Min religion er truet i det her land. Ikke fordi jeg som muslim er en minoritet i et kristent land. Ikke af mangel på moskeer. Og ikke af Dansk Folkeparti og dets stereotype billeder af muslimer. Min religion er truet af folk, der selv hævder at tro det samme som mig. Truet af organisationer som Hizb-ut-Tahrir og af folk som Ahmed Akkari, Abu Laban og Raed Hlayhel, der alle hævder at arbejde for at udbrede Guds ord. Men som i virkeligheden arbejder for et helt andet mål - at kontrollere, hvad andre muslimer skal tro, mene og gøre. En del muslimer i Danmark har taget de danske imamers ord til sig og tager kraftigt afstand fra Naser Khader. De mener, at han har solgt ud af sin arabiske kulturarv, og at han har aflagt sig de muslimske værdier for at blive accepteret af danskerne. Men hvad de færreste muslimer i Danmark forstår er, at Naser Khader mere end nogen arbejder for at sikre, at vi som muslimer bliver opfattet som et aktiv og ikke bliver set ned på som et problem i Danmark. Er det virkelig så kættersk, når Naser Khader vover at sige, at det kræver, at vi som muslimer omfavner demokratiet og ytringsfriheden, og at det nødvendigvis må medføre, at vi tager nogle ting i vores kulturelle og religiøse baggrund op til revision. På det seneste har det haft nogle umenneskelige konsekvenser for Naser Khader og hans familie. Han er forsøgt truet til tavshed af nogle rabiate medmuslimer, der helst ikke ser, at andre muslimer forholder sig kritisk analyserende til den kontekst, vores religion skal ses i. Men det er på tide, at vi - det store tavse flertal af moderate muslimer i Danmark - giver vores holdning til kende og tager vores tørn med som demokratiets fakkelbærere. Den byrde kan vi ikke bare overlade til Naser Khader at bære alene. For det, vi er vidner til i dette øjeblik her i Danmark, minder mest af alt om en inkvisition, der ikke lader den rædsel, den kristne verdens anderledes tænkende gennemlevede i middelalderen, meget tilbage. Her i år 2006 fordømmes muslimer, der ikke går ind for den autoritære islam som kættere, der ikke har nogen ret til at kalde sig muslimer. Mange af dem, der som Naser Khader forsøger at tale for en integration af islam og muslimer, stemples af trosfæller som dårlige muslimer. Men hvordan er det, at vi som frit tænkende muslimer har ladet det ske? »Læs!«, lød Guds første ord, der blev åbenbaret til profeten Muhammed i det 7. århundrede. Men det, vi som muslimer gør her i det 21. århundrede, er det stik modsatte. I stedet slår vi hjernen fra og lader os diktere og vildlede af folk, der kalder sig selv religiøse lærde, og som hævder, at kun deres fortolkning af islam er rigtig. Hvad de glemmer at sige højt er, at de har en anden dagsorden: at forvandle vores religion til en politisk bevægelse. Det var den franske tv-udsendelse om de danske imamer et skræmmende bevis på. Som muslimer i Danmark har vi en unik mulighed, der ikke er vores brødre og søstre i størstedelen af den islamiske verden forundt. Vi har alle muligheder for at tage os en uddannelse, gøre det gratis, ja, ligefrem få penge for at uddanne os. I Danmark er der derfor ingen undskyldning for ikke at bruge de muligheder, vi har for at søge viden. Her kan vi tillade os at stille kritiske spørgsmål, og her har vi en grundlovssikret ret til at ytre os. Hvis ikke vi bruger den frihed - ja, så gør vi det modsatte af, hvad Gud har dikteret os. Og det gør fremtidsperspektiverne skræmmende. For ikke bare vil det medføre, at vi som muslimer lukker os om os selv, isolerer os fra det samfund, vi lever i, og passivt lader os føre i lænker tilbage til middelalderen. Det vil også medføre, at vi i stigende grad bliver lagt for had på grund af de holdninger og gerninger, der praktiseres i islams navn, uden at vi protesterer. Naser Khader har længe stået som et ensomt fyrtårn, der viser vej i mørket, mens mange af os andre, der enten kom selv eller er efterkommere af dem, der kom her i jagten på et bedre liv, alt for længe har ageret, som om demokrati og frihed er en selvfølge, der ikke kræver noget af os personligt. Men det er på tide, at vi som muslimer vælger side. Vil vi leve i det her land med alt, hvad det giver af frihed, muligheder og rettigheder - eller ønsker vi virkelig, at den intolerance, det diktatur og den begrænsning af den personlige frihed, vi er rejst fra, også skal gennemsyre vores liv i det land, vi er kommet til? Hvis det sidste er tilfældet, så må vi tage konsekvensen og rejse hjem til de fattigkvarterer, de flygtningelejre eller den forfølgelse, de fleste af os forlod, men som mange - både af første og anden generation - åbenbart har en tendens til at mindes i et formildende skær. Men er det første tilfældet, vil vi som muslimer virkelig det her land og dets principper, ja så må vi helhjertet og utvetydigt melde ud, så ingen kan være i tvivl om, at de, der taler for intolerance og fundamentalisme, kun har ringe opbakning blandt muslimer i Danmark. Jeg husker tydeligt min studietid på universitetet i Kairo midten af 1980'erne. Dengang var der også en lille gruppe islamister, der forsøgte at terrorisere alle os, der havde et almindeligt og afslappet forhold til religionen. Islamisterne brød ind til fester og smadrede alt, fordi der blev spillet musik og danset. Unge mænd og kvinder, der blev set hånd i hånd, blev slået, ydmyget og fremstillet som amoralske. Og de, der vovede at kritisere de islamistiske studerendes fremfærd, blev brutalt slået ned. I slutfirserne og begyndelsen af halvfemserne greb islamisterne til mere drastiske midler. Primitive sømbomber i metroen, på cafeer og ud for skoler i Kairo. Uskyldige børn, kvinder og mænd blev dræbt og lemlæstet. De var stort set alle muslimer. Men for islamisterne helligede målet midlet, og drab på uskyldige var prisen for at omstyrte de 'vantro' regeringer i Mellemøsten og indføre den 'sande' islamiske stat. I årene efter blev islamisternes kamp optrappet til en hård konfrontation mod de intellektuelle, der vovede at sige dem imod. Formanden for det egyptiske parlament blev mejet ned med maskingevær. Han havde arbejdet intensivt for en modernisering af den egyptiske skilsmisselovgivning, der hidtil havde fungeret efter shariaprincippet. Den aldrende egyptiske nobelpristager i litteratur, Nagib Mafouz, blev stukket ned på åben gade. I sine skarpe klummer havde han vovet at tale imod fundamentalismen. Forfatteren Farag Fouda blev skudt ned uden for sit kontor. Han havde i bøger og i et debatprogram vovet at foreslå, at man adskilte stat og religion i Egypten. Islamisternes argument var i alle tre tilfælde, at der var tale om dårlige eller frafaldne muslimer, der havde fortjent at lide døden for deres kætterske tankegang. Hovedparten af os, der var stærkt imod islamisterne, valgte at tie. Vi dukkede hovedet og passede vores eget af frygt for selv at komme til at lide samme skæbne. Men vi var mange, der havde en grim smag i munden, fordi vi ikke protesterede i tide. Samtidig med at islamisterne udspyede had, vold, frygt og kaos, stod deres organisationer for en række godgørende projekter, gratis lægeklinikker, bespisning af de fattige, skoleprojekter i slumkvarterer m.m. Projekter, som satte ind der, hvor regeringen havde svigtet, og skabte en enorm goodwill blandt de fattigste og dårligst uddannede. Men islamismen har altid to ansigter - et mildt og omsorgsfuldt, der hævder at være de svages beskyttere og islams sande vogter, og et andet ansigt, der i ideologiske vendinger, der er åbne for fortolkning, prædiker had og vold, mord på de vantro og omstyrtelse af de eksisterende samfund. Det hele bliver understøttet af mediemæssige og psykologiske manipulationer, der fremstiller islam og muslimer som truede og forfulgt af Vesten og zionismen som roden til alt ondt, der har ramt muslimer. Netop derfor er det uhyggeligt at konstatere, at de samme metoder, som islamisterne brugte i Mellemøsten i 1980'erne, og som de har brugt til at sprede terror i USA, i Madrid og i London, også bliver brugt af imamer her i Danmark. Der bliver talt med to tunger - på den ene side bliver der givet indtryk af, at man bare vil hjælpe dem, der ikke formår at hjælpe sig selv. På den anden side bliver der tordnet løs med hadsk tale og opfordringer til at forsvare Profeten, islam og muslimerne i vendinger, der i de forkerte hoveder let kan opfattes som en opfordring til hellig krig og til at begå drab, der sikrer den skyldige en høj status som martyr. Men det mest uhyggelige er, at den samme uvilje mod at rejse sig og protestere mod denne misbrug af religionen, der var gældende i min ungdoms Egypten, er fremherskende blandt hovedparten af muslimer i Danmark i dag. Imamerne, der tog til Mellemøsten med det ene formål at vække hele den islamiske verdens vrede under dække af, de skulle forsvare Profeten, har alt for længe fået lov til at fremstå, som om de repræsenterer det muslimske flertal, og fremstille alle, der ikke sympatiserer med dem, som afvigere. Naser Khader og de folk, der har bakket ham op i hans forening af Demokratiske Muslimer, bliver generelt omtalt af disse imamer og deres støtter som dårlige muslimer, som rotter, som frafaldne, ja, ligefrem som ateister, som man som muslim bør advare sine børn, sine venner og sine trosfæller mod at omgås. At være frafalden muslim er noget af det værste, man kan være i islam. Noget, der mest af alt kan minde om et brændemærke, der giver enhver rettroende muslim ret til at myrde den frafaldne. Så det at anklage de protesterende moderate muslimer for at være frafaldne er en metode, der kan få de fleste til at holde lav profil med deres protest. Flere medlemmer af Demokratiske Muslimer har fået dødstrusler, er blevet spyttet på af muslimske 'brødre' og er blevet truet med, at de vil blive frosset ud af deres muslimske bagland, hvis de ikke tog afstand fra Naser Khader og den sag, han har gjort sig til talsmand for. Og på sigt er det farligste ved Muhammedkrisen den konsekvens, den vil få for, hvordan vi som muslimer omgås hinanden og vores danske medborgere i fremtiden. Det kan næppe forklares folk, der ikke har levet i Mellemøsten, hvor stor en befrielse det er at bo i et land som Danmark. Et land, hvor man frit kan sige, hvad man vil, læse, hvad man vil, opføre sig, som man vil, tro, som man vil, og melde sig ind i den forening eller det parti, man vil - uden at det får konsekvenser for ens liv, karriere eller familie. Men der er åbenbart nogen, der forsøger at nægte os muslimer den rettighed, og derfor må vi nu stå sammen om at tage afstand fra disse mørkemænd. Langt de fleste af os knap 200.000 muslimer i Danmark har et afslappet og moderat forhold til vores religion. De fleste af os har forholdt os passivt observerende under Muhammedkrisen, mange har med god ret følt sig fornærmede over tegningernes bespottelse af Profeten. Men de færreste har opdaget, at det slet ikke er karikaturtegningerne, men dem, der har brugt dem som springbræt, der truer vores religion. Nu er det på tide, at vi vælger side. Vil vi som muslimer stiltiende blive ved med at acceptere, at en flok magtsyge mennesker har taget islam og hele verden som frygtsomme gidsler? Eller vil vi vinde vores religion og vores ret til at praktisere den og leve i fred og harmoni med omverdenen tilbage? Vores profet bliver ikke mindre af en håndfuld karikaturtegninger. Men vi bliver som mennesker mindre, og vi bliver forkrøblede af det had, de rabiate har forsøgt at indgyde os som konsekvens af tegningerne. Nok er tonen i indvandrerdebatten hård og fornedrende. Men har vi selv gjort nok for at gøre op med det stereotype billede af islam som en hadets religion og af muslimer som nogle, der ikke ønsker at integrere sig endsige acceptere Vesten, som forfølger os? At blive accepteret og integreret i det her land kræver først og fremmest, at vi som muslimer holder op med at spille ofre. For nok er vi ofre for fordomme, men det er fordomme, som nogle muslimer med deres opførsel selv har været med til at skabe, og det er fordomme, som vi andre med vores passivitet og vores manglende afstandtagen er med til at holde i live. Det billede af muslimer, vi dermed selv er med til at cementere, er langt værre end noget, Dansk Folkeparti nogensinde har sagt. At klare sig godt i Danmark forudsætter, at man bakker op om de spilleregler, der gælder her. At man uddanner sig og blander sig aktivt i samfundet og i samfundsdebatten, og at man ikke bare nyder, men også yder noget for samfundet. Og det kræver, at man ikke bare tavst ser til, når nogen forsøger at genindføre den knægtelse af vores personlige frihed og af vores ytringsfrihed, som vi vist alle efterlod med lettelse i de lande, vi oprindeligt betragtede som vores hjemlande. Der er kun en løsning for os muslimer - brug de første ord, der blev åbenbaret af Gud til Profeten: Læs! Studér, stil kritiske spørgsmål og læg afstand til dem, der misbruger islam. Og rejs jer så fra sofaen, deltag aktivt i demokratiet, for det er ikke nogen selvfølge, der bare automatisk følger med, når man får et dansk pas. Bak op om Naser Khader som den mand, der står som garant for, at vi og vores børn i fremtiden kan leve som en accepteret og værdsat del af det her land. Hjælp til med at sørge for, at vores børn i fremtiden med stolthed i stemmen kan proklamere, at de er muslimer. Vi er som muslimer nødt til højlydt at insistere på, at religion også for os er et personligt anliggende mellem os og vores Gud. Det er ikke op til noget jordisk væsen at gå rundt med en målestok og dømme, hvem der er de gode, og hvem der er de dårlige muslimer. Den måling er det kun op til Gud at foretage på dommedag, hvor vi alle skal stå til ansvar for vores handlinger.