I september 1982 blev den borgerlige firkløverregering til virkelighed, og Anker Jørgensens æra som landets politiske leder gennem ti krisefyldte år, med godt et års pause under Hartlingregeringen, var dermed definitivt forbi. Næppe mange andre danske statsministre i det 20. århundrede er, ikke mindst efter deres afgang, blevet vurderet så vidt forskelligt som denne i bund og grund selvlærte arbejdersøn, der sled sig op gennem rækkerne i den socialdemokratiske arbejderbevægelse som tillidsmand, formand for arbejdsmandsforbundet, folketingsmedlem og sluttelig statsminister. Politikere og krønikeskrivere på den borgerlige fløj, på den ydre venstre fløj og inden for Socialdemokratiet selv har anklaget Anker Jørgensen for manglende sagkundskab i almindelighed og manglende indsigt i nationaløkonomiske og udenrigspolitiske sammenhænge i særdeleshed, for en ofte svigtende politisk dømmekraft, for en taktisk og slingrende politisk kurs og for svage politiske lederevner, ikke mindst manifesteret i hans afhængighed af fagbevægelsen og i særdeleshed af LO-toppens linje i det famøse og folkeligt upopulære ØD-projekt; nok ukuelig, men også uduelig som statsminister. Andre har omvendt prist Anker Jørgensens enestående tillidvækkende evner som folkelig leder, hans politiske saglighed og sunde politiske instinkt, hans jævne og oprigtige folkelighed og beskedne levevis samt hans ubestikkelige hæderlighed og pålidelighed. Hvor meget rigtigt eller forkert der end er i disse to modsatrettede sæt af karakteristikker, mangler eller underspilles ofte i den samlede vurdering af Anker Jørgensens politiske indsats som statsminister de exceptionelle politiske og økonomiske vilkår, han måtte virke under i hele sin embedsperiode. Arbejdersønnen Hans Hedtoft - Anker Jørgensens forbillede i de unge år - helede og samlede som socialdemokratisk statsminister 20-25 år tidligere nationen i den politisk og økonomisk svære omstillingsproces efter Anden Verdenskrig og efter den kontroversielle beslutning om dansk indtræden i Atlantpagten (NATO) i 1949. På samme måde så Anker Jørgensen det som sin - vanskelige - lod at hele eller bygge bro over de dybe politiske revner, som opgøret for og imod dansk medlemskab af EF (EU) i 1972 havde slået midt ned gennem befolkningen i almindelighed og i særdeleshed gennem den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Næppe nogen anden politiker fra noget parti i disse år end netop Anker Jørgensen ville have kunnet magte den opgave på et tidspunkt, hvor landet samtidig blev ramt af det hidtil alvorligste økonomiske tilbageslag siden 1930'erne - rigtignok fra et ganske anderledes højt økonomisk og socialt niveau end dengang, men samtidig i et forvirrende og forrevet politisk landskab, hvor yderliggående politiske partier og strømninger på både højre og venstre fløj gjorde væsentlig større indhug på den politiske midte og i folketingssalen, end man havde oplevet det i 1930'erne. At dreje Socialdemokratiet et skridt til højre for at imødekomme nogle af de strømninger, navnlig Fremskridtspartiet repræsenterede, ville have stridt imod alt, hvad Socialdemokratiet efter Anker Jørgensens opfattelse burde stå for. Hvad angik den radikaliserede venstrefløj både inden for og uden for Socialdemokratiet, var den et resultat af især ungdomsoprøret, Vietnamkrigen og EF-opgøret. Den repræsenterede reelle strømninger blandt navnlig den yngre og unge vælgerbefolkning, og Anker Jørgensen var både påvirket af dens bedste argumenter og frastødt af dens dårligste. Alternativet til placeringen af Socialdemokratiet »til venstre for midten«, som Anker Jørgensen proklamerede i 1972, ville under 1970'ernes og de tidlige 1980'eres politiske styrkevilkår med stor sandsynlighed have været en betydelig vælger- og medlemsafgang til SF og den øvrige venstrefløj, dvs. en svækkelse af Socialdemokratiet og dermed et