Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


De nye heksejægere

Den vestlige verden bliver hjemsøgt af en ny type heksegalskab om rituelle sexovergreb på børn. Det er set før - under 1600-tallets rene epidemier af heksetro og tilhørende jagt på hekse.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Inden for de sidste 20-30 år er den vestlige verden blevet hjemsøgt af heksegalskab i en ny og tilforladelig forklædning. Det begyndte i USA, vistnok i 1980 med bogen 'Michelle Remembers'. Michelle var en voksen canadisk kvinde, som under terapi begyndte at huske, hvordan hun som ung havde været med i en satanistisk sekt, hvis ritualer bl.a. bestod i seksuelle overgreb på børn. Selv havde hun været en af sektens 'barnefødersker'. Hun skulle levere fostre til sektens menneskeofringer. Forfatterne var Michelle Smith og hendes psykoterapeut Lawrence Pazder. I kølvandet på denne bog begyndte terapeuter i USA, Canada og Storbritannien at komme frem med beskrivelser af deres voksne klienter, såkaldte survivors, som havde fortalt om lignende oplevelser fra deres barndom eller tidlige ungdom. Man havde hidtil været bange for at offentliggøre disse klienthistorier, fordi man regnede med ikke at blive taget alvorligt på grund af de utrolige detaljer.

I løbet af få år begyndte de såkaldte daghjemsskandaler at dukke op. En af dem, der fik størst mediedækning, var McMartin-sagen 1984. De ansatte i en privat børnehave i Manhattan Beach i Californien blev anklaget for i hundredvis af overgreb af rituel karakter på børn, som var blevet passet dér. Det havde stået på gennem længere tid, men børnene havde intet turdet røbe. Man havde nemlig truet dem med, at deres forældre ville blive dræbt, og at de selv ville blive brændt, hvis de røbede noget. Efter flere år endte sagen med frifindelse. Det kom frem, at moderen til det første vidne, en dreng på to et halvt år, var en utilregnelig person. Det var hendes syge fantasier, som den lille dreng havde fortalt videre til politiet og terapeuterne, og det var på dette grundlag, at hele undersøgelsen gik i gang.

Midt i 1980'erne bredte denne type retssager sig til Storbritannien (Cleveland, Nottingham, Orkneyøerne), Holland (Oude Pekele) og Tyskland (Münsterland). Og siden 1990'erne har vi haft dem i Sverige (Södertälje), Norge (Bjugn) og Danmark (Roum, Vadstrupgaard, Farsø). Der er dog en væsentlig forskel på retssagerne. I USA foregår de overvejende i middelklassemiljøer, og anledningen er som oftest moralske forældrekampagner imod påståede sexforbrydere. I Europa tilhører de anklagede som regel underklassen, og sagerne rejses af offentlige instanser, fordi incest- og pædofiliskrækken er mest udbredt blandt socialarbejdere og psykoterapeuter, hvor den spredes gennem foredrag og kurser med begrænset deltagerantal.

Drivkraften i den nye form for hekseforfølgelse er tre myter. Den første går ud på, at incest er noget ganske almindeligt, og at de få sager, som bliver afsløret, kun er toppen af isbjerget. Incestpanikken går tilbage til 1970'erne, hvor psykoterapeuter i USA begyndte at tage hypnose i brug til afdækning af 'multiple personalities'. Ifølge den anden myte, som er mindre udbredt, er den vestlige verden ved at blive undergravet af satanistiske grupper, som i hemmelighed praktiserer de afskyeligste ritualer. Satanistskrækken er blevet fostret af fundamentalistiske kristne i USA, men har siden også vundet indpas i andre kredse. Disse to myter optræder nogle gange samtidig, men er også hver for sig i stand til at sætte en heksejagt i gang. Den tredje myte siger kort og godt, at børn altid taler sandt og ikke kan lyve.

