0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Teaterkrise?

Hvor i loven står det mon, at dansk teaterpolitik skal være defensiv og afviklende i stedet for visionær og offensiv?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ikke så snart havde nytårsklokkerne bimlet færdig, før medierne genlød af skingre stemmer: »Teatret er i krise!«, råbte de. Vi hører kampråbet med jævne mellemrum. Og det plejer at være optakt til, at nogen får den guddommelige tanke at lukke teatre.

Et par teaterchefer gik på tv og indrømmede sært beredvilligt, at dansk teater er gammeldags og nok burde lukkes. Den nytiltrådte bestyrelsesformand for Hovedstadens Teater ville ikke afvise lukninger, men har siden været fuldstændig tavs om sin strategi. Og flere af dagbladene har på lederplads agiteret for, at færre teatre i sig selv vil løse krisen. En af de mere ureflekterede kommentarer brugte udtrykket et »sundere« teaterliv, hvad der desværre udstiller det fejlagtige udgangspunkt for teaterkrisedebatten indtil nu, nemlig at teatret først og fremmest betragtes som en forretning. Men teatrets opgave er ikke at være en sund forretning. Det er at producere teaterkunst.

Så lad det altså være sagt med det samme: Dansk teater er ikke i krise. 'Krise' er et spektakulært medieord. Det lokker med død og drama og udråbstegn og baner som en rambuk vej til de kulturfremmede medier. Men det har ikke hold i virkeligheden.

Det er imidlertid sandt, at dansk teater har nogle problemer. Både kunstnerisk, økonomisk - og politisk. Og det gavner sagen, hvis vi forholder os rationelt til problemerne og visionært til deres løsning. Der står nemlig ingen steder i nogen dansk lov, at kulturpolitik skal være hverken defensiv eller destruktiv. Alligevel har vi vænnet os til at tæve kunst- og kulturlivet og ligefrem straffe med døden, når noget - en forestilling f.eks. - er gået skævt. Vi bliver ikke forargede, for tiden løfter vi ikke engang et øjenbryn. Så lukker vi bare teatret og lader 'falde, hvad ikke kan stå'. Og så tror vi, at naturen går sin gang og sørger for, at den bedste kunst overlever, mens den svage sørgeligt, men retfærdigt bukker under.

Interessen for selve teaterkunsten er således degenereret til en nidkær optagethed af bundlinjerne, altså de økonomiske bundlinjer, vistnok alt sammen inspireret af erhvervslivet og de nye, liberale vinde, som uden diskussion er blevet svaret på alle vore bønner.

Derfor slår teaterbranchen nu kollektivt ud med hænderne og taler om 'markedet', når man antyder, at det kunstneriske niveau har været bedre. Da alle nemlig er optaget af at være deres egen lykkes smed, tør ingen virke umoderne og insistere på arbejdsro eller fællesskab. Altså løber de rundt med tungen hængende langt ud af halsen for at indfri kravene til egenindtægt og belægningsprocent; de ansætter fundraisere i lange baner, og i stedet for at lave kunst sidder de i de sene nattetimer og pønser på smarte reklamekampagner, før konkurrenterne får samme idé. Målet er naturligvis at være blandt de teatre, der overlever tidens brutale udskillelsesløb.

Slår alle disse strategier fejl, er vi som nævnt parate til at lukke butikken og sælge ud af inventaret. Det har vi vænnet os til. Sådan gør vi i det logiske private erhvervsliv. Og derfor er det nu tillige blevet standard på teaterområdet, at vi blot trækker på skuldrene, når et teater dør en 'sund' og 'naturlig' død på markedskræfternes savanne efter et par dårlige forestillinger. Også selv om det i realiteten er tævet ihjel af de øgede krav om præstation - ikke bare på scenen, men også i kampen om synlighed.

Situationen for scenekunsten er med andre ord et paradoks. Sejr og nederlag i ét. For på den ene side bliver der stadig solgt en kolossalt masse billetter, i omegnen af 3 millioner om året. Som professor Jørn Langsted præciserede i sidste uge, kan billetsalget meget vel være stigende som følge af de senere års aktivitet i kulturhusene. For den statistik, der har givet anledning til alle kriseråbene, medregner ikke disse tal. Under alle omstændigheder stadfæster det tilgængelige statistiske materiale den gamle sandhed om, at Danmark er en teatertosset nation. Denne anerkendelse af teatrets væsentlighed krones fra officiel side af de nye bygninger til operaen og det kongelige skuespil - kunstneriske vitaminindsprøjtninger ikke bare til nationalscenen, men til hele landets scenekunst. Det er jo strålende! Teatret lever!

På den anden, ikke så strålende side er der tale om en forskydning af teaterforbruget fra de subventionerede teatre til de kommercielt drevne. Publikum fravælger i stigende grad det, vi kunne kalde public service-teatrene, altså de teatre, der hidtil har varetaget den almene dannelse med den gængse blanding af nyt og gammelt, dansk og udenlandsk, til fordel for event-teatrene, der under stor mediebevågenhed folder sig ud i landets kulturhuse og tapperihaller - uden støtte, men også uden officielle krav til kvaliteten.

