Er du også en af dem, der er ved at være dødtræt af, at når man bevæger sig rundt i det offentlige rum i den øverste del af socialsfæren - på cafeer, cocktail parties, private intimmiddage - så er det hotteste samtaleemne ikke den politiske situation omkring profetkrisen, integrationen, magtspillet mellem partierne, velfærdsudspillet, eller hvem der ligger i med hvem, men folks andel i boligfriværdien? »Har I hørt, at ejendommen henne i nr. 117 er blevet solgt for 5,2 millioner? Det er en ren ruin og må istandsættes for mindst 1,8«. Derefter kan man mentalt høre digitale hjernekliklyde. Alles indre regnemaskiner begynder at lægge store tal sammen og udregner lynhurtigt, hvad deres ejerbolig må være værd nu, hvis den bliver kastet ud på markedet. Og samtidig kan man se, hvorledes imageskuldrene på friværdidanskerne svulmer op, og der kommer uvant tyngde og næsten truende respektkrav ind i stemmeføringen. »Her taler millionerne!«. Så kører snakken over på istandsættelsesprojekterne - karnappen, samtalekøkkenet med indbygget pejs, det japanske drømmetoilet med opvarmet sæde, det designerskabte fantasilegerum til børnene osv. Hvis man kender folk inde bag facaden, ved man, at hovedparten af projekterne afspejler en ny 'pardødheds-periode' - hvor det nye fællesprojekt tjener til at holde sammen på stumperne i de parallelle stressliv. Håndværkerterapi. Som også tit er billigere end ordinær parterapi. Når hovedboligemnet er udtømt, fortsætter samtalen til den investeringslejlighed, man med skattemæssig fordel har købt til børnene. Videre til sommerboligen på Skagen eller i det solbeskinnede Provence. Når den selvfede friværdisnak efterhånden keder én (som var så dum af forlade boligcirkuset, før musikken rigtig spillede op), altså mens luftmillionerne stiger og stiger, og hanekammene svulmer - og man vil have lidt gang i den følelsesmæssige stemning, skal man bare lavmælt sige: »friværdinasser« og fortsætte med remsen: arbejdsfri papirpenge, skattestopssnylter, rentefradragstyv, ejendomsværdivelfærdssocialklient, regeringsdoneret judaspenge og til sidst truende råbe »boligboble«! Så kommer der garanteret liv i forsamlingen. Og du kan have en underholdende aften med livlig, ophedet debat. Hvis du slipper levende, begrænset blodig og ikke totalt handikappet fra det - så går dine dybe refleksioner på cyklen hjem til din ydmyge lejebolig på, hvad fanden skete der egentlig. Hvordan blev 20 års venskab ødelagt i løbet af 7 minutter? Hvorledes det karrierenetværk, du har brugt 5 år på at opbygge, krøllede sammen i løbet af no time, som en akillessene, der bliver overskåret nede ved hælen. Hvorledes der kom had ind i gamle elskerinders øjne. Hvordan du oplevede, at - 'det er aldrig for sent at få en ulykkelig barndom'. Du har fornemmelsen af, at hvis du provokerende havde udbasuneret i forsamlingen - direkte henvendt til værten: - »Jeg har for resten haft oralsex med din kone« - så ville folk havde reageret langt svagere og være gået ind i heftige diskussioner om den form for samkvem nu var reel utroskab eller bare noget, der kan ske på en glad, våd aften. Altså Clinton-modellen. Men friværdi. Så har du tændt lunten til krudtkammeret. Din sociale relationsverden ligger bagefter øde som efter en sprængt neutronbombe. Alle konti i den møjsommeligt oparbejdede 'socialrelations-kapitalbank' er pludselig nulstillet. Du har intet til gode - ingen trækningsret i forhold til alle de tjenester, du har gjort dem. Reduceret til en provokerende paria for evig tid eller i hvert tilfælde indtil 'the big boligbang' forhåbentligt geninstallerer en form for humanistisk fornuft i den nuværende friværdiskabte uvirkelighed. Efter borgerkrigen. The big boligbang er ifølge festopstemte, slipseklædte kilder i Urealkredit Danmark planlagt til at foregå