På min nyligt afholdte ferie i et land med en befolkning med over 90 procent muslimer og med et politisk islamisk parti ved magten forventede jeg avisoverskrifter, hvor islam og halalslagtning tog hovedrollen. Som dansk muslim var jeg forberedt hjemmefra på at besvare forhørsspørgsmål om Danmark og Muhammedkrisen, eftersom denne del af verden nærmest var gået i brand over den. Dannebrog stod ikke i brand og blev heller ikke brugt som dørmåtte, men svævede sammen med andre flag rundt omkring på restauranter og cafeer. Mod alle mine forventninger blev jeg kun en enkelt gang af en ældre mand spurgt om det, de i Tyrkiet kalder »profetkrisen«. Hans eneste kommentar var, at han på trods af kun fem års skolegang med det samme havde gennemskuet, at det handlede om politik. Det gav nemlig overhovedet ikke mening, sagde han, at man pludselig skulle angribe en mand, der havde levet for flere tusinde år siden, og håne og latterliggøre en religion, der havde eksisteret i så lang tid. Det forundrede mig, at manden ikke med et ord nævnte, at det i islam er forbudt at afbilde profeten. Men efter nærmere omtanke og flere dages ophold i landet konkluderede jeg, at det nok havde at gøre med, at religion ragede ham en papand ligesom resten af landskabet. Ud over ekkoet i det fjerne af bønkald fra moskeens minaret, der om natten konkurrerede med diskotekernes house- og technomusik, og enkelte tørklædebærende kvinder i mængden af miniskørter og topløse badende, var der nemlig intet, der omhandlede islam eller halalslagtning. Tværtimod stod menuen på engelsk morgenmad med bacon og hele svineriet eller sex on the beach. Det var ikke mit første møde med Tyrkiet, men jeg blev alligevel overrasket - måske fordi jeg har vænnet mig til atmosfæren i Danmark, hvor islam, muslimer eller Muhammed på den ene eller anden måde nævnes eller omtales som noget meget alvorligt og farligt. Jeg undrede mig over, at den tyrkiske befolkning, der mest af alt skulle være truet af indførelse af sharialovgivning, eftersom de har et islamisk parti ved magten, nærmest ikke var bekymret over sin frihedsberøvelse. Ud over Libanon og Israel handlede avisoverskrifterne om en generals afskedigelse som rektor på et militærakademi angiveligt pga. et eller flere forhold til sine kvindelige studerende og manglende disciplin på uddannelsesinstitutionen - de studerende var blandt andet mødt op i alkoholiseret tilstand til undervisningen, hvilket rektoren ikke havde anset som et disciplinært problem, men snarere tværtimod som en del af det frie Tyrkiets moderne tilstand. Da jeg i sin tid var bosat i Tyrkiet, var der dog røster, der havde sat en kampagne i gang imod det nuværende regeringsparti. Kampagnen var en slags advarsel om, at hvis dette parti overtog magten, ville Tyrkiet gå tilbage til den mørke og depressive middelalder - en sang, som så tit er blevet sunget i Tyrkiet især af folk, der gerne vil beholde deres magt og indflydelse eller styrke selv samme. Midlet til at beholde og styrke sin egen magt og indflydelse har været at igangsætte frygt hos folket og dermed diskvalificere konkurrenten. Sangen var åbenbart ikke overbevisende denne gang, stemmerne lød måske falske i størstedelen af den tyrkiske befolkning, eftersom det politisk-islamiske parti AK vandt valget ved en jordskredssejr. En kendt tyrkisk transvestit Bülent Ersoy optrådte med sine sange omkring samme tidspunkt, da det tyrkiske AK-parti vandt valget. Hun havde en udfordrende kjole på og sagde, mens hun pegede på sin påklædning: »Nu har vi prøvet det her så mange gange«. Hun tog derpå et tørklæde om hovedet og sagde: »Lad os prøve sådan her, måske bliver det bedre«, og refererede på den ene side til det islamiske partis valgsejr og på den anden side til det tidligere sekulære partis arbejde. AK-partiets formand, Recep Tayip Erdogan, var kendt for et enormt godt oprydningsarbejde som borgmester i Istanbul på trods af anklager om, at han ville indføre sharia med en