Da jeg var barn i 70'erne, gik jeg rundt med en ureflekteret stolthed over Danmarks og danskernes indsats under Anden Verdenskrig. Hvad jeg umiddelbart vidste, var, at det havde været fornuftigt og til landets bedste ikke at gå til modværge 9. april. Tyskerne var os overlegne, så det ville ikke have nyttet noget. Desuden havde vi en tradition for at være neutrale. Men mere spændende for et barnesind var, at vi i ly af natten havde hjulpet mange tusinde jøder til Sverige fra Gilleleje i Nordsjælland, og at modstandsbevægelsens mænd og kvinder flere gange heroisk og med livet som indsats havde sat en kæp i hjulet på tyskernes krigsmaskine. Ja, der var meget at være stolt af. Selv min egen far havde uddelt illegale blade som dreng. Og da jeg som 16-årig i 1981 rejste til USA som udvekslingsstudent, blev jeg da også mødt af lutter smil på grund af mit folks prisværdige indsats under krigen. Jeg osede af stolthed, men fik i virkeligheden blot bekræftet det, jeg allerede godt selv vidste; en viden, der var blevet givet videre fra de forrige generationer til min egen generation. Det var den danske selvopfattelse. Der var ikke noget at komme efter. Vi havde været på de godes hold. Og i 1970'erne på en almindelig folkeskole i en velhavende kommune nord for København skulle så også jeg og mine kammerater lære at tilhøre de godes hold, det siger sig selv, og det skulle mine skolelærere, som havde tidsånden med sig, nok sørge for. De godes hold skiftede i denne periode holdtrøjer. Før havde de været i forskellige kulører, men nu blev de entydigt røde - okay, bevares, der fandtes da forskellige nuancer. Men en ting var sikkert, dem i de røde bluser var på de godes side, og der skulle jeg og mine kammerater også være - vi var nemlig Danmarks fremtid, og den skulle der satses på. På et tidspunkt i 1974 skulle vi lege valgdag i klassen. Vi elever fik hver en stemmeseddel, og som det sig nu hør og bør, stemte vi i al hemmelighed. Vores lærer krydsede pædagogisk af ud for et af partibogstaverne, som hun havde skrevet op på tavlen, hver gang hun åbnede en af vores møjsommeligt sammenfoldede stemmesedler. Men rædslen begyndte så småt at lyse ud af hendes ansigt, og da resultatet af vores valg var en kendsgerning, var hun i en tilstand af chok. Alt for mange af os havde stemt borgerligt, og alt, alt for mange havde stemt på Fremskridtspartiet. (Ikke mærkeligt, da Z året forinden var braget ind i Folketinget med 28 mandater. Og 9-10-årige børn gør som bekendt, som deres forældre gør). Der var så mange krydser ud for Z, at vores lærer anså det for pinedød nødvendigt, at vi med det samme holdt et omvalg. Men inden vi på ny fik lov at sætte vores krydser, mente hun, at det var på sin plads, at vi fik at vide, hvilket parti hun stemte på. På tavlen skrev hun med store bogstaver: VS. Nu kunne valghandlingen gå i gang. Resultatet blev et overvældende flertal til VS. Det gode og røde dream team var ved at tage form. Og som tiden gik, fik vi også lært, hvem de onde var: kapitalisterne, profitmagerne, de borgerlige og ikke mindst amerikanerne. Og mægtig opstemte sang vi alle med i kor: »Bag ved guldfisk og lakajer tjener bagmænd fedt på os, røde Wilfreds røde hilsner viser folk, hvorfor vi slås ...« osv. Da jeg gik ud af skolen i 9. klasse, var jeg umådelig socialt bevidst, hvilket var fint, men jeg anede ikke, hvem Grundtvig var, eller Harald Blåtand, for den sags skyld. Det havde vi ikke lært. Det var ikke nødvendigt, for vi var selv historie, blev vi fortalt. Vi var fremtiden, der skulle skabe det nye samfund. Og jeg var parat nu, iført ikke blot en rød holdtrøje, men en rød superwoman-heldragt. Da jeg blev student i 1985 fra et anerkendt gymnasium i København, vidste jeg, hvor mange atomraketter Sovjetunionen og USA hver især havde, og jeg havde stor viden om magtbalance, nulløsning, dobbeltbeslutning og flexible response-strategien m.m. Alt sammen meget nyttig viden, i betragtning af at den kolde krig stadig rasede. Jeg vidste dog fortsat ikke, hvem Grundtvig var. Men Gorbatjov og Reagan? Jo, det er klart. Jeg tog til Bruxelles og marcherede i demonstration mod opstilling af mellemdistanceraketter i Europa sammen med tusindvis af andre, og vi råbte i kor: »Styrk den internationale solidaritet«. Også