Bananrepublik! Ordet ligger klar på tungen. Der gror nu ikke ret mange bananer, men alligevel. Korrupte politikere har de da, og de skinnende rester af det fordums så mægtige kolonirige med sine dominerende blegansigter, erobrernes blancoide arvinger spædet op med guldgravere, tyske sekter og eventyrere af enhver art. Che Guevara, argentineren, der revolutionerede Cuba sammen med Fidel Castro, fik en maskingeværsalve i brystet og blev lagt op på et bord, hvor han lå og lignede Jesus. Det var i nærheden af Santa Cruz og i 1967, en anden tid. Men som det altid har været, er det store flertal af bolivianerne endnu i dag ludfattige indianere. De fleste af dem dyrker de udpinte jorder i Andesbjergenes højland eller arbejder i minerne. Undergrunden i de sydlige provinser er fuld af gas og olie. Naturgassen fuser gennem tynde pipelines gennem landet, helt op til verdens besynderligste hovedstad, La Paz, men også østpå, ind i Brasilien. Gennem bjerge og skov, på bunden af dalene, langs de udtørrede floder, rundt om landsbyernes jordhuse. Indianerne bruger metalrørene som bro over en kløft eller et vandhul. De går flere kilometer efter nogle kviste til suppebålet og må så nøjes med at nikke til al den gas, der siver lige forbi. Fra Sucre er der fire timers kørsel i landrover til Potolo. Asfalteringen slipper op efter få hundrede meter, resten er grusvej. Man bliver rystet godt sammen! Når man er kommet op på den flade hylde eller Altiplano i 4.000 meters højde, har man frit udblik til bjergkæder på alle sider. Farverne skifter mellem grønt og okkerrødt, sortladent violet og knitrende græsgult. De fjerne toppe er snehvide året rundt. En lama sprinter panisk af sted foran bilen, æsler og får tager den mere med ro. Vogterne er børn i skolealderen eller ældre koner med en snurrende håndten. Vi skal møde Olivia i Potolo. Det gør vi så overraskende nok halvvejs ude. Hun trasker af sted på sine dæksandaler, bylten med lidt varmt tøj, brød og gedeost er surret godt fast på ryggen, hendes tykke nederdele svupper fra side til side i hoftens rytme, bowleren dingler på toppen af hovedet, de lange sorte fletninger er heftet sammen forneden. Hun har gået siden daggry, har kun 30 kilometer tilbage, inden hun kan være i Potolo. Olivia er barfodslæge, som kineserne en dag fandt på at kalde det. I Bolivia hedder det en promotor - og jeg skal love for, hun får skubbet det gode i forgrunden. Hun har fået en kort uddannelse i behandlingen af gængse sygdomme som diarré, kighoste og bronkitis. Hun kan også hjælpe børn til verden, komme salve på brandsår, dryppe øjne og ører, klare stik og bid, hovedpine og mavekrampe, lægge en forbinding og dele nogle håndfulde kokablade ud, når alt andet glipper. Alt sammen til fods mellem flækkerne. Tit er Olivia først fremme midt om natten. Nu sidder hun klemt op i et hjørne sammen med os på bagsædet. Munden står ikke på hende. Hendes quechua-indiansk lyder som en springende bæk. 'Hej' hedder alien pun't chaï, det kan ikke være det, hun bliver ved med at sige. Vi glemmer både vores mishandlede balder og de svimlende højder, lytter bare til Olivias stemme; hun har meget at fortælle siden sidst. Quechua, det ene af Bolivias tre store indianersprog, som spanierne lagde et castiliansk låg på i det 16. århundrede, er måske 40.000 år gammelt. Men selv om det unge bolivianske demokratis forfatning har blåstemplet både quechua, aymara, guarani og alle de andre indianermål som ligeværdige, og de nu ligefrem kan høres i parlamentet, klæber kolonistyrets civiliserede nedvurdering stadig til dem. Simple bondesprog, señor, barbariske