Vidnerne i denne nye type hekseprocesser er næsten udelukkende børn, og sagerne drejer sig om seksuel udnyttelse, der - til forskel fra almindelige incest- og pædofilisager - er foregået kollektivt under mere eller mindre ritualiserede former. Børnene fortæller de mest bizarre historier om, hvordan de er blevet udnyttet af deres forældre og slægtninge, eller hvordan de er blevet misbrugt af personalet i deres børnehave. De fortæller om rituelle sammenkomster, hvor man har tvunget dem til at drikke urin eller spise afføring. I nogle tilfælde har børnene endda fortalt om menneskeofringer, opgravning af lig på kirkegårde og kannibalisme, men trods omfattende efterforskninger har politiet ikke fundet beviser for noget som helst. Ikke desto mindre er adskillige personer i Amerika, Storbritannien og Sverige blevet dømt på sådanne anklager, familier er blevet ødelagt, og familiefædre har hængt sig i fængslerne, fordi ingen troede på deres uskyld.

Det moderne massehysteri omkring rituel udnyttelse af mindreårige har meget tilfælles med de såkaldte barnehekseprocesser. Det er en forholdsvis sjælden form for heksetrosepidemier i det 17. århundrede, som især kendes fra Baskerlandet (1608-1614) og Nordsverige (1668-1676). Begge steder påstod børn og unge i tusindvis, at de blev taget til sabbat om natten og tvunget til at deltage i heksenes afskyelige ritualer. Disse mindreårige 'barnehekse' blev siden brugt som vidner i retssager, på samme måde som vore dages 'child victims' og 'survivors' gør det i incest- og pædofiliprocesserne. Både i det franske Baskerland nord for Pyrenæerne og under Blåkullaprocesserne i Dalarna førte heksegalskaben til massehenrettelser. I Sverige brændtes flere hundrede mennesker, selv børn endte i nogle tilfælde på bålet.

Endnu frygteligere kunne det være gået i det spanske Baskerland syd for Pyrenæerne, hvor inkvisitionen indledte en storstilet heksejagt. De baskiske provinser hørte under inkvisitionstribunalet i Logroño. I 1610 foretog man de første heksebrændinger på en autodafe (offentlig rettergang) med 30.000 tilskuere. Men herefter blev der efter ordre fra generalinkvisitoren i Madrid erklæret amnesti til heksene. Alle medlemmer af 'heksenes sekt', som meldte sig frivilligt, ville slippe for straf, dog på betingelse af, at de angav deres medskyldige. Da fristen i begyndelsen af 1612 var udløbet, stod inkvisitionen med navnene på 5.000 mistænkte, der skulle indledes proces mod. De to ældste dommere var overbeviste om, at store dele af den baskiske befolkning i hemmelighed var gået over til 'Djævelens sekt'. Et sandt hekseholocaust truede.

Men til alt held var den tredje og yngste inkvisitor i Logroño af en anden opfattelse. Han hed Alonso de Salazar Frías og var kommet til midt under den proces, hans to kolleger havde indledt. Under voteringen af dommene op til autodafeen havde han givet udtryk for sin skepsis, men var blevet nedstemt af sine to kolleger. Disse var jurister med en dogmatisk og deduktiv tilgang til sagerne, hvor alle vidneudsagn om de anklagede blev tolket i lyset af, hvad Djævelen og hans hekse var i stand til ifølge datidens sagkundskab: dæmonologien.

Salazar var derimod af den pragmatiske og induktive juristtype, der kun var interesseret i, hvad der kunne iagttages og verificeres i forbindelse med den konkrete sag. Det faldt i hans lod at rejse rundt i Baskerlandet med 'nådesediktet' til heksenes sekt. Efter at have rejst i otte måneder og forhørt 1.800 'hekse', hvoraf to tredjedele var børn, kunne han meddele generalinkvisitoren, at efterretningerne om en heksesekt i Pyrenæerne havde været falsk alarm.

»Jeg har ikke fundet et eneste bevis, ja end ikke indicier, hvoraf det kan udledes, at noget hekseri reelt og korporligt har fundet sted. Tværtimod er jeg nået frem til, hvad der havde anet mig allerede inden mine erfaringer på denne rejse: at heksenes egne vidneudsagn er ganske utilstrækkelige og end ikke berettiger til så meget som en fængsling - medmindre deres erklæringer støttes af ydre kendsgerninger, der vel at mærke kan bevidnes af personer, som ikke selv er hekse«.

