Mit navn er Jokum Rohde. Jeg er dramatiker og forfatter, ansat som husdramatiker ved Det Kongelige Teater. Der er ikke tale om en egentlig stilling så meget som en titel, der indebærer en gensidig forventning om at producere ny spilbar dramatik, der igen vil blive opført på en af teatrets mange scener. For halvandet år siden opførte Emmet Feigenberg min ’Darwins testamente’ på Portscenen, i november sidste år opførtes mit burleske mordmysterium ’Hvem myrdede Regitze Rio?’ på samme scene, til maj sætter Det Kongelige min dramatisering af ’De tre musketerer’ op i Ulvedalene, og om et år er mit nye skuespil ’Manson’ sat på plakaten på store scene i det nye skuespilhus. Så den gensidige forventning om dramatik og opførelse synes at holde. Oprindeligt i husdramatikerplanerne lå også en stilling i dramaturgiatet, men efter grundig overvejelse valgte jeg at holde mig borte fra denne side af bordet. Jeg kunne ikke forestille mig at deltage i dybe analytiske og opbyggelige samtaler om en mangfoldighed af dramatik, tematisk relevans og gode roller og samme aften trække hjem ad havnen og helt upåvirket tænde for min Canon-skrivemaskine, begynde på femte scene, helt varm indeni ved tanken om, at alle disse roller skal dø og tage publikum med sig. Instruktører og scenografer synes i højere grad at have denne evne til at kunne udvikle, iscenesætte, mødearbejde, læse og i det hele taget sprede sig. Jeg kan ikke. Så jeg er husdramatiker af titel, jeg skriver, det er, hvad jeg gør. De fraværende og det relevante Nogle gange, når jeg ikke er alt for optaget af mine egne skuespil, går jeg i teatret.
Forleden var jeg inde og se ’Wienerballader’ en træt og trist onsdag aften. Mit seneste stykke ’Manson’ har nær taget livet af mig, så det var med vemod, at jeg satte mig på række syv i parterret og så det drysse ind med gamle mennesker. Omkring mig lød en summen af sprukne stemmer, der delte genoptræningsprogramerfaringer, blodprophistorier og andet godt. Dette publikum har en irriterende måde at finde deres anviste pladser på, de få unge eller jævnaldrende skikkelser, der trådte ind i skuespilsalen syntes at have en lignende oplevelse af den nagende træghed, hvormed salen fandt sine pladser, og jeg tænkte, er det det her, jeg skriver for? Jeg vil ikke mere. Tæppet gik op, forestillingen begyndte, handlingen skred frem, skuespillet sluttede, tæppet gik for. Mine kinder var varme, og min krop var helt hård af sorg. Jeg havde grædt for den unge pige fra legetøjsbutikken, der døde indeni på grund af ulykkelig kærlighed. Jeg havde grædt over slagteren, der elskede hende og også endte med at få hende, til alles ulykke. Jeg havde grædt over dette væld af kostumerede skæbner, der i en ganske fremmed tid og dog i et bymiljø så genkendeligt trak forbi mig som spøgelser, sørgelige spøgelser længst døde med deres små usle scener, hvor de mistede alt, fortvivlede, men stadig talte. To tanker fulgte efter mig i snesølet hjem ad havnen. For det første, at der slet ikke var noget i vejen med det tilstedeværende publikum af gamle, gråhårede mennesker, tværtimod. Hele salen var dybt berørt af den heroiske forestilling, og hvor fortællingens episke, sæsonale struktur påvirkede mine fyrre vintre og somre dybt, må den have gjort endog endnu større emotionelt indtryk på de magre stabler af halvfjerds til firs decembere og novembere, der omgav mig i salen. Nej, dem, der var noget i vejen med, var dem, der ikke var til stede i salen.