i december 2006 (Satans sorte fødselsdag). Men datoen er usikker, fordi al-Qaeda måske vil forstyrre processen ved at gennemføre terrorbombninger i Danmark tidligere - og derved tippe balancepunktet, hvor 20-30 procent af ejerboligdanskere vil blive låst i en ubrydelig gældscirkel med tocifrede renter, som vi ældre husker det fra 1980'erne. Ve dem, der da knæler foran alteret med afdragsfrie lån og har baseret deres romantiske samliv på evigt stigende boligpriser. Livslangt gældsslaveri, skilsmisser og helvedes flammer venter dem! Vi borgere er ellers i lang tid blevet tordnet ørerne fulde af, at tidens hovedkonfliktpunkt drejer sig om den ikke integrerede, ikke produktive del af de 500.000 nydanskere og især de 200.000 muslimer, der udgør en så kantet del af den danske virkelighed. Selv om vi gør vores bedste for at holde nytilkomne ude af smørhullet. Men det er måske bare en opreklameret afledningskonflikt. Spil for galleriet. Hvad betyder Arlas og andre firmaers tab egentlig i forhold til de svimlende milliardbeløb, som de himmelstræbende ejendomspriser har skubbet over på friværdidanskernes skuldre i forhold til dem på den forkerte side af ejendomskløften? Småpenge. Pebernødder. Glidecreme-omkostninger. Hovedmodsætningen i dagens Danmark udgøres af spaltningen mellem friværdidanskere - og de huslejebetalende. Alle de, som ikke rettidigt kom med på ejendomsværdistigningsvognen. Lavindkomstfamilier. Studerende. Enlige forsørgere. Pensionister. Efterlønsmodtagere. Arbejdsløse. Overførselsindkomsttaberne. Bistandsklienter. Langtidssygdomsramte, nedslidte/udbrændte og den hastigt voksende gruppe stressvrag. Eller med andre ord - 'de investeringsdumme' eller sagt lidt mere uvenligt - nasserne, skulkerne, taberne - som ynder at smykke sig i offerklynkegevandter. Det lykkedes i mange år at skjule denne fremstormende klassemæssige modsætningskonstellation ved at fastholde nydanskerne som en fritsvævende bufferkategori. Gæstearbejderne. Dem, der stjal vores cykler, voldtog vores blonde kvinder, stjal tasker fra pensionister, socialnassere, som slet ikke forstod Jyske Lov, der udsiger, at hvis du er gæst, så opfører du dig ordentligt, bøjer nakken og følger lands skik - ikke tørklæder, men træsko. Politikerne boltrede sig i fuldstændigt omkostningsfrit at overføre samfundets opdæmmede/uhæmmede aggressioner på de etniske nydanskere og fremviste national, stemmeslugende fasthed via ugentlige omkostningsfri integrationsforslag. Det var bare så totalt ærgerligt, at Jyllands-Posten kom til at overdrive løjerne ved at publicere de famøse Muhammedtegninger, som pludselig gav den muslimske kultur en brølende stemme. Og udstillede vores skrøbelige position i det globale samfund, da det chokerende gik op for os, at den muslimske verden har store økonomiske muskler, som kan medvirke til at punktere den nuværende højkonjunktur. Regeringen og de omliggende partier er udmærket klar over, at deres stemmemæssige grundlag hviler på friværdidanskernes oplevelse af at leve vellykkede liv gennem besiddelse af ejendom samt være deltagere i den sociale opstigning. »Jeg ejer, derfor er jeg. Og jeg er en succes!«. Ejerskabssindelaget skaber en grundlæggende fornemmelse af at være berettiget til dansk statsborgerskab og bevirker, at man vil gå endda meget langt for at vedligeholde de bestående magtforhold, som sikrer ens murstensinvestering - faktisk tit på tværs af alle ens øvrige politiske holdninger og værdigrundlag. At eje stimulerer tilsyneladende den indre grådighedsperson helt kolossalt - og et eller andet sted vurderes hele verden ud fra, om forandringer er til fordel for den personlige værdiakkumulation, eller om de udgør en trussel mod den. Barnet, der sidder og omklamrer sit legetøj for at forhindre andre børn i at stjæle og lege med det. Friværdiejerskab stimulerer den primitive angst, vi altid har haft over for 'det fremmede', der vil rane 'det lidet' fra os, som vi har fået betroet. Hvem af os ældre kan ikke stadig mane billedet frem af den fortidige valgplakat, hvor en stor, sort, grim hånd truende kommer ned fra himlen og snupper det lille søde hus, som emmer af tryghed og hygge? Er det ikke her, vi skal finde grundlaget for, at næsten hver femte dansker finder størst tryghed ved at stemme på Dansk Folkeparti, som de anser for den bedste garant for at fastholde de nuværende ejerforhold og sikre den enkeltes tiltuskede del af ejendomskagen? Her gik vi og troede, at det var de globaliseringsangste, 'postmodernismens tabergrupper' og Jyllands-Posten-læsere, der stemte på Pia - men er det ikke reelt parcelhusdanskere og dem i den billigste del af ejerboligmassen? Deres modstand mod det store, skræmmende Europa, der skyller ind over os, opkøber vores sommerhuse og presser ejendomspriserne ud over vores egen formåen, er også med til at cementere partiets popularitet. Der er jo ingen tvivl om, at danskernes nuværende nationale arrogance udspringer af det øvrige Europas mærkelige, vedvarende accept af alle vores særregler i forhold til, at 'de andre' ikke kan købe ejendom her i landet, mens vi boltrer os i at opkøbe svenske ødegårde, franske bjerglandsbyer, spanske strandvillaer. Vores arbejdergivervenlige fyringsregler, de fire forbehold samt retten til at ødelægge fremtidens fiskebestande via brutalt skidtfiskeri. Er vi bare så lille bitte - at de endnu ikke har fået øje på 'det forkælede barn', langt oppe nordpå? Regeringen har på alle måder søgt at fremme og fastholde friværdiudvikling via sin såkaldte 'kontrakt med folket'-politik. Skattestoppet, som bevirker, at de himmelsusende ejendomsværdier stort set, som den eneste samfundssektor unddrager sig realbeskatning. Fastholdelse af rentefradragsretten, som - selv om den er reduceret - er hylende absurd i forhold til værditilvæksten - og reelt udgør en form for offentlig bistandshjælp, subsidiering fra lejerbefolkningen til de boligbesiddende. Regeringens ekspropriering eller direkte tyveri af de milliarder, som over årene er opsparet i Boligselskabernes Landsbyggefond til istandsættelser. Deres 'totale slaphed' i forhold til at hindre sort arbejde i byggesektoren, som er blevet så 'moralsk korrekt' - at en forstander på en fynsk byggeriskole ligefrem offentligt anbefalede eleverne at kvalificere sig via udøvelsen af denne sport. Myndighederne kunne så let som ingenting forhindre størstedelen af det sorte arbejde ved at kræve, at enhver byggetilladelse blev ledsaget af krav om, at man bagefter fremsendte regnskab over, hvem der er blevet betalt for arbejdet. Så ville 80 procent af aftalerne blive til hvide penge. Men nej. Det ville være et groft indgreb i frihedsrettighederne - langt værre end den kommende terrorpakke. I friværdiklubben diskuteres sort arbejde intensivt, og om det er o.k. at bruge polakker eller andre østarbejdere. Det er ikke de moralske aspekter, der fylder diskussionen. Men om det kan betale sig i forhold til byggesjusk, håndværkerløgnagtighed, manglende tidsmæssig kontraktoverholdelse samt erstatningssager i forhold til totalt at få taget røven. Den nuværende nedgang i omfanget af sort arbejde skyldes overhovedet ikke regeringens moralske appeller, men friværdifolkets selvoplevelser og fjernsynets udsendelser om, at alle aftaler med 'den søde, reelle håndværker' er ren luft, så snart man har forudbetalt arbejdet og ikke længere kan trække sig ud, uden at byggeriet ender i rent kaos. Når man siger 'momssnyd', kigger medlemmerne i klubben undrende på en, som om man var totalt idiot - og kaster sig ud i lange udredninger om, hvor de befinder sig på topskatteskalaen, og