»Hold dig fra sex, indtil du bliver gift. Det er den bedste måde at forebygge hiv og aids på«. Ingen seksuelle udskejelser inden ægteskabet. Først når du er gift, er det i orden at bruge kondom eller andre former for prævention - men det er først og fremmest for at undgå uønsket graviditet. For man er jo trofast mod sin partner. Det er signaler som disse, stadig flere regeringer i udviklingslandene sender til de unge. Det gør regeringerne, fordi det er sådan, de toneangivende kræfter i USA helst vil have, at unge mennesker skal opføre sig. Det er religiøs og moralsk fundamentalisme, der ligger bag den sørgelige kendsgerning, at USA har indgået en uhellig alliance med visse muslimske lande og Vatikanet for at styrke modstanden mod prævention, seksualoplysning, adgang til sikker abort og andre lignende landvindinger, som set med danske øjne bliver anset for at være tilkæmpede goder. Opfordringen til seksuel afholdenhed inden ægteskabet og trofasthed i ægteskabet er kun hensigtsmæssig, hvis den følges op af adgang til kondomer for dem, der ikke kan eller vil holde sig fra sex inden ægteskabet, eller dem, der ikke vil være trofast over for deres faste partner. Det handler om at turde erkende, hvordan den menneskelige natur er. En ting er religion og moral tilsat lige dele fundamentalisme og intolerance. Noget andet er, om forudsætningerne for seksuel afholdenhed som et effektivt middel til forebyggelse af hiv/aids i udviklingslandene holder vand. På samme måde må man spørge sig selv, om det virker efter hensigten, når USA i et moralsk begrundet ønske om at bekæmpe abort har indstillet al støtte til arbejdet i private bistandsorganisationer, der blot har det mindste med abort at gøre. De må hverken rådgive om abort, henvise til klinikker, der udfører abort, eller arbejde politisk for indførelse af abort. Fungerer verden sådan, som de toneangivende kræfter i Washington og omegn tror? Svaret på begge spørgsmål er et rungende nej - altså hvis man tager udgangspunkt i, hvordan virkeligheden udfolder sig i udviklingslandene. Og ikke i, hvordan man mener, at verden bør være skruet sammen. Faktum er, at langt de fleste unge dyrker sex inden ægteskabet og derfor har brug for at beskytte sig imod uønsket graviditet og sexsygdomme. Desværre er faktum også, at det langt oftest er kvinder i ægteskabet, der smittes med hiv. Så både før og efter ægteskabet skal information og adgang til prævention forbedres markant. I dag er det 6. juni 2006 - eller: Nul Sex - Nul Sex - Nul Sex. Dagen i dag vil Sex & Samfund benytte til at sætte fokus på spørgsmålet om, hvordan vi bedst håndterer den stigende modstand mod de seksuelle og 'reproduktive goder' og rettigheder, vi troede var kommet for at blive. Det er den modstand, der fører til, at 'Nul Sex' bliver et mantra i et stadig større antal udviklingslande. Det gør vi på en konference, hvor internationale eksperter belyser årsagerne til og konsekvenserne af modstanden, og hvor danske politikere giver deres bud på Danmarks indsats på området. At det er vigtigt og nødvendigt, at Danmark og EU går forrest i kampen mod den uhellige alliance, er der vist 100 procent enighed om på tværs af partierne i Danmark. I Uganda er Sex & Samfund involveret i et projekt til forebyggelse af hiv. Her kan vores lokale samarbejdspartner berette om, at den amerikanske politik trækker i retning af at formindske det i forvejen begrænsede antal kondomer, der er til rådighed for unge mennesker. Det er intet mindre end katastrofalt, når man ved, at uddeling af kondomer til unge mennesker tidligere har spillet en hovedrolle i at få knækket aids-kurven i Uganda. Senest har vores samarbejdspartner i Uganda måttet trække sig ud af et projektsamarbejde med en anden ugandisk organisation om hiv-forebyggelse blandt internt fordrevne unge udsat for høj smitterisiko. Projektet var støttet med amerikanske bistandsmidler. Efter et års samarbejde blev vores partner bedt om at skrive under på, at organisationen i sit arbejde i projektet ville fraskrive sig retten til at opfordre de unge til selv at vælge præventionsform, herunder kondomer. Det kunne og ville vores partner ikke leve op til, eftersom uddeling af kondomer er en vigtig del af organisationens oplysning og rådgivning i hiv-forebyggelsesarbejdet. Resultatet var, at vores partner måtte stoppe samarbejdet, og at projektet nu fortsætter med oplysningsaktiviteter uden at give adgang til kondomer - eller oplysning om, hvordan kondomerne bruges. Hvis det store internationalt anerkendte ønske er at begrænse spredningen af hiv mest muligt, er det ikke hensigtsmæssigt at besværliggøre adgangen til de livsvigtige kondomer på denne måde. For samtidig med at effekten