Det er ikke nødvendigt at læse om en forfatter for at forholde sig til forfatterskabet. Jeg må indrømme, at jeg godt kan lide at læse biografier og er klar over, at det kan røbe en lyst til sladderagtig indsigt i en kunstners privatliv, for det er faktisk meget få gange, en biografi har givet mig større indsigt i teksterne, selv om jeg stadig synes, at jo mere man ved om en person som for eksempel Hemingway, jo mere forstår og anerkender man (og bærer over med nogle af) hans værker. Men det betyder ikke, at det ikke kan være interessant at vide noget om en forfatter og den tid og det miljø, værkerne stammer fra. Om Mary Wesley ville jeg under alle omstændigheder læse en biografi, for hun har interesseret mig som menneske og forfatter, siden jeg mødte hende for første gang i 1987. Nu har Patrick Marnham udsendt en glimrende biografi om forfatteren: 'Wild Mary - a Life of Mary Wesley'. Man forstår godt, at hun havde betinget sig, at den først ville udkomme efter hendes død, for hendes liv var ikke just skinnebundet, og hemmeligheder afsløres. Handlingen i hendes romaner afspejler hendes liv - det var både let gang på Jorden og dystert mørke. Men læserne får ikke den forventede uskyldige overklassevare, derimod en kølig blanding af sex, sorg, drab og incest i et solbeskinnet sommerland, hvor man ikke venter, at pæne mennesker opfører sig mindre pænt. Romanerne har tråde til tiden omkring Anden Verdenskrig og foregår i de bedre, men langtfra altid velhavende kredse. De yndige, kvindelige hovedpersoner er handlekraftige trods det sarte udseende, og flere af dem slår andre ihjel med læserens fulde billigelse. Ingen titel kunne være mere selvironisk end den sidste fra 1997: 'Part of the Furniture' ('Et med tapetet'). Man hører altid om Mary Wesleys debut som 70-årig i 1983 med romanen 'Jumping the Queue' ('Sensommerudflugt'), men faktisk havde hun allerede udgivet et par børnebøger. Jeg havde læst hendes første romaner i midten af firserne og ville lave en litterær montage, før andre danskere opdagede hende. Alle hendes ti romaner er oversat til dansk, men først fra 1990. I telefonen lød hun som en nådig ærkehertuginde, men hun var positivt indstillet over for en samtale. Jeg ankom til hendes hus i Totnes i Devon, som det var nemt at finde, sagde hun, for det lå lige mellem en pub og et missionshus, mellem Fristelsen og Frelsen. Da hun lukkede op, stod jeg over for den yndigste kvinde, spinkel, med store, strålende øjne og tykt, snehvidt hår børstet smart tilbage. Jeg blev fuldkommen charmeret fra første færd, og jeg skal love for, at biografien røber, at det er jeg ikke den eneste, som er blevet. Vi spiste frokost sammen, og hun fortalte meget frimodigt om sit liv, men da jeg en del år senere sad sammen med hende på Øregård Bibliotek til et møde med læserne, var der nogle af de ting, hun dengang havde talt om, som hun ikke ville tale om nu. Hun var blevet for kendt, nu skulle hun have en mere frostsikker facade. Hun var på samme tid genert og totalt ligefrem. Dengang i Totnes fortalte hun en masse om den selvbiografiske baggrund for 'Sensommerudflugt', om selvmordstankerne efter ægtemandens død, om de vulgærudtryk i romanen, som kunne opfattes som klasseforræderi, men som hun mente kun chokerede, fordi folk tror, at man har glemt alt om livet, når man er blevet en pæn, gammel dame. Men hun var ikke en pæn, gammel dame, påstod hun, og jeg kan huske, at hun sagde, at hun ikke havde glemt »to fuck«, og at det var så underligt at høre hende udtale det dengang ikke slet så forslidte udtryk i et så kultiveret tonefald. I biografien ser jeg, at hun på det tidspunkt, jeg talte med hende, næsten lige hsavde skippet en elsker af, som hun havde haft, siden hun var 69. Mary Wesley blev født i 1912, forfatternavnet Wesley tog hun fra moderens familie. Hun nedstammede fra hertugen af Wellingtons storebror og blev gift første gang med en baron og blev dermed til Lady Swinfen; de fik en søn, der nu sidder i Overhuset og er stokkonservativ, og