Begge domsafsigelser i Hommelsagen, først byrettens, siden landsrettens, er yderst betænkelige, fordi de på hver sin måde virker som lakajtjenester for militæret. Som beskyttelse af militærets renommé og som forsvar for en kaptajn i hæren og ikke mindst: en legitimation af torturagtige forhørsmetoder. Lad mig tage landsretten først: Kaptajn Annemette Hommel blev her frifundet 6.7., domstolen fandt ikke hendes forhørsmetoder grove nok til straf. Dette er kun at beklage, det burde de være - forstå mig ret. Landsrettens afgørelse sendtes ud i pressemeddelelsens form, altså kogt ned til, hvad vi må formode er det væsentligste. Der er så at sige fire punkter i denne tekst, og de krænker alle min retfærdighedsfølelse. For det første nævnes, i afsnit for sig, militærets ændrede regler fra januar 2006 om pligtforsømmelse og begrænset strafansvar, hvilket ubesværet kan fortolkes som ret til stramning af forhørsmetoderne. Det lyder i sin skræmmende enkelhed således: »Ved ændringen skete der en væsentlig begrænsning af strafansvar for militære pligtforsømmelser«. Ser vi samtidig på den mystiske dom i byretten, hvor kaptajn Hommel blev kendt skyldig i grov pligtforsømmelse, men kom ud af det straffri, er man ude på en glidebane, på vej til det, jeg kalder en 'robotgørelse' af soldaten. Man fremhæver et sådant nyt regelsæt, og det gør man vel, fordi det bragtes i anvendelse med tilbagevirkende kraft. De nye regler var altså ikke gældende, da kaptajn Hommel misbrugte sin stilling under forhør af irakiske fanger, det var nemlig i maj-juni 2004. Kort sagt: Det er en del af frifindelsen, at det, forhørsleder Hommel foretog sig i 2004, ville være i orden i dag. Med hensyn til love og regelsæt, der bruges med tilbagevirkende kraft/effekt, er det vel principielt lige meget, om det er med negativ eller positiv virkning. Det er i alle henseender dybt betænkeligt, at det overhovedet forekommer. Vi erindrer os en skamplet på dansk retshistorie, nemlig efter besættelsen med indførelsen af dødsstraffen med tilbagevirkende kraft, hvilket skete for at imødekomme danskernes (tænkte?) behov for at få hævn over landsforrædere. Tager vi en formildende lov med tilbagevirkende kraft op, kan man forestille sig de mest groteske situationer opstå, hvor indlysende forbrydelser ikke straffes: En militærperson begår en forbrydelse, dømmes og anker sagen. Et par år efter at forbrydelsen er begået, har man imidlertid lavet en lov, som præmierer folk for samme type forbrydelse. Sagen kommer for, og militærmanden forfremmes ... Som et andet punkt nævnes, at »udspørgningerne, som den tiltalte kaptajn selv har beskrevet næppe er ganske i overensstemmelse med den beskyttelse, der ønskes givet tilbageholdte - «, altså i forhold til paragraffer i Genèvekonventionerne. Læg mærke til det flimrende vage sprog, »næppe er ganske i overensstemmelse«, men så følger det: Det skal landsretten ikke tage stilling til. Den skal, siges det, alene tage stilling til, om den tiltalte under udspørgningerne »groft« har tilsidesat paragraf 27 i militær straffelov. Det har hun altså ikke. Imidlertid, siger professor Bent Sørensen, mangeårig ekspert i torturspørgsmål og medlem af komitéer i FN, 5.8.04 til Dagbladet Information, at de fire væsentligste punkter, der i FN's torturkonvention tilsammen beskriver tortur, er opfyldt i det, kaptajn Hommel beskyldes for. I landsrettens tekst springer det i øjnene, at der kun henvises til »udspørgninger«, som den tiltalte kaptajn »selv har beskrevet«. Hun frikendes altså i henhold til egen fremstilling. Nu