Første gang jeg havde kontakt med en døende, var for 60 år siden, da jeg som medicinsk student vikarierede på kirurgisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Jeg skrev en af mine første journaler på ham og skulle tage en veneblodprøve på ham.
To gange prøvede jeg uden held og fortalte derfor, at det var første gang, og at jeg nok hellere måtte lade en anden overtage jobbet, men nej, han insisterede på, at jeg skulle gøre det, og det lykkedes vistnok fjerde gang. Siden blev han meget dårlig og døende og derfor som alle andre i mere eller mindre komatøs tilstand lagt ud på badeværelset, hvor han fik morfin, indtil han døde. Senere som praktiserende læge har jeg til en vis grad været mere eller mindre impliceret i passiv dødshjælp, som regel i form af en tilsvarende, mere eller mindre indiceret morfinindsprøjtning. Men aktiv dødshjælp havde jeg aldrig villet være med til. De fleste læger vil nok heller ikke være meget for at anbringe en kollega i rollen som ansvarlig for udførelsen. Men på den anden side kan jeg godt forstå, befolkningen ser lidt anderledes på det. I dag ligger de døende ikke længere helt alene på et badeværelse på sygehuset. De nærmeste må være indstillet på at være til stede ved et smertefuldt, næsten ubærligt hårdt dødsleje. Angsten for netop dette har gjort sit til at fremme ønsket om en legalisering af den aktive dødshjælp. I disse dage er det næsten ved at blive et folkeligt krav, ikke mindst efter den ulykkelige hændelse, hvor en mand hjalp sin kone i døden og bagefter tog sit eget liv. Det ligger ligesom i luften, at det er lægen, der skal gøre noget. Men på den anden side har det ikke altid været sådan. I de islandske sagaer kan vi læse om, hvordan stovte vikinger og andre, for hvem æren ikke kunne reddes med en magtesløs afhængighed af de nærmeste, fandt tiden inde til at sige verden ret farvel ved at tage afsked med deres nærmeste og derefter lukke døren efter sig for at lægge sig ind for at dø. Men hvordan de bar sig ad med det, havde jeg nu ikke nogen forestilling om. Måske havde jeg nok en fornemmelse af, at den adfærd havde noget med mod og værdighed at gøre. I dag er værdighed og mod nok ikke helt så langt fremme i vores kultur, men måske kunne vi godt lære lidt af vikingerne. Hvis ønsket om snarest muligt at forlade denne verden er tilstrækkelig stort, har vi måske nogle muligheder, som vi ikke rigtigt har gjort os klart. »Med Guds hjælp og lidt håndkraft skal det nok gå alt sammen«, sagde min mor, der strøede den slags talemåder om sig ved enhver given lejlighed, når vi som børn fik problemer. Hun var ikke troende. Hendes tro på sine børn var større end på Gud.
