I den kommende uge er der førstebehandling i Folketinget af regeringens såkaldte antiterrorlovpakke. Det drejer sig om lovforslag fra Videnskabsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet som opfølgning på regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse fra november 2005. Regeringens initiativer har allerede været genstand for betydelig opmærksomhed og debat, og kritikerne har ikke lagt fingre imellem: 'Sidste skridt før politistaten', 'indførelse af overvågningssamfundet' og 'drastiske indskrænkninger af borgernes grundlæggende rettigheder' er blot nogle af de udtryk, der har været anvendt. Den forudsætningsløse borger kan let komme til at sidde tilbage med det indtryk, at det endelige opgør med retssamfundet nu er indledt. Den måde, som den hidtidige debat er forløbet på, kan give anledning til nogle refleksioner. Her sigter jeg ikke så meget til, at de fremlagte initiativer har været udsat for kritik - det er og skal være et grundvilkår for arbejdet i enhver regering - men mere til, at kritikken i betydeligt omfang har baseret sig på klare misforståelser af, hvad initiativerne går ud på. Og en debat bliver som bekendt sjældent god og konstruktiv, hvis den føres på et forkert grundlag. Kritikerne kan blive mere kritiske, end der er belæg for, og tilhængerne kan stirre sig blinde på misforståelserne i stedet for at tage de pointer til sig, som kritik jo i reglen også indeholder. Der kan derfor være grund til for et øjeblik at stoppe op og gøre status, inden Folketingets behandling af regeringens antiterrorlovpakke for alvor indledes. Hvad er egentlig den terrormæssige situation i Danmark, hvad er den nærmere baggrund for regeringens initiativer, og hvad indeholder de? Vi har som bekendt ikke oplevet terrorangreb i Danmark. Vi kan vælge at tro, at det aldrig vil ske, og vi kan i hvert fald håbe på det. Men begivenhederne i de seneste år i bl.a. New York, Madrid og London vidner om, at de åbne samfund i den vestlige verden er sårbare. Der har derfor været iværksat en række initiativer også i Danmark, bl.a. for at tage højde for den internationale terrorismes globale karakter og styrke politiets efterforskningsmuligheder. Som led i opfølgningen på terrorangrebene i USA vedtog et bredt flertal i Folketinget f.eks. i maj 2002 den såkaldte antiterrorpakke, ligesom der er bevilget ressourcer med henblik på at skabe en effektiv og forebyggende beredskabsmæssig indsats. I lyset af terrorangrebet i London i juli 2005 fandt regeringen imidlertid, at der burde foretages en samlet gennemgang og vurdering af det danske samfunds indsats og beredskab over for terrorhandlinger. Regeringen nedsatte derfor en tværministeriel arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse, der fik til opgave at overveje behovet for yderligere initiativer. Arbejdsgruppen offentliggjorde i november 2005 rapporten 'Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror', der indeholdt 49 anbefalinger, som efter arbejdsgruppens opfattelse kunne komme på tale for at styrke indsatsen og beredskabet mod terror. Kort herefter fremlagde regeringen sin handlingsplan for terrorbekæmpelse, som bestod i en nærmere gennemgang af de enkelte anbefalinger i arbejdsgruppens rapport og en angivelse af, hvordan regeringen ville arbejde videre. Regeringens vurdering var, at nogle af anbefalingerne havde en så forholdsvis vidtgående og principiel karakter, at de burde overvejes i en bredere sammenhæng, inden der var grundlag for at tage endelig stilling. Det gjaldt f.eks. anbefalingerne om såkaldt kommunikationsskanning og om indførelse af adgang til tv-overvågning for kommunerne. Disse anbefalinger har således ikke på noget tidspunkt været en del af den lovpakke, som regeringen nu har præsenteret for Folketinget, men er i stedet henlagt til nærmere analyse og overvejelse i lovforberedende udvalg. Andre initiativer kan gennemføres administrativt, det vil sige uden lovgivning. Det gælder f.eks. arbejdsgruppens anbefalinger om oprettelse af et center for antiterroranalyse og udbygning af de teknologiske kommunikationsmuligheder i bl.a. Politiets Efterretningstjeneste (PET). Tilbage står en række initiativer, der indgår i den lovpakke, som regeringen nu har fremlagt for Folketinget. Jeg skal her koncentrere mig om den del af lovpakken, der henhører under Justitsministeriet - også fordi det er denne del, der hidtil navnlig har givet anledning til debat og diskussion. Ingen, der har fulgt med i debatten, kan vist være i tvivl om, at der foreslås nye regler om PET's adgang til at indhente oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder, om retskendelse i forbindelse med telefonaflytning og om tv-overvågning. For det er navnlig bestemmelserne om disse spørgsmål, der har været i fokus. Men debatten har til tider været baseret på gengivelser af lovforslaget, der kun med et venligt udtryk kan betegnes som