at de sandelig har leveret nok til den fælles velfærd. Er det ikke 25 milliarder, der på denne måde undgår momsreglerne - og som lejerne derved indirekte er med til at betale? Hvad får vi egentlig ind ved den nådesløse jagt på nydanskernes kiosker og pizzeriaer? Byggeriets fagforeninger skulle også hellere jagte egne sortarbejdende medlemmer i stedet for at stå og vifte pinligt med de røde faner de steder, hvor der er hårdtarbejdende østeuropæiske byggeriarbejdere i gang. Regeringen har samtidig stædigt forsøgt at bibeholde ideologien om, at man kan blive rig af at arbejde. »Hvis vi skal fremtidssikre velfærden!«. Hurtigt ind i og igennem uddannelsessystemet. Vejledt af ihærdige testpsykologer, som efterretter alle skæve børn til at passe ind i den rigtige udviklingsprofil og udrenser alle kreative spildaktiviteter. Økonomisk afstraffelse, hvis de unge bruger et par fjumreår for at finde ud af, hvad de vil bruge deres korte liv på planeten til. Belønning til dem, der uddannelsesmæssigt drager ud i verden for at kvalificere sig globalt - og ikke er så dumme, at de forelsker sig i 'noget udansk'. Livslang læring, der vedvarende hænger som en truende pisk over alle små lønarbejdere, der udmærket ved, at de er underlagt Europas lempeligste fyringsregler, fordi det offentlige så velvilligt overtager alle forsørgerbyrder fra arbejdsgiverne. Op på 67 år med pensionsalderen i den anden ende og stramme begrænsninger i efterlønsordninger. Men hvem ud over Audi-drengene er nogen sinde blevet rige af at arbejde hvidt? Hvis du ikke har en årsløn på over 1,5 million plus fri bil og alle de andre personalegoder, så er det en ren dødssejler. Det ved folk jo godt - og mange er så snedige, at de er begyndt at praktisere tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, som de finansierer via indhug i friværdibunken. De er derfor kolde over for regeringens appeller til 'den fælles velfærdssolidaritet' og de økonomiske gulerødder. De æder mursten - og det truer snart skattegrundlaget. Man skal passe utrolig meget på, når man omgås friværdidanskerne i dag. De er utroligt sensitive, fordi de på et eller andet førbevidst plan er klar over, at festen er ved at være forbi, og at det imponerende papirpengekorthus, de har baseret deres liv og selvværd på, snart går i total opløsning. Angsten for det lurende renteudyr. Mange er plaget af en ubevidst, spirende erkendelse af, at de alt for længe har deltaget i 'den tomme stols leg'. Hvor alle danser rundt, så længe musikken spiller, og hvor man, når den stopper, skal sikre sig en af de fremstillede stole - hvoraf der altid mangler en. Den, der ikke får en stol, må gå ud - eller står med en totalt usælgelig bolig - og må gå den tunge gang til konkursretten. Den form for russisk roulette blev i 1990'erne praktiseret i københavnske bolighajkredse. Man købte en ejendom billigt og solgte den videre til næste i kredsen med profit. Vedkommende solgte så videre med profit osv. - indtil en råbte »hands off« og så stod den sidste med beten og konkursen. Rentestigningen er så småt startet, og alle økonomer forudser, at den vil kravle op og op. Udgifter til varme, (snart) vand og el er støt stigende, fordi de 'privatiserede områder' selvfølgelig vil presse citronen. Ejendomsmæglerne udmelder tvunget, at boligsalgstiden pludselig er et halvt år i forhold til tre måneder sidste år. Samt at forholdet mellem boligudbud og efterspørgsel bliver skævere og skævere. Byggesektoren er vildt overophedet - og baseret på evig værdistigning. Og værst - regeringen er vist også ved at indse, at den voksende klassemæssige modsætning mellem friværdidanskerne og de besiddelsesløse snart antager revolutionær karakter. Men altså. Hvis du sidder i et selskab og keder dig - så sig bare - friværdi - og ballet går i gang.