0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kontrol og mistillid presser omsorgen ud

Regel- og kontrolkulturen i ældreomsorgen er brudt sammen. Alle forsøgene med detailadministration, minutmålinger og skemaer har ikke ført til mere, men mindre effektivitet. Det, der er brug for, er en ny omsorgs- og samværskultur. Det vil kræve et mentalt badutspring for politikerne. Men det virker!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ældreomsorgen er under voldsom kritik; har været det gennem en årrække. Især plejehjemmene holder for.

Borgere og pårørende klager over mangel på kærlighed og varme; de klager over tonen, over måltider, som tager form af affodring, over utilstrækkelig personlig pleje, over overmedicinering!

Personalet klager over et urimeligt arbejdspres. Mange valgte deres job af lyst til at skabe en god og varm alderdom for deres ældre medborgere. De fik et realitetschok ved mødet med den kommunale dagligdags minuttyranni og den almindelige nedvurdering af deres faglige kompetence. Resultatet er blevet en tiltagende personaleflugt fra området.

Lederne klager over utilstrækkelige ressourcer, og især klager de over bunkevis af administrative byrder, regler og kontrol, som tager tiden fra omsorgen, og som de opfatter som en dyb mistillid fra politikernes side.

Politikeren forstår ikke kritikken, selv om den jo i høj grad retter sig mod ham. Han finder den urimelig og til dels kværulantisk. Har politikerne måske ikke år for år postet flere og flere penge ind i systemet? Og nu får de utak til gengæld. Når medierne slår dokumenterede skandaler op på forsiden, kan politikerne naturligvis ikke benægte dem. Men de kan på den anden side slet ikke vedkende sig, at de skulle have et stort ansvar for kvalitetsbristerne. På spørgsmålet om, hvad de vil gøre ved det, er svarene uundgåeligt enten, at de vil foranstalte en undersøgelse, så man kan finde den ansvarlige, eller at de vil lave nye regler i tillæg til de regelbjerge, som findes i forvejen.

Ingen af delene hjælper!

Tværtimod: Jagten på ansvarlige forøger utrygheden i systemet, og vækst i regelbjerget flytter interessen væk fra mennesket, tager tiden fra omsorgen og forhindrer personalet i at bruge deres faglige kompetence. Politikernes reaktion på kritikken medvirker til, at kvaliteten af omsorgen forringes yderligere.

Debatten har ikke ført til en bedre erkendelse af problemernes kerne og har derfor heller ikke bragt nogen løsning inden for synsvidde. Det fører ingen vegne at se på enkeltsager og lede efter ansvarsplacering og kontrol. Man må stille helt andre spørgsmål!

For mig er der ingen tvivl om, at en væsentlig del af dilemmaet hænger sammen med, at de seneste 10 års udvikling har blotlagt en konflikt mellem to helt forskellige arbejdskulturer og værdisystemer i dansk ældreomsorg: På den ene side en regel- og kontrolkultur, som bæres af kravene fra det politiske system, og på den anden side en samværs- og omsorgskultur, som er i opposition til og trængt af kontrolkulturen.

Regel- og kontrolkulturen er præget af de opgaver, som det politiske system skal løse. I forhold til ældreomsorgen ser politikeren det som sin opgave at prioritere plejeopgaverne i forhold til andre opgaver og at sikre, at ressourcerne udnyttes effektivt. Politikeren ved, at han bliver stillet til ansvar, hvis der kan påvises tilfælde af misrøgt, forsømmelighed, ressourcespild, vilkårlighed, overtrædelse af regelsæt etc. Og han vil ganske naturligt se det som en afgørende kvalitet, at hjemmeplejens ydelser udformes og tilrettelægges, så han beskyttes mod sådanne klager eller angreb.

Politikerne har - nu som før - et forståeligt ønske om at kunne lægge et niveau for hjemmehjælpen på grundlag af en reel viden om, hvad der kan lade sig gøre for pengene. Politikeren har imidlertid kun i meget grove træk mulighed for selv at vurdere, om der er et rimeligt forhold mellem på den ene side de økonomiske og personalemæssige ressourcer og på den anden side den glæde, borgerne får ud af det.

Uden detaljerede fælles retningslinjer for hjælpen frygter politikerne, at de individuelle vurderinger af borgernes behov bliver vilkårlige og uensartede. De fleste føler sig ikke generet af det. Borgere foretrækker individualiseret hjælp frem for skematiseret hjælp.

Politikerens centrale kvalitetskriterier er:

  • Styring og kontrol med ressourceforbruget
  • Styring og kontrol med ydelserne og ydelsesniveauet
  • Styring og kontrol med ydelserne til den enkelte
  • Retssikkerhed og ensartethed i leveringen af ydelserne. Afgørende for, at disse for politikeren så vigtige kvaliteter kan opfyldes, er, at der udvikles styringssystemer og måleredskaber så vidt muligt 'objektive' så politikeren kan være tryg, når angreb sættes ind fra enkeltborgere eller medier. Regel- og kontrolkulturen giver politikeren større beskyttelse, end den giver borgerne, som slet ikke kan finde rundt i regelbjergene, hvorfor de naturligvis heller ikke føler sig beskyttet. Forudsætningen for reglernes og måleredskabernes anvendelighed er imidlertid, at man objektivt kan måle de forhold, som har betydning for omsorgens kvalitet. Nogle kvalitetselementer kan godt måles, f.eks. om de tildelte opgaver overhovedet bliver udført, om det er den samme hjælper hver gang, om der sker aflysninger etc. Men de 'bløde' kvalitetselementer, der har at gøre med de personlige relationer mellem borgeren og hjælperen, kan ikke måles. Derfor bliver det uvægerligt de målbare kvalitetselementer, der bliver genstand for styringsbestræbelserne. Det bliver dem, som systemet indretter sig efter, og som den enkelte medarbejder måles på. Målbare kvalitetselementer fortrænger de ikke målbare. Hermed er der skabt en alvorlig konflikt mellem politikernes og brugernes ønsker til ældreomsorgens kvalitet. Det alvorligste er, at de to forskellige sæt af kvalitetsønsker kræver helt forskellige arbejdskulturer, som nærmest er uforenelige. Omsorgs- og samværskulturen tager sit udgangspunkt i den sociale sammenhæng, som borgeren lever i. Når det drejer sig om plejehjem, handler det først og fremmest om samværet mellem beboerne indbyrdes og mellem dem og personalet. Omsorgs- og samværskulturen trives derfor bedst, når plejehjemmet har et fast personale. Den moderne såkaldte 'integrerede pleje', hvor opgaverne løses af skiftende personale, som også arbejder i hjemmeplejen, er ikke gunstig for udviklingen af en omsorgs- og samværskultur. Ideen bag omsorgs- og samværskulturen er, at fællesskabet mellem beboerne indbyrdes og mellem dem og personalet medvirker til at mobilisere og udvikle de tilbageværende ressourcer hos beboerne. Det umiddelbare formål er at fremme trivslen, men samtidig opnås typisk også, at beboernes selvhjulpethed og selvbestemmelse styrkes. En sandfærdig historie fra et plejehjem i Roskilde kan belyse, hvad det drejer sig om. På et selvejende plejehjem flyttede en ny beboer ind. Han var meget dårlig. Lam i underlivet og afhængig af sin kørestol. Havde besvær med vandladningen. Psykisk meget medtaget, grædende og klynkende. Krævede ustandselig, at personalet skulle være om ham, om ikke for andet så for at bringe ham på toilettet. Man prøvede med psykofarmaka, men det hjalp ikke. Ved en samtale med de pårørende blev det bragt for dagen, at billard havde været hans brændende interesse livet igennem. Landsdelsmester flere gange. En sand kunstner i masséstød. Det beundrede centrum i klubben en ressource var kommet op i dagens lys! Ved hjælp af et legat, knyttet til institutionen, fik plejehjemmet anskaffet et billard. Den ny beboer arbejdede fra kørestolen lidt med køer, kegler og baller, men det kneb med at udføre det berømte masséstød fra kørestolen. Med støtte fra albuerne lykkedes det dog mesteren at hæve sig op til noget, der lignede et masséstød, og ved intensiv træning fik han nogenlunde styr på det. Med tiden dannede sig en begejstret skare omkring mesteren af mandlige medbeboere og besøgende, som var med til at hæve det sociale niveau på hjemmet. Fra at være en belastning var beboeren blevet et aktiv. Også den fysiske tilstand blev forbedret af anstrengelserne ved billardbordet, f.eks. fik han lettere ved uden hjælp at flytte sig fra kørestolen over på en s