magttomrum i nærheden af midten i dansk politik, som ville være blevet udfyldt af partier »til højre for midten«. Anker Jørgensen indså, at tidligere tiders autoritære ledelsesformer i partiet som under f.eks. en H.C. Hansen, der helst undgik al intern debat og slog ned på kritik, når den forekom, var håbløst forældede og ville virke mod hensigten efter det antiautoritære gennembrud i 1968. Set på den måde var Anker Jørgensens linje udtryk for en pragmatisk overlevelsesstrategi, ikke blot for Socialdemokratiet som parti, men også i bredere forstand. Anker Jørgensen formåede at symbolisere og fastholde en overordnet politisk stabilitet, som var med til at styre landets politiske og økonomiske system, den demokratiske social-liberale velfærdsstat uden dybe sociale kløfter, nogenlunde uskadt igennem tiårets økonomiske lavvækst og politiske polarisering. Anker Jørgensen var givetvis ikke altid den mest overbevisende stærke eller sagligt indsigtsfulde politiske leder i traditionel forstand. Han erkendte selv år senere, at han på grund af, hvad han kaldte en vis kulturel forsinkelse i både parti og fagbevægelse, for sent havde erkendt nødvendigheden af, eller mobiliseret det politiske mod til, et delvist kursskifte i den økonomiske politik i årene omkring og efter 1980. Men Anker Jørgensens svagheder var paradoksalt nok samtidig hans største styrke. Han blev i meget store dele af befolkningen og uanset politiske uenigheder trods alt betragtet som »en af vore egne«; aldrig før eller siden har befolkningen spontant været på fornavn med landets statsminister, 'Anker'. Han var en af de politikere, der spontant indgød mest tillid, og som også i bevidstheden om, hvor meget han sikkert stadig kunne lære, vedvarende var blandt de mere lydhøre og søgende. Det viste sig også, på godt og ondt, i hans opfattelse af sikkerheds- og især atompolitikken. Anker Jørgensen-regeringens atom- og nedrustningspolitiske synspunkter var siden vinteren 1979-80 i et vist omfang blevet udviklet under indtryk af de nye fremvoksende freds- og antiatomvåbenbevægelser. En mindst lige så vigtig ydre inspirationsfaktor var dog, navnlig i den første periode, den sikkerhedspolitiske dialog med Socialdemokratiets vesteuropæiske søsterpartier i Vesttyskland, Norge, Holland og Belgien. Samarbejdet var bl.a. en reaktion på den stramning i amerikansk sikkerheds- og militærpolitik, der fandt sted mod slutningen af Carterregeringen. På hollandsk-belgisk initiativ blev dialogen efter Reaganregeringens tiltræden i januar 1981 formaliseret i den såkaldte Scandiluxgruppe, et kontaktorgan, som også det svenske Socialdemokrati, det britiske Labour og det franske Socialistparti deltog i. Fra 1981-82 blev også dialogen med Det Demokratiske Parti i USA af betydning, især med dette partis kritik af Reaganregeringens militærpolitik, og man optog kontakt med den amerikanske freezebevægelse, som gik ind for et totalt moratorium - fastfrysning - for de to supermagters atomoprustning. Det var alt i alt snarest et offentligt varsel om en skærpelse af Socialdemokratiets atomvåbenpolitik, da Anker Jørgensen som dansk hovedtaler på den særlige nedrustningssession under FN's Generalforsamling i juni 1982 erklærede, at han anså det for »fundamentalt forkert«, hvis man udelukkende så de folkelige fredsbevægelser i Vesten som udtryk for defaitisme eller kapitulation. Følelserne gik langt dybere, mente statsministeren, fordi en »magtbalance eller terrorbalance baseret på ubegrænsede mængder atomvåben virker umulig eller sindssyg på næsten alle«. Mange erkendte efterhånden, at den socialdemokratiske leder nok talte fra hjertet, når han i vendinger som disse udtrykte voksende skepsis over for, at Danmarks og verdens sikkerhed overhovedet skulle være baseret på atomvåbnene og et fortsat atomvåbenkapløb. Holdningen havde vel mere rod i instinktiv og følelsesbundet