det var helt fint. I 3. g havde vores lærer i et sandhedens øjeblik forklaret os, at selv om hun håbede på, at reformer var nok til at udvikle vores kapitalistiske samfund i socialistisk retning - set ud fra den historiske materialisme var muligheden stor på grund af vores lands høje udviklingsstade - så kunne anvendelsen af vold ikke udelukkes i den afgørende fase. Jeg håbede, at vold ikke ville blive nødvendigt, da jeg ikke syntes, at vold passede så godt sammen med utopia - ideen om det gode socialistiske samfund - så jeg satsede på profitratens tendens til fald og det kapitalistiske samfunds iboende selvødelæggelse - en teori, vi selvfølgelig også var blevet undervist i. Og hvorfor var det lige, at vores samfund skulle forandres/omvæltes? Fordi vores demokrati ikke var et ægte demokrati. Det repræsentative styre var borgerligt, uretfærdigt og indrettet til at udbytte arbejderne. Det var et skindemokrati. Eller med andre ord: De onde udnyttede de gode. Men i det nye samfund, når arbejderne havde overtaget retten til produktionsmidlerne, så ville alle yde efter evne og nyde efter behov. Og i dette lykkelige samfund, hvor alle var gode, ville der kun være brug for ét parti. I september 1989, da jeg var i starten af 20'erne, begyndte jeg at læse statskundskab på universitetet, og der fandtes rigtig mange af de gode på studiet - også blandt underviserne. Heldigvis, for jeg var begyndt at tvivle. Jeg havde nu hørt om Grundtvig. Fint nok. Men ham der Stangerup? Hvad var det dog, han skrev? I smug læste jeg nogle kritiske artikler, han havde skrevet, og jeg følte, jeg syndede mod det gode, men det føltes underligt godt! Forvirret gik jeg til forelæsning, og underviseren, en kommunistisk guru og kvindernes yndling, beroligede mig ved at fortælle, at Marx sad inde med sandheden. Pyha, jeg bevarede fodfæstet for denne gang, men roen var kort, for nu gjorde Kierkegaard og Nietzsche mig forvirret. Og pludselig som ud af det blå tog de fredelige revolutioner fart i Østeuropa, og inden nogen havde set sig om, var Muren faldet i Berlin, 9. november 1989. Og kort efter blev marxismen strøget fra eksamenspensum på mit studium! Der blev meget travlt ved håndvasken, og det var ikke kun Schlüter, der fejede noget ind under gulvtæppet, selv om han påstod det modsatte. Jamen, vi - de gode - havde altid kritiseret Sovjetunionen, og dette totalitære imperiums undertrykkelse af sine vasalstater i Østeuropa (bortset fra DKP, måske). Det var jo slet ikke kommunisme, der fandtes i Sovjet. Heller ikke i Østeuropa, for den sags skyld. Det havde vi da godt vidst hele tiden og også sagt. Vi havde jo holdt med Vaclav Havel og Lech Walesa. Det, vi ville, var noget helt andet. Vi ville den sande socialisme! Så der var ikke noget at komme efter! Eller var der? Jeg var naiv, uvidende, godtroende og også selvfed. Og det var der også mange andre, der var. Men værre var, at jeg i al min godhed var med til at save den gren over, som jeg selv sad på: friheden til demokrati. Det sande socialistiske samfund, som jeg troede, vi stræbte efter, ville naturligvis aldrig nogensinde have kunnet lade sig virkeliggøre. I realiteten var jeg med til at kæmpe for, at der i Danmark skulle indføres et diktatur beboet af ensrettede mennesker. Mennesker kan ikke opdrages til kun at være gode, for vi er ikke kun gode. Utopia har ingen gang på Jorden. Ligegyldig i hvilken forklædning. Det mærkelige er, at jeg i al den tid inderst inde havde på fornemmelsen, at det der med at omstyrte det danske samfund mente vi ikke helt for alvor. Jeg tilsluttede mig den kritiske venstrefløj, primært fordi det var her, alle de gode mennesker, som ville det gode, var. Og uden tvivl; det var også her, de fleste interessante kunstnere og kulturfolk befandt sig. Dem, »som har prøvet at dirigere tingene i en lidt mere human, lidt mere menneskevenlig, lidt muntrere retning«, som Rifbjerg skrev i sin Kronik i Politiken 9. marts i år. Jeg ville også være en af dem, der havde de rigtige meninger. Jeg ville være en af de gode. Jeg lærte selvfølgelig en hel del i 70'erne og 80'erne, men hvor meget var det værd, når jeg brugte min viden til at kæmpe for nogle ideer, der dybest set gik ud på at indskrænke friheden til demokrati? Det var ikke fint nok, og