TIRSDAG 28. OKTOBER 2008, KLOKKEN 22.48: Det endelige valgresultat toner frem på skærmen hos både DR og TV 2, og sensationen er en kendsgerning: Det Radikale Venstre er med 26 mandater tilbage i en nøglerolle i dansk politik. VKO-flertallet er væk, og i stedet kan der dannes ikke mindre end tre flertal med de radikale som tungen på vægtskålen: et flertal sammen med Socialdemokratiet og venstrefløjen, et flertal med Venstre og de konservative og - mest overraskende - et flertal bestående af Socialdemokraterne, de konservative og de radikale. De politiske kommentatorer i tv-studierne prøver febrilsk at forholde sig til den nye situation, og på Christiansborg er der totalt kaos foran det radikale gruppeværelse, hvor Marianne Jelved har forskanset sig med en række centrale personer fra partiet. Mens journalister og fotografer er i næsten korporligt slagsmål for at stå bedst muligt placeret, når døren bliver lukket op, drøfter den radikale top situationen igennem - så roligt, som det er muligt med adrenalinen pumpende i kroppen. Der er ikke tvivl om, at den 65-årige Jelved bliver ny statsminister, men hvem skal man samarbejde med? Hvor kan de radikale få gennemført flest mærkesager, samtidig med at partiet støber fundamentet til et samarbejde, der gerne skal række ud over næste valg? Nogenlunde sådan må tankerne køre, når centrale radikale politikere i disse måneder prøver at visualisere den dag, hvor 'projekt Jelved som statsminister' bliver til virkelighed. Men hvordan kommer de radikale fra vision til virkelighed? Det bliver et langt, sejt træk, for alle andre partier i Folketinget vil have en interesse i at forvandle drømmen til et mareridt, hvor Marianne Jelved for det første ikke bliver statsminister, og hvor den radikale indflydelse for det andet bliver anderledes moderat, end de radikale ambitioner - og den radikale selvforståelse - rækker til. Uanset hvordan man leger med mandattallene for de enkelte partier, kan der kun skabes et dobbelt eller tredobbelt flertal med de radikale i hovedrollen på én eneste måde: De stemmer, der i 2001 gik fra SR-alliancen til V og DF, skal flyttes tilbage. Ikke til S og den øvrige venstrefløj, for så bliver der ikke noget dobbelt- eller tredobbelt radikalt flertal, men til Det Radikale Venstre (se skemaet). Ved sidste valg kostede hvert folketingsmandat 19.184 af de i alt 3.357.212 gyldige stemmer. At gå 9 mandater frem fra 17 til 26 koster således 172.656 stemmer. Netto skal disse stemmer vel at mærke alle sammen erobres fra højre side - og allerhelst fra Venstre og Dansk Folkeparti. Hvordan kan de radikale gøre det, når en del borgerlige vælgere får myrekryb ved tanken om Jelved som statsminister? Det er nødvendigt at vinde slaget i de medier, der har flest borgerlige vælgere blandt abonnenterne/seerne, men det er samtidig de medier, der er mest positive over for regeringen og tilsvarende mest kritiske over for det radikale projekt. Det vil sige Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, TV 2 og de store provinsdagblade som JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende, Nordjyske og Århus Stiftstidende. Den eneste anden måde at nå frem til drømmescenariet på er at overlade det beskidte arbejde med at erobre mandater fra V og O til Socialdemokraterne - og så opsamle de S-vælgere, der falder fra i den proces. Men dels er det usikkert, hvor mange der vil være at samle op, dels vil de radikale være i konkurrence med SF om opgaven. Så denne model er ikke realistisk. Liste B må lave arbejdet selv. Sideløbende med dette skal Socialdemokraterne erobre noget af det tabte tilbage fra Dansk Folkeparti - og de radikale må ikke tabe stemmer til S og SF i jagten på borgerlige vælgere. I hvert fald ikke netto. Det er noget af et kunststykke at skulle præstere - men det er muligt. Muhammedkrisen viste, at vælgerne kan flyttes. Samtidig kan den naturlige nedslidning, som rammer enhver regering, nu tydeligt ses i forhold til Fogh-regeringen, der ikke længere kan bruge SR-regeringen som undskyldning for det, der går galt. Venstres mærkesager er ved at være gennemført, og partiet kan ikke blive ved med at overleve på en stram udlændingepolitik og et skattestop, hvis negative sider for alvor er begyndt at kunne mærkes ude i kommunerne. Frustrationen og utålmodigheden i