Politiets Efterretningstjeneste (PET) kan snart få adgang til indsamling og samkøring af alle typer persondata, der er registreret hos offentlige myndigheder, f.eks.: adfærdsproblemer og misbrug af stoffer beskrevet hos skolepsykologen, anholdelse ved demonstrationer registreret af politiet, boglån fra biblioteket, sygdomme og behandling, bl.a. ordinering af medicin beskrevet i sygehusjournal, og religiøse fantasier og angst beskrevet i journal på psykiatrisk sygehus. Dette bliver muligt, hvis justitsministerens nye lovforslag om 'terrorbekæmpelse' bliver vedtaget. Et af forslagene til overvågning lyder: »Politiets efterretningstjeneste kan indhente oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder i det omfang, oplysningerne må antages at have betydning for varetagelse af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13« (forslag til retsplejeloven par. 110 a, stk. 2). Danmark er blevet et af de mest gennemregistrerede lande i verden. Det er sket uden voldsomme protester, fordi de fleste har tillid til myndighederne. Nogle har advaret mod risiko for overvågning, men politikere og myndigheder har beroliget med lovregler, der satte grænser for videregivelse og samkøring af følsomme persondata. Med det nye lovforslag fjernes grænserne. PET vil få fri adgang til at samkøre indsamlede data fra offentlige myndigheder og andre data f.eks. fra flypassagerlister og tv-overvågning ved broforbindelser og data om kommunikation fra teleselskaber. Efter gældende regler har alle pligt til at informere politiet, hvis man får kendskab til forberedelse af en forbrydelse, der truer menneskers liv og velfærd eller betydelige samfundsværdier. Pligten til at anmelde gælder også ved kendskab til forberedelse af alvorlige forbrydelser mod staten eller de øverste statsmyndigheder. Vi har således alle en indlysende pligt til at søge at hindre egentlige terrorhandlinger, hvis vi får konkret begrundet mistanke. Det er ikke sandsynligt, at en terrorrist giver oplysninger til en sygeplejerske eller socialrådgiver, der tyder på planlægning af en alvorlig terrorhandling, men skulle det ske, har de pligt til at give besked til politiet, og det vil enhver ved sine fulde fem i øvrigt gøre, selv om der ikke var en regel i straffeloven par. 141 herom. I øvrigt har offentlige myndigheder som udgangspunkt tavshedspligt, men den er ikke absolut. Ved almindelige persondata, f.eks. om økonomi, viger tavshedspligten over for andre myndigheders saglige behov for data. Ved følsomme persondata, f.eks. om sygdom, viger tavshedspligten kun for tungtvejende hensyn. Hvis PET anmoder en skadestue om oplysninger om en patient, skal hensynet til forebyggelse eller opklaring af en forbrydelse afvejes mod hensynet til, at patienten trygt kan søge behandling. Følsomme persondata skal kun udleveres fra skadestuen til PET, når det konkret vurderes, at hensynet til forebyggelse eller efterforskning vejer klart tungere end hensynet til beskyttelse. Konklusionen er givet, hvis PET konkret begrunder, at en oplysning fra en skadestue kan tjene til at undgå eller opklare en alvorlig terrorhandling. Hvis der opstår uenighed mellem PET og andre myndigheder om udlevering af oplysninger, er det i den sidste ende domstolene, der foretager interesseafvejningen, og det kan ske hurtigt i alvorlige sager. Lovforslaget giver både adgang til indsamling af data om enkeltpersoner og om en kreds af personer, f.eks. alle personer, der inden for en periode har rettet henvendelse til en myndighed. Efter lovforslaget skal der ikke længere foretages en konkret vurdering af, om data er nødvendige for at forebygge eller efterforske, og om dette hensyn vejer tungere end hensynet til at beskytte borgerne. Betingelsen er blot, at oplysninger »må antages at have betydning« for PET's arbejde med forebyggelse eller efterforskning. Det bliver PET selv, der skal afstikke rammerne for informationssøgningen og vurdere, om betingelsen er opfyldt. Myndigheder vil få indskærpet, at de intet må fortælle til borgerne om overvågningen. Hidtil har forvaltningsloven og persondataloven sikret mod, at data kan bruges til omfattende overvågning, men disse værn bliver tilsidesat med forslaget, der giver PET grønt lys til indsamling og samkøring af alle typer persondata fra offentlige myndigheder. Indsamling af oplysninger om en personkreds, der benytter en offentlig myndighed, vil nødvendigvis omfatte mange data, der ikke i sig selv har betydning for PET's opgaver. Myndigheder skal aflevere fortrolige oplysninger til PET uden reel mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved PET's anmodning. Det kan praktisk talt ikke komme på tale at indbringe spørgsmål for domstolene, men skulle det alligevel ske, vil domstolene være afskåret fra at tage hensyn til beskyttelsen af patientdata og andre fortrolige oplysninger. PET er helt undtaget fra persondataloven og er dermed uden for denne lovs krav til kontrol, datasikkerhed, tidsfrister for opbevaring med videre. I det nye lovforslags bemærkninger står blot, at PET »inden for en rimelig tid« må afgøre, om personer, der er indsamlet oplysninger om, har relevans for tjenesten. Når »rimelig tid« er gået, skal oplysninger om ikkerelevante personer destrueres. Der står intet om destruktion af ikkerelevante data om relevante personer. PET vil i nogle tilfælde kunne videregive data til andre formål end terrorbekæmpelse f.eks. til de ordinære politiopgaver om organiseret kriminalitet, der vil blive overført til PET. Det fremgår desuden af lovforslagets bemærkninger, at PET kan videregive oplysninger til andre myndigheder om kriminalitet, som falder uden for PET's område. Videregivelse vil f.eks. kunne ske til politi og skattemyndigheder i overensstemmelse med almindelige forvaltningsregler. PET deltager i et omfattende internationalt samarbejde, og oplysninger kan både indsamles og videregives på opfordring fra politi- og efterretningsvæsener i andre lande. Det klassiske terrorbegreb handlede om tilskyndelser, forberedelse og udførelse af drab, vold og trusler mod civilbefolkningen. Forberedelse og udførelse af egentlige terrorhandlinger har altid været betragtet som meget alvorlig kriminalitet, så her er ikke noget afgørende nyt. Det nye terrorbegreb, der blev indført med den første antiterrorpakke i 2002, omfatter også ikkevoldelige, ulovlige aktiviteter, der sigter på at ændre magtstrukturer i samfundet. F.eks. kan groft hærværk og forstyrrelse af trafiksikkerheden straffes som 'terrorisme', hvis sådanne handlinger giver betydelige økonomiske tab, og formålet er at destabilisere »et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer« (straffeloven par. 114). Strafferammen går op til fængsel på livstid. En oprørsbevægelse er f.eks. 'terroristisk', hvis den laver groft hærværk mod en regeringsbygning eller blokerer for transport af olie og våben. Efter reglens ordlyd gælder det, uanset hvor i verden oprør finder sted. Lignende terrorparagraffer er indført i de fleste lande i verden som led i den globale kamp mod 'terror', og magthaverne i en række diktaturstater har hurtigt taget de nye regler i brug til at legitimere undertrykkelsen af den politiske opposition. I 2002 blev også vedtaget vidtgående kriminalisering af støtte til organisationer, der defineres som terroristiske. Kriminaliseringen gælder f.eks. økonomisk støtte til en organisations humanitære opgaver, hvis giverne har kendskab til organisationens »generelle terrorformål«. På baggrund af det nye terrorbegreb er