senere kom der en søn til, men biografien fortæller, at denne søn var resultatet af et forhold til en naturaliseret bøhmisk universitetsprofessor, som blev dræbt under krigen i Royal Air Force. Marys adelige ægtemand accepterede søn nummer to som sin egen, og det ser ikke ud til, at han og Mary nogen sinde har diskuteret muligheden af, at barnet ikke var hans eget biologiske afkom, selv om han nok vidste det. Ægteskabet varede ikke længe, og ved vores første samtale fortalte Mary Wesley, at hun nærmest havde giftet sig for at slippe hjemmefra, at hun var ved at kede sig ihjel i det ægteskab, selv om hun færdedes i sus og dus, blev præsenteret ved hoffet og var omsværmet i ekstrem grad. Begge blev gift igen, og alt ville have været idyl, hvis Mary ikke havde været så dum at fortælle sin ældste søn, at hans bror kun var hans halvbror. Straks gik den ældste søn i gang med at gøre den næste arveløs. En pinlig familiestrid opstod, der varede i mange år. Det har hun ikke skrevet om nogen steder, til gengæld skriver hun tit om illegitimitet. Da jeg talte med hende første gang, var hun meget affejende over for sin ældste søn, og af biografien kan jeg se, at hun på det tidspunkt endnu ikke havde tilgivet ham hans adfærd over for sin bror. Dengang sagde hun bare, at det var underligt, han var blevet så oppustet reaktionær. Hvorefter vi talte om den yngste søn, som hun havde fået med sit livs elskede, Eric Siepman, en charmerende, besværlig, begavet mand, der havde været en glimrende udenrigskorrespondent, men ikke ville være journalist, derimod forfatter. Her fik han ikke succes. De mødtes i 1944, da ingen af dem var skilt endnu, de begyndte at leve sammen næsten straks, og Mary tog navneforandring til Siepman. Gift blev de først i 1952. Siepmans første kone hjemsøgte dem i flere år som en skinsyg furie efter først selv at have bedt om skilsmisse og siden fortryde det. Hun ødelagde to vigtige job for Siepman med anonyme breve og psykisk hærgen, og det varede længe, før en dommerkendelse fik hende afvæbnet. Om den elskede ægtemand fortalte Mary Wesley, at hun savnede ham hver eneste dag, men at hun efter at have skrevet 'Sensommerudflugt' havde fået sorgen noget på afstand. I denne roman sørger hovedpersonen Matilda også over en afdød ægtemand og planlægger selvmord. Mary Wesley fortalte, at hun i perioden efter Eric Siepmans død havde overvejet selvmord, og at hun i sin lommekalender havde skrevet »Vær så venlig IKKE at genoplive mig«, for det tilfælde at man skulle finde hende bevidstløs. Af biografien fremgår det, at Eric Siepman fik Parkinsons syge, og at han til slut havde taget en overdosis af piller. Da Mary fandt ham, var han bevidstløs, men hun tilkaldte ikke hjælp en hel nat, fordi hun vidste, at han ikke ønskede det. Han døde på hospitalet uden at være kommet til sig selv. De var vildt forelskede i hinanden i mange år, men man kan af biografien se, hvor svært det har været for Mary Wesley, for han var alkoholiker, kunne blive voldelig, og økonomisk var de helt ude at svømme i lange perioder. Men han var også en højt begavet og flot mand, der elskede hende højt og, ligesom Mary selv, konverterede til katolicismen og interesserede sig for religiøse spørgsmål. Af religionen tog hun det, hun havde brug for og smed resten væk. I hendes miljø kendte man hinanden, sladderen gik, men ligesom Rose i 'Ikke en af den slags piger' ('Not that Sort of Girl') var Mary Wesley fuldkommen diskret om en del vigtige forhold og oplevelser. Diskretionen lykkedes, for der er afsløringer i biografien, som gør historien om Mary til en virkelig vild historie. Hun sagde selv, at krigen virkede som et elskovsmiddel, folk vidste ikke, om de var døde eller levende i morgen, så man festede, elskede og morede sig, mens tid var. Hun er ikke den eneste fra den generation, som har sagt sådan, man var frigjort, men mere stilfuldt end senere generationer, som mente, de havde patent på frigjortheden. Den tids oprør foregår i 40'erne, men beskrives af hende i 80'erne