'Bestil en forsker', opfordrede annoncen, der gik forud for det årlige folkeoplysningsstævne 'Forskningens døgn'. Tilbuddet var dog ikke i første omgang rettet mod den uindviede bruger, men mod dig, den optændte foredragsholder in spe, der her fik »mulighed for at videregive din viden og skabe nye kontakter«. Foredraget, der skulle annonceres i et trykt katalog og vare en time plus diskussion, var ganske vist ikke honoreret, men »rekvirenten betaler dine transportomkostninger«, lød det fortrøstningsfuldt. Hurra, endelig nogen, der gad høre om dit nørdede projekt. Kunne man forestille sig lignende arrangementer inden for andre brancher, såsom 'Bestil en advokat', der gratis og entusiastisk indvier dig i bodelingens mysterier? Eller hvad med 'Bestil en VVS-mand', der vederlagsfrit og for din indsigt i tubologiens skyld installerer en vandhane i dit medborgerhus? Lige meget, forskere er ildsjæle, der selvfølgelig stiller op, når folket viser lyst til at høre på dem, for en sådan offentlig interesse er meget mere værd end et sølle honorar. Forskningen er nemlig presset, dens værdi ikke en selvfølge i et samfund, hvis værdier i stigende grad gøres op i nytte og købmandsmæssig omsættelighed. Som alle andre produkter på det frie marked må forskningen kunne demonstrere sin salgbarhed, og derved forskydes dens værdisættelse fra forskernes egne cirkler og ud mod et mere målbart kundegrundlag. Kunderne består i første omgang af stabilt eksamenstagende studerende, der forhåbentlig lige så stabilt lader sig afsætte på arbejdsmarkedet. Vigtigere endnu er imidlertid erhvervslivet, der angiveligt bør kunne omsætte forskningens resultater og derfor er blevet væsentlige medspillere i både de nye universitetsbestyrelser og de frie forskningsråd, som fordeler de søgbare offentlige midler. Og så må den almindelige befolkning, der betaler for universiteterne via skattebilletten, selvfølgelig også kunne forstå, hvad der foregår. Det er især de sidste to kundegrupper, charmeoffensiver som 'Forskningens døgn' og tilliggende 'Bestil en forsker' er rettet mod, for her kan man sprede goodwill blandt folk, der måtte nære mistanke om, at ens forskning er for verdensfjern og måske endda så unyttig, at de ikke kun vil bortskære ens honorar, men også ens månedsløn. Selv om formidling og folkeoplysning i sig selv er smukt, er der noget foruroligende ved den nærmest servile iver, hvormed forskningen må reklamere for sig selv for at bevise sit værd. Og denne iver er endda kun symptom på en dybereliggende krise, idet værdisættelsestrangen æder sig langt ind i det nye universitetssystem, hvor man vil kvantificere, evaluere og målrette forskningen i en grad, så at det truer dens eksistensgrundlag. For lader forskningen sig så restløst omsætte i kroner og øre, som videnskabsministeren antyder det med sit slogan om den kortest mulige vej fra tanke til faktura? Og lader den sig skemalægge efter store planer, de såkaldte udviklingskontrakter, der bureaukratisk dikterer den dens udvikling flere år ud i fremtiden? Det er, som om det liberalistiske samfund er blevet så forelsket i sit eget økonomiske grundlag, det turbo-kapitalistiske marked, at dette grundlag gøres til selve samfundets mål, snarere end et middel til at indfri det egentligt ønskværdige: et betydningsmættet liv med mange flere værdikriterier end materielle og økonomiske. Samtidig klamrer politikerne sig til den velstand, som er resultat af årtiers eksperimenterelyst, idet man vil overregulere eksperimenternes kilde - grundforskningen - og i nærig angst for at finansiere mere end det umiddelbart omsættelige tørlægger midlerne til denne forsknings trivsel. Hvad jeg savner i dagens forskningspolitik, er derfor større armbevægelser: visionært mod og generøsitet til at finansiere forskning, der skaber grænsesprængende ny erkendelse, ikke for den økonomiske gevinsts skyld, men fordi erkendelsen skaber et kvalitetsmæssigt rigere, mere komplekst liv for samfundets borgere. Dertil et armslængdeprincip, der anerkender, at den største indsigt i forskningens potentiale besiddes af forskerne selv og ikke af erhvervsfolk og administratorer, der kun kan forestille sig resultater, der ligner dem, de i forvejen kender. Skeptiske læsere vil måske mene, at mit indlæg for en armslængde til fakturaen er humanistisk bragesnak, foranlediget af særligt humanistiske legitimationsproblemer. Men fra gode forskerkolleger på naturvidenskab erfarer jeg, at bekymringerne her er præcis de samme: Regeringen har kun sans for anvendt forskning - hvilket bl.a. giver sig udtryk i en forgyldning af Højteknologifonden - hvorimod grundforskningen smægter. Uanset forskningens faglige tvist drejer den sig imidlertid om at skaffe nye indsigter i verdens indretning og vores position i den uden smålig hensyntagen til, om denne viden kan omsættes i