det blevet strafbart at give humanitær støtte til en organisation, der bruger ulovlige midler for at ændre magtstrukturer i et samfund. I forbindelse med den første antiterrorpakke blev der både i Folketinget og EU rejst spørgsmål om frihedskampe mod undertrykkende regimer eller besættelsesmagter, og Folketingets Retsudvalg pointerede, at terrorreglerne ikke måtte bruges til at rejse anklage mod personer, der handler for at bevare eller genskabe demokratiske værdier. Det blev også understreget, at ytringsfriheden fortsat vil give ret til at udtrykke sympati for 'terrorisme'. Disse præmisser fremgår ikke af lovreglerne, og rækkevidden er uklar. Er det lovligt at give økonomisk støtte til bevægelser, der gør oprør mod undertrykkende regimer? Gælder præmisserne også som et værn mod overvågningsreglerne i den nye antiterrorpakke? Der er ikke givet nogen forklaring på, hvordan terrorbekæmpelse kan blive styrket ved at give PET adgang til data fra sygehuse, socialforvaltninger, biblioteker og uddannelsesinstitutioner. Justitsministeriets bemærkninger til forslaget giver blot diffuse antydninger om »adfærdsmønstre« og »lægge et puslespil«. PET-chefen Lars Findsen sætter lidt flere ord på i bogen 'Overvågning eller omsorg' (Forlaget Thomson, 2005). Han skriver: »...det er ikke længere muligt at identificere et klart trusselsbillede - eller konkrete fjender«. Det betyder ifølge PET-chefen, at udfordringen nu mere ligger i identifikation af »de miljøer og de vækstfaktorer, som kan føre til en yderligere skærpelse af truslen«, og det stiller store krav bl.a. til »den overvågning, der skal føre til identifikation af de personer, som udgør eller vil kunne udgøre en trussel, inden de kan føre deres samfundsskadelige aktiviteter ud i livet«. Hvilke forestillinger har Justitsministeren og PET om brug af data? Hvordan afgør man, om en diffus trussel bliver yderligere skærpet? Hvilke typer data fra offentlige myndigheder skal lægges sammen i et puslespil i et forsøg på at identificere »miljøer og vækstfaktorer« og opspore hidtil usynlige »adfærdsmønstre«? Med de diffuse udmeldinger er vi overladt til gætterier om, hvilke faktorer der kan blive tillagt vægt. Skal overvågningen rettes mod personer, der har personlighedstræk, sociale eller religiøse kendetegn, der kan tænkes at give tilbøjeligheder til 'terroraktiviteter'? Kan data om adfærd i skoletiden, psykisk sygdom, skolepsykologiske test, brug af medicin, mønstre ved boglån, deltagelse i demonstrationer, misbrug af ecstasy eller andre stoffer bruges til at identificere enkeltpersoner, »som udgør eller vil kunne udgøre en trussel, inden de kan føre deres samfundsskadelige aktiviteter ud i livet«? Under den kolde krig var PET's overvågning baseret på et nogenlunde klart fjendebillede, men registreringen løb alligevel løbsk, fordi man så faretruende 'kommunister' alle vegne og i et antal, der var helt ude af proportioner. I et forsøg på at reducere overvågningens omfang bekendtgjorde VKR-regeringen i 1968 et forbud mod »registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed«. Fjendebilledet er nu blevet diffust, oplyser PET-chefen, og der er derfor alvorlig grund til at spørge, om forbuddet fra 1968 fortsat gælder, eller kan lovlige politiske ytringer i dag give grundlag for registrering? Kan ytringer, der viser sympati med oprør mod undertrykkende regimer eller besættelsesmagter give grundlag for registrering? Kan lovlige religiøse ytringer, f.eks. deltagelse i religiøse sammenkomster og ritualer? Tænker PET, at indvandrerfjendtlige holdninger kan inspirere til vold eller til modangreb og derfor bør registreres? Opererer PET ud fra forestillinger om, at stærke opfattelser blandt unge om uretfærdighed i verden kan inspirere til