På en måde er det jo dejligt, at de private kræfter kan lokke folk op af tv-sofaen. Problemet er bare, at det på en tvivlsom baggrund har gjort det helt legitimt at slå de gamle institutionsteatre i hovedet med deres fraværende nytteværdi og manglende økonomiske rentabilitet. Eller sagt lidt ondskabsfuldt: med at de har skær af socialdemokratisk sovepudekunst, af kunst på overførselsindkomst. Og måske er det i lyset af denne forbitrede kulturkamp, at vi skal se den nyeste snak om teaterkrise. Det gamle teater skal dø!

Hvordan man end tolker det, må denne udvikling give anledning til refleksioner - og til handling. Men spørgsmålene er: Hvilke refleksioner og hvilken handling? Og her er der ingen smarte genveje via kortsigtede rationaliseringer. De, der tror det, gør sig skyldige i en fatal fejlbedømmelse, som kommer til at koste det danske samfund dyrt i sidste ende. Muligvis i kroner og øre. Helt sikkert på det åndelige husholdningsbudget.

For at sikre et anmærkningsfrit regnskab kan man nemlig så let som ingenting smadre en kultur med et pennestrøg på finansloven - og her tænker jeg ikke kun på det enkelte teater, men på den samlede teatertradition, et bredt og levende teaterlandskab repræsenterer. Men det tager måske 30-40 år at bygge den op igen. Om overhovedet muligt.

Derfor er det for mig at se en skuffende pavlovsk refleks at råbe: Så luk dog de teatre! som reaktion på det svagt vigende billetsalg på de statsstøttede teatre. Det ville svare til at nedlægge udviklingsafdelingen i en produktionsvirksomhed, idébanken, som skulle have sikret stedets fremtid. Og så dum er ingen seriøs erhvervskvinde. Hun tænker langsigtet og ikke kortsigtet. Offensivt og ikke defensivt og selvdestruktivt. Det samme burde vi gøre på teaterområdet.

Samtidig har det med mellemrum været oppe i medierne, at dansk teater beskyldes for at være i kunstnerisk krise. Men også det er en sandhed med modifikationer, for den såkaldte krise stikker jo ikke dybere, end at der stadig produceres meget virkelig godt teater. Og derfor vil det være langt mere offensivt, hvis man starter med at erkende en vis uopfindsomhed og en manglende dynamik rundt omkring i det danske teaterlandskab. Og bagefter giver sig til at lede efter årsagen og den mulige kur i stedet for at straffe og ødelægge dette fantastiske potentiale.

Vi står nemlig med et utrolig gunstigt udgangspunkt på teaterområdet - det vil sige gode bygninger, velfungerende teknik, dygtige kunstnere, stort set en fornuftig organisation (her tillader jeg mig at se bort fra de oplagte forhindringer i støtteflowet, som andre fint har påpeget før mig) samt ikke mindst et stort og aktivt publikum.

Vi har med andre ord et enormt potentiale, der oven i købet befinder sig inden for et område, oplevelsesøkonomien, som eksperterne peger på som det nye vækstområde. Så det gælder da bare om at udnytte dette potentiale offensivt, opsuge noget af energien fra det ekspanderende private teater, produktudvikle, så sveden hagler, og give teatret den selvtillid tilbage, som vi er i færd med helt at tage fra det.

Det, vi mangler, er en vision for området. Altså for kunsten. En politisk indsigt og en overordnet fagkompetent idé, som ikke bare tages frem ved festlige lejligheder, og som ikke nøjes med at se på den økonomiske rentabilitet her og nu, men som lader sig transformere til en fremadrettet sikring af teaterkunsten. Og dermed til et kulturelt løft af et samfund, der er ved at sande til i ligegyldige julelege overalt i det offentlige rum.

Det turde været fremgået, at jeg ser det som en meget stor fare for kunsten, at vi i stigende grad overlader teatret til markedet. Det er nemlig langtfra sandsynligt, at den bedste kunst overlever på disse betingelser. Vi ser allerede, at angsten for en skævert gør teatrenes repertoirer forudsigelige, og at publikum reagerer på det ved at opsøge 'det særlige', hvad enten det er stadionstemning og nøgne mænd i en tapperihal, topprofessionelt musicalteater på Det Ny Teater eller det lille autentiske eksperimentet i en baggård.

Publikums reaktion er for så vidt fin. Men der er ikke meget vision tilbage i dansk teaterpolitik, hvis vi bruger denne tendens til at sælge ud af arvesølvet, nemlig de større og mindre public service-teatre, der hidtil har taget sig af den kontinuerlige udvikling af teaterkunsten. Og som - og det er en væsentlig pointe - er hele forudsætningen for, at vi overhovedet kan have et kommercielt teater. Eller de grænsebrydende cross over-forestillinger. Eller et frodigt og prisbelønnet filmmiljø for den sags skyld.

Talentmassen og alle stjerneskuespillerne kommer jo ikke ud af den blå luft. De er opdyrket og vedligeholdt i den øvrige del af fødekæden. Og det samme gælder for publikum. Det lyder sikkert vildt provokerende, men vi er faktisk alle sammen - eller rettere: de 80 procent af befolkningen, der jævnlig kommer i teatret - blevet alment dannede af de subventionerede teatre, vores evne til at agere i det offentlige rum er styrket fra barnsben af mødet med den klassiske og nye dramatik i vor egen tids iscenesættelser, af alle tankerne og anfægtelserne samt ikke mindst af de sanselige erkendelser, de repræsenterer.

Derfor skal vi sørge for, at teatret produktudvikler ikke bare kunsten på scenen, men også sin egen selvforståelse som kulturinstitution. Et strålende eksempel på denne tankegang er Betty Nansen Teatret, hvis kunstneriske ambitioner præsenteres sammen med en ekspansiv lyst til at gribe ind i det omkringliggende samfund - her tænker jeg på 'De andres tanker' og det igangværende integrationsprojekt, 'C:ntakt'.

Publikum er blevet overrasket og udfordret - og kommer. Teatret har markeret sig med holdning og retning. Initiativet har styrket Betty Nansen Teatrets i forvejen stærke brand. Men det var aldrig sket, hvis ikke der var støttet op om det med offentlige midler. Og mit gæt er, at selv hvis teatret fik en større bevilling og altså ikke skulle bruge tid på fundraising, ville det fortsætte og videreudvikle denne linje. Støtte dræber ikke kunstnerisk drive.

Det kortsigtede problem - og altså det, diskussionen i øjeblikket er alt for optaget af - er, at den slags succeser stjæler opmærksomhed fra et par andre teatre, hvis direktører har ladet sig kue af markedet og nu står i fare for at få kniven. Og så er vi tilbage ved belægningsprocenter og idømt egenindtægt og ved det faktum, at vi i liberalismens hellige navn har gjort hverdagen næsten uoverskuelig for de tilbageblevne teatre i Hovedstadens Teater ved at afskære dem fra de stabile indtægter, som et egentligt morskabsteater kunne have genereret.

Indtil engang i 1990'erne var morskabsteatret nemlig en del af det gode selskab. Det vil sige, at det fik støtte, om end beskedent, og som tak hentede det penge tilbage i støttesystemet til glæde f.eks. for den nye danske dramatik på andre scener. Men så blev Amagerscenen og ABC-Teatret lukket, og hvad er der så sket? Vi har udliciteret en hel kunstnerisk genre ved dels at lade Privat Teatret videreføre farcebestræbelserne, dels at give dansk film eneret til komedierne - det sidste med det resultat, at vi har fået en helt ny generation af populære livsstilskomedier, som lige så godt kunne have givet teatret fjer i hatten og penge til det fælles sikkerhedsnet.

På den måde er der sat en ond spiral i gang blandt institutionsteatrene: En del af det traditionelle - og indtægtsgivende - teater er løftet ud af det offentlige støttesystem, hvis økonomi som følge heraf bliver stedse dårligere, hvorefter det er let at argumentere for nye indskrænkninger og lukninger. I 1990'erne opgav et par teatre ævred, i 2000'erne sikkert endnu et par. Og bliver udviklingen sådan ved, er vi snart tilbage ved udgangspunktet, da Det Kongelige Teater var alene på skansen.

Jeg ser det som en stoleleg, hvor selv vinderen bliver taber. Og som en ideologisk værdikamp, hvor kunsten betaler prisen for liberalismens pseudofrihed. Er det virkelig en udvikling, vi kan være stolte af som nation?

Vel er det ej. Derfor skal vi fokusere på, at dansk teater har det godt. Men som branche har teatret i en årrække forsømt at argumentere for sin berettigelse. Det er desværre gået ud fra, at det var kendt stof, at dialogen med Aristoteles og Holberg, Bournonville og Saalbach gør os rigere som mennesker, mere lydhøre som samfundsborgere. Men faktum er, at det ikke længere er kendt stof.

Vi står i realiteten ved en korsvej i dansk teaterpolitik. Skal vi arbejde for at afvikle teatret så lempeligt som muligt, det vil sige ved hjælp af salamimetoden, eller skal vi opruste, så teaterkulturens værdier genskabes og vedligeholdes? Mit bud er, at hvis der overhovedet skal være en egentlig teaterkunst i Danmark nu og i fremtiden, skal området tilføres både tilskud og tillid - samt kvalificeret modspil. Ellers ender det med, at gribbene fra kulturens sensationspresse får held til at erklære teatret for endeligt afviklet. Måske allerede næste gang, nytårsklokkerne bimler igen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefal