I disse dage retter verdens opmærksomhed sig endnu en gang mod Mellemøsten. Med premierminister Ariel Sharons fravær fra den politiske scene befinder Israel sig i dag i en overgangsfase frem til parlamentsvalget 28 marts. Uanset hvordan valget her går, består udfordringen: nødvendigheden af at sikre en retfærdig og varig løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. I denne globaliserede tidsalder er dette vigtigt ikke kun for landene i regionen, men også for Danmark, Europa og resten af verden. Den aktuelle situation er skrøbelig. Men der er begrundet håb om fremskridt for fredsprocessen i overensstemmelse med den såkaldte Køreplan for Fred. Især hvis det lykkes at sikre bred folkelig opbakning og ægte politisk vilje hos begge parter til at nå den tostatsløsning, som der er international enighed om er den eneste holdbare løsning. Jeg er grundlæggende meget enig med den palæstinensiske planlægningsminister, Ghassan Khatib, når han fremhæver EU's voksende rolle. EU spiller allerede nu en aktiv rolle i den mellemøstlige fredsproces: politisk, økonomisk og gennem konkrete indsatser til støtte for processen. Og EU's profil kan blive endnu stærkere. Men det ændrer ikke ved, at det største ansvar påhviler parterne selv. Det brede internationale politiske engagement i fredsprocessen med udgangspunkt i Mellemøst-kvartetten, bestående af USA, EU, FN og Rusland, har skubbet parterne i den rigtige retning. I det videre forløb vil USA selvsagt fortsat spille en helt central rolle i fredsprocessen. Desuden har EU styrket både sin rolle og sin tilstedeværelse. Samtidig er EU ubetinget den største økonomiske bidragyder til palæstinenserne. I 2005 var der tale om bistand på 280 millioner euro. Hertil kommer de enkelte EU-landes egne bistandsindsatser. Danmark bidrog i 2005 med cirka 130 millioner kroner. I 2005 viste EU sin vilje til et stærkere engagement i konflikten gennem to nye EU-operationer på sikkerhedsområdet: Den ene yder rådgivning til det palæstinensiske politi, den anden omfatter en grænsebistandsmission i Rafah på grænsen mellem Gaza og Egypten. Begge disse indsatser gennemføres med aktiv dansk deltagelse såvel finansielt som med udsendte politifolk. Særligt grænsebistandsmissionen i Rafah er udtryk for en historisk nyskabelse for EU i forhold til fredsprocessen. Israelerne og palæstinenserne bad EU om at indtage rollen som garant for, at den internationale grænse mellem Gaza og Egypten håndteres i overensstemmelse med internationale standarder. Det er udtryk for stor tillid til EU's politiske evne til at håndtere en meget svær situation - og det var en forudsætning for, at grænsen overhovedet kunne genåbnes. Dermed fik palæstinenserne mulighed for at rejse ind og ud af Gaza - for første gang siden 1967 uden at være underlagt direkte israelsk kontrol. Grænseåbningen øger også mulighederne for gennem øget samhandel at fremme en helt nødvendig økonomisk udvikling for området. Jeg er enig med Ghassan Khatib i, at grænsebistandsmissionen kan fungere som model for andre aspekter af konflikten, hvor der er behov for tillidskabende indsatser og for udvikling af de palæstinensiske myndigheders administrative kapacitet. EU's anden nye operation er netop udtryk for disse forhold. Politiindsatsen begyndte i foråret 2005 som en mindre rådgivningsenhed, der bl.a. bistod det palæstinensiske politi med at udarbejde en strategi for det civile politi. Nu er den forlænget for tre år og er dermed blandt EU's største civile indsatser. De to nye EU-operationer vidner om et aktivt EU med vilje til at påtage sig en global rolle. Et EU, der vil præge udviklingen i Mellemøsten og bidrage med et konstruktivt engagement, når og hvor israelerne og palæstinenserne måtte ønske det i forbindelse med fredsaftalen og initiativerne. De næste mærkepæle er de forestående parlamentsvalg. Det er væsentligt, at det palæstinensiske valg 25. januar - til det første lovgivende råd i over 10 år - bliver frit og fair. I modsat fald vil selvstyrets troværdighed lide skade. Det er helt afgørende, at alle palæstinensere får adgang til at stemme, og godt, at palæstinensere bosiddende i Østjerusalem har fået mulighed herfor. I forbindelse med valget til det palæstinensiske lovgivende råd har EU allerede afsendt en valgobservatørmission med henblik på at støtte afholdelsen af frie og fair valg. Danske observatører deltager også. I øvrigt er det en reel udfordring, at en organisation som Hamas, opført på EU's liste over terrororganisationer, tager aktivt del i valget. Imidlertid er Hamas en politisk realitet med en betydelig folkelig opbakning. Og ansvarliggørelse og politisk inddragelse af bevægelser som Hamas vil kunne styrke den demokratiske proces. Men samtidig må det stå umisforståeligt klart, at Hamas skal anerkende Israels ret til eksistens, skal give afkald på brugen af vold samt skal afvæbnes. Der er en fundamental og uforenelig modsætning mellem deltagelse i den demokratiske proces og opretholdelse af en milits, der sværger til brugen af vold. Afvæbningen af de militante oprørsgrupper vil blive en meget vigtig opgave for det palæstinensiske selvstyre, som ikke hidtil har magtet at løse denne opgave. Hvordan skal man kunne tro på en fredsaftale, hvis militser fra den enes territorium alligevel foretager angreb mod den andens territorium? I den forbindelse vil det ligeledes være afgørende, at såvel regeringer som oprørsgrupper i regionens øvrige lande lader være med at blande sig i palæstinensiske anliggender. Der er ingen tvivl om, at Køreplanen for Fred fortsat er grundlaget for den videre fredsproces. Det bekræftede både Sharon og Abbas over for mig så sent som i november. For at understøtte dette lancerede jeg under mit besøg et projekt, hvor en minitænketank skal analysere den aktuelle forståelse omkring køreplanen med henblik på at fremme målet om en endelig statusaftale. Dette projekt bidrager således til at fastholde køreplanen som rammen om fredsprocessen og målet om en forhandlet tostatsløsning. Afslutningsvis vil jeg gerne gentage mit hovedbudskab til mine israelske og palæstinensiske venner: Grib chancen nu. Tænk strategisk og pragmatisk. En kompromisløsning er mulig. Muligheden er der nu, men forspildes den, og bliver Gaza et ustyrligt område, varer det længe, før den kommer igen.