det borgerlige bagland er ved at være tydelig Leden ved Dansk Folkeparti hos rigtig mange borgerlige vælgere bliver også mere markant. Der vil blive ved med at komme sager som den umenneskelige behandling af børn på asylcentrene og den grove mistænkeliggørelse af en hel befolkningsgruppe i forbindelse med 'Libanonlisten' over de evakuerede danskere. Hver gang får det borgerlige vælgere til at overveje, om ikke målet snart er fuldt. Men disse vælgere oplever endnu ikke, at der er et nærliggende, troværdigt alternativ. Det er det, de radikale skal gøre sig selv til. Også i forhold til S er der en stor bane at spille på. Ved at kopiere regeringens politik på alle centrale områder er der skabt øget opbakning til SF, uden at Socialdemokraterne har været i stand til at høste fra højre. Velfærdsforhandlingerne gav ikke den forventede bonus, og udspillet 'Samling og fornyelse', hvor partiet gjorde sig til talsmand for en række ufinansierede velfærdsforbedringer (samtidig med at man accepterer skattestoppet), har ikke sat sig store spor i den offentlige debat. For rigtig mange vælgere fremstår Socialdemokraterne stadig ikke som et troværdigt alternativ til regeringen, og det er svært at pege på de områder, hvor partiet for alvor kan slå igennem. Helle Thorning-Schmidt har ikke evnerne til at blive statsminister. Og med Henrik Sass Larsen som hendes tro væbner og den, der lægger Socialdemokraternes kurs, er det svært at få øje på resten af det historiske værdifællesskab mellem S og R. Desværre. Personligt ville jeg ønske, det var der, men der er ikke meget at bygge på med den nye S-ledelse som omdrejningspunkt. Og så er der jo ikke andet at gøre for de radikale end at gå selv. På personplanet står de radikale rigtig godt. Kommunalvalget gav partiet den stærkeste lokale bastion, man har haft i nyere tid, og folketingsvalget i 2005 sammensatte en folketingsgruppe, der består af en rigtig god blanding af unge og gamle, erfarne og uerfarne, mænd og kvinder, københavnere og provinsboere. Der er ingen nitter i gruppen, men tværtimod en række talenter, der for alvor er begyndt at folde sig ud nu, hvor indkøringsfasen er overstået. På topplan står partiet med et stærkt trekløver. Sidst på foråret viste en meningsmåling i MetroXpress, at Marianne Jelved er langt mere troværdig som oppositionsleder end Helle Thorning-Schmidt. Håndtasken er et solidt indarbejdet brand. Samme måling viste også, at Naser Khader uden for enhver konkurrence er Danmarks mest populære politiker. Hertil kommer partiets uofficielle kronprinsesse, Margrethe Vestager, som har en meget høj troværdighed som politiker, som er bredt respekteret, og som er god til at 'brænde igennem' både på en talerstol og i tv. Ingen andre partier kan mønstre tre så stærke personer - der samtidig til dels appellerer til hver sit segment - at sætte i spidsen for en politisk kampagne og en valgkamp. Også på det overordnede plan er udgangspunktet godt i kraft af de radikales visionspapir 'Det Kreative Danmark'. Som det eneste parti har Det Radikale Venstre en detaljeret formuleret vision for fremtidens Danmark og dermed en samlende, fælles ramme for partiets arbejde. Ingen af de øvrige partier har p.t. nogen vision - de har projekter. Venstres projekt er at føre en stram indvandrerpolitik, at stå vagt om skattestoppet og at holde Fogh ved magten, de konservatives projekt er at holde skruen i vandet og vente på bedre tider, Socialdemokraternes projekt er at kopiere regeringens politik på alle centrale områder i et forsøg på at nå op på samme stemmetal som ved sidste valg, og SF gentager sig selv for 30. år i træk. Kun Dansk Folkeparti har noget, der ligner en vision: et indvandringsfrit, tidehvervskristent, stærkt nationalistisk Danmark. Det Radikale Venstre har kort sagt stort set hele visionsbanen for sig selv. Udfordringen er at konkretisere visionen og brede sig tilstrækkeligt langt ud i den offentlige debat. Hvilken strategi skal partiet forfølge for at nå målet? Først og fremmest må den grundlæggende udmelding om Jelved som statsminister være helt utvetydig: De radikale vil ikke være med til at give hverken Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt statsministerposten. Punktum. Det lykkedes ikke i foråret at få medierne - og dermed vælgerne - til at tro på, at de