Mine jødiske venner havde gang på gang advaret mig om aldrig at gå alene gennem Hinumdalen. Det var dødsensfarligt. Jeg ville let kunne blive overfaldet af fattige arabiske hyrder, som holdt til dernede. Højt oppe på et lodret plateau omgivet af gyldne mure hæver det gamle Jerusalem sig mod en sart blå himmel. Syd for plateauet løber Hinumdalen ud i den judæiske ørken mod øst. Fra mine vinduer i refugiet Mishkenot Shananim så jeg hver morgen til højre for mig solen stå op over Hinumdalen. Luften var endnu kølig, og langt væk anede jeg ørkenen i sarte rosa og violette farver. Da min nysgerrighed altid har været større end min angst, besluttede jeg en tidlig morgen at gå en tur ned gennem Hinumdalen. For en sikkerheds skyld stak jeg nogle mønter ind på barmen, så jeg vidste, at jeg altid ville kunne komme hjem igen med bus, hvis jeg skulle have forvildet mig for langt væk. Hinumdalen bevæger sig som en sprække mellem to lodrette lerskrænter. Nogle steder åbner sprækken op, og her snor vejen sig gennem støvede olivenlunde, hvor får og geder går og græsser. På et tidspunkt gik jeg væk fra vejen og ind imellem oliventræerne, helt ind til den stejle skrænt. Her opdagede jeg en hule, som var skåret ind i væggen. Jeg kravlede ind og sad længe helt stille og mærkede tiden. Senere fortsatte jeg min vandring. Lyset var blevet stærkere, og solen var begyndt at varme. Igen var dalen snæver. Vejen gik nu tæt forbi skrænten på min venstre side. Tidsalder på tidsalder, hele Jerusalems historie lå her lag på lag i denne lerede væg. Pludselig så jeg en turkisgrøn plet. En mønt stak ud af leret. Mit hjerte stod stille. Forsigtigt pillede jeg mønten ud. En romersk mønt fra Herodes' tid. Længe stod jeg og iagttog mønten. Så lagde jeg den dybt ned i min lomme og gik videre. Jeg var ikke kommet langt, da jeg pludselig hørte en voldsom larm bag mig. Jeg vendte mig om og så til min rædsel 10-12 mennesker bogstavelig talt komme trillende ned over skrænten med retning mod mig, mens de udstødte vilde hyl og sære lyde; mænd og kvinder i fantastiske dragter, med tatoveringer og ringe i ørerne. Min første tanke var, hvis du begynder at løbe, er du færdig. Jeg blev stående, naglet til stedet med et stort imødekommende smil. De omringede mig, mens de talte til mig i et sprog, som jeg ikke forstod. Det var tydeligt, at der var noget, de ville sige mig. Jeg var stadig stiv af skræk. De måtte have iagttaget mig på afstand, mens jeg gik ned gennem dalen, og da jeg stod og undersøgte den romerske mønt. Pludselig stak en kvinde hånden ind på barmen og trak en mønt frem og holdt den op foran mig. Jeg forstod, at det måtte være noget vedrørende penge, de ville sige. Om det betød, at de ville se den romerske mønt, eller om det bare var penge, de ville have, vidste jeg ikke. I samme øjeblik stak jeg også min hånd ind på barmen og trak en mønt frem og holdt den op i luften. Min bevægelse må have overrasket dem, for alle begyndte de at le, og den farlige stemning var væk. Jeg var accepteret. En af mændene, som talte ganske lidt engelsk, spurgte, om jeg ville være deres gæst og besøge deres lejr. Jeg sagde straks ja tak og tænkte, hvilken fantastisk chance, også selv om jeg måske bliver slået ihjel. Jeg fulgte tillidsfuldt med, og sammen kravlede vi op over skrænten. Så sad jeg der med et lille glas te i hånden mellem de brune uldtelte, omgivet af børn og geder og kvinder, som kiggede nysgerrigt på mig. Jeg forstod nu, at det var beduinerne af alle, der boede bedst i Jerusalem. Dybt neden for vores fødder lå ørkenen, som langt ude i horisonten endte i et lysende hav. Efter en lille times tid ville jeg begynde hjemturen gennem dalen. Da sagde min vært alvorligt og næsten bebrejdende: »Du må aldrig gå alene gennem Hinumdalen. Det er dødsensfarligt. Jeg vil følge dig tilbage«. Så fulgtes vi ad gennem små stier, til vi begyndte at skimte huse mellem oliventræerne. Vi vinkede farvel, og jeg fortsatte alene.