En februardag i 2003 kører jeg med min familie fra den gamle karavaneby Agadez midt i Sahara-ørkenen i Vestafrika. Efter et par dages ferie fra jobbet i Nigers hovedstad, Niamey, skulle vi nu hjem til dagligdagen i vores selvvalgte om end midlertidige eksil under meget varme og fremmedartede himmelstrøg. Nord-syd-vejen gennem Sahara, der skærer sig gennem ørkensandet ad velpræparerede, asfalterede pister, anlagt af et fransk uraniumselskab, står i skærende kontrast til det omkringliggende, døde landskab. I halve og hele timer kørte vi i vores airconditionerede Subaru 4W-drive uden at møde modkørende køretøjer. Kun en dromedar hist og et æsel pist kaldte på vores opmærksomhed. Et par timers kørsel syd for Agadez slår det mig pludselig, at: Dette også er min verden!. Den film, der kører, og det liv, der udspiller sig i forbifarten, er også min verden: varmen, det golde landskab, fattigdommen, den anderledes levevis, horisonten. Det er også virkeligheden i det 21. århundrede - min virkelighed! Når jeg nu fra min kvistlejlighed i København kigger ned på dagligdagens mylder, glemmer jeg kun alt for nemt verdens underfundigheder, forunderligheder, grusomheder og mangfoldigheder og tænker, at hvis vi, danskerne, nu bare kunne få lov til at være os selv - og i fred! - så kunne dagligdagens søde trummerum leves ubekymret. 'Det er deres verden og deres problemer!' Men med globalisering, globale medier, international terrorisme og handel og teknologisk udvikling er det ved at gå op for os, at vi alle er blevet en del af en større organisme - et naturligt og påtvunget fællesskab. I alt for lang tid har vi været tilbøjelige til at bilde os selv ind, at verden ikke er ny og i forandring, at vi har hånd om situationen, og at det hele nok skal gå, hvis blot vi fortsætter som hidtil. Historien er imidlertid rig på eksempler på konsekvenserne af at 'misse' sin besøgstid i forhold til omgivelsernes legitime krav på opmærksomhed. Sidste gang, vores kulturkreds glimtede ved passivitet og naivitet over for de nære og fjerne omgivelsers angreb på grundlæggende menneskelige principper og værdier, er så skræmmende og personligt blevet beskrevet af Stefan Zweig i 'Verden af i går' i 1943 fra hans etniske, kulturelle, åndelige og civilisatoriske eksil: »Mod min vilje er jeg blevet vidne til det frygteligste nederlag, fornuften har lidt, og den vildeste triumf, brutaliteten har fejret inden for historisk tidsregning - ingenlunde stolt, tværtimod beskæmmet noterer jeg dette - aldrig har en generation lidt et lignende moralsk tilbagefald fra en lignende åndelig højde som vor generation. (...) Jeg har set store masseideologier vokse frem og udbredes for mine øjne: Fascismen i Italien, nationalsocialismen i Tyskland, bolsjevismen i Rusland og frem for alle ærkepesten nationalismen, som har forgiftet vor europæiske kulturs blomsterfylde. Det blev min lod at stå som værgeløst og magtesløst vidne til menneskehedens ufattelige tilbagefald til det, man for længst troede glemt: Barbariet med antihumanitet som bevidst og programmatisk dogme«. Dengang lod vi i alt for lang tid despoter, opportunister, diktatorer og hegemoner sætte dagsordenen. Jeg selv blev født i malstrømmen af verdenskrigen og den kolde krig, der med sin ekstreme terrorbalance og truslen om gensidig udslettelse havde bemægtiget sig det 20. århundrede. Jeg fik fortalt om den internationale konsensus, der nedlagde de fremmeste civilisatoriske principper og værdier i konventioner. Jeg fulgte som barn beretningerne om vort politiske lederskabs bestialske, magtpolitiske demonstration i Vietnam, vores mægtige østlige modstanders despotiske gulag-regime, Kinas kultursterilisering, latinamerikanske militærdespoter, fattigdommens menneskefornedrelse. Jeg mærkede 60'ernes solidariske frigørelsesidealer, 70'ernes oliekriser og 80'ernes konservative og neoliberale renæssance. I 80'erne rejste jeg i det gamle (Vest)Europa, det knæsatte Østeuropa, det sammensatte Amerika, og afsluttede årtiet i Sovjetunionen, Mongoliet, Kina, Indien, Pakistan, Nepal og Mellemøsten, få måneder før det 20. århundrede kapitulerede med det folkelige opgør mod det kommunistiske despoti i øst. Jeg oplevede 'ekstremernes århundrede' (Hobsbawm, 1994) gå på held. Og jeg blev vidne til drømmene, forhåbningerne og ambitionerne om en ny og bedre verden. En ny verden, der pludselig stod på vid gab. En ny verden, hvor menneskeheden - måske - for første gang i sin historie - i gensidig respekt, i dialog og i fællesskab - kunne bestemme at forfølge grundlæggende civilisatoriske principper. Men som taget ud af magtarrogancens grønspættebog må jeg i dag konstatere, at jeg i stedet er blevet vidne til sejrherrens selvforherligelse og forsøg på at maksimere egennytten af sejren i den kolde krig