Frankrigs og Hollands nej til forfatningstraktaten afdækkede en kløft mellem det europæiske samarbejde i EU og de europæiske befolkninger. Skepsis er ikke blot udbredt i Frankrig og Holland. Den genfindes overalt i EU. Senere meningsmålinger viser, at den folkelige tillid til EU er helt i bund. Reaktionen i Bruxelles har først og fremmest været at forklare mistilliden med manglende information og 'dialog' mellem EU's institutioner og borgerne. EU-kommissionen har ligefrem lagt en Plan D frem med en masse sympatiske initiativer til at styrke kommunikation og dialog. Der er grund til at bakke op bag mange af de konkrete forslag fra Margot Wallström, men er det her, hunden ligger begravet? Jeg er ikke overbevist. Forklaringen er snarere en kombination af utilfredshed med arbejdsløsheden (især blandt de unge), utryghed over for udvidelsens sociale konsekvenser, frygt for den globale udvikling, følelse af politisk manglende handlekraft og mistillid til et samarbejde, hvor marked og kapitalinteresser går foran alt andet. Jeg tror dybest set, at det store flertal af europæere ønsker et dynamisk europæisk samarbejde, men de er skeptiske over for det nuværende samarbejdes langsigtede mål og handlekraft. Det er her, man skal sætte ind med reelle reformer, der ikke klares ved nye forfatningstekster. Trods den udbredte folkelige skepsis er Europa ikke i egentlig krise. Nok halter det med økonomien i toneangivende lande, og nok kan det knibe med den politiske vilje i konkrete situationer, men det europæiske samarbejde hviler på et solidt fundament. EU er verdens største økonomiske enhed og samtidig den vigtigste samhandelspartner for alle de øvrige store økonomier. EU-samarbejdet er i sin opbygning en enestående konstruktion. Målet er hverken en europæisk forbundsstat eller et traditionelt internationalt samarbejde. EU er et fællesskab mellem demokratiske naboer, der har dannet stærke fælles institutioner til at udvikle fælles politikker og programmer for at overvinde fælles problemer. Og det fællesskab er ikke et lukket 'Fort Europa'. De oprindelige 6 er blevet til 25 (snart 27) medlemslande, og EU er drivende i det internationale samarbejde om fred, kamp mod fattigdom og uret, for handel og miljø. Nej, Europa er ikke i krise. Men EU-samarbejdet trænger til en indsprøjtning af nye ideer og forslag. Heldigvis er EU-budgettet frem til 2014 endelig kommet på plads. Det var mildest talt ikke nogen visionær aftale, men en sejr for fornuften og en nødvendig demonstration af god vilje. Nu er tiden kommet til at tænke nyt. Ved Det Europæiske Råds møde i juni besluttede stats- og regeringscheferne at opfordre alle medlemslandene til at engagere deres befolkninger i en aktiv debat om Europas fremtid. Folketingets Europaudvalg har fået opgaven at inspirere og lægge rammer for debatten i Danmark. Håbet er at få en konkret idéudveksling med konstruktive tanker, der kan inspirere den danske europapolitik. Der er en forståelse mellem partierne om, at der skal skrives en ny 'beretning' mellem de EU-positive partier (V, S, K, R og SF), hvor man både gentager en række af punkterne fra aftalen i 2004 i anledning af forfatningstraktaten og kommer med nye ideer drøftet under vinterens debat. Jeg vil gerne gå et skridt videre og foreslå, at man stræber efter en aftale mellem regeringen og folketingsflertallet, der kan munde ud i et koncist memorandum til vore partnere med danske forslag, der kan stimulere til mere fart og kraft i det europæiske samarbejde. Her er ti forslag. De afspejler ikke en endelig stillingtagen, men kan måske danne basis for en bredere diskussion. Uden konkrete forslag kommer vi aldrig videre. For det første er det vigtigt, at EU's rolle styrkes udenrigspolitisk ved at ændre den praktiske beslutningsgang, sådan at EU kan indtage bindende holdninger i konkrete sager, hvis holdningen bakkes op af et kvalificeret flertal, og hvis en medlemsstat ikke føler sine vitale interesser gået for nær. Den formelle regel vil stadig være enstemmighed, men i praksis bliver der tale om flertalsbeslutninger med en uindskrænket vetoret for medlemsstaterne. Ved en sådan 'gentleman agreement' gives der en reel rolle til formandskabslandet og til den udenrigspolitiske repræsentant, og EU vil i en række (men ikke i alle) vigtige sager kunne tale med én stemme udadtil. Utilfredse stater kan vælge at lade sig 'stemme ned' med eller uden registreret mindretalsudtalelse, eller de kan i yderste fald blokere ved at nedlægge veto. Forslaget svarer ikke til modellerne i forfatningstraktaten. Det vil nok være uklogt at plukke enkeltforslag ud