upræcise. Jeg vil derfor gerne forklare lidt nærmere, hvad lovforslaget indebærer på disse punkter. Efter lovforslaget kan PET indhente oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder, i det omfang oplysningerne må antages at have betydning for varetagelse af tjenestens opgaver på antiterrorområdet. Man kan få det indtryk af debatten, at der nu åbnes helt nye døre for efterretningstjenesten med henblik på omfattende indsamling af følsomme oplysninger vedrørende enkeltpersoners forhold. Det er ikke korrekt. Det siger sig selv, at en efterretningstjeneste kan have behov for hos andre myndigheder at gøre sig bekendt med oplysninger om personer, der i den ene eller anden forstand må anses for relevante for tjenestens virksomhed. Og den mulighed har PET naturligvis også i dag efter de generelle regler i navnlig persondataloven og forvaltningsloven. Der er imidlertid tale om komplicerede regelsæt, der bl.a. bygger på, at den myndighed, der skal videregive oplysningerne, skal foretage en helt konkret skønsmæssig vurdering i forhold til hver enkelt foreliggende oplysning. En sådan ordning kan være uhensigtsmæssig i forhold til PET. Dels vil ordningen efter omstændighederne kunne være forsinkende i forhold til tjenestens virksomhed, dels er det naturligvis i virkelighedens verden noget begrænset, hvilke muligheder de enkelte forvaltningsmyndigheder har for selvstændigt at vurdere de efterretningsmæssige hensyn, der gør sig gældende i en konkret sag. Det er i øvrigt ikke ukendt, at der på givne områder fastsættes særlige regler om forvaltningsmyndigheders videregivelse af oplysninger til PET. Der er således gennemført bestemmelser i udlændingeloven, som indebærer, at udlændingemyndighederne - uden en nærmere skønsmæssig vurdering - kan videregive oplysninger fra udlændingesager til PET, når det kan have betydning for tjenestens varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver. Det er denne ordning, som nu foreslås at gælde mere generelt i forhold til de forvaltningsmyndigheder, som PET samarbejder med. Men jeg vil gerne understrege, at der naturligvis ikke er tale om, at PET efter forgodtbefindende skal kunne 'trække vod' i myndighedernes oplysninger om borgerne. Derfor er det i lovforslaget præciseret, at der skal være en mere konkret formodning for, at de pågældende oplysninger vil have betydning for varetagelse af tjenestens opgaver på antiterrorområdet, ligesom der lægges op til forskellige former for styring af og kontrol med tjenestens anvendelse af den nye bestemmelse. Det er altså det - og ikke mere - der er tale om på dette punkt. Et andet tema i debatten har været spørgsmålet om indhentelse af retskendelse med henblik på aflytning af telefoner eller anden tilsvarende telekommunikation. Det har her bl.a. været fremme, at lovforslaget skulle indebære adgang til telefonaflytning uden retskendelse, bl.a. i forhold til samtaler mellem journalister og deres kilder. Dette har ganske enkelt intet på sig. De betingelser, der i dag gælder for, hvornår politiet kan foretage f.eks. telefonaflytning af mistænkte personer, ændres ikke på et eneste punkt, og der vil derfor ikke på grundlag af de foreslåede regler kunne foretages én telefonaflytning, som ikke kan foretages allerede i dag. Der er altså ikke tale om udvidet adgang til telefonaflytning. Det, der er tale om, er i stedet en forenkling af selve den formelle procedure i forbindelse med indhentelse af retskendelse til aflytning af telefoner eller anden tilsvarende telekommunikation. De gældende regler på dette punkt indebærer, at rettens kendelse skal angive de enkelte konkrete telefonnumre, som politiet kan aflytte, og dette er selvsagt en betydelig ressourcemæssig udfordring i en tid, hvor ikke mindst de kriminelle i meget vidt omfang betjener sig af den mangfoldighed af forskellige kommunikationsmidler, der er til rådighed. De gældende regler fører således bl.a. til, at politiet må indhente ny retskendelse, hver gang man bliver bekendt med, at en mistænkt (på ny) har skiftet mobiltelefon. Baggrunden for den gældende ordning er et hensyn til, at den bemyndigelse til politiet, der ligger i en retskendelse, skal være præcist afgrænset, således at der ikke efterfølgende opstår tvivl om, hvorvidt politiet har holdt sig inden for grænserne af, hvad retten har tilladt. Det er et hensyn, der har betydelig principiel vægt, men det er også et hensyn, der støder på en teknologisk virkelighed, som er fundamentalt anderledes, end den var for mere end 20 år siden, hvor de gældende regler blev udformet. Det er således politiets erfaring, at mange mistænkte netop forsøger at sløre deres handlinger ved at anvende forskellige kommunikationsmidler og f.eks. løbende udskifte mobiltelefoner eller SIM-kort. Det er på denne baggrund, at lovforslaget lægger op til, at retten i kendelser om telefonaflytning på antiterrorområdet - og kun på dette