Ældreomsorgen er under voldsom kritik; har været det gennem en årrække. Især plejehjemmene holder for. Borgere og pårørende klager over mangel på kærlighed og varme; de klager over tonen, over måltider, som tager form af affodring, over utilstrækkelig personlig pleje, over overmedicinering! Personalet klager over et urimeligt arbejdspres. Mange valgte deres job af lyst til at skabe en god og varm alderdom for deres ældre medborgere. De fik et realitetschok ved mødet med den kommunale dagligdags minuttyranni og den almindelige nedvurdering af deres faglige kompetence. Resultatet er blevet en tiltagende personaleflugt fra området. Lederne klager over utilstrækkelige ressourcer, og især klager de over bunkevis af administrative byrder, regler og kontrol, som tager tiden fra omsorgen, og som de opfatter som en dyb mistillid fra politikernes side. Politikeren forstår ikke kritikken, selv om den jo i høj grad retter sig mod ham. Han finder den urimelig og til dels kværulantisk. Har politikerne måske ikke år for år postet flere og flere penge ind i systemet? Og nu får de utak til gengæld. Når medierne slår dokumenterede skandaler op på forsiden, kan politikerne naturligvis ikke benægte dem. Men de kan på den anden side slet ikke vedkende sig, at de skulle have et stort ansvar for kvalitetsbristerne. På spørgsmålet om, hvad de vil gøre ved det, er svarene uundgåeligt enten, at de vil foranstalte en undersøgelse, så man kan finde den ansvarlige, eller at de vil lave nye regler i tillæg til de regelbjerge, som findes i forvejen. Ingen af delene hjælper! Tværtimod: Jagten på ansvarlige forøger utrygheden i systemet, og vækst i regelbjerget flytter interessen væk fra mennesket, tager tiden fra omsorgen og forhindrer personalet i at bruge deres faglige kompetence. Politikernes reaktion på kritikken medvirker til, at kvaliteten af omsorgen forringes yderligere. Debatten har ikke ført til en bedre erkendelse af problemernes kerne og har derfor heller ikke bragt nogen løsning inden for synsvidde. Det fører ingen vegne at se på enkeltsager og lede efter ansvarsplacering og kontrol. Man må stille helt andre spørgsmål! For mig er der ingen tvivl om, at en væsentlig del af dilemmaet hænger sammen med, at de seneste 10 års udvikling har blotlagt en konflikt mellem to helt forskellige arbejdskulturer og værdisystemer i dansk ældreomsorg: På den ene side en regel- og kontrolkultur, som bæres af kravene fra det politiske system, og på den anden side en samværs- og omsorgskultur, som er i opposition til og trængt af kontrolkulturen. Regel- og kontrolkulturen er præget af de opgaver, som det politiske system skal løse. I forhold til ældreomsorgen ser politikeren det som sin opgave at prioritere plejeopgaverne i forhold til andre opgaver og at sikre, at ressourcerne udnyttes effektivt. Politikeren ved, at han bliver stillet til ansvar, hvis der kan påvises tilfælde af misrøgt, forsømmelighed, ressourcespild, vilkårlighed, overtrædelse af regelsæt etc. Og han vil ganske naturligt se det som en afgørende kvalitet, at hjemmeplejens ydelser udformes og tilrettelægges, så han beskyttes mod sådanne klager eller angreb. Politikerne har - nu som før - et forståeligt ønske om at kunne lægge et niveau for hjemmehjælpen på grundlag af en reel viden om, hvad der kan lade sig gøre for pengene. Politikeren har imidlertid kun i meget grove træk mulighed for selv at vurdere, om der er et rimeligt forhold mellem på den ene side de økonomiske og personalemæssige ressourcer og på den anden side den glæde, borgerne får ud af det. Uden detaljerede fælles retningslinjer for hjælpen frygter politikerne, at de individuelle vurderinger af borgernes behov bliver vilkårlige og uensartede. De fleste føler sig ikke generet af det. Borgere foretrækker individualiseret hjælp frem for skematiseret hjælp. Politikerens centrale kvalitetskriterier er: