»Det er danske folkevalgte politikeres pligt at skabe en lovgivning om gratisaviser, der nøje definerer deres form og udbredelse. Ellers må de påtage sig skylden for det største demokratiske og kulturelle tilbageskridt i danmarkshistorien«. De ord stod forleden at læse i en publikation, der i sig selv er et modtræk til - eller i hvert fald en reaktion på - udviklingen i dansk presse, ikke alene gratisaviserne, men også de dagblade, vi endnu betaler for. Gratisavisernes undergravning af den nyhedsformidling, demokratiet bygger på, vender jeg tilbage til. Først et par ord om den publikation, jeg har hentet citatet fra, nemlig mit eget webmagasin: Det var mit temperament, der for et par år siden fik mig til at beslutte, at jeg ikke gad skrive i danske dagblade mere. Jeg var godt gal i skallen over, at man aldrig fik en øre for sit arbejde, hvor jeg tidligere kunne supplere mine indtægter som forfatter ved at skrive artikler og kronikker. Og desuden fik jeg kun de mest tamme indlæg på. Alt mit hjerteblod kunne jeg lade stå i 'dokumenter' på pc'en, hvor det samlede elektronisk støv. Men hvad gør et menneske, der får tre gode idéer om dagen til løsninger på problemer eller til skarptandet kritik? Ja, han laver sit eget webmagasin. Det blev til www.kritiskportal.dk, et webmagasin for politik, kunst og kultur. Og jeg lagde hårdt ud med at kommentere Muhammedkrisen, som det hårdtpumpede mediestunt kom til at hedde, og hvor man roligt kan sige, at oplysningsniveauet var lavt. »I det hele taget har der fra begyndelsen af været et offer, nemlig den sunde fornuft ... Indvandrervennerne og indvandrerfjenderne kan roligt tage hinanden i hånden, for de er enige om, at enhver form for analyse og omtænksomhed bør vige for følelsesladede og uigennemtænkte argumenter, der har forhindret enhver fornuftig snak om tingene. Indvandrervennerne har været et lige så stort problem for danske muslimer som Dansk Folkeparti, fordi de hovedløst har forsvaret folk som Abu Laban, der i tyve år har arbejdet som fjendtlig agent for en fremmed magt i Danmark og ikke, som det er blevet hævdet, som fortaler for en kultur, vi bør respektere. Abu Laban er en lige så stor fjende af de danske muslimer som Pia Kjærsgaard og gør derfor livet surt for de mange, der lever som danske muslimer og respekterede medborgere«. Stod der bl.a. i den første leder fra 8.2. 2006. Det kunne jeg aldrig nogensinde have fået optaget i et dansk dagblad! Nå, men der er jo mange, der har måttet vende skråen et par omgange siden da. Og så er det allermest vittige af det hele, at det er nogle mennesker, der selv er bundet på hænder og fødder, såsom chefredaktørerne på vores store dagblade, som med én mund hylder ytringsfriheden. Mens vi næsten daglig kan læse, hvordan offentlige og private ansatte får mundkurv på af ledelsen, hver gang der opstår problemer. Vi har ytringsfrihed, men ikke jobsikkerhed. Peter Wivel måtte gå fra Berlingeren, da Mærsk Mc-Kinney Møller solgte sine aktier i protest mod afsløringerne af Dansk Riffelsyndikats våbensalg til tyskerne, og Frank Grevil-sagen taler sit klare sprog om, hvor ytringsfrihedens grænser går. Og i den sammenhæng må jeg lige tilføje, at den kære ytringsfrihed ikke alene er truet af, at den bliver brugt i en ond hensigt, som jeg mener, Jyllands-Posten gjorde det, men at den om et lille øjeblik vil forsvinde næsten helt, hvis projektet om gratisaviser får lov til at blive realiseret. Lige meget hvad der vil blive sagt om journalistisk hæderlighed, baggrundsanalyse og research, vil det blive noget overfladisk gøgemøg, der vil dræbe århundreders pressemæssig og politisk kultur. Og derfor må magasinet selvfølgelig råbe vagt i gevær, når dansk demokrati og kultur trues i selve roden: »Der stødes kraftigt i trompeten, nu hvor Politiken og Jyllands-Posten går sammen om at lave en husstandsomdelt gratisavis som modtræk mod islandske Dagsbrun. Der loves kamp til stregen, og der gives ingen pardon: Der er kun plads til én husstandsomdelt avis, siger Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved CBS, til Politiken onsdag 24.05. Og det er jo muligt. På samme side opregner avisen, hvad den betegner som hovedaktørerne i bladkrigen. Det er fra en ende af: Dagsbrun, Det Berlingske Officin, JP/Politikens Hus som de vigtigste. Derefter opregnes en række aktører, der står på sidelinjen, men har store interesser i forløbet«. »Der er én aktør, der slet ikke er med i billedet, og det er kunderne, brugerne, vælgerne, de ufrivillige modtagere af måske uønsket post. De, der over skatten skal betale for en yderligere tilsvining af samfundet med enorme mængder af værdiløst