jeg kan få angstanfald af at tænke over min dumhed. Demokratiet med sine grundlæggende frihedsværdier er som bekendt årsagen til, at vi er frie individer. Og det frie individ har lov til frit at ytre sig. Og hvis nogen føler sig krænket over noget, nogen har sagt eller skrevet, så kan vedkommende frit gå til domstolene og få prøvet sin sag. Derfor skal den danske regering heller ikke undskylde noget, som en avis har trykt. Det vil være en forplumring af magtfordelingen i vores samfund. Så hvis nogen tænker, at der da ikke kan ske noget ved 'i godhedens tjeneste' at bøje en lille bitte smule på disse rettigheder, ikke mindst den »blævrende ytringsfrihed«, som Rifbjerg kalder den, så er det, jeg siger: Bare ærgerligt, Sonny Boy. Disse rettigheder er ukrænkelige. Det er sandt, hvad statsministeren siger, det handler sgu om principper. Lad os blive klogere på hinanden via dialog, men niks pille ved friheden! (Bare for en ordens skyld: Jeg stemmer hverken på den nuværende regering eller på Dansk Folkeparti). Hvis jeg nu havde lært noget mere i skolen, altså havde fået noget mere boglig viden, om danmarkshistorie, dansk kultur og demokratiske værdier osv. og ikke var blevet så ensidigt venstreorienteret påvirket, så kunne det måske være, at jeg hurtigere havde indset min egen dumhed. Den borgerlige regerings kulturkanon kan umiddelbart virke latterlig, men suk, bare der havde været sådan en, dengang jeg gik i skole, for den kunne måske have rustet mig til bedre at navigere i et turbulent politisk hav, hvori jeg druknede i stedet for at svømme ved at tænke selv. Jeg ved ikke, om skolerne har brug for en kanon i dag, men hvis den samme historieløshed stadig huserer, som da jeg gik i skole, kan jeg kun tilslutte mig den - kamp om værdier eller ej. Gamle Grundtvig har jeg nu lært bedre at kende, og det er fint. Men den danske selvopfattelse af Danmarks indsats under Anden Verdenskrig, som umiddelbart blev givet videre til mig og min generation, og som jeg indledte denne Kronik med, sætter mig ikke længere helt i den samme højtidelige og stolte stemning, som dengang jeg var i USA og blev mødt af lutter smil. Der er et eller andet, der generer mig, går mig på. Tilhørte Danmark nu også helt de godes hold, som jeg altid havde fået at vide? Det siges, at samarbejdspolitikken var det eneste rigtige at gøre, landets situation taget i betragtning, og det kan da godt være, men hver gang jeg hører den omtalt, får jeg lyst til at krybe langs med panelerne, specielt når emnet bliver berørt i udlandet eller blandt udlændinge. Var vi virkelig bare en »flok bonderøve«, som Rifbjerg kalder os, der opportunistisk og aktivt samarbejdede med tyskerne for at redde vores eget skind, alt imens vi lod andre slås for vores frihed? For nylig og ved en tilfældighed fortalte min moster mig om min mormors bror, som jeg aldrig tidligere havde hørt om. Da Danmark blev besat 9. april, befandt han sig i England. Han meldte sig til allieret krigstjeneste og blev senere uddannet til faldskærmsagent af den britiske hemmelige organisation (SOE). Han lod sig kaste ned over Danmark for at hjælpe Danmarks modstandsbevægelse. Han var løjtnant og modtog militærkorset for sin tapperhed. Hvad var det, du lige sagde, moster? Det var, som om en sten faldt fra mit hjerte. Det kan sgu da godt være, vi alle sammen et eller andet sted er nogle bonderøve, men her var en modig en af slagsen. En, der turde kæmpe for friheden. Og min mormors bror var langtfra den eneste. To tredjedele af den danske handelsflåde befandt sig som bekendt i udenlandske havne og farvande 9. april. Og størstedelen af skibene kæmpede på allieret side. Men de danske søfolk måtte ikke flage med Dannebrog på grund af den manglende danske modstand ved besættelsen af Danmark. Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i 1943, takket være folkets synlige modstand mod tyskerne, gav de allierede handelsflåden lov til igen at sejle med Dannebrog. Pyha, tak for folkets indsats og tak til modstandsbevægelsen, der reddede Danmarks ære, og som stadig gør mig stolt. Lad os blive ved med at leve i et demokrati, hvor holdtrøjerne findes i alle kulører, og hvor både det gode og det onde eksisterer på samtlige hold samt i den enkelte, for ellers lever vi ikke i frihed.