gennem naive forsøg på politisk, militær og økonomisk hegemoni. Og jeg er blevet vidne til den naive tro på eget værd og afledte nationalistiske strømninger, der gør det fremmede og omgivelsernes udfordring til skræmmebilleder i en indelukket national og kulturel mobilisering. De civilisatoriske frø, opløsningen af det 20. århundredes dæmoni havde lagt i efterårsmånederne i 1989, fik med andre ord ikke lov til at slå rod og spire. Den civilisatoriske pryd, de kunne have frembragt, er blevet gjort til skamme af hegemonisk, nationalistisk, kulturelt og religiøst ukrudt i et sådant omfang, at vesten som civilisatorisk forbillede stod stærkere i efteråret 1989, end vi gør i dag. Tag blot de sidste godt 15 år: Støvskyerne i New York har, trods deres rædselsvækkende (sur)realisme og en minoritets ekstreme meningstilkendegivelse, ikke været enestående. Vi er blevet udfordret med afskyvækkende handlinger og billeder på menneskehedens ufuldkomne, civilisatoriske ageren i ekstreme, undertryggende regimenter; bestialske og primitive masse- og folkemord; angreb på og villighed til at gå på kompromis med snart sagt alle hævdvundne universelle principper og standarder; moralsk tvivlsomme krigserklæringer; landes opløsning som følge af grotesk undertrykkelse, overgreb og ekstremt magtmisbrug; religioners radikalisering; hævdelse af nationale kulturelle egenarter; naturens og sultens grimme ansigt; såvel som konsekvenser af abnorme økonomiske uligheder og fattigdom. Senest har vi i Danmark mærket verdens ekstreme gensidige afhængighed, fordi vi ikke i tide formåede at tage udgangspunkt i og integrere omgivelsernes forskelligheder i vores livssyn, samfundssyn og nationale udsyn. Med de tolv tegninger har vi måttet erkende, at der var noget vi slet ikke havde forstået. Vores gamle pejlingsmærker har vist sig utilstrækkelige, ja, måske ligefrem en trussel mod vores nations evne til at fungere og agere i 'den nye verden'. Frem for at gå ind i en diskussion af årsagerne til tegningekrisen og den egennyttige håndtering af sejren i den kolde krig og den afledede 'krigen mod terror' vil jeg i stedet rette blikket fremad og gøre nogle konkrete betragtninger om, hvordan Danmark gradvist kunne transformere sin stærke, men utidssvarende nationale almene dannelse til et globalt orienteret dannelsesprojekt, der, hvis ikke der tages nye initiativer og metoder i anvendelse, blot vil vise sig at have været en mellemstation på en længere national rutsjetur og deroute. Et nyt spændende og ambitiøst initiativ taget af danske meningsdannere og markante personligheder, det såkaldte Co-existence of Civilizations (COC, civilisationernes sameksistens), gør en række forhold gældende, her gengivet i sammenfattet form: I Danmark (og dette kunne gælde for mange af vores allierede såvel som mange andre samfund) er der brug for en ny dialogkultur. Der er brug for en ny global tænkning. Der er brug for en ny platform og nye spilleregler. Der er brug for lydhørhed, en ny konfliktløsningsmodel og en ny mæglingskultur. Der er brug for mere forpligtende og grænseoverskridende partnerskaber med en ambition om en ny dagsorden om kulturernes sameksistens. Vi har alle brug for en ny global tænkning. COC's grundlæggende tanke er, at vi i de kommende årtier skal sørge for at træffe de rigtige valg. Og den grundlæggende forudsætning for at kunne gøre det er, at vi til fulde forstår at gå i oplyst dialog med omgivelserne og forstår, hvor radikalt verden har ændret sig gennem de sidste godt 15 år. COC vil udbrede denne dialog. Det skal angiveligt ske gennem en række partnerskaber mellem internationale organisationer og aktører, medier og opinionsdannere og foreløbig kulminere i et internationalt topmøde i København i september. COC er et prisværdigt initiativ, men kan også nemt risikere at ende i et elitært projekt, der ikke bidrager til forståelse og støtte i befolkningen, medmindre det kobles op på et nyt nationalt dannelsesprojekt. Det betyder ikke, at COC-initiativet ikke er godt. Tværtimod. Men det skal suppleres med en almen dannelse af befolkningen i skolerne og på højskolerne for at bygge bro mellem 'mikro'- og 'makro'-Danmark. Men det vil ikke gøre det alene, af den simple grund at majoriteten af danskerne har passeret denne fase i livet. Derfor må en samlet strategi for 'et nyt Danmark i den nye verden' være bredspektret. Der er mange muligheder. Men jeg skal blot opfordre til ét initiativ. Udgangspunktet for mit forslag er i og for sig så lokalt, som det tænkes kan, nemlig det historiske kulturmiljø ved Frederiksholms Kanal i København. Situationen er den, som skitseret i en humoristisk tegning af Fritz Jürgensen i 1843, at en far med sin søn Gysse er på gåtur gennem det endnu fortificerede København. Jeg forestiller mig, at de er kommet gående ad den idylliske Philosoph-gang langs daværende Vestervold. De drejer ned ad Ny Vestergade. Da de når til Marmorbroen, drejer de til højre og slentrer langs med Frederiksholms Kanal, mens snakken går. De passerer de lave, skønne okkergule bygninger. Da de har passeret Bryghusgade og nu står ud for det daværende Kongens Bryghus trækker Gysse sin far hen til kanalens bolværk og spørger med et barns nysgerrighed: »Fa'er! Er det verdenshavet?