lægmandstænkning end i dybere indsigt i atom- og militærstrategernes ræsonnementer, eller for den sags skyld i nedrustningsfortalernes og fredsforskernes argumenter og dokumentation. Under alle omstændigheder ramte Anker Jørgensens position i sin konsekvens en af de bærende søjler i USA's og NATO's - og Østblokkens - forsvarsstrategi i den kolde krig. Dermed var den på kollisionskurs med NATO's politisk-militære establishment og med den borgerlige opposition i Folketinget, for hvem sammenholdet udadtil i den vestlige alliance traditionelt havde haft første prioritet. Det var Anker Jørgensen formentlig opmærksom på. Men det, han kaldte atomvåbenudviklingen, syntes for ham personligt, ligesom for en kreds af ledende partifæller omkring ham, i stigende grad at være blevet et magtpåliggende politisk spørgsmål. Naturligvis var den forstærkede opmærksomhed om atompolitikken ikke ganske adskilt fra parti- og valgtaktiske overvejelser, herunder ønsket om at tiltrække yngre vælgere fra de uddannede mellemlag, som især var optaget af sikkerhedspolitiske spørgsmål om krig og fred, og som ellers ville gå til f.eks. SF. Sådanne overvejelser fik især plads i en situation, hvor landets økonomiske balance- og gældsproblemer fortsat tårnede sig op for den socialdemokratiske regering, og hvor dens politiske muligheder for eller mod til at gøre noget afgørende ved dem var stadig sværere at få øje på. Men kun for en overfladisk betragtning var atomvåbenspørgsmålet for den indenrigspolitisk næsten fastkørte Anker Jørgensen-regering i foråret og sommeren 1982 alene eller hovedsagelig et spontant forsøg på at finde en mere populær politisk redningsplanke, eller blot et led i den almindelige indenrigs- eller udenrigspolitiske retorik. Som det er fremgået, stak det dybere. Med regeringsskiftet i september 1982 og den skærpede Øst-Vest-konfrontation i de umiddelbart følgende par år blev Socialdemokratiets sikkerheds- og atomvåbenpolitiske holdninger yderligere tilspidset. Det skulle få større konsekvenser for den parlamentarisk-politiske udvikling i Danmark, end de fleste nok på forhånd forestillede sig. Kernen i de borgerlige partiers kritik af Socialdemokratiets og det alternative sikkerhedspolitiske flertals mange dagsordener og fodnoter siden 1979 var for det første, at de svækkede Danmarks udenrigspolitiske troværdighed og skadede landets anseelse og indflydelse i NATO. For det andet, at de svækkede den solidaritet og det enstemmige sammenhold, der blev betragtet som et næsten helligt og i hvert fald ufravigeligt kernepunkt i NATO-samarbejdet, ikke mindst i den aktuelle kritiske og tilspidsede fase af den kolde krig. Og for det tredje, at de kunne udnyttes i den sovjetiske propaganda, hvad de da også blev. Heroverfor blev det i stigende grad holdningen i den socialdemokratiske ledelse med Anker Jørgensen i spidsen, at atomvåbenkapløbet mellem Øst og Vest havde nået et nyt, farligt og stadig mere meningsløst stadium. Kjeld Olesen talte i oktober 1982 om, at »verden lider af et balancesyndrom, hvor man minutiøst tæller atomsprænghoveder op på hver side, mens de samlede atomarsenaler kan slå menneskeheden ihjel adskillige gange«. Den særlige logik, der på begge sider lå bag mere end 30 års gensidig atomkaprustning, nemlig at modparten kun havde respekt for militær styrke, og at flere atomvåben derfor skabte mere sikkerhed, måtte efter de socialdemokratiske lederes opfattelse brydes. Det skulle ifølge dem ske ved, at Vesten på grundlag af ikke blot sin militære styrke, men også den moralske styrke, det vestlige demokratiske system gav, viste politisk mod til i højere grad at sætte sig ind i modstanderens tankegang og anerkende, at modparten reelt kunne føle sig truet. Vesten måtte indrette sine egne militære og diplomatiske positioner derefter. Som aktive medlemmer af den socialdemokratiske arbejderbevægelse siden 1950'ernes