Karen Blixen sagde, at hun ikke altid vidste, hvilken dato det var, eller præcis hvad klokken var. Men hun vidste altid, hvor verdenshjørnerne var. Uanset hvor hun befandt sig i verden. Jeg har muligvis en erhvervsskade. I modsætning til hende kender jeg sjældent verdenshjørnerne spontant, men jeg ved altid, hvor i kirkeåret vi er. Jeg springer sjældent en søndag over. Forleden var det første søndag efter trinitatis og jeg var i kirke hos Claus Oldenborg, som er en af vores fine Thomas Mann-kendere. Goethe sagde i sin tid, at Josef og hans brødre i Første Mosebog var en af verdenshistoriens bedste fortællinger, men desværre var den alt, alt for kort. Den bemærkning huskede Thomas Mann og skrev derfor trebindsromanen ’Josef og hans brødre’ på i alt 600 sider. Den har Oldenborg kommenteret medrivende og indtrængende. Teksten efter anden tekstrække var fra Lukas-evangeliet kapitel 12, den korte historie om bonden, der vil sikre sig i al fremtid og derfor bygger nogle kæmpestore lader for at dynge sine kornforsyninger op, så han roligt kan sikre sig. Netop da han er mest sikker, hører han en stemme, der siger »Din store idiot! I nat skal du dø«. Jeg var for en uge siden på Storm P. Museet på Frederiksberg Runddel, og jeg anede ikke, at Storm P. var så bibelkyndig, at han uden tvivl kendte den korte lignelse om bonden, der roser sig af sin sikkerhed og siger til sig selv: Æd og drik og vær glad. Men alligevel tror han, at han har sikkerhed, bare han sanker i lade. Hvad nytter den skudsikre vest – hvis døden kommer fra hjertet? Storm P.s tegning forestiller en velnæret bondemand. Bag ved ham kommer manden med leen, døden. Bonden har ingen angst for den fremmede – han tror, det er en ny høstarbejder, og peger ud på kornet. ’Du kan begynde der, se så at komme i gang! – Du kan i det mindste sikre min fremtid’. Det faldt mig ind, da jeg så tegningen, at Piet Hein, der sjældent var selvironisk, engang skrev et vers, som meget få kender, men som jeg har fundet i en mindebog om ham. Han havde en veninde i Norge, som var invalidepensionist og ikke havde råd til meget. Sidste gang han besøgte hende, bebrejdede hun ham, at han ikke nogensinde tilbød at betale for brød, smør eller vin, når han kom hos hende. Den bemærkning gjorde alligevel indtryk på ham. For da han næste morgen rejste hjem, havde han skrevet på en serviet: Han frygtede at dø i trange kår, og sparede på alt i mange år, og det gav resultat – for da han døde, så ku’ han trygt se mange år i møde. Mens jeg ikke er i tvivl om, at Storm P. havde den ultrakorte lignelse fra Lukasevangeliet i tankerne, er jeg næsten sikker på, at Piet Hein ikke på nogen måde tænkte på lignelsen, da han skrev sit digt. Men det er en storartet kommentar. Hvem tænker ikke som bonden på både at æde og drikke i dag og sikre sig i morgen? Efter at have hørt søndagens tekst gik jeg i byen og mødte en billedkunstner, som har boet tyve år i Paris, hvor jeg har besøgt ham. Som mange var han betaget af både den franske kultur og dens madkultur. Det ærgrede ham, at han ikke som sidst, jeg var hos ham, kunne invitere mig et listigt sted hen på en fortovscafé ved Seinen i Notre Dame-kvarteret, som jeg er en smule fortrolig med, fordi jeg for ti år siden boede på Ile Saint Louis. Jeg foreslog ham, at det denne gang var mig, der var hans guide, og det traf sig så heldigt at vi befandt os på Kongens Nytorv. Der var ca. 25 grader, og d’Angleterre havde små markiser til værn mod solen. Han korsede sig og sagde: »Det kan du slet ikke