og 90'erne, så generationskløften er der, men vi står på den modsatte bred og kigger ned i den. Mary Wesley fortalte, at hun havde prøvet at være meget fattig, og at hun havde måttet låne til togbilletten fra Devon til London, da hun blev antaget til udgivelse. Hun fik ny appetit på livet efter udgivelsen og også så megen selvtillid, at hun turde sige, at hun ikke brød sig specielt om den tv-udgave, man havde lavet af 'Sensommerudflugt', faktisk syntes hun bedst om den medvirkende gås, men da den begyndte at fælde, måtte dens dubleant træde til. Her lo hun så meget, at jeg selv kom til at grine, så tårerne trillede. Patrick Marnham nævner i biografien netop hendes sans for komik og hendes smittende charme. Hun fortalte om tiden under krigen, hvor hun havde flirtet og danset og mødt masser af mænd, hun havde også uddannet sig som ambulancefører, men hun fortalte ikke, at hun havde arbejdet som kodebryder og været i udkanten af den gruppe, som arbejdede med Enigma. Til gengæld kan jeg huske, at hun blev meget vred over den netop udkomne 'Spycatcher' af Peter Wright, en bog man havde forsøgt at forhindre blev udgivet, fordi den afslørede ting om den hemmelige tjeneste. Jeg undrede mig dengang over, at hun blev så ophidset over denne anti-establishment bog, men her var en grænse åbenbart blevet overtrådt. At hun var så imødekommende over for mig, tror jeg skyldtes, at hun for det første endnu var 'ufordærvet' af påtrængende journalister, som plagede om interview. For det andet, at vi kom ud i en livlig samtale om litteratur og havde en del yndlingsforfattere tilfælles. Hun sagde, at der var tre forfattere, hun ville købe indbundet: Graham Greene, Iris Murdoch og Muriel Spark. Dengang var de alle tre i live, og jeg spurgte, om hun havde været i kontakt med Muriel Spark, der har noget af den samme beskrivelse af vold og samme lavmælte, bidske tone og også var konverteret til katolicismen. Det havde hun ikke, men hun blev smigret over sammenligningen. Det blev hun til gengæld ikke, da jeg påstod, at hun også på nogle punkter kunne minde om Nancy Mitford. Nancy Mitford var tåbelig, sagde hun: Først havde hun giftet sig med en homoseksuel, og så havde hun forelsket sig ulykkeligt i en fransk oberst. Jeg turde ikke sige, at mit spørgsmål ikke skyldtes mænd, men Mitfords mangelfulde uddannelse, der var lige så overklassesløset som Wesleys - de var jo piger og skulle kun giftes. Gennem flere år fik jeg venlige breve fra Mary Wesley; i et af dem ønskede hun hjælp til at spore en bestemt figuropstilling, som hun svor på, at hun havde set i Thorvaldsens Museum i 1939 og ville bruge på et af bogomslagene. Selv om venlige mennesker på museet og blandt læserne kom med forslag, og jeg selv høvlede rundt for at finde værket, som eksperter sagde ikke fandtes på museet, var Mary Wesley stædig som en kamel og troede aldrig på, at vi andre havde ret, selv om hun var taknemlig for den ihærdige indsats. Biografien fortæller netop, at hun var stædig og karakterfast, men at alle syntes om hende alligevel, også selv om de ikke altid billigede hendes selvstændige adfærd. Biografien er interessant, hvad enten man læser romanerne eller ej, for den fortæller om en stærk kvinde i en spændende og farlig tid, og om, hvordan hun klarede sig igennem fysiske og psykiske vanskeligheder uden at gå ned. Hendes liv var med en kliché »som en roman«, hendes personlighed endnu mere spændende og endnu 'vildere' end romanfigurernes, og hvis man læser de ti romaner, kan man se, at hun har førstehåndserfaring i de fleste af de forfærdelige ting, hun fortæller om. Den sidste gang, jeg mødte hende, gik jeg med hende under armen og tårnede mig med mine 1,67 op over hende som en kæmpeelefant over en skrøbelig rokokofigur. Men skrøbelig var hun kun af det ydre. Hun døde af kræft den 30. december 2002 på vej mod de 91 år, munter og uden beklagelser. Noget af det sidste, hun sagde til en veninde, der var enke, var ifølge Patrick Marnham: »Er der en besked, jeg skal tage med?«.