kan vi dels se eufemismerne brede sig, 'udspørgninger' lyder blødere end 'forhør' - og dernæst erfare, at i afsnittet er andre soldaters og tolkenes beskrivelser ikke nævnt. Hvorfor ikke? Fordi ingen militære politisoldater, der havde bidraget til forhørene, og som var under anklage, støttede tolkenes vidneudsagn. Tolken Nadia Muhammad udtaler til avisen, at de løj i retten og var som »en familie«, der holdt sammen. Tolkene stod altså alene mod militæret. Landsrettens frifindelse henholder sig åbenlyst til den anklagedes egen beskrivelse af sagen. Det tredje punkt omhandler kaptajn Hommels (ofte fremhævede) uvidenhed. Hendes uvidenhed og manglende instruktion i forhørsmetoder nævnes som en del af frifindelsen. »Hun havde ingen nærmere retningslinjer for udspørgningerne, og hun fik ingen vejledning fra sine overordnede ved forespørgsel herom«. Lad mig erindre om Annemette Hommels uddannelse både civilt og militært og konstatere, at hun udøvede torturlignende 'udspørgninger', som hun selv må tage ansvaret for. Hvad i alverden andet? Landsrettens tekst er formuleret som et direkte forsvar for Annemette Hommel og som undskyldninger for hendes optræden. Er det landsrettens opgave? I et fjerde punkt bemærkes det, at »Der var heller ingen af de tilbageholdte, der led skade, og ingen af dem klagede«. Hvordan i alverden måler man psykiske men på fanger, man slipper fri? Og hvor naiv og uvidende har en domstol lov at være? Naturligvis klager en irakisk mand ikke over mishandling under forhør, dette ville nemlig i det regime, han har levet under, være ensbetydende med yderligere tortur eller måske likvidering. Men altså, hurra, ingen klagede eller humpede fra stedet. Tolken Nadia Muhammad fortæller i Information 12.1.2006: »Alt i irakernes liv var præget af at have levet under Saddam. I 25 år skulle alle konstant vise, at de holdt af ham, og hjælpe med at finde frem til dem, der ikke støttede ham. Derfor var de ekstremt bange, når de blev afhørt, for mange af de afhørte så man aldrig igen. Afhøringer var for dem bare et andet ord for tortur ... Irakerne var vant til ikke at kunne sige noget som helst af frygt for, at det ville blive brugt imod dem. Hver aften var Saddam på tv, og hver morgen blev børnene i skolen spurgt, hvad han havde sagt. Hvis børnene så ikke havde fået lov til at se tv af forældrene, kunne forældrene risikere at blive afhentet ... Da en fange med smerter spurgte Annemette Hommel, om de ikke bare kunne slå ham ihjel, svarede hun: »Det gør vi måske også ...«. Selvfølgelig spillede hun (Hommel) på, at han var bange for at dø. Hvorfor skulle hun ellers sige det?«. Fortæller altså tolken. Det forekommer ganske usandsynligt, at tolkene har startet denne sag som chikane mod kaptajn Hommel (som det er blevet hævdet af samme). Sagen har været en stor belastning også for tolkene, og det er utænkeligt, at de står frem og indberetter af andre grunde end tynget samvittighed. »Jeg skulle have sagt fra over for Hommel før«, som en af tolkene udtalte. Hun eksponerer tilmed sin egen ikke så flatterende rolle, og alt i alt sætter man ikke en sådan lavine i gang for at skade en kaptajn i hæren. Her er en tekst fra Ritzau 17.6. 