betale«. Jeg forestiller mig, at han huskede den gamle revyvise: inde på D’Angleterres terrasse er der en masse af bourgsjuasse. Han troede kun, at det var folk med tegnebøger på størrelse med telefonbøger, der kunne betale en frokost her. Intet kan være mere forkert. Jeg var sikker på, at en uforglemmelig servering med fadøl og dessert ikke ville overstige et beløb på 300 kroner. Man tror sikkert, at det enestående madsted i København kun serverer de dyreste spiser. Ingen, og slet ikke han, forestiller sig, at stedet har den ypperligste biksemad i landet. I tidens løb har jeg spist biksemad mange steder, tit består den jo af tilfældige kødrester og pølserester, blandet med løg og kartoffelskiver. Bikse er sprogligt det samme som at mixe, og der er steder, hvor man ikke skal bestille den ret, som kun guderne ved, hvad består i, og de ved det heller ikke. Jeg kommer i tanke om en historie, Buster Larsen en gang fortalte mig. Han og Preben Neergaard var kommet ind på en kro i Nordsjælland, de havde begge lyst til biksemad, men Buster Larsen indrømmede over for mig, at han var lidt kræsen og krævende. Han forklarede omhyggeligt tjeneren, at når nu de to portioner biksemad blev anrettet, var det ham vigtigt at pointere, at han under ingen omstændigheder ville have svinekød. Han udbad sig kalvekød, han ønskede ikke pølser af nogen art, og spejlæggene skulle være tilberedt med låg på. Tjeneren noterede de mange anvisninger, puttede seddelen i lommen, lagde viskestykket over armen og råbte med ryggen til de to skuespillere ’To Biks!’. Jeg gætter på, at det er den slags negative erfaringer, der får restaurationsgæster til at være skeptiske over for biksemad i al almindelighed. Men på D’Angleterre serverer man ikke biksemad i almindelighed, men i udsøgt særdeleshed: Kartoffelstykkerne er ganske små terninger, kødet er perfekt, spejlæggene er lækre, der er små rødbedestykker til og en fremragende bearnaise. Desserten er rabarbertærte med creme fraiche. Jeg vedlægger kvitteringen: En biksemad 155 kr., en rabarber tærte 85 kr. I alt: 240 kr. (Min gæst opdagede, at d’Angleterre har opnået Michelins anerkendelse). Vi har masser af rabarber i Danmark, men foretrækker tit dyrere retter som hindbær, jordbær eller skovjordbær. Allerede hos Holberg optræder rabarber, stavet Rhabarbra, som anbefales som et middel til at få tarmene til at fungere, det hedder at lakserere. P.A. Heiberg, som blev udvist af Danmark for majestætsfornærmelse, skriver et vers, som de færreste kender: Folket bad og kanonerte, når kongen laxererte. Holberg nævner rabarber i et stykke, som sjældent spilles, der hedder ’Hekseri eller blind alarm’. Vi nød ikke desserten, fordi vi havde problemer med maverne, men jeg kunne fortælle min gæst, at Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv blev opført i 1748, med 800 pladser, under arkitekten Eigtved. Siden blev det nyopbygget og udvidet af arkitekterne Vilhelm Dahlerup (1836-1907) og Ove Petersen. Da var der 1.600 pladser, værksteder, prøvesale, opera og ballet. (Dahlerup kender vi fra hans bygninger Højbro, Holmens Bro, Dronning Louises Bro, Søpavillonen og Glyptoteket). Jeg synes, at Kongens Nytorv er den smukkeste plads i København. Før postterminalen blev opført, foretrak jeg Rådhuspladsen. Vi gik en tur over til Det Kongelige Teaters hovedindgang og hilste på Holberg og Oehlenschläger. Jeg fortalte om Holbergs vigtige rejser til Oxford, Italien og Paris. Hvad havde Danmark været uden inspiration fra Italiens commedia dell’arte og især Moliere, nok Holbergs vigtigste forudsætning. Jeg fortalte, hvordan Holberg fra 1722 producerede 15 komedier til sit teater i Lille Grønnegade. Senere rykkede han ind på Det Kongelige Teater, som fik monopol på at opføre skuespil. Victor Borge spurgte engang i spøg teaterchefen, hvor man ville anbringe ham mellem de to siddende giganter, og sagde smilende: »Nej, jeg vil for resten ikke sidde, som de gamle knarke, jeg vil gå rundt!