model som i Saudi-Arabien og Iran med stening og andre grusomme følger. Skræmmehistorier om, at kvinderne skulle tvinges ind i burkaer, diskoteker skulle lukkes ned, og at Atatürks arbejde med det europæiske Tyrkiet ville blive ødelagt, cirkulerede som et dystert spøgelse i nogle kredse i landet. AK-partiets stemmeandel kom især fra befolkningsgrupper, der var socialt og økonomisk belastede, særligt fra provinsen, eller folk, der levede i storbyernes slumkvarterer med landlig baggrund. Befolkningsgrupper, der følte sig uretfærdigt behandlet, og som ønskede et fuldt demokrati. AK-partiet skuffede ikke sine vælgere. Tværtimod: En masse reformer blev vedtaget for at demokratisere landet yderligere og tilnærme det europæiske standarder. Landet oplevede desuden en mirakuløs økonomisk vækst. Det politisk-islamiske AK-parti tilnærmede altså Tyrkiet Europa og demokratiet frem for Saudi-Arabien og et steningsstyre. AK-partiets ypperste kritikere mener dog stadig, at det i bund og grund har en skjult dagsorden og er en ulv i fåreklæder. Ifølge disse vil partiet, lige så snart det får muligheden, afskaffe den sekulære tyrkiske stat. Argumentet for denne mistænkeliggørelse var bl.a., at partiet kom med et lovforslag om straf for utroskab. Lovforslaget var meget upopulært og blev ikke vedtaget - en meget dum ide i et land, hvor utroskab nærmest er obligatorisk (ifølge en undersøgelse foretaget af kondomfirmaet Durex er Tyrkiet det land i verden, hvor utroskab er mest almindeligt, i øvrigt efterfulgt af Danmark). I Danmark går der også mange skræmmehistorier om muslimer og islamister, der vil indføre sharia i landet, omvælte demokratiet og tvinge os andre til at gå i burka. Jeg benægter ikke, at der findes mennesker med sådanne holdninger i Danmark - som jeg bestemt ikke synes er særlig tiltrækkende. Ligesom der er visse holdninger blandt ikke-muslimer eller sekulære personligheder, jeg ikke bryder mig om. Men frygten for indførelse af sharia i Danmark og det omfang, denne fare bliver omtalt i, er jo et cirkus uden lige. Det er en fuldstændig overdrevet og irrationel frygt, der er på grænsen til det latterlige. Der er ingen sandsynlighed for, at Danmark bare får en snert af islamisk lovgivning og bliver overtaget af islamister. Røverhistorierne og konspirationsteorierne har fået en sådan dimension, at man næsten skulle tro, at landet har fået en eller anden form for beruselses-indsprøjtning med alvorlige hallucinationer til følge. Vi har svært ved at skelne mellem realitet og mareridt og ser uafbrudt farer, der ikke eksisterer, over det hele. Selv hvis samtlige 200.000 muslimer i dette land inklusive mig selv skulle være steningsliderlige islamister, er der stadig meget lang vej til det flertal i Folketinget, der ville være nødvendigt for at gøre Danmark til et nyt Iran. Når ikke engang en politisk islamisk flertalsregering i Tyrkiet, hvor 90 procent af befolkningen er muslimer, indfører sharia, hvorfor går vi så i selvsving over tre imamer, der ikke engang sidder i Folketinget og dermed ingen magt har over landets lovgivning. Hyppige argumenter for denne store fare fra islamister er, at børnehaver kun serverer halalkød, og at drenge og piger ikke bader sammen, m.m. Når servering og salg af svinekød, der associeres med væmmelse og forbud i et muslimsk domineret land, ikke er et problem, hvorfor i al verden er salg af halalkød eller servering i fire børnehaver så et problem i dette demokratiske, frit tænkende land? Fordi det i forskellige stater i USA er almen praksis at omskære drengebørn ved fødslen, gør det jo ikke landet til et nyt Saudi-Arabien. De paranoide tendenser, omfanget af omtalen blandet med et ofte unuanceret og overfladisk kendskab til politisk islam kulminerede for mit vedkommende, da jeg læste en Kronik af Poul F. Hansen i Politiken 31. juli. I den ellers så velskrevne tekst er jeg dog kun enig med ham i en faktuel påstand, nemlig at han ikke er ekspert i islam, og jeg