbud og formynderi? Ved folket, manden og kvinden på gaden bedst selv, hvad de vil have? Eller skal der vælges for dem af nogle eksperter? Eller... af et analyseinstitut med speciale i lytter- og seertal? Public service handler ikke bare om, hvad man præsenterer, men om hvordan man formidler det, og vi lagde hele vores sjæl i vores programmer. Til et forfatter- eller kunstnerportræt på ca. 45 minutter havde jeg en måned – til research, optagelse, klipning, lydarbejde, speakertekst og papirarbejde. Det lyder eksotisk i sammenligning med vilkårene i dag, men faktisk havde vi masser af arbejde med hjem. Så vi skelede misundeligt til vore svenske kolleger, der havde tre gange så lang tid til deres programmer. Sidst i 60’erne ændrede tonen i afdelingen sig. Det var ungdomsoprørets og den gryende kvindebevægelses tid. Der kom mere fokus på samfundsstoffet, der kom nye medarbejdere til, og jeg følte mig ikke længere isoleret. Vi slap af sted med mere progressive programmer, også med udenlandske kulturpersonligheder, synsvinklerne blev skarpere – og det fremkaldte en ny modbølge. Nu var det ikke længere den forargelige kunst, det handlede om, nu var det den forargelige politiske indoktrinering. Takket være Erhard Jakobsen og hans Aktive Lyttere og Seere forvandlede det venlige public service-ord alsidighed sig til en kontrolmekanisme: Enten var vi alsidige i hvert et komma, eller også var vi røde lejesvende. Alt kunne tolkes som forsøg på at indsmugle venstreorienteret – dvs. socialistisk – propaganda: Et ikke-alsidigt ordvalg, et ikke-alsidigt valg af en medvirkende, en ikke-alsidig betoning i en speakertekst. Og Erhard var den fødte sporhund til at opsnuse den mindste subjektive meningstilkendegivelse. Jeg var på det tidspunkt rykket fra kunstområdet over til mere samfundsmæssigt stof og tilbragte mere og mere tid med at udarbejde skriftlige redegørelser til min programchef, så han kunne forsvare afdelingen mod angreb i Radiorådet. Det var ikke til at holde ud i længden, og det endte med at jeg sagde op i 1979, træt af kombinationen politisk overvågning, bureaukrati og hårdt arbejde. Dermed undgik jeg også at blive fyret i forbindelse med en af de talrige såkaldte strukturændringer. Men for mig er Danmarks Radio jo ikke bare en arbejdsplads gennem 17 år. Jeg er også selv en aktiv lytter og seer, om end ikke i Erhard’sk forstand. Danmarks Radio har spillet en uvurderlig rolle i mit liv, lige siden jeg første gang hørte stemmen, der sagde: »Goddag, Piger og Drenge!«. I min studietid elskede jeg Børnenes Radioavis for dens klare nyhedsformidling. Senere kom tv-tiden med TV-Teatret samt den ny Børne- og Ungdomsafdelings oprørske programmer, der fik Erhard til at fnyse og mig til at udbryde åh nej! – med grin eller med gysen. Og – kulturen? Jamen, nu har vi så fået vores kulturkanon, kreeret af vores kulturminister. Og det er da fint med status over kulturarven. Men status er netop... statisk. Den må suppleres med den anden side, den dynamiske. Med den kultur, der har fået statsmænd til at afsikre deres revolver – mens andre modsat længes efter at lade sig overrumple og få åbnet op til en verden, der er større, grummere, mere subtil, mere fantastisk, end vi vidste af – åh nej! Brød med substans. Jeg finder da stadig programmer, der rykker, i radioen og ikke mindst på DR 2; dog gerne omhyggeligt placeret efter almindelige menneskers sengetid. Men hvor har jeg græmmet mig, hver gang netop et af mine yndlingsprogrammer er blevet slagtet; jeg nævner i flæng P4 på P3, Verdensmusik, Bogart og de andre kulturelle magasiner, som man åbenbart mener er for fine – for ’smalle’ – for os. Og frem for alt programmer, hvor mennesker får lov til at tale ud, tale i deres egen rytme, uden at blive afbrudt af hektiske klip – videre, videre, action, bevægelse, der skal ske noget, endelig ingen tænkepause, så seerne zapper over på en anden kanal – og husk lidt underholdende flimmer i baggrunden! DR har for længst skiftet til nye idealer: Man har valgt at konkurrere med de kommercielle kanaler på deres betingelser, og jeg er godt træt af oversukrede kager og junkfood. Træt af feel good-programmerne, danske rengøringsprogrammer og amerikanske serier, åh ja, ja, ja. Og også træt af feel bad-genren, hvor jeg sovses ind i ulykker, rædsler, vold, om muligt ledsaget af et nyfigent »Hvordan føles det?