«. Når jeg tænker på Victor Borge, er det ikke Oehlenschläger, jeg forbinder ham med, men selvfølgelig Holberg, som sagde, at hans livs bestræbelse var ’at komme folk til at le’. Og jeg tror på, at der går en linje fra ham over H.C. Andersen, der netop opsøgte Det Kongelige Teater, da han i 1819, 14 år gammel, var kommet fra Odense til København som blind passager, med 13 rigsdaler i lommen. Til H.C. Andersens held havde man året før i 1818 ansat en ny syngemester på Det Kongelige Teater fra Italien, som han måtte flygte fra over hals og hoved. Han hed Giuseppe Siboni. Den unge Andersen så Sibonis navn på plakater i byen og søgte at få ham i tale på hans adresse. Siboni havde gæster, nemlig digteren Jens Baggesen og komponisten Weise. Husets unge pige gjorde det klart for den påtrængende dreng fra Odense, at han ikke havde mulighed for at komme ind. Men han var hverken dengang, eller senere i sit liv, den, der lod sig skræmme væk. Han fortalte grædende, at han var blevet faderløs, da han var elleve år, og at hans stakkels mor vaskede tøj i Odense å for det velhavende borgerskab. Hun gik ind og sagde, at den stakkels fremmede, som talte syngende fynsk, næsten havde fået hende til at græde. »Lad ham dog komme ind«, sagde de, og aldeles ugenert udbrød knægten i sang. Weise, der selv kun havde klaret opholdet i København, fordi man havde samlet ind til ham, syntes, at han skulle have sin sang honoreret, og det indbragte 70 rigsdaler – nok til et halvt år i København. Syngemesteren lovede, at han ville prøve at skole drengens stemme, men det gik med den, som det nu engang går pubertetsdrenge: Min stemmes overgang blev min stemmes undergang, sagde han siden. Og det begyndte alt sammen her ved Kongens Nytorv, en nytårsnat sneg han sig ind i mørket og lagde sig på scenen og bad højt til Gud, som han kaldte ’sin søde Vorherre’, om, at man måtte få øjne for hans evner. Resten kender vi. Men han var godt klar over, at vejen gik over Det Kongelige, og sendte sine tidlige, umodne udkast til direktionen, hvor der heldigvis sad en fornuftig censor, som hed Knud Lyhne Rahbek. Hans kone hed Kamma og var den første i verden, der kaldte H.C. Andersen for digter. Hendes søster var gift med Oehlenschläger. H.C. Andersen var velkommen hos Kamma Rahbek. Senere i livet mødte han hendes grædende mand og spurgte, hvad der var hændt. »Kamma er død«, sagde han grådkvalt. »Nåede hun at læse min sidste roman?«, spurgte H.C. Andersen. Jovist går linjen fra Holberg over H.C. Andersen til Storm P. og Victor Borge. Det var Søren Kierkegaard, der sagde, at det danske sprog ikke søger langt borte, hvad der er lige for hånden, og at det danske sprog forstår spøg nok så godt som alvor. Havde vi nu mødt hinanden på en hverdag, kunne jeg have leget parisisk guide i København med min ven ved at gå ned i Ny Østergade på l’Alsace, hvor en eminent consommé koster 200 kr. Med en lille karaffel riesling. Jeg bor selv på Frederiksberg og kunne også have moret mig med at vise ham Storm P. Museet på Frederiksberg Runddel, som vist er det eneste museum i Danmark, hvor folk smiler eller klukker, når de går rundt og ser de smittende komiske og tragikomiske tegninger. Kan man glemme den lille dyreven, der vil lune det kuglerunde akvariums vand for guldfisken, men desværre glemmer, at han har sat den på gassen, så vandet koger over. Eller glemmer man den korteste skildring af en lille variation i et trivielt parforhold. I dette tilfælde er det to guldfisk, som svømmer rundt og rundt i uendelig rutine, hvorefter den ene udbryder: »Næste gang vil jeg ha’ yderbanen!«. Eller kan man glemme den menneskelige ensomhed udtrykt i en enkelt replik i et suk: »Der er tolv mennesker, der forstår Einstein – men der er ingen, der forstår mig«. Storm P. anbringer tit en lille detalje i for eksempel en Peter og Ping-tegning – i værtshusvinduet står der et skilt som lover: ’Ingen musik – hver aften’. På en anden tegning sidder en vagabond på en grøftekant i det vildeste sjaskende regnvejr. Han har sin hund inde under sin jakke, kun hovedet stikker ud. Somme steder havde Storm P. flere mulige pointer i samme tegning. I det ene tilfælde sukker den lidt fordrukne vagabond: »Der er ikke meget ved at blive våd – udvendigt!«. På den anden siger han trøstende til hunden: »Hvis dette vejr fortsætter, går vi ikke uden for en dør i dag«. Fra Storm P. Museet kunne jeg have taget min franske ven hen til Smallegade til Frederiks Have, også her er køkkenet lagt fransk an med skønne fiskeretter, supper, kød og storartede desserter. Alt sammen til uhyre rimelige priser. Og fra nu af og resten af sommeren kan man spise både ude og inde. Jo, man kan godt lege Paris i København. Og netop på Frederiksberg går der endnu historier om Storm P. af den type, man kalder apokryfe eller anekdotiske. Han havde sine faste ture i Frederiksberg Have, hvor han altid tog hatten af, når han så en lille ælling, for som han sagde »Man kan jo ikke vide, om den bliver til H.C. Andersen en skønne dag«. Når han kom hos sin barber, Sørensen, kunne han spørge: »Kan jeg blive barberet i mine murerbukser, hvis jeg sidder på en avis?«. Engang var han så morsom, at barber Sørensen kom til at snitte ham i kinden med ragekniven, hvortil han sagde: »Tynde skiver, Sørensen! Tynde skiver«. Gunnar Nu Hansen fortalte mig engang en historie, som han var sikker på, at jeg ikke kendte, fordi den ikke nogensinde er blevet nedskrevet. Han havde samme læge som Storm P. En gang i 1947 havde Storm P.s kone haft halsbetændelse, Hun havde konsulteret lægen, som havde penslet hende en smule i halsen med lapis – og det hjalp. En måned efter sendte lægen en regning på 100 kroner. Storm P. svarede: »Tror De, at jeg vil betale hundrede kroner for sådan et lille penselstrøg, vi har lige fået malet hele køkkenet for 25 kroner!«. En mand fortalte, at han flere gange havde ringet til Storm P. og også skrevet til ham, fordi han ikke havde fået svar på en henvendelse. Storm P. svarede: »Deres brev er taget til Herfølge«. En overgang havde Storm P. en hund, som han kaldte for Svindler. Hans venner spurgte ham, hvorfor han kaldte sin hund sådan. »Fordi det er så sjovt at se, hvem der vender sig om, når jeg kalder på den på gaden«. Ebbe Rode har fortalt, at han på en morgentur på Frederiksberg Kirkegård havde vist Storm P. en grav, hvor en kendt fløjtenist var begravet. Ebbe Rode fortalte Storm P., at musikeren havde spillet på den samme fløjte, fra han var ti år, til han døde, og han havde ønsket at få fløjten med sig i graven. »Nå«, sagde Storm P. »Så var det da godt, at han ikke spillede flygel!«