af den forfatning. EU's fælles udenrigspolitik vil savne USA's militære magt, men er den militære dimension ikke stærkt overvurderet som faktor i den internationale politik? Er det ikke, hvad Frankrig lærte i Nordafrika og Indokina, Sovjet i Afghanistan og USA i Vietnam og Irak? EU's udenrigspolitiske svaghed afspejler ikke manglen på militære ressourcer (selv om der med fordel kunne investeres i større europæisk flytransportkapacitet) - vi bør aldrig se det som et mål at matche USA her - men manglen på politisk vilje og effektive beslutningssystemer. Europa har så mange fælles interesser og ikkemilitære styrkepositioner, der kan aktiveres, hvis landenes flertal kan enes om en fælles optræden udadtil. For det andet er det vigtigt, at EU-landene enes om mekanismer for en fælles politik i FN. I dag er Frankrig og Storbritannien faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, og Tyskland ønsker samme status (sammen i øvrigt med Japan, Indien og Brasilien). Denne udvidelse støtter Danmark af gode grunde officielt. Men vil det blive lettere med tre faste medlemmer for EU? Vil det ikke blot blive et nyt - ineffektivt - mønster: Europa repræsenteret af London, Paris og Berlin? - som vi så det ved det europæiske initiativ over for Irans atompolitik. Og er det demokratisk tilfredsstillende for EU's øvrige 22 lande, at de tidligere europæiske stormagter sætter sig på den fælles indflydelse? At lade EU repræsentere Europa som fast medlem af FN's Sikkerhedsråd virker i 2006 som en utopisk tanke, men man burde i det mindste kunne enes om i praksis at anvende den forstærkede koordinationsmetode for EU-landene - også for Storbritannien og Frankrig - i FN. For det tredje må der startes en samlet dialog mellem EU og USA med henblik på at finde så meget 'fælles jord' som muligt. I dag fungerer den transatlantiske dialog mellem EU's institutioner og USA's regering kun på handels- og miljøområdet. Den må udstrækkes til mange flere områder, hvor der givet kan identificeres fælles interesser mellem Amerika og Europa. Mellemøsten er et oplagt eksempel. En løsning med et trygt og sikkert Israel og et uafhængigt og levedygtigt Palæstina er i alles interesse. Men det kræver et fælles pres med løfte om militære garantier og økonomisk bistand. I længden er den spredte fægtning og de mange transatlantiske spil mellem USA og enkelte EU-medlemsstater ikke holdbar, hvis man ønsker et stærkt vestligt samarbejde. Ser man fremad, er der meget mere, der forener EU og USA, end der skiller os. Og glem ikke, at USA er andet og mere end Bushs Hvide Hus. For det fjerde må EU samlet gøre en større indsats i sine nærområder: Rusland, Balkan, Mellemøsten og Nordafrika. Det er helt afgørende for Europa, at udviklingen i disse områder præges af fred og fremdrift. Men medlemsstaterne må give en fælles EU-politik langt højere prioritet og sætte flere ressourcer af til, at sådanne nærområdeinitiativer lykkes. For det femte må EU prioritere de globale målsætninger - hvad enten der tales om FN's Millenniummål eller om den gigantiske udfordring fra klimaændringer og global opvarmning - højt i sit internationale samarbejde, både med rige lande og ulandene. For det sjette må EU-samarbejdet styrkes på det økonomiske område, så den fælles valuta bliver så udbredt som muligt (også gerne med Danmark), og så landene ikke blot forpligter sig til grundlaget for en stabil valuta (inflationsbekæmpelse), men også påtager sig reelle pligter til en samlet økonomisk indsats for job og konkurrenceevne. Rammen kan udmærket være den særlige koordinationsmetode, som er udviklet med den såkaldte Lissabonstrategi. Et Europa uden højeste prioritet til jobskabelse giver simpelthen ingen mening. Og her har Danmark noget at byde på. Den danske model viser, at fornyelse og tryghed i høj grad kan spille positivt sammen. Hvad angår budgettet, må de kommende revisioner bruges til en hurtigere afvikling af landbrugssubsidieringen og støtten til strukturfondene i de 'rige' EU lande. Idealmålet for EU's fremtidsbudget bør være en tredjedel til forskning, energi, miljø, udvikling og uddannelse (grundlaget for EU's konkurrenceevne og fremtidens job) og til udenrigspolitik, en tredjedel til støtte til de nye medlemslande og tredjedel til landbrug og strukturstøtte i de oprindelige EU-lande. For det syvende må EU fuldføre sit projekt om et fælles marked. Serviceområdet trænger sig på. Her ligger løsningen på de mange konflikter i et kompromis, der undtager velfærdssamfundets kerneydelser (sundhed, uddannelse, velfærd og miljø), giver fuld og fri adgang for alle europæiske