af den amerikanske politik nu for alvor er begyndt at indfinde sig i udviklingslandene, taler tallene deres klare sprog om, at hiv/aids-katastrofen aldrig har haft et større omfang i de hårdest ramte lande i Afrika syd for Sahara. Uganda er stort set ene om sin succes i bekæmpelsen af hiv/aids - derfor gør det unægtelig stort indtryk, at Ugandas præsident, Museveni, har meldt sig på banen blandt dem, der ikke længere støtter kondombudskaberne. Ifølge vores samarbejdspartner i Uganda er der i dag en kløft mellem et begrænset udbud af kondomer til unge og en langt større efterspørgsel. Et kvalificeret gæt er, at 35 procent af efterspørgslen efter kondomer netop nu ikke er dækket. Også på globalt plan ses en voksende afstand mellem udbud af og efterspørgsel efter moderne præventionsmidler, og man anslår, at mere end 250 millioner par i dag står uden adgang hertil. Forklaringen på den manglende adgang til moderne præventionsmidler er dels, at donorlandene generelt ikke har givet den lovede støtte, dels at USA - verdens største donor til familieplanlægningsprogrammer - har ændret sin politik. Det er senest sket i USA's storstilede plan til bekæmpelse af aids (PEPFAR). PEPFAR - 'The President's Emergency Plan for AIDS Relief' er præsident George W. Bushs plan for bekæmpelse af aids-katastrofen i de værst ramte lande til 15 milliarder dollar over fem år. Til planen er knyttet en række betingelser for at kunne modtage hjælpen. Ifølge planen kan amerikanske bistandsmidler anvendes til livsforlængende medicin og til kondomkampagner for særlige risikogrupper som for eksempel prostituerede og allerede hiv-smittede. Derudover er det også i orden at anvende amerikanske midler til uddeling af kondomer til ægtepar og andre i længerevarende, stabile forhold. Men blot ikke til unge. Den betingelse har den ugandiske præsident, Museveni, accepteret ved at sige, at unge i stedet for at være optaget af kondomer hellere burde koncentrere sig om seksuel afholdenhed inden ægteskabet og troskab under ægteskabet, hvis de vil undgå at blive smittet med hiv. Sådan spiller klaveret dog ikke. Ligesom i resten af verden er unge i Uganda seksuelt aktive, før de bliver gift. Det er nærmest en naturlov, som end ikke amerikansk politik kan ændre ved - hverken i udviklingslandene eller i USA. Derfor fører den amerikanske politik til død, sygdom og uønskede graviditeter verden over. Mens PEPFAR-planen er så ny, at dens konsekvenser endnu ikke er fuldt belyst, er der anderledes håndfast dokumentation for effekten af en anden amerikansk politik på området. I 2001 indførte den amerikanske præsident, George W. Bush, princippet om, at amerikansk udviklingsbistand ikke må gives til organisationer, der blot har det mindste med abort at gøre. Det har ført til, at det mange steder i verden er blevet sværere at få adgang til prævention - samtidig er mange initiativer til at forbedre kvinders sundhed i forbindelse med graviditet og fødsel blevet bremset. Det amerikanske ønske om at bruge udviklingspolitikken til at bekæmpe abort stiller mange sundhedsorganisationer over for et svært valg. De skal vælge mellem at sige farvel til uundværlige midler til familieplanlægning eller at opgive deres ytringsfrihed, deres aktiviteter og deres ret til at oplyse om abort. Uanset hvilket valg de tager, vil konsekvenserne være skæbnesvangre - flere usikre aborter, flere hiv-smittede og højere mødredødelighed. Vores søsterorganisationer i IPPF (International Planned Parenthood Federation) har ikke villet bøje sig. Det har betydet, at de siden 2001 har mistet amerikansk støtte for cirka 500 millioner kroner. Og meget beklageligt faldt det sammen med, at den danske regering i 2001 også reducerede sit bidrag til IPPF med 38 procent, hvilket yderligere betød nedskæringer for vores søsterorganisationer. Ud over de alvorlige konsekvenser for verdens kvinder er den amerikanske politik et udtryk for en foruroligende politisk tendens. Dels gennemtrumfer USA et indenrigspolitisk emne, der burde være op til det enkelte lands egen lovgivning og suveræne ret til at bestemme. Dels underminerer USA med politikken den internationale enighed, der har været om seksuel og reproduktiv sundhed siden FN's Befolkningskonference i 1994. I konferencens handlingsprogram, som også USA tilsluttede sig, blev det slået fast, at reproduktiv sundhed er en menneskerettighed, og at kvinder og mænd har ret til oplysning om og adgang til sikre, effektive og acceptable familieplanlægningsmetoder. Samtidig blev det slået fast, at de har ret til sikker abort, hvis det ellers er lovligt i den nationale lovgivning. Kritikken af USA's politik er ikke alene kommet fra de udviklingslande og