Hovedparten af verdens klimaforskere tvivler ikke på, at klimaet forandrer sig i hastigt tempo, og at miseren i høj grad skyldes menneskelige aktiviteter.
Men – der er også forskere, som mener det modsatte. Denne gruppe udgør et klart mindretal. Deres tvivl og modsatte holdning er berigende i en videnskabelig sammenhæng. Det er frugtbart for den videnskabelige proces, at der findes tvivlere, fordi fremskridt i forskning kun finder sted, når man bliver ved med at stille spørgsmål og søge endnu mere viden og bedre dokumentation for de fænomener, man gerne vil forstå. Derfor er forskningsprocessen i sig selv med til, at der stort set aldrig opnås 100 procent enighed blandt forskere. Og hvis samfundet krævede 100 procent enighed af den videnskabelige verden, inden politikerne træffer deres beslutninger, så vil vi ende i en situation med stort set ingen lovgivning. Men når medierne formidler videnskabelige opdagelser og viden, får denne lille gruppe af klimaforskere med en anden mening end flertallet en uforholdsmæssig stor opmærksomhed. Det betyder ikke alene, at debatten skævvrides til fordel for de få, men faktisk også, at vi kommer til at diskutere ’det forkerte’. I en af de største og mest omfattende undersøgelser – hidtil udført på området (1) – blev over 10.000 (hovedsagelig amerikanske) forskere fra relevante fagområder spurgt, om de mener, at menneskelige aktiviteter udgør et signifikant bidrag til den nuværende globale opvarmning.