Det var inkvisitionen selv, der havde startet heksejagten og med sin skrækkampagne sat en hel region i oprør, for, som Salazar selv udtrykte det: »Dér var der hverken hekse eller forheksede, før man begyndte at tale og skrive om dem«.

Takket være denne 'heksenes forsvarer' endte massehysteriet syd for Pyrenæerne med, at Spanien som et af de første lande ophørte med heksebrændingerne.

Lad os nu vende tilbage til de moderne retssager for rituel misbrug af børn og se, hvor meget de har tilfælles med de historiske barnehekseprocesser. Hvis vi betragter det historiske og det moderne barneheksesyndrom typologisk og ser bort fra lokale og individuelle variationer, kan der peges på en lang række paralleller:

Nu som før starter heksejagten med rygter og propaganda om en indre samfundsfjende, der under uskyldighedens maske og i dybeste hemmelighed begår en afskyelig forbrydelse. Heksejægeren er som oftest en udefrakommende person eller en, som står uden for fællesskabet. Så længe folk i lokalsamfundet står sammen, kommer det ikke til heksejagt. Denne forudsætter nemlig en slags forræderi, hvor den ene gruppe forråder den anden. Når heksejagten først er i gang, konstituerer befolkningen sig i to grupper: 'troende' og 'ikketroende'. Heksejagten har en selvforstærkende effekt og kan antage sådanne dimensioner, at snart ingen er hævet over mistanke. På et vist tidspunkt nås dog et mætningspunkt. Det kan være, når antallet af 'afsløringer' er løbet helt løbsk, eller når sigtelserne rettes mod prominente personer. Så vender udviklingen.

Helt parallelt argumenteres der også med, at forbrydelsen er af en så hemmelig karakter, at den ikke kan afsløres, uden at der slækkes på procedurereglerne. Før var det på grund af anklagedes forbund med Djævelen, nu begrundes det med de mindreåriges totale afhængighed af de voksne lovovertrædere.

Nu som før opereres der med 'heksetegn og hekseprøver'. På de historiske processers tid brugte man den såkaldte nåleprøve til at lede efter 'heksemærket', et ufølsomt sted på kroppen, hvor Djævelen havde mærket sin undersåt. Også på barneheksene kunne man finde dette mærke. Vore dages heksejægere har et helt arsenal af tegn og prøver, som de bruger til at 'afsløre', om et barn har været offer for seksuel udnyttelse.

Et stående fællestræk er også de materielle bevisers fravær. Hverken for inkvisitorerne eller for politiet lykkes det nogensinde at finde efterladenskaber fra de ritualer, som 'barneheksene' påstår at have deltaget i. Deres møder og aktiviteter er heller aldrig blevet set af udenforstående personer.

Både i fortid og nutid er forhørene ofte en form for hjernevask. De er så intensive og foregår over så lang tid, at børnene, der holdes isoleret fra deres familie og omverdenen, efterhånden bliver ude af stand til at skelne mellem fantasi og virkelighed eller mellem drømmeoplevelser og oplevelser i vågen tilstand. En anden faktor er det moralske pres. Hekseforhørene havde ofte karakter af skriftemål. De anklagede tilskyndedes til at bekende for at opnå Guds tilgivelse, og benægterne truedes med evig fortabelse. De moderne barnehekse udsættes også for et moralsk pres, de opfordres til at bekræfte deres søskendes eller kammeraters 'tilståelser', og hvis de benægter, skammes de ud som en dårlig broder, søster eller kammerat, fordi de ikke vil hjælpe de andre med at 'huske', hvad der er foregået.

Hertil kommer den ubevidste vidnepåvirkning. I de historiske barnehekseprocesser aner man en ubevidst kollaboration mellem barn og forhørsleder, og på moderne videooptagelser har man direkte kunnet iagttage, hvordan forhørslederen med sit kropssprog og tonefald signalerer tilfredshed eller utilfredshed med barnets udsagn og således ubevidst leder det frem til de 'rigtige' svar. Også den påvirkning, som børnene udsætter hinanden for, når de i uovervågede øjeblikke beretter for hinanden om forhørene, har nu som før spillet en vigtig rolle for udformningen af barneheksenes erklæringer.

