Europa har ikke brug for en forfatning. I hvert fald ikke nu. Det bedste råd, man kan give de europæiske stats- og regeringschefer, er, at de snarest bør glemme den uheldsvangre forfatningstraktat, som led et blodigt nederlag ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland for et års tid siden. Den var en fundamental misforståelse. Dette skal ikke forstås på den måde, at flertallet af franskmænd og hollændere havde misforstået traktaten. Det var regeringslederne, der havde misforstået den udfordring, det europæiske projekt står over for i disse år. Tankegangen bag forfatningstraktaten var en forlængelse af de forestillinger om Europa, som gjaldt for halvtreds år siden, da projektet blev iværksat. Men dette Europa blev fundamentalt ændret i løbet af 1990'erne. Regeringslederne har ikke erkendt konsekvenserne heraf, og derfor var traktaten en fundamental misforståelse nu i det enogtyvende århundrede. Det, som Europa har brug for, er ikke en forfatning, men en politisk pagt, som tager udgangspunkt i de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Europa nu står over for. Projekt Europa så sin spæde begyndelse i årene omkring 1950. Man skal være født før 1935 for at have nogen personlig erindring om, hvordan Europa så ud dengang. Ødelagt, knust og fattigt og skarpt opdelt i øst og vest. Arbejdsløshed og inflation hærgede, og truslen om en ny krig, måske endda atomkrig, var særdeles nærværende. Stærkt animeret af USA gennem organiseringen af Marshallhjælpen og drevet af ønsket om at indbinde det forkrøblede Tysklands ressourcer i et overnationalt samarbejde begyndte det med en bred europæisk økonomisk samarbejdsorganisation, OEEC, og en kul- og stålunion, ECSC, for de seks lande Frankrig, Tyskland, Italien og Benelux. Formålet var at skabe et grundlag for fred og velstand i Vesteuropa. Det er vigtigt at fastholde, at dette stadig må være formålet. Et forenet Europa er ikke et mål i sig selv. Det er derimod et middel til at opnå såvel fred som velstand. Hvis projektet degenererer til kun at sikre velstand, så mister det sin legitimitet. Man kom godt fra start. Økonomierne kom i gang, restriktioner blev afviklet, handelen blomstrede - støttet af et europæisk betalingssystem og, ikke mindst, af en international institutionel nyskabelse i kul- og stålunionen. Optimisterne (føderalisterne) forsøgte at tage et tigerspring ved også at udarbejde traktater for en forsvarsunion og en politisk union; men så døde Stalin, og fire måneder senere sluttede Koreakrigen. Frygten, som ofte er en helt afgørende politisk drivkraft, svandt lidt ind, og den europæiske fred blev herefter garanteret ved, at Tyskland blev optaget i NATO. Det europæiske projekt var nær ved at lukke sig. Det overlevede kun, fordi hollændere og belgiere fik startet forhandlinger om et rent økonomisk projekt, det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EF. EF overtog kul- og stålunionens institutionelle system med kommission, råd, parlament og domstol. Det overnationale element blev dog stærkt nedtonet, og fællesskabet blev i højere grad udformet til at være en lovgivningsmaskine, som skulle etablere en fælles ramme for økonomiens funktion med det formål at skabe økonomisk vækst og velstand. Projektet lykkedes så godt i løbet af 1960'erne, at de udenforstående skeptikere på de britiske øer og i Skandinavien følte sig tiltrukket. EF blev udvidet først i 1973, senere også mod syd i 1981 og 1986, så de oprindelige seks medlemslande i 1989 var blevet til tolv. Trods oliekriser og inflationsbølger var projektet blevet en økonomisk succes. Velstanden blomstrede - mens freden, den vesteuropæiske fred, var sikret, ikke direkte af EF, men af USA inden for NATO. I november 1989 sluttede krigen, den kolde krig. Europæerne var om muligt endnu dårligere forberedte herpå end USA. Europas politiske ledere var nærmest lammede af overraskelse. Den franske præsident og den britiske premierminister frygtede helt klart, at det ville føre til en tysk genforening, og de gjorde deres bedste for at undgå det. Men de var ude af stand til at bremse det folkelige bjergskred, som knuste jerntæppet. Den tyske forbundskansler formåede heller ikke at styre det; men han viste sig i stand til at ride på det, så Tyskland et år senere blev forenet, og det tidligere Østtyskland blev dermed optaget i såvel EF som NATO. Tyskland var igen det store rige i midten, men var af gode grunde totalt ude af stand til at udfylde den politiske rolle, som landets ny position tilsagde det. EF som sådan spillede ingen som helst rolle i denne dramatiske proces. Fællesskabets institutioner var skabt under den kolde krigs forudsætninger, og EF formåede derfor ikke at håndtere udfordringerne fra det ny Europa. Til trods for at centraleuropæerne samstemmende gav udtryk for, at de ønskede at »vende tilbage« til Europa, efter at de i fyrre år havde været lænket og bortført til øst, så vendte EF i bogstavelig forstand ryggen til dem. Projekt Europa hverken kunne eller ville lukke dem ind i den økonomiske varme. De tolv medlemslande besluttede enstemmigt, at før det overhovedet kunne komme på tale at udvide EF, så skulle det uddybes, det vil sige svejses endnu tættere sammen økonomisk. Den strategi førte i 1992 frem til den ulyksalige Maastrichttraktat, som - for at overdøve projektets rungende politiske hulhed - proklamerede, at det herefter skulle benævnes den Europæiske Union, EU. Men herefter formåede man ikke længere at opretholde den totalt afvisende holdning til de 'nye' europæere. På det Europæiske Råds møde i København i juni 1993 blev det besluttet, at man kunne optage øst- og centraleuropæiske lande, når de havde etableret et fungerende demokratisk system og indført markedsøkonomi og i øvrigt var i stand til at gennemføre og implementere unionens allerede vedtagne regelsæt, acquis communautaire, omkring 80.000 sider lovtekst. Det var dog ikke før i 1997, at man konkret begyndte optagelsesforhandlinger, som endelig kunne afsluttes på mødet i København i december 2002 for ti landes vedkommende. I maj 2004 blev de ti formelt optaget i EU, som hermed blev til femogtyve. Fjorten år var gået, før det delte Europa blev helt. Og hvor helt var det så? Den danske statsminister havde måske været en smule mindre triumferende, hvis han havde set sig tilbage over skulderen den aften i december 2002, da han annoncerede resultatet. Havde han gjort det, ville han have set en stor flok europæere, hvis europæiske drøm var blegnet af de skuffelser, frustrationer og ydmygelser, de havde gennemlevet i de år, der var gået siden murens fald. Havde han turdet erkende det, så ville han også have set et europæisk årti, som havde været mere plaget af blodig krig, bombardementer, grusomheder og nationalistisk had, end før freden brød ud. Og statsministeren havde også set et økonomisk EU, som ikke engang havde formået at tilpasse sine egne institutioner og procedurer til en medlemsskare af 25 lande med store forskelle i velstand og i politisk og økonomisk kultur. Det burde for længst have stået klart for de politiske ledere, at det institutionelle system, som projekt Europa byggede på, ikke formåede at møde de udfordringer, som Europa post-1989 har været stillet over for, for slet ikke at tale om de udfordringer, Europa møder fremover. Hvis europæere skal opretholde den forestilling, som de engang havde, om, at EF/EU er et 'Fredens Projekt', så må projektet tilpasses til det sikkerhedspolitiske trusselsbillede, som tegner sig i dag. Og dette billede er fundamentalt forskelligt fra det, der var gældende for halvtreds år siden. Dengang var truslen endimensional og umiddelbart forståelig. Den drejede sig om krig eller fred i skyggen af atombomben. Nu er truslen flerdimensional og langt mere kompliceret. Men det er stadigvæk selve vor eksistens i alle dens afskygninger, der er truet. Kodeordet globalisering dækker over måske den mest udefinerlige trussel, fordi den er anonym og tilsyneladende skæbnebestemt af historiens gang. Globaliseringen er et produkt dels af den åbne, afideologiserede verden efter Sovjetunionens sammenbrud, dels af det teknologiske gennembrud med informationsteknologien, som i vidt omfang var et afkast af den vanvittige oprustning i ideologiernes århundrede. For mange mennesker kommer globaliseringen til udtryk i kraftige strukturelle økonomiske omlægninger, som føles konkret som en trussel mod velfærd, beskæftigelse og levebrød, når virksomheder lukkes, og produktion flyttes til udlandet. Folkevandringer er i vid udstrækning et af globaliseringens mange udtryk. De har deres rod i verdens absurde økonomiske skævhed, hvor en fattigdom for eksempel i Afrika står i skrigende kontrast til den relative overflod, som findes blot få hundrede kilometer borte på den anden side Middelhavet. Noget lignende gælder forskellene på tværs af Østersøen. Andre steder i lande med milliarder af mennesker, Kina og Indien, er folk på vej ud af fattigdommen i en hast, som kun kan virke skræmmende, idet de i løbet af få årtier vil nå en vestlig levestandard med et tilsvarende ressourceforbrug. Men dette forbrug er allerede ved at få uoverskuelige og ødelæggende