må hellere tilføje, at han bestemt heller ikke er specialist i det, han kalder et nyt begreb, politisk islam. Men han er ikke den eneste, og der er i tidens løb kommet mange bud på, hvad politisk islam er for en størrelse. Øjeblikkets mest trendy forslag er, at politisk islam er som stalinisme og nazisme. Det er ikke overraskende, for dele af denne politiske bevægelse, der defineres som politisk islam, er nemlig lige så ekstrem og afskyelig som disse. Problemet er bare, at politisk islam er et meget vidt begreb, der spænder fra det nuværende tyrkiske regeringsparti, AK, til det iranske og saudiarabiske regime og terrornetværk som al-Qaeda. Politisk islam er et vidt begreb, og hvis det endelig skal sammenlignes med politiske bevægelser, som er kendt i Vesten, kan man sammenholde det med hele venstrefløjen eller hele højrefløjen. Venstrefløjen er fordelt over et spektrum fra Socialdemokratiet i den ene ende til stalinisme i den anden ende. Højrefløjen fra Det Konservative Folkeparti på den ene side til nazisme på den anden. Ligesom der både findes grupper på venstre- og højrefløjen, der anvender voldelige metoder, findes dette også i politisk islam. Ligesom der findes moderate på både venstre- og højrefløjen, findes dette også i politisk islam. Politisk islam har eksisteret siden 1920'erne og er opstået som reaktion på politiske og samfundsmæssige forandringer, på undertrykkelse og social uretfærdighed. De verdslige regimer og ledere i disse lande har brugt diktatoriske metoder, snydt og bedraget befolkningen for velstand og social retfærdighed. Politisk islam var og er stadig oppositionsgrupper, der ønsker at forandre samfundet i retning af social retfærdighed. Politisk islam tiltrækker mennesker, der føler sig udelukket, ikke-accepteret eller uretfærdigt behandlet i samfundet enten af politiske, sociale eller økonomiske årsager. Opbakningen til disse bevægelser er ofte ikke drevet af religiøsitet. Det er primært individuelle og rationelle årsager, der får mennesker til at tilslutte sig politisk islam. Begrebet islam som religion eller tro har en symbolsk betydning. De politiske bevægelser er meget forskellige og har hver deres symboler, sprog og historie. Deres midler og mål er indbyrdes forskellige, og de har ofte ikke andet tilfælles end den symbolske referenceramme islam. Herhjemme er en af de mest ekstreme bevægelser inden for kategorien politisk islam Hizb-ut-Tahrir, der bl.a. har sendt afskyvækkende løbesedler ud om, at jøder skal dræbes. Men det er ikke mere frastødende eller mindre problematisk, end at en dansk nazist siger, at han ikke benægter holocaust, men at der døde for få jøder. Men nazisternes holdninger og meninger gør ikke hele højrefløjen til en flok ubarmhjertige idiotiske jødehadende svin og gør det slet ikke legitimt at mistænkeliggøre dem for at have samme holdninger som nazisterne eller være ansvarlige for deres holdninger. Vi udspørger ikke medlemmer af Det Konservative Folkeparti, om de går ind for at indføre et styre som i 1930'ernes Tyskland. Men når der er tale om politisk islam eller troende muslimer, blandes det hele sammen i en blender med en rød buldrende alarmklokke som følge, der overdøver alle andre nuancer og toner, og som unødvendigt får vores indre organer til at ryste og banke af adrenalin og frygt og medfører en fuldstændig irrationel opførsel. Denne absurde tendens legitimerer, at vi gennem spørgsmål mistænkeliggør medmennesker på en ubehagelig og grotesk måde. I Danmark bør vi, i stedet for at nære og piske en stemning op, holde hovedet koldt, tage os en kold tyrker og se på omfanget og den reelle trussel fra ekstremistiske islamiske grupper. Vi bør behandle troende muslimer og islamister som alle andre - nemlig ved ikke at mistænke dem for at være terrorister og Iran-lignende shariatilhængere og stille dem inkvisitionsspørgsmål, før der er en reel grund til det, f.eks. hvis der er udtrykt holdninger, der begrunder en uddybelse.