«, hvorpå faren svarer: »Nej, lille Gysse, det er Frederiksholms Kanal«. Selv om faren korrekt svarer, at Frederiksholms Kanal ikke er verdenshavet, så har Gysse alligevel fat i noget rigtigt, idet Frederiksholms Kanal jo er forbundet med de store have og som sådan en del af noget større. Ja, i princippet er kanalen afhængig af netop verdenshavet. På samme måde er vores tilværelse og samfund forbundet med og i stigende grad afhængige af omgivelserne. Vi er en del af en organisme, hvis bestanddele blot vil blive mere og mere tæt forbundne og få større og større betydning for den enkelte borgers livsudfoldelsesmuligheder. Vandtætte skotter, diger eller sluser kan måske holde 'verdenshavet' på afstand for en tid. Men hurtigt vil Frederiksholms Kanal så komme til at lugte fælt og ligge hen som brak. Hvis ikke den enkelte har udsyn, indsigt og forståelse for omgivelserne - det vi i dag ynder at kalde 'det fremmede' - så vil vi fortsætte med at tro, at Frederiksholms Kanal ikke er en del af 'verdenshavet'. På den anden side af kanalen fra hvor Gysse og hans far stod og skuede ud over 'verdenshavet', ligger endnu Christian IV's fire hundrede år gamle bryghus. Det har ligget ubenyttet hen i årtier og repræsenterer muligheder med dets mange tusinde etagemeter for at komme danskerne og københavnerne til glæde og gavn. Christian IV er et ikon i dansk og københavnsk historie og kunne komme til at spille en central rolle i et nyt nationalt dannelsesprojekt i bestræbelserne på at mobilisere en dansk verdensborgerånd. Gysses gode spørgsmål til sin far burde give anledning til overvejelser, om ikke netop Danmark i den aktuelle situation og med politisk støtte og velvillighed skulle indrette et House of Civilizations - et Civilisationernes Hus i netop dette markante bygningsværk. I et sådant civilisationernes hus skulle 'verdenshavene' og verdens civilisationer og kulturer samles og mødes under ét fælles tag. Jeg foreslår derfor, at Danmark indretter et spektakulært Civilisationernes Hus med et museum med den nye formidlingsteknologi, der kunne formidle civilisationernes, kulturernes og religionernes forunderligheder, mangfoldigheder, eventyrligheder og gensidige afhængighed gennem århundreder og årtusinder og inspirere til nye samspilsregler for vor tids nødvendige bestræbelser på at skabe større stabilitet i verden. I Civilisationernes Hus ville danskerne og besøgende turister kunne stifte bekendtskab med 'verdenshavet's mange facetter, deres afgørende betydning for det enkelte menneskes og det enkelte samfunds udfoldelsesmuligheder inden for rammerne af et bæredygtigt civilisationsregime, hvor den enkelte kulturs eller det enkelte samfunds ageren ikke sker på bekostning af de andre. Her skulle man ikke foranlediges til tro, som Gysses far, at Frederiksholms Kanal ikke er en del af 'verdenshavet' - tværtimod. Her skulle ikke blot Stefan Zweig kunne finde trøst. Jeg selv skulle kunne finde bekræftelse på, at: jo, 'de andre' og 'det andet' er også en min verden. Som Erik Rasmussen skriver i Ugebrevet Mandag Morgen (12.2.) kan det »forekomme paradoksalt, at et land som Danmark, der har satset på og identificeret sig med respekten for individet, med tolerancen, med åbenheden og rummeligheden, nu kritiseres for det modsatte«. Der er med andre ord behov for, at Danmark viser vilje og evne til at indlede en ny og konstruktiv dialog mellem kulturer og civilisationer for derigennem at vende kritik til respekt. Og hvilket ville være mere naturligt end at gøre dette i et Civilisationernes Hus? Og for at fuldende billedet med civilisationernes nye mødested ved 'verdenshavet', så skulle såvel den nuværende Søren Kierkegaards Plads såvel som Bryghusgrunden, hvor Gysse stod og skuede, udlægges til Civilisationernes Plads, hvor alverden kan mødes, og hvor civilisationerne på skift eller sammen kunne udstille deres bidrag til den menneskelige civilisation før og nu - og i fremtiden. Et sådant spektakulært initiativ skylder vi ikke blot de andre, men i lige så høj grad os selv. Lad os placere civilisationernes mangfoldighed i centrum af det gamle København og lad os vise, at danskerne og det danske samfund atter er parate til at indtage en position som vogter af og vægtig bidragyder til civilisationernes sameksistens og almene principper og værdier.