organisationer, der er direkte berørt af den. Også EU er på banen med en generel støtte til seksuel og reproduktiv sundhed: EU's daværende udviklingskommissær, Poul Nielson, gav store ekstra midler til IPPF som kompensation for den manglende amerikanske støtte. Fremtidsperspektiverne er nedslående og alarmerende. Der er i og for sig ikke noget odiøst i, at USA ønsker at reducere antallet af aborter i verden. Det ville være godt, hvis man kunne undgå nogle af de 46 millioner aborter, der årlig gennemføres på verdensplan - ikke mindst de 19 millioner usikre aborter, der hvert år koster cirka 75.000 kvinder livet og handikapper 15 millioner kvinder. Men en kriminalisering af abort og blokering af bistandsmidler fører ikke alene til flere aborter - ofte under uhumske og usikre omstændigheder - men også til, at der bliver dårligere mulighed for effektiv forebyggelse af uønskede graviditeter og hiv/aids. Det må Danmark og resten af EU gøre mere ved. Den netop lancerede danske strategi for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder kan blive et vigtigt redskab. Strategien indeholder gode bud på, hvordan vi bl.a. kan arbejde for at mindske mødredødeligheden. Da verdens politiske ledere i sidste uge var samlet til FN-topmøde om hiv/aids, måtte de se i øjnene, at hiv/aids desværre er ude af kontrol i store områder i Afrika. Det begrænser mulighederne for at skabe udvikling i de hårdest ramte områder, hvor situationen nu er nogenlunde lige så håbløs som for 20 år siden. Indsatsen mod hiv/aids vil med fordel kunne tænkes ind i en bredere udviklingsstrategisk sammenhæng, hvor der lægges vægt på sammenhængen mellem menneskerettigheder, fattigdomsbekæmpelse og seksuel og reproduktiv sundhed i almindelighed. Uanset hvor forfærdelig og katastrofal hiv/aids er for de berørte mennesker og deres lokalsamfund, så er hiv/aids-fænomenet desværre kun toppen af et langt større isbjerg. Det er den mest synlige del af en større problematik, der generelt handler om sundhed og rettigheder i forbindelse med seksualitet, graviditet, fødsel og abort. I Afrika syd for Sahara er reproduktive sygdomme, herunder komplikationer i forbindelse med usikre aborter og hiv/aids, skyld i en tredjedel af alle handikap og tidlige dødsfald blandt kvinder. Blandt mænd kan en fjerdedel af alle dødsfald og handikap relateres til ringe reproduktive sundhedsforhold. I mange udviklingslande står kvinderne for 40-60 procent af husstandsindtægten og dyrker 80 procent af de fødevarer, der spises. Dette økonomiske bidrag går tabt, når dårlig reproduktiv sundhed er skyld i, at kvinder dør under graviditet eller ikke er i stand til at arbejde. Manglende sundhed i forbindelse med sex, graviditet og fødsel er altså en enorm - og af nogle måske overset - kilde til fattigdom og forarmelse i udviklingslandene. Endnu er kun et mindretal af FN's medlemslande villige til at turde erkende kompleksiteten i den aktuelle udviklingspolitiske udfordring. Den internationalt anerkendte FN-målsætning om at halvere fattigdommen inden år 2015 kan kun nås, hvis store donorlande med Danmark i spidsen satser massivt på at forbedre den seksuelle og reproduktive sundhed. Øges investeringerne i udviklingsprogrammer og projekter, der sikrer sundheden i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel, vil det mærkbart forbedre sundhedstilstanden og livsbetingelserne for millioner og atter millioner kvinder, mænd og børn i udviklingslandene - og det vil i sig selv bidrage væsentligt til arbejdet med at reducere den globale fattigdom inden 2015. Samtidig er seksuel og reproduktiv sundhed en af de helt basale menneskerettigheder. Det handler om retten til at bestemme over egen krop og retten til et liv i sundhed. Derfor vil en væsentlig indsats på området ikke blot være en nødvendig forudsætning for effektiv bekæmpelse af fattigdommen, men også et væsentligt bidrag til sikring af menneskerettighederne. Derfor er den samlede konklusion, at der ikke er nogen vej uden om at slå fast, at FN's årtusindmål om at halvere fattigdommen inden 2015 kun kan opfyldes, hvis der straks bliver sat turbo på arbejdet for sundhed og rettigheder i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel. Og samtidig at erkende, at forbedringen af den seksuelle og reproduktive sundhed (og sikring af rettighederne hertil) også er en forudsætning for at bringe hiv/aids under kontrol. Lykkes det os at skabe denne sammenhæng, er vi på rette vej. Så vil finansministre og andre, der står for at fordele de knappe midler til udviklingsbistand, kunne se, at det nytter. Og så vil arbejdet med sundhed, rettigheder og befolkning igen kunne indtage en central plads på den internationale bistandsdagsorden.