radikale for alvor vil nægte at gøre Helle Thorning-Schmidt til statsminister efter næste valg. I den første periode efter lanceringen af Marianne Jelved som statsministerkandidat var de radikale meldinger da også skiftende, men på det seneste har der ikke været slinger i valsen. Et enkelt citat fra Margrethe Vestager: »Vi kan ikke pege på Helle Thorning som statsministerkandidat. Hverken nu eller efter et valg. Vores partier er gledet fra hinanden på områder, som vi radikale vurderer som helt afgørende for Danmarks ve og vel. Derfor er det ikke noget, vi bare kan lægge af os igen efter et valg og så sige »lad os nu gøre Helle Thorning til statsminister««. Mere utvetydigt kan det vist ikke siges. Men de mange solomeldinger hen over sommeren fra diverse radikale politikere har vist, at der endnu ikke er intern enighed om, hvordan strategien udmøntes i praksis. Den enighed skal opnås på sommergruppemødet midt i august og på landsmødet midt i september. Lykkes det ikke, har det radikale projekt ikke en chance for at nå i mål. Mange - rigtig mange - borgerlige vælgere vil ikke stemme på Jelved, hvis der er den mindste tvivl om, at det i sidste ende fører Helle Thorning-Schmidt ind i Statsministeriet. Og i det hele taget viser alle erfaringer, at et parti i splid med sig selv er et parti i fuld fart på vej nedad i meningsmålingerne. I den forbindelse skal den radikale partitop også forholde sig til det åbenlyse problem, at der i partiets bagland er stærke kræfter, som langt hellere ser et samarbejde med Socialdemokraterne end med V og K. En del af dem ønsker, at man gør som i Norge, hvor centrum-venstre kom til magten gennem et fælles valgoplæg. Centreret omkring kommunale rådmænd i København og Århus - Klaus Bondam, Uffe Elbæk og Peter Thyssen - er denne holdning blevet markedsført flere gange hen over foråret og sommeren. Fortsætter det, kan det blive gift for det radikale slogan om 'den anden vej', hvor man igen og igen peger på alle de områder, hvor Socialdemokraterne og VK ligner hinanden til forveksling. En tredje forudsætning for succes er at få lagt debatten om den radikale arvefølge død. Helt død. Den slags historier fænger i medierne med samme lethed, hast og katastrofale følger som en gnist i skoven midt i hedebølgen. Hvis temaet først slår rod hos journalisterne, risikerer partiet, at alle udtalelser læses og tolkes som led i en personstrid. Skal de borgerlige vælgere vindes, må partiet i den kommende tids debat forholde sig meget konkret og detaljeret til de kerneområder, der i 2001 førte til vælgerskredet væk fra SR. Her kan der analyseres og debatteres længe frem og tilbage omkring skolepolitik, længere fængselsstraffe etc. - men det afgørende område, der stadigvæk for alvor rykker, er indvandrings- og integrationspolitikken. Marianne Jelved har fortjent høstet meget ros - og mange mandater - på at insistere på menneskerettighedernes ukrænkelighed, at alle skal behandles ens, og at det ikke er et problem i sig selv at 'være etnisk', hvorimod det er et problem at være dårligt uddannet, med dårlige sprogkundskaber og uden arbejde. Men uanset hvor mange borgerlige vælgere der i deres stille sind har kvalme ved tanken om VK's samarbejde med Dansk Folkeparti - og som radikal politiker møder man dem jævnligt - så er de humane, radikale grundholdninger ikke nok til at skabe det borgerlige vælgerjordskred, der skal til. Her er det et problem, at partiets måde at kommunikere på i alt for høj grad er rettet mod segmentet af i forvejen overbeviste, unge, københavnske kernevælgere. Skal partiet vokse fra 17 til 25+ mandater, skal partitoppen blive bedre til at snakke, skrive og tale på en måde, der tager udgangspunkt i virkeligheden og dagligdagen hos de potentielle vælgere, der læser Jyllands-Posten og Fyns Stiftstidende, og ikke i virkeligheden og dagligdagen hos storbyernes caffelatte-segment. Ellers overvindes fordommene om Det Radikale Venstre ikke. Og ellers tør 175.000 borgerlige vælgere ikke flytte deres kryds til liste B, når de står inde i stemmeboksen. Men kan partiet gå målrettet på strandhugst hos VKO-vælgere uden at tabe - eller i hvert fald dybt frustrere - de mange medlemmer og de mange vælgere, der traditionelt hælder mod Socialdemokraterne? At mestre den balancegang bliver den helt store udfordring.