2005: »9. juni 2004 var temperaturen i Camp Eden krøbet op på 50 grader, og selv om fangerne bad om vand, blev det afvist af Hommel. Fangerne var lagt i håndjern bag på ryggen, og de blev på skift ført ind i afhøringsteltet, hvor de blev skubbet ned på gulvet med ordre om at sidde på knæ med benene bøjet i en 90-graders vinkel og med rank ryg. Hvis de flyttede på sig eller lod bagdelen synke ned på underbenene, rettede en militærpolitisergent fangerne op igen, og de sørgede også for at holde deres hoveder fast rettet mod Hommel. De var rædselsslagne. De bad om lov til at sidde anderledes mange gange, men svaret var nej, eller også blev det ignoreret. Jeg husker så tydeligt deres tørre læber, og hvordan de sagde: »Åh, Gud, giv mig lidt vand!«. De faldt sammen hele tiden, men blev rettet op ...« (tolken). Annemette Hommels forsvarer, Ebbe Mogensen, forsøgte at så tvivl om tolkens færdigheder og samarbejdsvilje ved at læse op af notater fra Camp Eden, hvor hun blandt andet betegnes som snu, udspekuleret, ekstremt forkælet og med konstant fokus på kønskrænkende adfærd« (Ritzau slut). Det regnes, så vidt jeg ved, for dårlig skik at sværte et vidne til, her med diverse påstande om tolkens umodenhed, ekstreme forkælethed, snuhed og med »konstant fokus på kønskrænkende adfærd«. Man må håbe, at anklageren er sprunget op som en trold af en æske og har mindet om, at dette sandelig er den omvendte verden, fordi den udbredte behandling af irakiske tilbageholdte, amerikanernes adfærd i fængslerne og i øvrigt det meste af den militære jargon er gennemsyret af perverteret sexchikane. At angribe en tolk for i denne sammenhæng at have »konstant fokus på kønskrænkende adfærd« er det rene pip. Det er der al mulig grund til at have. Lad os se på hån og trusler mod fangerne. Det kræver mod at sætte de omtalte forhørsmetoder ind i den sammenhæng, de hører hjemme - i en endnu grusommere, nemlig amerikanernes fremfærd mod irakiske fanger. Sætter vi kaptajn Hommels metoder ind i de rammer, de egentlig hører hjemme i - vi er jo allierede med USA - er sagen rystende, og det undrer mig, at ingen har samlet puslespillet. Lad os snuppe et billede fra nettet: En amerikansk kvindelig soldat griner dumt og peger mod de irakiske mænds køn, hun laver 'et gevær' med arme og hænder og fingre, fangerne står nøgne på række og med sorte plastikposer over deres hoveder, og de har sikkert lige hørt, at der blev taget ladegreb på en maskinpistol. Men fangevogteren imiterer altså bare et gevær - men det kan fangerne ikke se. Når en dansk kvindelig officer råber ydmygende ting til en forpint, hugsiddende mand og kalder ham en hund og en »mand uden penis«, og denne mand har set de frygtelige fotografier - tror han, det værste snart vil ske. Hvad andet? Selv ikke den grønneste eller naiveste advokat ville protestere mod denne sammenhængs relevans. Kaptajn Hommel truer altså indirekte en mand med at få skudt sin penis af, for der mangler bare ordet 'snart'. Du er en hund! Og snart en mand uden penis! Alle og enhver, også i Irak, kender de nævnte fotografier. Fangen er ligeledes vidende om, at vi er allieret med soldaterne på disse fotografier - det er altså den råbende kaptajn foran ham også, og det er jo noget af en pointe. Vi befandt os, i maj-juni 2004, på det tidspunkt Annemette Hommel forbrød sig, ikke i en meget presset krigssituation, som for eksempel at danske soldater netop var taget som gidsler. Dette er værd at understrege, for ellers lyder omkvædet snart: »Du sidder trygt og langt væk fra det hele, og du dømmer mennesker midt i krigens gru og aner ikke, hvad du taler om!«. Begivenhederne fandt ikke sted i en situation, som en veluddannet officer ikke burde kunne håndtere efter humane regler. Konklusionen er naturligvis, at dét, kaptajn Hommel har foretaget sig, var hverdagskost på stedet, og at det var velsignet hele vejen oppefra og ikke mindst: er det rene vand, ved siden af hvad vores allierede venner, amerikanerne, foretager sig. Nu til byrettens uudgrundelige afgørelse. Hommel kendtes skyldig i anklagerne, men forblev straffri. Med hensyn til straffrihed kunne der her være tale om noget samstemmende mellem de to domstoles holdninger. Jævnfør de i pressemeddelelsen understregede punkter om kaptajnens uvidenhed. Vi befinder os imidlertid ikke i et militært diktatur, og hvervede soldater kommer ikke som analfabeter ned fra tyrkiske bjerge eller ind fra bøhlandet i Texas til en omgang amerikansk hjernevask. Kun i lignende tilfælde med resursesvage unge, som er bange for straf og repressalier i et hel- eller halvfascistisk system, kan den enkelte soldat fritages for ansvar for sine handlinger. Dog, robotgørelsen af kaptajn Annemette Hommel bekræftedes af den dom, der altså faldt i byretten, man ville måske indirekte skærpe anklagen mod 'systemet' og de overordnede militærfolk. Men det er samtidig en krænkelse af noget centralt i vores kultur, nemlig den del af den personlige frihed, som indbefatter et: under ansvar - i ytringer og i handlinger. Det skal i øvrigt nævnes, at auditørkorpset, som figurerede som anklager, ankede dommen, da man mente, at Annemette Hommel skulle i fængsel. Hvordan kan et forsvar i et højt udviklet demokrati som vores bringe officerer i felten, som ikke undlader at ydmyge og pine fanger, medmindre det modsatte er blevet dem beordret? »Du må ikke lade fangerne sidde i besværlige og stressende hugstillinger, nægte dem vand, når de er tørstige, og råbe, at de er hunde og røvhullet af et svin!«. Det skulle man åbenbart have nedskrevet eller mundtligt indprentet kaptajn Hommel. Det kan enhver ved sine fulde fem høre er langt ude i skoven. Det er endda en kendsgerning, at man ikke kan tillægge tilståelser nogen reel betydning, når de er fremkommet under tortur, så hvad er alt dette andet end herrefolksmentalitet, som her folder sig ud? Eksempler på fascistisk mentalitet ser vi i den nedværdigende behandling af mennesker, som er fremmedartede for os, især naturligvis i krige og krigslignende situationer - og kaptajn Hommel ville aldrig behandle f.eks. en skandinavisk fange, som hun behandlede de irakiske. Kan man forestille sig kaptajn Hommel tvinge en svensker til hugsiddende stilling i timer i 50 graders varme i et telt, nægte ham vand, når han bad om det, og kalde ham en hund og en mand uden penis? Det kan man ikke. En forhørsleder, som udsætter mistænkte fanger for ydmygelser og stress - især når vi har at gøre med irakiske mænd afhørt og ydmyget af en kvindelig officer - spiller bødlens rolle over for ofret, og der er naturligvis mange varianter af dette spil. Et af mine yndlingscitater i denne forbindelse er af forfatteren Albert Camus: »Bøddel og offer lider samme skæbne. Bødlen ved det ikke«. Det er måske et lidt filosofisk citat, for på det fysiske plan kan forhørslederen eller/og bøddelen trække sig tilbage til et veldækket middagsbord og derpå se en film i lejrens bio, mens fangen kan ligge tørstende på et cementgulv og derpå forestille sig eskalerende ydmygelser. Altså frygte forestående og mere handlekraftig tortur. Man ydmyger en fange, og man bliver selv til ydmygelsen. Danskernes tilstedeværelse i Irak skulle - foruden at være fredsoprettende - også være som spydspids for demokrati og retssikkerhed og meget mere, som en moderne civilisation skulle repræsentere. Tilsyneladende har i al fald én kaptajn i hæren med samt hendes underordnede politisoldater ikke været ordentligt informeret om disse forpligtelser.