lyde, kan kun bruges til at kalde svinene hjem, når mørket sænker sig over jordhytterne ... og hvad skal vi egentlig med de gamle sprog i en moderne stat, alle indianere taler jo spansk! Olivia færdes i et område, hvor en tredjedel af børnene dør, før de er fyldt 5 år. Hvor bønderne tvinges til at bekæmpe skadedyr med pesticider, der er livsfarlige for mennesket. Hvor en bolivianos er lidt under 1 krone, og et par af dem skal række til dagen og vejen. Hvor vinteren (vores sommer) i den højde er så streng, at mange tager ned i lavlandets byer for at finde et job som håndlanger, gadesælger og hushjælp, undermenneskearbejde til en elendig betaling. Hvor det er kvinderne, der reparerer vejene og endda brolægger visse strækninger, som inkaerne gjorde det. Hvor tørken er værre end frosten, og det hjemmebryggede øl, hestebønnerne, de indtørrede kartofler og majsen ender med at slippe op. Hvor Pachamama sommetider går fra snøvsen og glemmer, at hun som Moder Jord har ansvaret for alle levende væsener og skal værne om sine børn, i det mindste sørge for, at de overlever. Det er så dér, i nogle af Jordens mest storslåede omgivelser, at Olivia trasker rundt. Hun er blevet valgt til jobbet af den lokale bondeforening og sin egen landsby, men er blevet uddannet af danskerne. Dialogos, en lille hjælpeorganisation af frivillige med base på Ærø, får jo pengene til Olivia og de andre, 5 millioner skattekroner om året, af Danida - der som bekendt repræsenterer os alle sammen. Høj og lav, bonde og bybo, aktiv og pensionist, tyk og tynd, præst og indvandrer - alle betaler vi således til promotor Olivia på Altiplano i Bolivia. Nu sidder den 27-årige bolivianske barfodslæge, gift og med fire børn, og roder spanske ord i sit quechua - hun rører rundt med sin sprælske tunge, tilsætter mundvand og glaserer med spytblinkende tandrester. Vi forstår kun hendes perlende latter. Stærk dame, modig, munter og mageløs. Smuk som livet. Bolivia blev en fri nation i 1825. Siden har bolivianerne oplevet næsten 200 revolutioner. Landet ligger klemt inde uden adgang til havet og har Chile, Peru, Brasilien, Paraguay og Argentina til naboer. Det er det fattigste land på det latinamerikanske kontinent. Befolkningen på knap 9 millioner fylder ikke meget på et område, der er lige så stort som Frankrig, Spanien og Portugal tilsammen - eller 26 gange Danmark. Hidtil har det bolivianske samfunds ledende princip været ulighed. Økonomisk, socialt og kulturelt. De rige og de dannede har altid styret landet - og den ordning har overgangen fra det spanske kolonistyre til selvstændighed (1825) og fra den lange kæde af diktaturer til demokrati for kun 20 år siden ikke kunnet ændre noget på. Uden den internationale bistand ville det bolivianske folk sulte ihjel. USA, Tyskland, Japan, Nederlandene, Sverige og Danmark giver en del af de 925 millioner dollar årlig; EU, Verdensbanken og andre organisationer resten. Hertil kommer bilateral bistand, hvor Danmark nu i flere år har været en af Bolivias nære partnere i bestræbelserne på at bekæmpe fattigdommen og fremelske et demokratisk samfund. Det sidste par år har det politiske rod været slemt. Præsidenterne blev afsat eller flygtede efter sociale opstande. De kaotiske forhold endte med, at en midlertidig præsident udskrev et fremskyndet kombineret præsident- og parlamentsvalg. De gamle, korrupte partier, der plejer at finde sammen i svævende koalitioner med det formål at bevare magten og fylde lommerne, stod så 18. december for første gang over for en folkelig rejsning med et klart politisk ansigt. Med et overraskende fint resultat