papir. Og som, hvad enten de piber eller synger, skal se på, at dansk kultur og politik synker endnu dybere ned i de private interessers morads«. »Det er ufatteligt, at der ikke er ét eneste parti i Folketinget, der har problematiseret dette spørgsmål og for eksempel foreslået en lovgivning mod gratisaviser. Begrundelser for et sådant forbud er der ingen mangel på: ressourcespild, ulovlig pånødning af uønskede varer, unfair konkurrence. Dertil skal lægges, at gratisaviserne er med til at underminere det frie marked, hvor kunderne frit kan vælge, hvad de vil købe, idet de ikke bliver stillet over for et frit valg. Desuden er gratisaviserne ødelæggende for troværdigheden i nyhedsformidlingen, eftersom gratisaviser ikke behøver at tage hensyn til oplagstal og markedsandele, idet de er givne på forhånd, og derfor helt og holdent vil være i annoncørernes sold. Og som et argument, der mærkeligt nok ikke prioriteres særlig højt i disse kanontider, så vil det være et slag mod dansk kultur i alle henseender. Først og fremmest vil den journalistiske troværdighed lide sit afgørende knæk. Selv om den er skrammet nok i forvejen. Og den allerede hårdt trængte kulturkritik vil blive fejet helt af banen til fordel for en grasserende tribunejournalistik, hvor kendthed og image går langt forud for kunstnerisk kvalitet«. »Det er klart, at danske dagblade vil kæmpe mod den indtrængende fjende. Men set fra befolkningens side kan det være helt ligegyldigt, hvilket bladhus der går sejrrigt ud af kampen om gratisaviserne. For resultatet vil blive det samme, uanset hvor meget det bedyres, at journalistikkens fane vil blive holdt højt. Aviserne vil blive annonceorganer på et højt niveau fagligt set, men ellers ikke spor forskellige fra de gratisaviser, der uddeles som lokalaviser osv. Og i dem ser man aldrig, ALDRIG! kritik af annoncørerne og deres varer«. »Derfor er det danske folkevalgte politikeres pligt at skabe en lovgivning om gratisaviser, der nøje definerer deres form og udbredelse. Ellers må de påtage sig skylden for det største demokratiske og kulturelle tilbageskridt i danmarkshistorien« (kommentar i Kritisk Portal 25.5.06). Og så om i en helt anden boldgade: »For i Post Danmark har man fået en rigtig god idé, der virkelig skæpper i kassen. Nemlig gebyr for at underfrankere sine breve. Hvis der mangler femogtyve øre på et brev, får du en regning på over tyve kroner. Hvis du ikke betaler, truer de med kongens foged«. »Sådanne opkrævninger får jeg jævnligt, da jeg som forfatter og anmelder får og sender meget post. Så det kunne godt blive mig en dyr historie, hvis jeg skulle betale alle disse for lidt porto-opkrævninger«. »Det gør jeg heller ikke. Jeg arkiverer dem lodret, og når der så kommer en rykker, sender jeg den retur med påskriften: Sagsøg mig dog!«. »Det gør Post Danmark sjovt nok aldrig. For deres gebyrindkrævninger er nemlig stangulovlige! Blandt andet fordi Post Danmark giver de tre postsorterere, der finder flest breve med underfrankering, en dusør på tyvetusind kroner, hvad der strider mod dansk lovgivning, blandt andet fordi det ansporer til falske angivelser af for lidt porto, da det er forbundet med pekuniær gevinst. Det må man ikke, og det ved Post Danmark udmærket. Derfor pudser de ikke fogeden på mig, skønt jeg har tigget og bedt dem om at gøre det«. Denne kommentar kender Post Danmark selvfølgelig alt til, men det behøver væsenet jo ikke at lade sig mærke med. Dette synspunkt kunne heller ikke nyde fremme i dansk presse. Det var en fantastisk befrielse ikke at være under avisernes velmenende formynderi, hvor journalister og redaktører i ærlig overbevisning tror, de har bedre forstand end læserne. Herligt at kunne skrive for eksempel dette udpluk af en leder om Lars Barfoed, »'Spader på mål': Lad os derfor tage fat i sagen om fødevareminister Lars Barfoed. Han står med et ministerium, der groft har forsømt at varetage sine tilsynspligter med danske fødevarebutikker og -producenter. Og det er jo meget forkert af ham, fy! Men en analyse af bare ministerens ansigt fortæller os, at han er undskyldt på grund af manglende begavelse. Han er ikke blevet minister for dette centrale sundhedsmæssige område, fordi statsminister Anders Fogh Rasmussen regnede med at han ville være dygtig til at bestride jobbet. Nej, han er valgt på grund af sin tilknytning til Det Konservative Folkeparti, der har et meget, meget lille udvalg af talenter at vælge iblandt. Altså var det på forhånd givet, at det bedst tænkelige valg ville være dårligt«. »Men alt dette har aldrig spillet nogen rolle for statsministeren. For han og hans håndgangne finansminister, Thor Pedersen, har slet ikke brug for dygtige ministre, snarere tværtimod. For der er kun én minister i den siddende regering, og det er Anders Fogh Rasmussen. Og han regerer via Thor Pedersen ved hjælp af dekret«. »Skarpretteren Thor Pedersen deler hvert år besparelser ud i uspecificerede pakker til de enkelte ministre, der så må lægge de ikke alt for gode hoveder i blød for at finde et eller andet, de kan spare væk. Og det bliver så lidt efter de enkelte departementschefers skøn, hvilke grupper af borgere der nu skal savne den service, de har krav på. Og når det bliver alt for pinligt at skubbe til udsatte patienter eller allerede udsultede bistandsklienter, ja, så fyrer man i egne rækker«. »Resultatet bliver fast underbemanding i hele systemet og overarbejde til de tilbageblevne. Med stresssymptomer til følge, altså en øget sygelighed og stort fravær. Med yderligere stress af medarbejderne. En ond skrue«. Den ville heller aldrig have haft en chance for at blive bragt. Kritisk Portal anmelder også masser af litteratur (idet jeg er fast anmelder på Helsingør Dagblad), har eget kunstgalleri og er i gang med at lave en stor poesibog med digtere fra oldtiden og til nu samt månedens digt, som man roligt kan lægge billet ind på. Med meget mere. Og her kommer vi så til noget af det, der har med at manøvrere i ukendt farvand at gøre. For på nettet udbydes der millionvis af meninger. Ethvert menneske med respekt for sig selv i alderen mellem tolv og firs har sin egen hjemmeside med tilbud om filosofiske eller politiske synspunkter, rejseoplevelser, fuglekiggeri, vævning, håndmalet porcelæn, slægtsforskning og mange, mange kunstnere, der fremviser deres produkter og en uendelighed af meget mere. Så der står man så i sin lille cyberjolle i det oprørte mediehav og vil gerne gøre opmærksom på, at her præsenteres altså om ikke den endegyldige sandhed, så dog et ærligt forsøg. Jeg gav mig derfor til at tænke over, hvad det egentlig var, jeg ville med Kritisk Portal, og kom frem til, at jeg ville have indflydelse. Ikke nogen særlig overraskende konklusion, må jeg tilstå. Men hvad er indflydelse? Ja, et stort massemedie har indflydelse på mange mennesker og kan momentvis gribe afgørende ind i de politiske beslutningsprocesser. Og som vi ser det i disse dage, så kunne det næsten se ud til, at den ideologiske debat i Danmark føres mellem chefredaktionerne på vore store dagblade. Så det var ikke den indflydelse, man kunne søge som lille jolle mellem oceandampere. Men måske den, at man fik en læserskare af folk, der også var involveret i politik og kultur og gjorde noget ved det. Og indtil nu må jeg sige, at det ser ud til, at mine intentioner er gået i opfyldelse. På fire måneder har jeg fået en læserskare på 2.500, og det er altså stort i cyberspace, netop fordi det er så uendeligt. Og jeg har også fået gode artikler udefra, for eksempel Richardt Thomas Lionhearts glimrende gennemgang af Muhammedtegningerne. Og så er det også rart, at man kan komme til at sige nogle folk imod, som man føler sejler under falsk flag: »Jeg mener, at det at være dansker er noget, der både er en objektiv kendsgerning og en subjektiv, dels fordi den stat, jeg er født i, Danmark, har registreret mig som dansker og tilmed nummereret mig, så den altid kan kende mig, dels fordi jeg, hvad enten jeg vil eller ej, subjektivt oplever mig selv som dansker. Det er den indfødtes privilegium, og jeg forventer ikke, at et menneske, der er født i et fremmed land skal føle ligesom jeg, selv om vedkommende har dansk statsborgerskab«. »Hvad der til gengæld kan undre mig meget, er den store gruppe højtuddannede danskere, der i de sidste tyve år ihærdigt har forsøgt at overbevise mig og de øvrige danskere om, at vi slet ikke findes. Som danskere vel at mærke. At fornemmelsen af at være dansk er en gang blændværk, opfundet af 1800-talsdemagoger efter nederlaget i 1864. At Dannebrog slet ikke er danskernes flag, og at dansk ikke er et sprog« (kommentar i Kritisk Portal). Jeg er ikke i tvivl om, at den personlige stemme på nettet har en stor fremtid for sig. Læg bare mærke til, hvad det betød for vores nye medieidol Clement Kjersgaard, at han lavede webmagasinet Ræson. Det bragte ham lynhurtigt videre i verden, og selv om jeg ikke billiger hans brug af DR 2 som politisk talerør for Venstre, så er han da en personlig stemme, hvad der ikke kan siges om ret mange journalister. Det organiserede meneri med en meningsforstander i form af en chefredaktør og bag ved ham avisens bestyrelse vil gå trange tider i møde, ganske som nyhedsavisen vil gøre det. Fremtidens medier tilhører mennesker, der har deres meningers mod.