0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Marys vilde liv

Kun sjældent giver en forfatters liv større indsigt i værkerne, men britiske Mary Wesleys liv er interessant i sig selv. En ny biografi bekræfter indtrykket fra personlige møder gennem årene: Hun var endnu vildere end sine romanfigurer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ikke nødvendigt at læse om en forfatter for at forholde sig til forfatterskabet. Jeg må indrømme, at jeg godt kan lide at læse biografier og er klar over, at det kan røbe en lyst til sladderagtig indsigt i en kunstners privatliv, for det er faktisk meget få gange, en biografi har givet mig større indsigt i teksterne, selv om jeg stadig synes, at jo mere man ved om en person som for eksempel Hemingway, jo mere forstår og anerkender man (og bærer over med nogle af) hans værker.

Men det betyder ikke, at det ikke kan være interessant at vide noget om en forfatter og den tid og det miljø, værkerne stammer fra. Om Mary Wesley ville jeg under alle omstændigheder læse en biografi, for hun har interesseret mig som menneske og forfatter, siden jeg mødte hende for første gang i 1987. Nu har Patrick Marnham udsendt en glimrende biografi om forfatteren: 'Wild Mary - a Life of Mary Wesley'.

Man forstår godt, at hun havde betinget sig, at den først ville udkomme efter hendes død, for hendes liv var ikke just skinnebundet, og hemmeligheder afsløres.

Handlingen i hendes romaner afspejler hendes liv - det var både let gang på Jorden og dystert mørke. Men læserne får ikke den forventede uskyldige overklassevare, derimod en kølig blanding af sex, sorg, drab og incest i et solbeskinnet sommerland, hvor man ikke venter, at pæne mennesker opfører sig mindre pænt. Romanerne har tråde til tiden omkring Anden Verdenskrig og foregår i de bedre, men langtfra altid velhavende kredse. De yndige, kvindelige hovedpersoner er handlekraftige trods det sarte udseende, og flere af dem slår andre ihjel med læserens fulde billigelse. Ingen titel kunne være mere selvironisk end den sidste fra 1997: 'Part of the Furniture' ('Et med tapetet').

Man hører altid om Mary Wesleys debut som 70-årig i 1983 med romanen 'Jumping the Queue' ('Sensommerudflugt'), men faktisk havde hun allerede udgivet et par børnebøger. Jeg havde læst hendes første romaner i midten af firserne og ville lave en litterær montage, før andre danskere opdagede hende. Alle hendes ti romaner er oversat til dansk, men først fra 1990.

I telefonen lød hun som en nådig ærkehertuginde, men hun var positivt indstillet over for en samtale. Jeg ankom til hendes hus i Totnes i Devon, som det var nemt at finde, sagde hun, for det lå lige mellem en pub og et missionshus, mellem Fristelsen og Frelsen.

Da hun lukkede op, stod jeg over for den yndigste kvinde, spinkel, med store, strålende øjne og tykt, snehvidt hår børstet smart tilbage. Jeg blev fuldkommen charmeret fra første færd, og jeg skal love for, at biografien røber, at det er jeg ikke den eneste, som er blevet.

Vi spiste frokost sammen, og hun fortalte meget frimodigt om sit liv, men da jeg en del år senere sad sammen med hende på Øregård Bibliotek til et møde med læserne, var der nogle af de ting, hun dengang havde talt om, som hun ikke ville tale om nu. Hun var blevet for kendt, nu skulle hun have en mere frostsikker facade. Hun var på samme tid genert og totalt ligefrem.

Dengang i Totnes fortalte hun en masse om den selvbiografiske baggrund for 'Sensommerudflugt', om selvmordstankerne efter ægtemandens død, om de vulgærudtryk i romanen, som kunne opfattes som klasseforræderi, men som hun mente kun chokerede, fordi folk tror, at man har glemt alt om livet, når man er blevet en pæn, gammel dame. Men hun var ikke en pæn, gammel dame, påstod hun, og jeg kan huske, at hun sagde, at hun ikke havde glemt »to fuck«, og at det var så underligt at høre hende udtale det dengang ikke slet så forslidte udtryk i et så kultiveret tonefald. I biografien ser jeg, at hun på det tidspunkt, jeg talte med hende, næsten lige hsavde skippet en elsker af, som hun havde haft, siden hun var 69.

Mary Wesley blev født i 1912, forfatternavnet Wesley tog hun fra moderens familie. Hun nedstammede fra hertugen af Wellingtons storebror og blev gift første gang med en baron og blev dermed til Lady Swinfen; de fik en søn, der nu sidder i Overhuset og er stokkonservativ, og senere kom der en søn til, men biografien fortæller, at denne søn var resultatet af et forhold til en naturaliseret bøhmisk universitetsprofessor, som blev dræbt under krigen i Royal Air Force. Marys adelige ægtemand accepterede søn nummer to som sin egen, og det ser ikke ud til, at han og Mary nogen sinde har diskuteret muligheden af, at barnet ikke var hans eget biologiske afkom, selv om han nok vidste det.

Ægteskabet varede ikke længe, og ved vores første samtale fortalte Mary Wesley, at hun nærmest havde giftet sig for at slippe hjemmefra, at hun var ved at kede sig ihjel i det ægteskab, selv om hun færdedes i sus og dus, blev præsenteret ved hoffet og var omsværmet i ekstrem grad. Begge blev gift igen, og alt ville have været idyl, hvis Mary ikke havde været så dum at fortælle sin ældste søn, at hans bror kun var hans halvbror. Straks gik den ældste søn i gang med at gøre den næste arveløs. En pinlig familiestrid opstod, der varede i mange år. Det har hun ikke skrevet om nogen steder, til gengæld skriver hun tit om illegitimitet.

Da jeg talte med hende første gang, var hun meget affejende over for sin ældste søn, og af biografien kan jeg se, at hun på det tidspunkt endnu ikke havde tilgivet ham hans adfærd over for sin bror. Dengang sagde hun bare, at det var underligt, han var blevet så oppustet reaktionær. Hvorefter vi talte om den yngste søn, som hun havde fået med sit livs elskede, Eric Siepman, en charmerende, besværlig, begavet mand, der havde været en glimrende udenrigskorrespondent, men ikke ville være journalist, derimod forfatter. Her fik han ikke succes.

De mødtes i 1944, da ingen af dem var skilt endnu, de begyndte at leve sammen næsten straks, og Mary tog navneforandring til Siepman. Gift blev de først i 1952. Siepmans første kone hjemsøgte dem i flere år som en skinsyg furie efter først selv at have bedt om skilsmisse og siden fortryde det. Hun ødelagde to vigtige job for Siepman med anonyme breve og psykisk hærgen, og det varede længe, før en dommerkendelse fik hende afvæbnet.

Om den elskede ægtemand fortalte Mary Wesley, at hun savnede ham hver eneste dag, men at hun efter at have skrevet 'Sensommerudflugt' havde fået sorgen noget på afstand. I denne roman sørger hovedpersonen Matilda også over en afdød ægtemand og planlægger selvmord. Mary Wesley fortalte, at hun i perioden efter Eric Siepmans død havde overvejet selvmord, og at hun i sin lommekalender havde skrevet »Vær så venlig IKKE at genoplive mig«, for det tilfælde at man skulle finde hende bevidstløs.

Af biografien fremgår det, at Eric Siepman fik Parkinsons syge, og at han til slut havde taget en overdosis af piller. Da Mary fandt ham, var han bevidstløs, men hun tilkaldte ikke hjælp en hel nat, fordi hun vidste, at han ikke ønskede det. Han døde på hospitalet uden at være kommet til sig selv.

De var vildt forelskede i hinanden i mange år, men man kan af biografien se, hvor svært det har været for Mary Wesley, for han var alkoholiker, kunne blive voldelig, og økonomisk var de helt ude at svømme i lange perioder. Men han var også en højt begavet og flot mand, der elskede hende højt og, ligesom Mary selv, konverterede til katolicismen og interesserede sig for religiøse spørgsmål. Af religionen tog hun det, hun havde brug for og smed resten væk.

I hendes miljø kendte man hinanden, sladderen gik, men ligesom Rose i 'Ikke en af den slags piger' ('Not that Sort of Girl') var Mary Wesley fuldkommen diskret om en del vigtige forhold og oplevelser. Diskretionen lykkedes, for der er afsløri