område - kan anføre den mistænkte person i stedet for bestemte telefonnumre. En sådan kendelse vil indebære, at det i første omgang er op til politiet at vurdere, hvornår der - med retsplejelovens ord - er 'bestemte grunde' til at antage, at der fra en konkret telefon gives meddelelser til eller fra den mistænkte, således at denne telefon kan aflyttes. Det er altså ikke korrekt, at der fremover kan foretages telefonaflytninger uden retskendelse. Der er alene tale om - på et snævert afgrænset område og i lyset af den teknologiske udvikling - at fravige kravet om, at retskendelsen skal angive de helt konkrete telefonnumre, der kan aflyttes. Og hertil kommer den meget væsentlige retsgaranti, at den beskikkede advokat efterfølgende skal orienteres om de telefonnumre, der er blevet aflyttet, således at advokaten kan indbringe spørgsmålet om lovligheden af de enkelte aflytninger for retten, hvis der findes grundlag for det. Med hensyn til de foreslåede regler om tv-overvågning har det været anført, at der skulle blive indført øget adgang til tv-overvågning, og at der i den forbindelse skulle være risiko for afsløring af kontakter mellem journalister og deres kilder. Heller ikke dette har noget med lovforslaget at gøre. Det er korrekt, at en af anbefalingerne i den tværministerielle arbejdsgruppes rapport, som jeg omtalte ovenfor, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt kommunerne bør have adgang til at foretage tv-overvågning - en adgang, som kommunerne ikke har i dag. Men dette spørgsmål er som nævnt netop henlagt til nærmere overvejelse i lovforberedende udvalg (det såkaldte tv-overvågningsudvalg). Det er altså ikke en del af antiterrorlovpakken og har ikke på noget tidspunkt været det. De regler om tv-overvågning, som er indeholdt i lovforslaget, angår alene to spørgsmål af meget begrænset rækkevidde. For det første foreslås der indført udtrykkelig hjemmel for politiet til at henstille, at offentlige myndigheder eller private udnytter deres adgang efter gældende lovgivning til at foretage tv-overvågning. For det andet foreslås der indført hjemmel til, at politiet kan meddele offentlige myndigheder eller private, der allerede foretager eller planlægger at foretage tv-overvågning efter gældende lovgivning, pålæg med hensyn til f.eks. den tekniske kvalitet af deres optagelser eller med hensyn til opbevaring af sådanne optagelser. Det er meget væsentligt at fremhæve, at de foreslåede bestemmelser således holder sig inden for rammerne af gældende lovgivning på tv-overvågningsområdet. Det betyder, at der ikke på grundlag af lovforslaget vil kunne foretages én tv-overvågning, som ikke kan foretages allerede i dag. Der er altså ikke tale om udvidet adgang til tv-overvågning Dette er, hvad lovforslaget lægger op til på tre af de områder, som i særlig grad har været i fokus i den hidtidige debat. Lovforslaget indebærer også ændringer på andre punkter. F.eks. foreslås der ændringer af straffelovens bestemmelser om terrorisme med henblik på gennemførelse af nogle FN- og Europarådskonventioner på området, ligesom der bl.a. foreslås udtrykkelige regler om såkaldt teleobservation (dvs. indhentelse af oplysninger fra teleselskaberne om lokaliseringen af en mistænkts mobiltelefon). Der foreslås også regler om PET's adgang til fra luftfartsselskaberne at indhente passageroplysninger - regler, der i vidt omfang svarer til, hvad der allerede i dag gælder på udlændingeområdet. Men pladsen tillader ikke en nærmere gennemgang af disse forslag. Som det er fremgået, har mit ærinde navnlig været at forsøge at korrigere nogle misforståelser, som har præget den hidtidige debat, og som kan have været med til at skævvride diskussionen lidt. Det ændrer naturligvis ikke ved, at der kan være forskellige meninger om, hvad der på dette område er den rigtige balance mellem sikkerhed og retssikkerhed, og en stillingtagen til dette spørgsmål er netop et hovedformål med forårets forhandlinger i Folketinget. For regeringens vedkommende vil jeg gerne sige, at der bestemt ingen ønsker er om drastiske initiativer på terrorområdet. Danmark er - og heldigvis for det - ikke i en situation, der kan sammenlignes med den, der foreligger i f.eks. USA eller Storbritannien, og en række af de initiativer, som man i disse lande har anset for nødvendige, ligger i den foreliggende situation meget fjernt fra, hvad der på nogen måde ville høre hjemme i Danmark. Efter regeringens opfattelse er der med det fremsatte lovforslag da heller ikke tale om drastiske initiativer, men om begrænsede og afbalancerede justeringer, som på den ene side kan medvirke til at styrke et i forvejen godt terrorberedskab i Danmark, og som på den anden side ikke i nogen forstand kan siges at gå på kompromis med grundlæggende retsprincipper. Med disse ord ser jeg frem til en engageret og kritisk debat i de kommende uger i såvel Folketinget som offentligheden.