« – DR’s svar på glarmesterbillederne af grædende børn med fede tårer på kinden. Og jo mere DR smisker for mig med sine selvfede trailere og sine falske sælgersmil, jo mere de plaprer løs med »din verden, din hverdag« for at få mig til endelig at blive her på kanalen – jo mere DR stryger mig med hårene med klistrede fingre, jo mere føler jeg mig talt ned til. Og så zapper jeg væk. Så gider jeg simpelt hen ikke DR. Og så er det lige nu, at filmen knækker: Massefyringer, udsultning af livsvigtige stofområder, udradering af hele programtyper. Nu går Titanic ned. For hvad er Danmarks Radio uden alt det, vi har elsket, hvad enten vi er på den ene eller den anden side af skærmen? Hvad er DR uden dokumentarerne og deres virkelighedsbilleder? Uden montagerne, som demonstrerer virkelighedens uventede sammenhænge og modsætninger? Uden ikke bare Eksistens, men en lang række andre (billige) magasinprogrammer? Uden tid og råd til ordentlig journalistik, uden de utallige snart forhenværende medarbejdere, alle de mennesker med faglig viden, kritisk sans, entusiasme og formidlertalent, som kan fange folk ind? Folk – mig! Jeg vil gerne fanges ind! I den public service-kontrakt, som Kulturministeriet i fjor indgik med DR, forpligter DR sig til at 1: Styrke borgernes handleevne i et demokratisk samfund, 2: Spejle Danmark og danskerne, 3: Stimulere kreativitet og kultur, 4: Fremme viden og forståelse. (Efterfulgt af 13 sider specifikationer af den art, som man i sin tid bestræbte sig på at undgå). Javel. Der er bare lige det, at desværre, pengene er brugt, de gik til koncertsalen, så ... beklager! Beklager? Der er andre end mig, der er i tvivl: Er der tale om en ubegribelig naivitet hos de ansvarlige, som ikke fatter konsekvenserne for den kritiske ånd, den fri meningsdannelse, hele grundlaget for vores demokrati? Eller ses public service slet ikke som en mulighed for noget så gammeldags som at tjene folket, betjene folket, men tværtimod som en sten i skoen? Er man fra nuværende politisk hold overhovedet interesseret i en vågen og kritisk befolkning – som er vanskelig at forføre? Det, der sker nu med afviklingen af DR, passer jo kun alt for godt sammen med alt det andet, der for tiden afvikles i vores samfund ... Hvis ikke den koncertsal var blevet bygget, så ville man vel opfinde den nu! For det ligner en ønskedrøm for tidens politikere: Rindal og Erhard, der går hånd i hånd, lige ind på scenen i det fine koncerthus. De havde jo ret begge to, bagvendt ret: Politik og kultur kan ikke adskilles – lige så lidt som folkeoplysning og demokrati kan adskilles. Det står højt og tydeligt i indledningen til kontrakten: »Danske public service-medier udfylder en vigtig rolle som skaber og formidler af dansk kunst og kultur, ligesom disse medier er uundværlige for den demokratiske debat«. Dengang man byggede Titanic, mente man, at det var nok med 16 redningsbåde. Hvad man mente, da man byggede koncerthuset, skal jeg ikke kunne sige. Men den egentlige skandale, det er jo ikke det, der er sket, det er det, der ikke er sket. Og som åbenbart ikke sker. I Marie Antoinettes Frankrig var der dog en revolution i gang. Skal vi virkelig, her i de danske værdiers Danmark, sidde passive og se vores vigtigste kulturinstitution gå i opløsning for øjnene og ørerne af os? Jeg har længe gået og ventet på, at nogle af de ansvarlige på Christiansborg rejser sig op og siger STOP, her går grænsen! Der er da også sagt og skrevet en masse, der er en underskriftindsamling i gang på nettet, der har været en stor høring med flere ord – ord som kompromis, licens, sponsorering, salg af koncertsalen plus en helt ny skrabet definition (fra en medieforsker) af begrebet public service som »et bevillingsudløsende koncept« ... Jamen alle disse ord – er det de sidste afmægtige afskedssuk, er løbet kørt? Eller hvornår sker der noget? Hvornår er der nogen, der finder ud af at skræve over paragraffer og principper om, hvem der skal finansiere hvad? Nogen, der tager det næste, kontante initiativ, her i DR’s tolvte time, og kommer med de manglende redningsbåde, inden de sidste rotter – undskyld: vi licensbetalende lyttere og seere forlader skuden ... Det er trods alt kun penge, det drejer sig om! Så kunne chokket måske ende med at fungere ikke som tre skovlfulde jord, men som et wake up call: Få Danmarks Radio til at vågne op, og igen tage sig selv alvorligt. Droppe flirten med de kommercielle medier og besinde sig på sin sande natur, sin egen medfødte public service-ånd. Alt det, som ingen kommerciel station kan erstatte. Så kunne vi selv vælge, hvad vi vil have hvornår – vi, offentligheden, folket. Ellers må vi nøjes med at sidde som tricoteuserne, de strikkende damer ved guillotinen, og se hovederne rulle og drikke vores aftenkaffe med kage til.