kolde krig henviste politikere som Anker Jørgensen og Kjeld Olesen til flere årtiers personlige erfaringer med at bekæmpe kommunisterne og deres måde at arbejde på. De afviste derfor pure beskyldninger om, at de naivt lod sig bruge som 'nyttige idioter' af Sovjetunionen og hjemlige 'freds'-DKP'ere, når de også offentligt distancerede sig fra dele af alliancens politik og strategi, fordi denne efter deres opfattelse netop risikerede at underminere tilslutningen til USA og NATO i den vesteuropæiske opinion. De mente, at når NATO var skabt til at forsvare det demokratiske samfundssystem med fri meningsudveksling, havde alliancens medlemslande, også de små, ret til at sige deres mening, når de var oprigtigt uenige. Det var netop det afgørende fortrin og styrken ved alliancen af demokratiske lande, i modsætning til Warszawapagtens totalitært styrede linje, hvor kun én mening blev tilladt - den sovjetiske. Denne opfattelse af NATO-solidariteten ramte imidlertid en nerve hos ledende borgerlige politikere, som ikke mente at kunne se andet end illoyalitet og svigt over for NATO og farlig eftergivenhed over for Moskva hos socialdemokrater, venstrefløjspartier, radikale og de uafhængige fredsbevægelser. Også selv om disse i lige høj grad tog afstand fra østlig og vestlig atomoprustning, og uanset at det alternative sikkerhedspolitiske flertals virkelige kuglestøbere var et kritisk miljø af uafhængige våbenkontroleksperter og tidligere civile og militære koldkrigsstrateger i første række i USA, men også i Vesteuropa, tillige med eksperter i de uafhængige fredsbevægelser og i andre vesteuropæiske socialdemokratiske partier. Ingen af de sidstnævnte kunne dog som det danske Socialdemokrati mobilisere et fast sikkerhedspolitisk flertal i deres respektive parlamenter. At argumenterne og ideerne i vidt omfang kom udefra, dvs. vestfra, var både styrken og svagheden ved det alternative flertal. Dets sikkerhedspolitiske linje, som formelt blev officiel dansk udenrigspolitik, var formuleret som mere eller mindre improviserede kompromiser fra sag til sag af en snæver kreds af politikere og i form af reelt fritsvævende overskrifter eller paroler i folketingsdagsordener. De blev til som en del af et partitaktisk spil på Christiansborg, fra 1982 mellem en forbitret opposition og en modarbejdende regering, et spil. som efterhånden fik en vis egen indre dynamik. Der kunne under disse forhold ikke for alvor blive tale om en sammenhængende og velgennemtænkt sikkerhedspolitisk strategi med konkret underbygning af, hvordan målsætningerne kunne nås i praktisk politik. Det blev stort set ved fodnoterne, og også derfor opfattede de allierede politikken som lidet troværdig. Medvirkende hertil var også, at indholdet i de fleste af de sikkerhedspolitiske dagsordener var resultatet af kompromiser mellem på den ene side SF og til tider VS og på den anden side de radikale og Socialdemokratiet, som dermed i realiteten måtte rykke et skridt til venstre i deres sikkerhedspolitik. Til gengæld måtte SF og VS som forudsætning indirekte acceptere NATO-medlemskabet. Under alle omstændigheder var paradokset, at NATO-kritikerne under den borgerlige firkløverregering fik større indflydelse på landets sikkerhedspolitik end på noget tidligere tidspunkt siden 1949. Dybest set skyldtes forvirringen om Danmarks sikkerheds- og atompolitiske kurs i disse år, at de politiske ledere i partier over hele spektret fra højre til venstre fløj i mange år forud havde forsømt eller bevidst undgået at følge og at debattere de afgørende nuancer og undertoner i den internationale strategiske og våbenteknologiske udvikling. Vanetænkningen blandt både NATO-tilhængere og NATO-modstandere viste sig ikke længere tilstrækkelig, da de storpolitiske konflikter, som Danmark var uløseligt involveret i, blev akutte i 1980'ernes voldsomt polariserede internationale klima.