varer eller ej. Der er ikke større finansiel fordel i at kortlægge Saturns ringe eller dinosaurernes udvikling end i at kende til vikingernes handelsveje, Platons idelære eller avantgardekunstens iscenesættelse af kroppen - og hvis der endelig skulle vise sig et pekuniært afkast, gør det stadig ikke den oprindelige erkendelse mindre værdifuld. I så fald skulle den eneste grund til at forske i Leonardo da Vinci være den, at man så kan tilfredsstille et købelystent publikum, der i forvejen er tændt af en populærlitterær kassesucces. Hvilket omtrent ville svare til at forklare erotikkens berettigelse med eksistensen af prostitution. Er fakturaen således ikke forskningens første motivation, kan jeg imidlertid berolige påholdende politikere med, at det pudsigt nok netop er denne manglende målrettethed, der formentlig på længere sigt vil indfri deres begærobjekt: en bevaret eller endog forøget velstand. For historien viser, at det er ud af de umiddelbart mest fakturafjerne og uforudsete resultater, at de største muligheder for nyskabende teknologi opdukker. Da Edison eksempelvis puslede med at opfinde telefonen, opfattede han den selv som blot en beskeden udvidelse af telegrafen og baksede derfor med en maskine, der kunne oversætte stemmen tilbage til telegrafsignaler - telefonen som verdensomspændende kommunikationsmiddel lå hinsides, hvad nogen kunne forestille sig i 1877, hvor telegrafisk forskning virkede til at være tættest på fakturaen. En lignende økonomisk gevinst knytter sig endog til de blødere videnskaber. Som den amerikanske økonom Richard Florida har vist i sin bog 'Den kreative klasse' (2002), er det i kreative miljøer med designere, kunstnere og universitetsfolk, at også det innovative erhvervsliv har det med at etablere sig. Tilsvarende beror firmaers succes ikke bare på varernes funktionelle kvalitet, men især på den livsstil, hvormed varerne brandes - hvilket igen fordrer humanistiske kompetencer. Et stjerneeksempel på denne nye oplevelsesøkonomi, hvor æstetikken booster den økonomiske vækst lige så meget som omvendt, er Bilbao-effekten - omdannelsen af Bilbao fra udslidt industriby til driftigt finanscentrum alene som følge af Frank Gehrys eventyrlige Guggenheim Museum. Hvad enten vi snakker naturvidenskab eller humaniora, er moralen altså den tankevækkende, at økonomien bedst trives, når lysten overskygger fakturaen. En nærigt vogtet og snævert anvendelsesorienteret forskning vil derimod begrænse den økonomiske vækst og lade Danmark glide agterud i den globale konkurrence, som regeringen i øvrigt på fornuftig vis søger at deltage i. Den, som vil bjærge sit liv, skal miste det. Eller som Jack Nicholson manisk taster i Kubricks 'The Shining': »All work and no play makes Jack a dull boy«. Den smalsporede forskningsvogtning har fået sit vel nok væsentligste instrument i den netop realiserede universitetsreform, som Helge Sander ikke helt misvisende kalder den største siden Københavns Universitets oprettelse i 1479. Reformen, der har indført topstyring, ansatte ledere og indsættelse af eksterne medlemmer i de nye universitetsbestyrelser, kan umiddelbar ses som reaktion mod den demokratisering af universitetet, der fulgte i kølvandet på 68-oprøret og dets afskaffelse af professorvældet. Alligevel har 68-oprøret ironisk nok gjort et grundigt forarbejde for Sanders reform, nemlig derved at også de marxistisk orienterede 68'ere ønskede styring af forskningen efter samfundsbestemte kriterier. Dengang snakkede halvflippede akademikere i fløjlsbukser og hængerøv om samfundsrelevans, ideologikritik og kultur, der kunne bevidstgøre arbejderne i deres nødvendige revolution. I dag snakker veltrimmede DJØF-typer med jakkesæt og attachétasker om erhvervsmæssig brugbarhed, sorte tal på bundlinjen og kultur, der kan give de ansatte kompetencer til den nødvendige omstillingsparathed. Trods alle forskelle mødes socialisme og liberalisme imidlertid i et billede af mennesket som et arbejdsdyr uden andre drømme end politisk og materiel tilfredsstillelse. Så uanset om dette dyr beskrives som den undertrykte, men snart glade traktorfører eller som den forbrugende erhvervskvinde med heldigvis kurerbar angst for at skulle nedsætte sit forbrug, risikerer vi, at forskning fremstår som simpelt middel til at opfylde arbejdsdyrets politisk-materielle behov. All work and no play ... For nuanceringens skyld vil jeg dog også være ærlig og sige, at når man har oplevet, hvor kvalitetsmæssigt ujævn den danske universitetsverden i 1900-tallets slutning var blevet, er det ikke underligt, at der måtte komme en reaktion. I kølvandet på 68-oprøret blev ansættelseskriterierne for løse, hvilket førte til en noget broget talentmasse, der savnede udfordringer i et samtidig for indspist system. Der trængtes absolut til udluftning og eftersyn af institutionen. Med