virksomheder, og som sikrer, at de arbejdsmarkeds- og lovgivningsregler, der findes i det land, hvor arbejdet udføres, kommer til at gælde. Samtidig er det vigtigt, at markedshensyn ikke sættes over hensyn til miljø. Den principielle ret til højere miljøstandarder - hvor der ikke foreligger protektionisme - må sikres langt bedre i EU-samarbejdet. Endelig må virkeliggørelsen af det indre marked ikke fremme skattespekulation og udhuling af de enkelte medlemsstaters skattegrundlag. I den sammenhæng er fælleseuropæiske minimumssatser for energi- og miljøafgifter samt selskabsskatter en helt nødvendig reform. For det ottende må EU sætte tilstrækkelige ressourcer af til, at udvidelsen mod øst fortsætter med at være en succes. Spørgsmålet om yderligere udvidelser må ses i lyset af både ansøgerlandenes demokratiske udvikling og EU-samarbejdets absorptionsevne. Visionen må være et helt Europa, hvor skellet mellem rige og fattige medlemslande hurtigt udviskes, hvor den økonomiske dynamik står i højsædet, uden at mennesker føler deres tryghed truet, og hvor EU's politiske handlekraft er intakt. En udvikling hen imod en uhæmmet markedsøkonomi, hvor konkurrencen ikke foregår på dygtighed og de rigtige produkter, men bliver en kappestrid på lave skatter og lave miljøstandarder, er ikke foreneligt med borgernes idé om Europa. Målet er en bæredygtig udvikling, hvor snævre økonomiske interesser ikke sættes over langsigtede hensyn til mennesker. For det niende må målet med EU-samarbejdet blive at videreudvikle en markedsmodel, hvor borgernes interesser er i centrum. Der er på dette punkt allerede nået reelle resultater. Borgerne har virkelig haft noget ud af EU som forbrugere. Men vi kan komme langt videre. Princippet bør være, at varer og tjenester prissættes uden hensyn til indbyrdes grænser. EU skal eksempelvis udgøre et stort marked med fælles prisdannelse, når det gælder mobiltelefoni og andre former for kommunikation. Hvorfor i himlens navn skal man betale mere, fordi man telefonerer fra et EU-land til et andet, spørger forbrugerne med rette? Eller hvorfor skal det koste ekstra at flytte penge på tværs af grænserne, eller hvorfor skal det samme lægemiddel koste fem gange så meget i Slovakiet som i Spanien? Der er mange af den slags eksempler. Jeg foreslår, at der hurtigt laves en handlingsplan, der fjerner alle 'interne toldsatser' på disse vigtige markeder. Nu er tiden kommet til at sætte forbrugeren forrest. Endelig for det tiende må EU-samarbejdet gennemlyses for at fremme de tre vigtige mål om Å(benhed), N(ærhed) og D(emokrati). Opgaven er ikke propagandistisk at bringe 'EU nærmere til borgerne', men at gennemføre fuld åbenhed om EU-institutionernes arbejde og vedtage et udtømmende katalog over, hvad EU kan, hvad medlemsstaterne kan, og hvad EU og landene kan gøre i fællesskab. Det demokratiske underskud skyldes alt for ofte lukkede processer og manglende klarhed over den interne kompetencefordeling. Ligeledes bør alle praktiske skridt til tidlig inddragelse af de nationale parlamenter i EU-beslutningerne understøttes. Forfatningstraktaten indeholdt en række positive forslag om nærhedsprincippet, borgerinitiativ og formelle kompetencer til de nationale parlamenter. Det kunne være fristende at tage dem frem nu. Men det vil som nævnt ikke være klogt at pille for mange enkeltforslag fra traktaten ud til separat behandling. En sådan 'botanisering' kunne skabe mistanke om manipulation. Trods alle de aktuelle vanskeligheder i EU-samarbejdet er det i de seneste måneder lykkedes at vedtage de første skridt til en effektiv regulering af Europas titusindvis af kemikalier (selv om der undervejs skete ubehagelige knæfald for kemiindustrien), gennemføre en række væsentlige fælleseuropæiske foranstaltninger mod terror og grænseoverskridende kriminalitet (et oplagt område for nærmere europæisk samarbejde), vise førertrøjen ved de globale klimaforhandlinger i Montreal, yde handelsindrømmelser til verdens fattigste lande i Hongkong, indlede forhandlinger med nye ansøgerlande (inklusive Tyrkiet og Kroatien) samt at fastlægge budgettet helt frem til 2014. Men der mangler dynamik og selvtillid. Euforien fra 2002 er trængt tilbage af mismodet i 2005. Den udvikling må vendes i 2006. Jeg håber, at disse 10 konkrete forslag kan være med til at stimulere den hjemlige debat om styrkelse af EU-samarbejdet med henblik på udformningen af et dansk memorandum. Der er væsentlige meningsforskelle mellem regering og opposition. Også når det gælder den konkrete EU-politik. Men overordnet forfølger vi fælles mål. Europas fremtid er også Danmarks.