0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Glem den traktat

Der er et skrigende behov for, at Europa fremstår som en entydig magtfaktor i verden. Derfor har Europa brug for en sikkerhedspolitisk dimension, ikke blot for en tvivlsom 'forfatning' eller en rodet traktatsamling. Det Europæiske Råd, som mødes i morgen i Bruxelles, må træde i karakter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Europa har ikke brug for en forfatning.

I hvert fald ikke nu. Det bedste råd, man kan give de europæiske stats- og regeringschefer, er, at de snarest bør glemme den uheldsvangre forfatningstraktat, som led et blodigt nederlag ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland for et års tid siden. Den var en fundamental misforståelse.

Dette skal ikke forstås på den måde, at flertallet af franskmænd og hollændere havde misforstået traktaten. Det var regeringslederne, der havde misforstået den udfordring, det europæiske projekt står over for i disse år.

Tankegangen bag forfatningstraktaten var en forlængelse af de forestillinger om Europa, som gjaldt for halvtreds år siden, da projektet blev iværksat. Men dette Europa blev fundamentalt ændret i løbet af 1990'erne. Regeringslederne har ikke erkendt konsekvenserne heraf, og derfor var traktaten en fundamental misforståelse nu i det enogtyvende århundrede.

Det, som Europa har brug for, er ikke en forfatning, men en politisk pagt, som tager udgangspunkt i de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Europa nu står over for.

Projekt Europa så sin spæde begyndelse i årene omkring 1950. Man skal være født før 1935 for at have nogen personlig erindring om, hvordan Europa så ud dengang. Ødelagt, knust og fattigt og skarpt opdelt i øst og vest. Arbejdsløshed og inflation hærgede, og truslen om en ny krig, måske endda atomkrig, var særdeles nærværende.

Stærkt animeret af USA gennem organiseringen af Marshallhjælpen og drevet af ønsket om at indbinde det forkrøblede Tysklands ressourcer i et overnationalt samarbejde begyndte det med en bred europæisk økonomisk samarbejdsorganisation, OEEC, og en kul- og stålunion, ECSC, for de seks lande Frankrig, Tyskland, Italien og Benelux. Formålet var at skabe et grundlag for fred og velstand i Vesteuropa.

Det er vigtigt at fastholde, at dette stadig må være formålet. Et forenet Europa er ikke et mål i sig selv. Det er derimod et middel til at opnå såvel fred som velstand. Hvis projektet degenererer til kun at sikre velstand, så mister det sin legitimitet.

Man kom godt fra start. Økonomierne kom i gang, restriktioner blev afviklet, handelen blomstrede - støttet af et europæisk betalingssystem og, ikke mindst, af en international institutionel nyskabelse i kul- og stålunionen. Optimisterne (føderalisterne) forsøgte at tage et tigerspring ved også at udarbejde traktater for en forsvarsunion og en politisk union; men så døde Stalin, og fire måneder senere sluttede Koreakrigen. Frygten, som ofte er en helt afgørende politisk drivkraft, svandt lidt ind, og den europæiske fred blev herefter garanteret ved, at Tyskland blev optaget i NATO. Det europæiske projekt var nær ved at lukke sig. Det overlevede kun, fordi hollændere og belgiere fik startet forhandlinger om et rent økonomisk projekt, det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EF.

EF overtog kul- og stålunionens institutionelle system med kommission, råd, parlament og domstol. Det overnationale element blev dog stærkt nedtonet, og fællesskabet blev i højere grad udformet til at være en lovgivningsmaskine, som skulle etablere en fælles ramme for økonomiens funktion med det formål at skabe økonomisk vækst og velstand.

Projektet lykkedes så godt i løbet af 1960'erne, at de udenforstående skeptikere på de britiske øer og i Skandinavien følte sig tiltrukket. EF blev udvidet først i 1973, senere også mod syd i 1981 og 1986, så de oprindelige seks medlemslande i 1989 var blevet til tolv. Trods oliekriser og inflationsbølger var projektet blevet en økonomisk succes. Velstanden blomstrede - mens freden, den vesteuropæiske fred, var sikret, ikke direkte af EF, men af USA inden for NATO.

I november 1989 sluttede krigen, den kolde krig. Europæerne var om muligt endnu dårligere forberedte herpå end USA. Europas politiske ledere var nærmest lammede af overraskelse. Den franske præsident og den britiske premierminister frygtede helt klart, at det ville føre til en tysk genforening, og de gjorde deres bedste for at undgå det. Men de var ude af stand til at bremse det folkelige bjergskred, som knuste jerntæppet. Den tyske forbundskansler formåede heller ikke at styre det; men han viste sig i stand til at ride på det, så Tyskland et år senere blev forenet, og det tidligere Østtyskland blev dermed optaget i såvel EF som NATO. Tyskland var igen det store rige i midten, men var af gode grunde totalt ude af stand til at udfylde den politiske rolle, som landets ny position tilsagde det.

EF som sådan spillede ingen som helst rolle i denne dramatiske proces. Fællesskabets institutioner var skabt under den kolde krigs forudsætninger, og EF formåede derfor ikke at håndtere udfordringerne fra det ny Europa. Til trods for at centraleuropæerne samstemmende gav udtryk for, at de ønskede at »vende tilbage« til Europa, efter at de i fyrre år havde været lænket og bortført til øst, så vendte EF i bogstavelig forstand ryggen til dem. Projekt Europa hverken kunne eller ville lukke dem ind i den økonomiske varme. De tolv medlemslande besluttede enstemmigt, at før det overhovedet kunne komme på tale at udvide EF, så skulle det uddybes, det vil sige svejses endnu tættere sammen økonomisk.

Den strategi førte i 1992 frem til den ulyksalige Maastrichttraktat, som - for at overdøve projektets rungende politiske hulhed - proklamerede, at det herefter skulle benævnes den Europæiske Union, EU.

Men herefter formåede man ikke længere at opretholde den totalt afvisende holdning til de 'nye' europæere. På det Europæiske Råds møde i København i juni 1993 blev det besluttet, at man kunne optage øst- og centraleuropæiske lande, når de havde etableret et fungerende demokratisk system og indført markedsøkonomi og i øvrigt var i stand til at gennemføre og implementere unionens allerede vedtagne regelsæt, acquis communautaire, omkring 80.000 sider lovtekst. Det var dog ikke før i 1997, at man konkret begyndte optagelsesforhandlinger, som endelig kunne afsluttes på mødet i København i december 2002 for ti landes vedkommende. I maj 2004 blev de ti formelt optaget i EU, som hermed blev til femogtyve.

Fjorten år var gået, før det delte Europa blev helt. Og hvor helt var det så?

Den danske statsminister havde måske været en smule mindre triumferende, hvis han havde set sig tilbage over skulderen den aften i december 2002, da han annoncerede resultatet. Havde han gjort det, ville han have set en stor flok europæere, hvis europæiske drøm var blegnet af de skuffelser, frustrationer og ydmygelser, de havde gennemlevet i de år, der var gået siden murens fald. Havde han turdet erkende det, så ville han også have set et europæisk årti, som havde været mere plaget af blodig krig, bombardementer, grusomheder og nationalistisk had, end før freden brød ud. Og statsministeren havde også set et økonomisk EU, som ikke engang havde formået at tilpasse sine egne institutioner og procedurer til en medlemsskare af 25 lande med store forskelle i velstand og i politisk og økonomisk kultur.

Det burde for længst have stået klart for de politiske ledere, at det institutionelle system, som projekt Europa byggede på, ikke formåede at møde de udfordringer, som Europa post-1989 har været stillet over for, for slet ikke at tale om de udfordringer, Europa møder fremover. Hvis europæere skal opretholde den forestilling, som de engang havde, om, at EF/EU er et 'Fredens Projekt', så må projektet tilpasses til det sikkerhedspolitiske trusselsbillede, som tegner sig i dag. Og dette billede er fundamentalt forskelligt fra det, der var gældende for halvtreds år siden.

Dengang var truslen endimensional og umiddelbart forståelig. Den drejede sig om krig eller fred i skyggen af atombomben. Nu