konsekvenser for jordens klima. Kun langsomt er det ved at trænge ind i politikernes bevidsthed, hvilken overhængende trussel der udgår herfra. Energiforsyning med olie, gas og atomkraft er samtidig en helt afgørende parameter i den globale magtbalance, hvilket allerede blev klart under 1970'ernes oliekriser. Siden er truslen herfra eskaleret. Den øges dagligt i Mellemøsten og er dermed dybt integreret i det, som kaldes civilisationernes sammenstød, yderligere ansporet af den vedvarende konflikt omkring Israel og Palæstina. Et ekstremt resultat af dette sammenstød er frygten for terror. Siden 11.september 2001 føler mange mennesker måske det som den mest konkrete trussel, selv om terror nok er den mindst relevante set i det samlede trusselsbillede. Men den har haft en helt afgørende betydning for den amerikanske supermagts adfærd siden 11. september. USA er nemlig ganske absurd blevet et centralt og selvstændigt element i det globale trusselsbillede, ikke blot på grund af landets militærpolitiske adfærd i Irak og senere måske i Iran, men også på grund af den nuværende administrations politik over for alle de øvrige dimensioner. Hertil kommer ydermere USA's generelle økonomiske politik, der har påført landet en gældsbyrde, som truer med at kaste verden ud i et globalt valutasammenbrud på linje med det, der skabte 1930'ernes store krise. Spørger man, hvad Europas svar på dette trusselsbillede er, får man intet svar - eller man får en usammenhængende samling nationale svar. Europa eksisterer ikke som en storpolitisk magt. En sådan findes ikke, for lovgivningsmaskinen, teknokratiet i Bruxelles, er ikke skabt til at udfylde denne rolle. Derfor får George W. Bushs USA ikke noget relevant modspil, og amerikanerne anser med god grund Europa for en irrelevant magt, mens de selv efter egen opfattelse repræsenterer den uundværlige magt i verden. Forfatningstraktaten indeholdt ikke noget fyldestgørende svar på de udfordringer, som Projekt Europa står over for i disse år. Traktaten søgte forsinket at rette op på de forsømmelser, som var sket ved, at man ikke, som lovet, havde tilpasset institutioner og procedurer i det økonomiske Europa til den store udvidelse. Men der var intet i den, som gjorde EU til fredens projekt. Derfor kan man kun græde tørre tårer over, at så mange franskmænd og hollændere af mange forskellige grunde fandt den ligegyldig. Der er et skrigende behov for, at Europa fremstår som en entydig magtfaktor i verden. Derfor må den rodede traktatsamling, som nu er grundlag for projektet, suppleres med en sikkerhedspagt af en karakter svarende til Atlantpagten, som dannede grundlag for fredens opretholdelse fra 1949 til 1989. Atlantpagten kan selvfølgelig ikke bruges som model, fordi truslen i dag er fundamentalt forskellig fra den tids trussel. I modsætning til i 1947 er den multidimensional og kan ikke mødes udelukkende med hård magt, bomber og missiler, som USA fortsat satser på. I Atlantpagten lå magten overbevisende hos USA. Den tilsyneladende uoverstigelige vanskelighed ved en europæisk sikkerhedspagt er, at magten i Projekt Europa er diffus. Det gør ikke noget, når det drejer sig om økonomisk lovgivning, lavpolitik. Der kan det tilmed være en fordel, fordi det stiller krav om en demokratisk beslutningsproces. Men det holder ikke, når det drejer sig om sikkerhedspolitik, højpolitik. Det er en misforståelse at tro, at magten i Europa ligger i Bruxelles. Den ligger i hovedstæderne, og i det omfang, den er koncentreret, ligger den hos stats- og regeringscheferne. Det vil sige i det Europæiske Råd. Karakteristisk nok fandtes dette råd ikke i traktaterne før Maastricht i 1993, selv om det kom til verden i 1973. Men rådet har kun undtagelsesvist demonstreret en politisk magt. Snarere har det vist sin afmagt, hidtil mest eklatant i Nice i december 2000, men sandsynligvis sker det endnu mere grelt ved morgendagens møde i Bruxelles. Her vil man sandsynligvis forlænge den såkaldte tænkepause, fordi ingen kan vise vej ud af den blindgyde, som projektet er endt i med forfatningstraktatens forlis. Hvis Europa skal komme ud af denne blindgyde, bliver det Europæiske Råd nødt til at træde i karakter. Det må skabe sig en sikkerhedspolitisk dimension, som direkte relaterer sig til det trusselsbillede, som Europa står over for. Det er naivt at tro, at det er tilstrækkeligt at få en forfatning, som sikrer demokratiske institutioner, der kan udmønte og fastholde de europæiske værdier. Der må være en udøvende magt, som sikrer borgerne tryghed og sikkerhed. Kun herved får projektet demokratisk legitimitet.