skulle Evo Morales, en 46-årig aymara-indianer, parlamentariker, fagforeningsleder og dynamisk fortaler for los cocaleros, kokabønderne, nu kunne blive landets første indianske præsident. Hans parti, MAS (Bevægelsen Hen Mod Socialisme) opnåede absolut flertal i Kongressens førstekammer. Sammen med Alvaro Garcia Linera, en hvid 43-årig matematiker og sociolog, der har støbt kuglerne mod det neoliberale højre og underbygget teorierne om landets indianske identitet, indvarsler Evo en helt ny æra i Bolivias historie. Evo Morales er født i en fattig bondefamilie i nærheden af byen Ururo, mellem La Paz og Sucre. Flere af hans søskende døde som spæde, af sult. Tørken tvang familien ned fra højlandet; de begyndte så forfra i den tropiske del af Chapare i den nordlige del af Cochabambaprovinsen. Evo fik i forhold til så mange andre en rimelig god skolegang; studier kunne det dog ikke blive til. Hans politiske bevidsthed modnedes, da militærdiktaturet i 1981 dræbte flere kokabønder. Evo blev deres talsmand, stiftede partiet MAS og blev mange år senere valgt ind i parlamentet (1997). Hans program har fra begyndelsen været ligeværdige kår for indianerne i deres eget land, social retfærdighed og respekt for deres sproglige og kulturelle identitet. Hans overordnede mål er at gengive Bolivia dets fulde suverænitet og værdighed, få has på korruptionen og give landet en ny forfatning. Han vil samtidig finde en ordning med de multinationale selskaber, så landets gas- og olieforekomster også kommer det bolivianske folk til gode. 'Ahora es cuando' har været hans slagord - det er nu, det er hvornår! Selv om Bolivia ikke er Sydafrika under apartheidstyret, er det indlysende, at 'den oprindelige befolkning', som det hedder, altid er blevet skubbet til side som samfundets udskud. For at se hvad det betyder i praksis, behøver man bare at tage op i El Alto (Den Høje), en monstrøs tilvækst på La Paz, en ny 'by', hvis ikkenavn nu er en lille million menneskers miserable adresse. Højlandets tin- og sølvminer er som økonomisk faktor kørt agterud af Santa Cruz-provinsens landbrug og gas. Logisk (og kynisk) nok stiler de nyrige i disse tropiske lavlandsområder nu mod selvstyre - de vil helst gøre sig fri af landets fattige ende. For dem er Evo en kulturløs opkomling, ude af stand til at styre landet! For amerikanerne er Evo en terrorist og narkokonge, der tilmed sammenligner sig med Venezuelas Chavez og Brasiliens Lula, det vil sige vil kæmpe mod dollarimperialismen i Latinamerika. USA vil gøre alt for at stikke en kæp i Evos hjul. Særlig hans baggrund i kokaproduktionen i Cochabambaprovinsen er en torn i øjet på Bush - som det har været på hans forgængere fra Reagan til faderen. Evo forsvarer højlandsindianernes ret til at dyrke koka, som de har gjort det fra tidernes morgen. Kokablade er en del af indianernes kultur og religion. Pachamama skal have sine kokablade (og sit øl!) for at bevare sin velvilje over for menneskets børn. Indianerne tygger bladene og sluger saften for at dulme sult og tørst, træthed og angst, men også for at mindske de fysiske ulemper ved at bo og arbejde i de store højder. Bønder og minearbejdere overlever med den ene kind evigt bulnende af gennemtyggede kokablade - hvor vi andre kan nøjes med at drikke kokate! Men kokablade kan forarbejdes til kokain og eksporteres. Der tjenes årlig over en milliard dollar på skidtet, men kun halvdelen af pengene bliver i Bolivia. USA har længe forsøgt at begrænse den ulovlige produktion af kokablade. Man har lagt et stærkt pres på regeringen og tilbudt bønderne en pose penge for at gå over til noget andet, men lige meget hjælper det. Kokaen gror som opium i Afghanistan - det vil sige som fattigdommens gyldne plante. Halvdelen af landets bruttonationalprodukt stammer fra den hemmelige kokainindustri! Til det siger Evo Morales: Bland ikke kokablade og kokain sammen! Hver familie skal have lov til at dyrke 1.600 kvadratmeter koka til tygning, te og religiøse ceremonier. I Yunga nord for La Paz, hvor forbruget er lokalt (og hvor de små, friskere blade er knap så bitre), har ingen ondt af kokabønderne. Når landets økonomi er rettet op, når blandt andet gas- og olieindkomsterne havner i statskassen og ikke først og fremmest i de transnationale selskaber, vil kokainen ikke længere være et boliviansk problem. Koka og indianere hænger sammen, Evo ved det. Hvad var det egentlig, der drev os til at erobre verden for 500 år siden? Eventyrlyst, udlængsel, pladsmangel, missionstro, præstationsflip, drømmen om at blive rig og berømt? Måske især overbevisningen om, at vi var fremskridtet, udviklingen og lykken, kort sagt den kulminerende menneskehed. Vi skyldte ligefrem de andre at herske over dem. Desuden var verden jo tom. Kolonisere betød oprindelig på græsk at opdyrke et ubefolket område. Afrika var tom, Syd- og Nordamerika var tomme, Indien var det, dele af det fjerne Asien, hele Australien var tom, selv Grønland! De vilde, der strejfede om her og der, lignede i forbløffende grad oprejste dyr. Ganske vist dyr, der havde bygget fabelagtige kultsteder, skabt solkalenderen ud fra deres kendskab til astronomi og anlagt et imponerende vejnet med regelmæssig postgang - som i Peru, der dengang omfattede det nuværende Bolivia. Men dyr alligevel. Vi kaldte dem 'indere' ved en beklagelig fejltagelse! De spanske teologer og filosoffer diskuterede, om indianerne kunne opfattes som menneskelige væsener. Det kunne de måske godt, men først, når Gud havde velsignet dem som kristendøbte og de af lutter taknemlighed underkastede sig erobrerne betingelsesløst. Og navnlig hvis de uden at kny fandt sig i at blive behandlet som de dyr, de dybest set så alligevel var. Kolonihistoriens kerne er, at europæerne ragede til sig med den stærkeres ret. Efter at være blevet genfødt til visdom og humanisme under renæssancen sendte vi opdagelsesrejsende ud på den nyligt tilrundede jordklode, snart fulgt af væbnede styrker, præster og handelsmænd. Verden var vores. De europæiske stater fik hver sin del af kagen - og ingen forudså, at bøtten en dag ville vende, nemlig når vores velgerninger på de fjerne kontinenter underligt nok fremkaldte de bestjålne og undertrykte 'dyrs' vrede og hævntørst. Jeg bor selv i La Rochelle, der sammen med de store havnebyer Bordeaux og Nantes gennem små 300 år tjente kolossale formuer på slavehandel. Når der manglede last i skibene til den gyngende hjemfart over Atlanten, fyldte man sten på. Dem går jeg nu på som brolægning uden for min dør. De rundslidte ballaststen er ret ubehagelige at træde på. Det gør ondt at gå på historiens bagside. På Salar de Uyuni, verdens største saltsø, et blændende hvidt krystalhelvede med spredte kaktusbevoksede øer, er selv horisonten af salt. Flot nok - men stemningen er ildevarslende, gold, dødsmættet. Den samme fornemmelse af uigenkaldelighed eller ydergrænse får man for foden af Cerro Rico, sølvbjerget ved byen Potosi, der efter 500 års intens minedrift nu er Bolivias symbolske kirkegård. Millioner af tvangsudskrevne indianere (og afrikanske negerslaver) har sat livet til i dens smalle underjordiske gange. Tilgiv os, (B)Olivia - vi vidste kun alt for godt, hvad vi gjorde. Og nu til lykke med Evo!