hærværk eller blokader, f.eks. demonstrationer mod regeringsledere? Holder PET øje med aktivister fra Attac og Greenpeace? I 1968 havde ingen fantasi til at forestille sig, at borgernes lovlige benyttelse af offentlige myndigheders service kunne danne grundlag for registrering hos PET. Den nye antiterrorpakke åbner som nævnt for indsamling af oplysninger om personkredse, der benytter en offentlig institution. Det betyder, at borgere kan blive registrerede hos PET, alene fordi de bliver behandlet på et sygehus inden for en bestemt periode. Ethvert forslag, der udhuler retssikkerheden, skal nøje afvejes mod forslagets muligheder for at bidrage til en mere effektiv terrorbekæmpelse. Der må stilles krav om proportionalitet mellem indgrebet i retssikkerheden og den reelle værdi for terrorbekæmpelsen. Det nye forslag, der giver PET adgang til offentlige myndigheders data uden konkret begrundet mistanke, er ikke nødvendigt for at forebygge og opklare konkrete trusler. Politiet og PET kan efter de gældende regler få de oplysninger, der er brug for til forebyggelse og efterforskning ved konkret begrundet mistanke. Det er meget usikkert, om forslaget kan bidrage til bekæmpelse af egentlig terrorisme. I værste fald kan det svække efterretningstjenestens effektivitet, hvis det medvirker til målforskydning hos PET fra løsning af konkrete efterretningsopgaver til behandling af store datamængder, der indsamles uden konkret begrundet mistanke. Omkostningerne for borgernes retssikkerhed er til gengæld både store og sikre. Forslaget vil betyde, at sygehuse, socialforvaltninger, skoler og biblioteker skal stå til rådighed med alle oplysninger, der ønskes af PET. Borgerne i Danmark er gennemregistrerede, og PET's adgang til alle typer data fra offentlige myndigheder giver mulighed for intensiv overvågning. Lovforslaget vil svække retssikkerheden - ikke kun for en mindre gruppe i befolkningen, men for alle borgere. Den almindelige tillid til sundhedsvæsenet og andre offentlige myndigheder får et knæk, når tavshedspligten bliver generelt tilsidesat i forhold til efterretningstjenestens ønsker om oplysninger. Tavshedspligten skal bl.a. sikre, at borgere, der ikke har lutter 'rent mel i posen', kan søge behandling: Plattenslagere, prostituerede, narkomaner, racister, aktivister og fundamentalister har også ret til behandling for sygdomme og rådgivning om sociale problemer, men hvis man ikke kan regne med, at sygehuset holder tæt om sygdomme og betroelser - også over for politiet og PET - holder nogle sig væk. Hvis de, der har størst behov, ikke tør søge hjælp, så bliver social- og sundhedsvæsenets muligheder for at løse opgaverne forringet. Der er afgørende forskel på, at PET holder øje med, hvad der foregår i visse miljøer, og at PET uden konkret begrundet mistanke får adgang til andre myndigheders fortrolige oplysninger om borgerne. Også borgere, der har lutter 'rent mel i posen' eller tror, de har det, vil risikere at blive omfattet af PET's overvågning efter lovforslaget. Overvågningen vil bygge på diffuse forestillinger om mulige fjender, og kravene til 'rent mel i posen' bliver derfor usikre. Måske kan PET finde kim til en betænkelig politisk eller religiøs afvigelse, når melet i posen udsættes for nærmere undersøgelser? Ingen kan vide sig helt sikre. Overvågning via registersamkøring, der hemmeligholdes for borgerne, giver måske en sådan afstand mellem kontrollanter og kontrollerede, at grimme forestillinger om et overvågningssamfund kan neutraliseres. Desto vigtigere er det at få klargjort ved lovforslagets behandling, hvad de nye regler giver mulighed for. Det er et vigtigt kendetegn for en retsstat og et frit samfund, at der er grænser for efterretningsvæsenets overvågning af borgerne.