de mere professionaliserede ledelser og indflydelsen udefra er der vitterlig kommet mulighed for at beskære det lidt vildtvoksende træ, universitetet var blevet, men skal beskæringen give knopskydning og ikke afstumpe, kræver det grundig indsigt i og respekt for den eksotiske vækst, som universitetet bør vedblive at være. For en regering, der kalder sig liberalistisk og ønsker at genopgrave de rødes synder under den kolde krig, er det imidlertid bizart, at den styring, man ønsker at lægge ned over universiteterne, i så høj grad giver mindelser om sovjetisk planstyring. For tiden blæser der således en strid universitær vind af centralisme og antagelser om, at stort automatisk er lig med godt. At småinstitutter sammenlægges til storinstitutter, giver nogle gange god mening og kan skabe interessant tværfaglig udveksling, selv om der stadig er for mange arrangerede og vel spøjse ægteskaber (min yndling er Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik). Men hvorfor skal universiteter og sektorforskningsinstitutioner partout brokkes sammen til megauniversiteter, der opererer på tværs af nogle gange urimeligt store geografiske afstande? Sanders (selvfølgelig teknologisk orienterede) forbillede, det omfangsrige, men geografisk koncentrerede Massachusetts Institute of Technology (MIT), er succesfuldt, jovist, men det er de mindre Harvard- og Princeton-universiteter også. Og især er de alle begunstiget af en guldregn af midler og værn om eliteforskere, der ligger milevidt fra Sanders foreløbig meget halvhjertede forskningsfinansiering, som har det med at blive slugt af huslejeforhøjelser og forøgede driftsudgifter. Det grelleste ryk i retning af centralisme og manglende sans for en forskning, der vokser nedefra og op, er imidlertid udviklingskontrakterne, gigantaftaler mellem universiteterne og Videnskabsministeriet om, hvad der skal bedrives lokalt på institutionen. Igen: jeg forstår godt behovet for at sikre kvaliteten af alle slags aktiviteter på universiteterne, men som udviklingskontrakterne er på vej til at blive forvaltet, er der tendens til overdefinition i de kinesiske æskesystemer, hvor gigantiske overområder omspænder delgruppeområder, der atter indfatter kollektive enkeltprojekter. Disse glitrende overområder er således meget langt fra den heterogene underskov, hvor den egentligt frugtbare forskning finder sted, så hvis man forveksler skoven med dens kort, vil forskningen cementeres i ovenfra kommende diktater, på samme vis som den gjorde det under Stalintidens femårsplaner. Det turde være indlysende, men er det åbenbart slet ikke for den siddende regering: Ikke ulig kunst består forskning i at afdække det ikke før sete, erfarede, erkendte, og jo mere original og nyskabende forskningen er, jo mere uforudsigelig er dens udfald. I stedet for resultatforhippede tvangsprofetier bør man fundere forskningsstrategien på en vurdering af forskeres hidtidige præstationer, og så i øvrigt vise generøs tillid til, at spændende ideer også vil give spændende - og ganske uforudsete - resultater. Som forskningsdekanen på Harvard Medical School, en eliteforskningsinstitution i superligaen, siger ifølge Lone Frank (Weekendavisen Ideer 11.05.), så går øvelsen på at kunne prioritere mellem de ideer, forskerne kommer med, og så give dem de bedste muligheder for at føre dem igennem: »Vi opfatter egentlig os selv som hjælpere, ikke som ledere«. En sådan på en gang selektiv, generøs og diskret fødselshjælperånd kunne være tiltrængt i administrationen af den danske universitetsforskning. Desuden bør der strømme jævnlige - ikke blot eksamenstals-, men også forskningmeritbetingede - basismidler til, så man ikke, som regeringen for nylig foreslog, skal ud at søge hver eneste forskningskrone forfra. Supplerende fondsansøgninger sluger i forvejen alt meget af forskernes tid - en tidsslugning, der kun forstærkes af en generel og stressfremkaldende tendens til at ville kortlægge, beskrive, evaluere, planlægge og omstrukturere alt, hvad der foregår i arbejdslivet. Men hvad nytter det at udvikle en forrygende mængde bureaukratisk emballage omkring vore handlinger, hvis der ikke er tid til at udføre dem? Ro til fordybelse er efterhånden blevet forskerens kostbareste mangelvare. Sikke et dejligt brud på ens fordomme, hvis regeringen turde løsne op for sin umage alliance af universitær plan- og markedsstyring og måske endda turde gøre noget ved sit ofte ymtede, men foreløbig fatamorganafjerne mål: Barcelona-erklæringens lovning om en offentlig forskningsinvestering på én procent af bruttonationalproduktet inden 2010. I et Danmark, der oplever sin største økonomiske vækst og beskæftigelse nogensinde, kan det simpelthen ikke passe, at man vil kvæle forskningen i småtskårne, kræmmeragtige hensyn. Er der virkelig så langt fra finansielt til mentalt overskud?