Endelig kan der peges på forhørets uregelmæssigheder. Både i de historiske og i de moderne barnehekseprocesser er forhørene ofte fulde af ledende spørgsmål, overhøring af vidnets benægtelser, og finter og fif for at lokke tilståelser frem, ligesom der bagefter ofte redigeres i forhørsdokumentet, så alt det 'uvæsentlige' udelades. I sin kritik af den måde forhørene var foregået på i tribunalet, formulerede den hensynsløst ærlige Salazar det således:

»Vi undlod at skrive i procesakterne om mange væsentlige ting, der skete med de anklagede både i og uden for tribunalet. Det hele blev reduceret til, hvad der efter megen talen frem og tilbage kom til at stå som deres endelige forklaring til hvert punkt. På den måde undertrykte vi også selvmodsigelserne og alt det vås, som yderligere kunne have svækket de anklagedes troværdighed. Der blev heller intet ført til protokols om de stadige løfter og forsikringer til hver især af dem, der benægtede alt, om at de ville blive sat på fri fod, hvis de bare bekendte. Ja, ved visse lejligheder blev der end ikke ført noget til protokols om specifikke tilbagekaldelser i retssalen af, hvad der tidligere var blevet bekendt, fordi vi håbede, at vi kunne få dem til at afstå fra disse tilbagekaldelser ved at udsætte dem for de ovennævnte overtalelsesmetoder, som der altså heller ikke blev skrevet noget om i forhørsreferatet«.

Som en sidste parallel mellem fortidens og nutidens barneheksesyndromer har vi følgende postulat: Bekendelsernes indbyrdes overensstemmelse beviser, at de må være sande. Dette var dæmonologernes og heksedommernes stående argument, og nøjagtig det samme argument møder vi hos den moderne heksejagts forkæmpere: psykologer, pædagoger, socialarbejdere og psykoterapeuter. Svenskeren Maggi Wikström, som har skrevet en udmærket oversigt over det moderne heksehysteris ekspansion, konkluderer således (temmelig overraskende):

»Det er måske sådan, at vi lever i en verden, hvor 'satanistskrækken' vokser, og det kan der være mange udenforliggende grunde og grumsede motiver, som bidrager til. Men dette forklarer ikke, hvorfor børn fra forskellige dele af verden, uafhængigt af hinanden, fortæller om, hvordan de er blevet udsat for seksuelle overgreb under rituelle former«.

Maggi Wikström, som kommer fra de nye heksejægeres højborg ved universitetet i Uppsala, lukker øjnene for de faktorer, som er med til at frembringe enslydende bekendelser. Gennem tv og de andre massemedier er det ingen sag for sexovergrebseksperter over hele den vestlige verden at holde sig orienteret om indholdet af disse bizarre bekendelser, og hvordan man når frem til at høre de samme ting af de uskyldige børns mund, det har jeg allerede skitseret i det foregående.

Herhjemme har socialminister Eva Kjer Hansen (V) for nylig i forbindelse med en kampagne opfordret alle, der bare har mistanke om sexmisbrug af mindreårige, til at melde det. »Det afgørende er«, sagde hun i et radiointerview (18. marts), »at vi ikke bliver bange for at tage fejl«. Det måtte så være op til myndighederne at afgøre, om der skulle skrides ind. Men det sidste kommer helt og holdent an på, hvilken slags ekspertise kommunerne har til rådighed.

»Der bør indledes retsforfølgelse mod alle, som er under mistanke«, mente de to ældste inkvisitorer i Logroño. Men den yngste mente noget andet: »Det er ikke tilrådeligt at indlede retsforfølgelse mod nogen som helst, medmindre vidneerklæringerne lader sig bekræfte af andet bevismateriale«.

Vi må håbe, at kommunerne kan støtte sig til eksperter af samme observans og integritet som Salazar.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden