0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Modige bonderøve

I smug læste jeg Stangerup, og jeg følte, at jeg syndede mod det gode. Forvirret gik jeg til forelæsning, hvor læreren - en kommunistisk guru og kvindernes yndling - kunne berolige ved at fortælle, at Marx sad inde med sandheden ...

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da jeg var barn i 70'erne, gik jeg rundt med en ureflekteret stolthed over Danmarks og danskernes indsats under Anden Verdenskrig. Hvad jeg umiddelbart vidste, var, at det havde været fornuftigt og til landets bedste ikke at gå til modværge 9. april. Tyskerne var os overlegne, så det ville ikke have nyttet noget. Desuden havde vi en tradition for at være neutrale. Men mere spændende for et barnesind var, at vi i ly af natten havde hjulpet mange tusinde jøder til Sverige fra Gilleleje i Nordsjælland, og at modstandsbevægelsens mænd og kvinder flere gange heroisk og med livet som indsats havde sat en kæp i hjulet på tyskernes krigsmaskine.

Ja, der var meget at være stolt af. Selv min egen far havde uddelt illegale blade som dreng.

Og da jeg som 16-årig i 1981 rejste til USA som udvekslingsstudent, blev jeg da også mødt af lutter smil på grund af mit folks prisværdige indsats under krigen. Jeg osede af stolthed, men fik i virkeligheden blot bekræftet det, jeg allerede godt selv vidste; en viden, der var blevet givet videre fra de forrige generationer til min egen generation. Det var den danske selvopfattelse. Der var ikke noget at komme efter. Vi havde været på de godes hold.

Og i 1970'erne på en almindelig folkeskole i en velhavende kommune nord for København skulle så også jeg og mine kammerater lære at tilhøre de godes hold, det siger sig selv, og det skulle mine skolelærere, som havde tidsånden med sig, nok sørge for.

De godes hold skiftede i denne periode holdtrøjer. Før havde de været i forskellige kulører, men nu blev de entydigt røde - okay, bevares, der fandtes da forskellige nuancer. Men en ting var sikkert, dem i de røde bluser var på de godes side, og der skulle jeg og mine kammerater også være - vi var nemlig Danmarks fremtid, og den skulle der satses på.

På et tidspunkt i 1974 skulle vi lege valgdag i klassen. Vi elever fik hver en stemmeseddel, og som det sig nu hør og bør, stemte vi i al hemmelighed. Vores lærer krydsede pædagogisk af ud for et af partibogstaverne, som hun havde skrevet op på tavlen, hver gang hun åbnede en af vores møjsommeligt sammenfoldede stemmesedler. Men rædslen begyndte så småt at lyse ud af hendes ansigt, og da resultatet af vores valg var en kendsgerning, var hun i en tilstand af chok. Alt for mange af os havde stemt borgerligt, og alt, alt for mange havde stemt på Fremskridtspartiet. (Ikke mærkeligt, da Z året forinden var braget ind i Folketinget med 28 mandater. Og 9-10-årige børn gør som bekendt, som deres forældre gør). Der var så mange krydser ud for Z, at vores lærer anså det for pinedød nødvendigt, at vi med det samme holdt et omvalg. Men inden vi på ny fik lov at sætte vores krydser, mente hun, at det var på sin plads, at vi fik at vide, hvilket parti hun stemte på. På tavlen skrev hun med store bogstaver: VS.

Nu kunne valghandlingen gå i gang. Resultatet blev et overvældende flertal til VS.

Det gode og røde dream team var ved at tage form. Og som tiden gik, fik vi også lært, hvem de onde var: kapitalisterne, profitmagerne, de borgerlige og ikke mindst amerikanerne.

Og mægtig opstemte sang vi alle med i kor: »Bag ved guldfisk og lakajer tjener bagmænd fedt på os, røde Wilfreds røde hilsner viser folk, hvorfor vi slås ...« osv.

Da jeg gik ud af skolen i 9. klasse, var jeg umådelig socialt bevidst, hvilket var fint, men jeg anede ikke, hvem Grundtvig var, eller Harald Blåtand, for den sags skyld. Det havde vi ikke lært. Det var ikke nødvendigt, for vi var selv historie, blev vi fortalt. Vi var fremtiden, der skulle skabe det nye samfund.

Og jeg var parat nu, iført ikke blot en rød holdtrøje, men en rød superwoman-heldragt.

Da jeg blev student i 1985 fra et anerkendt gymnasium i København, vidste jeg, hvor mange atomraketter Sovjetunionen og USA hver især havde, og jeg havde stor viden om magtbalance, nulløsning, dobbeltbeslutning og flexible response-strategien m.m. Alt sammen meget nyttig viden, i betragtning af at den kolde krig stadig rasede. Jeg vidste dog fortsat ikke, hvem Grundtvig var. Men Gorbatjov og Reagan? Jo, det er klart. Jeg tog til Bruxelles og marcherede i demonstration mod opstilling af mellemdistanceraketter i Europa sammen med tusindvis af andre, og vi råbte i kor: »Styrk den internationale solidaritet«. Også det var helt fint.

I 3. g havde vores lærer i et sandhedens øjeblik forklaret os, at selv om hun håbede på, at reformer var nok til at udvikle vores kapitalistiske samfund i socialistisk retning - set ud fra den historiske materialisme var muligheden stor på grund af vores lands høje udviklingsstade - så kunne anvendelsen af vold ikke udelukkes i den afgørende fase. Jeg håbede, at vold ikke ville blive nødvendigt, da jeg ikke syntes, at vold passede så godt sammen med utopia - ideen om det gode socialistiske samfund - så jeg satsede på profitratens tendens til fald og det kapitalistiske samfunds iboende selvødelæggelse - en teori, vi selvfølgelig også var blevet undervist i.

Og hvorfor var det lige, at vores samfund skulle forandres/omvæltes? Fordi vores demokrati ikke var et ægte demokrati. Det repræsentative styre var borgerligt, uretfærdigt og indrettet til at udbytte arbejderne. Det var et skindemokrati. Eller med andre ord: De onde udnyttede de gode.

Men i det nye samfund, når arbejderne havde overtaget retten til produktionsmidlerne, så ville alle yde efter evne og nyde efter behov. Og i dette lykkelige samfund, hvor alle var gode, ville der kun være brug for ét parti.

I september 1989, da jeg var i starten a