Anders Fogh Rasmussen har forladt sit liberale værdigrundlag og praktiserer nu på centrale områder rendyrket socialdemokratisme.

Det er sket før i dansk politik, at borgerlige regeringer viste sig at være socialdemokrater i forklædning – og det er set flere gange før, at den liberalistiske ideologi ikke lader sig overføre til praksis i det danske velfærdssamfund. Alligevel kan det kun undre, at det liberale Danmark i denne situation har valgt at være stille; for hvis liberalisterne fortsat tror på de liberale fortræffeligheder, bør de jo tage kampen op mod socialdemokratismen i egne rækker, og hvis de ligesom statsministeren har mistet det liberale sindelag, så bør det jo føre til en interessant selvransagelse. Det begyndte ellers som planlagt. Da den borgerlige regering kom til taburetterne i november 2001, var cigarføringen lige så høj som forventningerne blandt mange mediefolk, intellektuelle, erhvervsfolk – og alle andre med et liberalt tankesæt. Ifølge liberalisterne var det tid til et opgør med års betonbeklædt socialdemokratisk tankegang, som havde gjort Systemdanmark enevældigt og fremelsket et ligemageri, der havde svækket danskernes initiativlyst og frarøvet dem virketrangen. Der var på mange måder dømt systemskifte og pay back time i dansk politik. Og afsættet var da også markant. I indledningen til det borgerlige regeringsgrundlag fra 2001, ’Vækst, velfærd – fornyelse’, hed det: »Der skal gennemføres reformer, som giver videre rammer og mere frihed til udfoldelse af privat initiativ. Det er det enkelte menneskes foretagsomhed, som er og skal være drivkraften i samfundets udvikling«. Og i den politiske verden opfandt Anders Fogh Rasmussen og hans regering en kulturkamp, hvor venstresnoede eksperter, røde lejesvende og specielt de såkaldt kulturradikale kunne få en ordentlig en på lampen. Samtidig fremlagde regeringen omfattende planer for en modernisering af den offentlige sektor, der via tværgående tænkning i ministerierne skulle frembringe en ny offentlig service, som baserede sig på borgernes frie valg og gjorde brug af en optimal ressourceanvendelse. Endvidere var det regeringens mål først at stoppe skattestigningen via skattestoppet og dernæst sænke skatteniveauet ved at mindske skatten på arbejde – for, som det så smukt hed i regeringsgrundlaget: »Det skal kunne betale sig at arbejde og yde en ekstra indsats«. Scenen var sat, men tæppet gik aldrig op – og knap et syvår senere skal man ikke være politisk kommentator for at konstatere, at regeringen hurtigt sagde farvel til de ideologiske dogmer og det liberale tankegods for i stedet at omfavne og omklamre samtlige grundpiller i den socialdemokratisme, som et liberalt Danmark ellers havde udråbt til samfundets værste fjende. Anders Fogh Rasmussens minimalstat blev på rekordtid maksimal – og regeringen har for længst indset, at det danske mirakel baserer sig på velfærdssamfundet med dets indbyggede flexicurity-model samt et omfattende udbud af offentlige ydelser og incitamenter. Begejstringen var så stor, at regeringen ved seneste valgkamp ligefrem brystede sig af at have været i stand til at øge antallet af offentligt ansatte med 14.000. Et noget utraditionelt liberalt succeskriterium. Og der er heller ingen tegn på, at den offentlige regulering og de offentlige investeringer rulles tilbage for at give bedre plads til markedskræfternes frie spil. På ingen måde. Regeringen forbereder sig på globaliseringen via heftige offentlige investeringer i forskning, uddannelse og innovation, der hældes nye milliarder i infrastruktur og sundhed – og selv på miljøområdet er den borgerlige regering nu klar med en storstilet offentlig indsats. Regeringens mål er, at det offentlige forbrug ikke stiger mere end 1 procent i 2007. Det mål tror ingen vist på længere. Flere eksperter peger på, at opdriften i de offentlige udgifter snarere når 2 eller endog 2½ procent. Og det lyder rimeligt, specielt efter den seneste meget gavmilde kommuneaftale, som kostede 4,5 milliarder kroner, og de netop afsluttede trepartsforhandlinger, hvor regeringen først sendte 6,5 milliarder kroner efter de offentligt ansatte på LO- og AC-området for så til slut at dumpe en nødpakke på 1,8 milliarder kroner ned til FTF’s lærere, pædagoger og sygeplejersker. I en rå konsekvensanalyse kan man sige, at de penge, som kunne være gået til skattelettelser – en varm, bankende og bestandig liberal kongstanke – nu er anvendt på meruddannelse og seniorpolitik til en meget stor del af de offentligt ansatte i velfærdssektoren. Det er nærmest barokt at betragte en politisk scene, hvor de økonomiske vismænd og alle bankernes cheføkonomer – en kreds, der burde udgøre regeringens faste heppekor – er helt oppe i det røde felt og harcelerer over den borgerlige regerings løssluppenhed på det offentlige område, mens Lars Andersen, direktøren i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, modsat finder indsatsen både klog og fornuftig. Det er i sandhed nye tider med nye alliancer. For nogle år siden klagede DI og andre erhvervsorganisationer over regeringens manglende fokus på rammebetingelserne i dansk erhvervsliv. Efter et par møder med erhvervsminister Bendt Bendtsen forstummede kritikken hurtigt. Det kan kun undre, for sjældent har erhvervspolitikken spillet så beskeden en rolle i dansk politik. Hans Skov Christensen, Jørgen Mads Clausen og de andre tunge erhvervsbosser er marginaliseret og skiftet ud med fagforeningsbosserne Hans Jensen, Sine Sunesen og Bente Sorgenfrey – der som talsmænd for velfærdsstatens kernetropper er blevet regeringens nye legekammerater. I værdidebatten har piben også fået en ganske anden lyd. En flok venstrefolk med Søren Pind i spidsen troede tilbage i 2003, at statsministeren havde opfordret til idépolitisk debat i Venstres egne rækker og producerede derfor 10 skarpe liberale teser. De troede helt forkert. Partiledelsen havde intet behov for at skærpe den liberale profil, teserne blev affejet, debatten blev aflyst, og Søren Pind blev sendt ned i Grebningen – den bagerste stolerække i folketingssalen. Næsten lige så galt gik det socialminister Eva Kjer Hansen, der i et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten i september 2005 slog til lyd for mere ulighed i Danmark, fordi det ville øge dynamikken i samfundet. Et klassisk liberalt statement, som hun trodsigt fastholdt et par dage, men som hun så betingelsesløst trak tilbage, da taburetten for alvor begyndte at vakle. Til trøst: Det er langtfra første gang, en borgerlig regering neddrosler de liberalistiske ambitioner for at vedkende sig socialdemokratismen. I ’Historien om den danske utopi’ (1990) redegør Henning Fonsmark for, at VKR-regeringen (1968-1971) på ingen måde hverken evnede eller ønskede at bruge sit flertal til et generelt opgør med de voksende fordringer på de offentlige ydelser. Og senere i bogen konstaterer Fonsmark nøgternt, at Schlüter var leder af skiftende borgerlige regeringer i en ikke-ideologisk periode i dansk politik, hvor ingenting skete (1982-1993), og hvor ikke engang landets økonomiske smalhals gav Schlüter anledning til at ændre den socialdemokratiske velfærdsmodel. Tværtom. I 1989 – altså i den sidste del af Schlüters regeringsperiode – fremlagde finansminister Palle Simonsen en redegørelse, hvori det lakonisk blev slået fast: »Velfærdssamfundets oprindelige idegrundlag er ... ikke til diskussion«. Og dermed, kunne man tilføje, basta. Og havde Henning Fonsmark været blandt os i dag, kunne han med stor lethed, og ved brug af endnu stærkere bevisførelse, have føjet et nyt kapitel til historien om borgerlige regeringer, der viser sig at indeholde socialdemokrater i forklædning. Har statsministeren da ført det liberale Danmark bag lyset? Næ. Der er intet at komme efter. For det første har Fogh Rasmussen jo i flere omgange tonet rent flag – og foretaget et opgør med det liberalistiske idegrundlag samt sine egne ideologiske udgydelser i sine yngre år. For det andet er statsministeren blot en meget dygtig real- og levebrødspolitiker. Og i det jobunivers handler det uanset partifarve ikke om at blive valgt for at få lov til at formulere politik, men om at formulere politik for at blive valgt. Anders Fogh Rasmussen har som få evnet at udnytte det faktum, at danskerne via flere års vækst og velstand er blevet et særdeles materialistisk og forvænt folkefærd, som nok snakker om manglen på ideologier og principper i dansk politik, men som i virkelighedens verden ikke gider dem, og som kun indleder en værdidebat, hvis den vedrører friværdien i egen bolig. I begyndelsen af 1990’erne skrev den amerikanske økonom John Kenneth Galbraith krasbørstigt om ’The Culture of Contentment’ (’Tilfredshedens tyranni’) i det amerikanske samfund. Galbraiths pointe er klar: De økonomisk og socialt velbjærgede, der førhen udgjorde et lille mindretal i befolkningen, udgør nu flertallet, med det resultat til følge at det politiske system ikke tilpasser sig de virkelige problemer, men i stedet følger interesser og holdninger hos det på alle måder stærke, veltilfredse flertal. Galbraiths lille magt- og demokratianalyse passer skræmmende godt til dagens danske 9/10-samfund, hvor den store gruppe af tilfredshedstyranner tiltrækker al den positive opmærksomhed. Fogh Rasmussens politik sigter nøje på at stille det danske tilfredshedstyranni tilfreds. Og det fremmeste redskab i de bestræbelser har været kontraktpolitikken, som i en løbende cyklus handler om at opstille løfter før et valg, indfri dem hurtigt efter et valg og opstille nye løfter i god tid op til det næste valg. Statsministeren er verdensmester i det game. Han er måske ikke dus med befolkningen, men i stedet flere skridt foran den og kan derfor – med Dansk Folkeparti i rollen som de nyttige idioter – hele tiden tilrettelægge de næste trin i kontraktpolitikken. Det er således svært at komme udenom: Anders Fogh Rasmussen har sammen med sin regering leveret varen – dygtigt, effektivt og helt socialdemokratisk. Og har man socialdemokratiske tilbøjeligheder, kunne man jo blot læne sig tilbage og nyde sceneriet – men jeg kan alligevel ikke undlade at nære en dyb undren over spagfærdigheden i det liberale Danmark. For pokker. Alle de liberale bastioner er uomtvisteligt forladt, og forestillingen om det private initiativ, den frie konkurrence og markedernes selvregulerende evner uden vidtgående offentligt engagement er stendød. Og de 10 liberale teser, som Søren Pind og Co. forfattede, er jo i Fogh Rasmussens regeringsperiode blevet nedgjort og møjsommeligt omdannet til antiteser. Så hvad gør de liberale, når det gang på gang viser sig, at deres ideologier, principper og overbevisninger ikke kan anvendes i den virkelige politiske verden – og hvad gør de liberale, når selv en gammel koldkriger som Anders Fogh Rasmussen konverterer til socialdemokratismen? Tja, grundlæggende kunne man vel forvente to reaktioner: Enten en indædt modstand mod udviklingen eller også en storstilet selvransagelse. Men med meget få undtagelser har reaktionen i de forskellige liberale kredse indtil videre glimret ved sit fravær. Den borgerlige presse synes, at alt er fint, så fint, at Berlingske Tidende på lederplads 3.7. jublede over den netop indgåede trepartsaftale, som ligefrem blev kaldt Foghs politiske mesterstykke. Det er det måske i den realpolitiske verden, men hvordan kan en avis med bare en lille smule liberal respekt for sig selv juble over en veritabel socialdemokratisk overbudspolitik? Det kan den kun, hvis trepartsaftalen var et middel i et større og mere overordnet liberalistisk samfundsprojekt. Og det er som bekendt ikke tilfældet. Også på den intellektuelle front er der meget stille i den liberale lejr. Det er ikke overraskende blandt de såkaldt højskoleliberale, som for længst har sendt sig selv på rekreation, men fra handelshøjskoleliberalisterne kunne man nok have forventet en reaktion. Bevares, Center for Politiske Studier (Cepos) pipper lidt i ny og næ, men det er en afsondret flok, som ikke har nogen direkte indvirkning på regeringens politikudformning. Kredsen af liberale intellektuelle er selvfølgelig en sammensat størrelse, men man kan blot konstatere, at den hverken individuelt eller samlet har været i stand til at sætte en liberal dagsorden, som for alvor udfordrer den borgerlige regerings socialdemokratiske tilbøjeligheder. Det bliver for det meste til nogle uskyldige slag i luften, som eksempelvis i David Gress’ bog ’Det bedste guld’ fra 2005, der rummer interessante perspektiver på frihedsbegrebet i de vestlige samfund, men som aldrig a la Henning Fonsmark får det bragt ind i en dansk kontekst. Og endelig er der så erhvervslivet, det gamle fikspunkt i al liberalistisk tænkning, som ud over socialdemokratismen også må leve med, at regeringen via parløbet med Dansk Folkeparti har fastlagt en snæversynet omverdenspolitik, der hæmmer adgangen til arbejdskraft og dermed truer virksomhederne direkte på pengepungen. Men den borgerlige regering har tydeligvis fået lang snor af erhvervsbosserne, så lang, at man kun kan håbe, at deres tålmodighed med forhold, som de ikke er tilfredse med i egen virksomhed, er langt mindre. Fortsætter kritikken med at udeblive, så taler alt for en selvransagelse og et efterfølgende selvopgør i den liberale lejr – lidt i stil med det opgør, som mange liberale havde travlt med at efterlyse hos alle venstreorienterede efter Murens fald og socialismens sammenbrud. Dog med den formildende omstændighed, at mens socialismens nedsmeltning havde konsekvens og betydning i den virkelige verden, så har liberalismens dødedans kun teoretisk interesse i det danske velfærdssamfund, hvor den aldrig rigtig fandt anvendelse, hvor socialdemokratismen har sejret – ikke ad helvede til, men totalt – og hvor Anders Fogh Rasmussen er fagbevægelsens nye frelser.