Vi sidder der i år, vi sad der for 38 år siden, og mange af os sidder der sikkert igen næste år. At se Disneys Juleshow 24. december er en vigtig del af en rigtig dansk jul, på linje med grantræ og julemand, gløgg og gensyn med familien. Vi markerer det danskeste af alt - julen - ved at se et ærkeamerikansk program, som oven i købet er det samme fra år til år bortset fra et par klip fra nye Disneyfilm. Hvorfor? Især i min mands del af familien er der nogle helt faste traditioner med, at man skal sidde og se det der Disney Juleshow. »Og så synger vi alle melodierne og sådan noget«. Det siger Gerd på 42 år og giver en del af svaret på, hvorfor danskerne juler med Disney. Det handler om tradition: Disneys Juleshow har været en del af den danske jul, siden både mor og mormor var børn; og i modsætning til mor og mormor så ligner programmet sig selv, fra dengang det startede i 1967. De samme ni små tegnefilm plus to forfilm til nye Disneyproduktioner. Men hvorfor har netop et amerikansk program indskrevet sig i danskerne julehjerter som en fast tradition? Nu er en rigtig dansk jul jo sammensat af elementer fra mange lande - juletræet har vi som bekendt fra Tyskland; julemanden stammer fra Holland (som har importeret en tyrkisk helgen); gløggen kommer fra Sverige, og Disneys Juleshow stammer som de øvrige Disneyprodukter altså fra USA. Julen vidner om, at det typisk danske ofte består af udenlandske ingredienser. Som i madlavning er det sammensætningen og serveringen, der gør forskellen. At det så lige blev Disneys Juleshow, der ramte plet i hjertekulen, skyldes først og fremmest, at juleshowet ligner andre traditioner på afgørende måder: De er gamle og kommer alligevel igen og igen; de har samme format år efter år; og de skiller sig ud fra hverdagens rutiner som noget særligt. Familien Danmark har trofast fulgt programmet på DR TV bortset fra 1969, 1973, 1974 og 1978, hvor juleshowet ikke blev sendt. Vi ved, hvad der venter os; og forventningen om det samme kan strækkes ud, fordi begivenheden jo er så sjælden. Altså en god blanding af gentagelse og brud. Det amerikanske program 'From all of us to all of you' så dagens lys i julen 1958 på det amerikanske tv-selskab ABC. Her introducerede 'onkel Walt' foran kaminilden de små klip og personliggjorde begrebet Disney for de nymodens tv-seere. Herhjemme blev tv rigtig populært i 1960'erne, og det var altså også årtiet, hvor de fleste danskere for første gang stiftede bekendtskab med Disneys tegnefilm til jul med de figurer, som ethvert barn kendte fra den populære tegneserie Anders And & Co., der begyndte at udkomme i Danmark i 1949. Juleshowet blev i mange år vist juledag om eftermiddagen; og selv om onkel eller farfar måske blundede indimellem efter en god julefrokost, så var udsendelsen programsat, så familien kunne se showet sammen. I 1979 fik showene også dansk tale, og mange danskere kan slet ikke forestille sig Jesper Fårekylling, uden at Ove Sprogøe klinger med på let fynsk accent. For københavnere var tv's juleshow ikke det første møde med levende Disneyfigurer ved juletid. Biografen Metropol viste i perioden 1932-1978 næsten hvert år korte tegnefilm, og mange husker endnu spændingen ved det årlige møde med Disney: »Jeg har jo sådan nogle minder fra barnsben, ikke, hvor man fik lov at gå en tur i Metropol og se en Disneyfilm til jul, ikke«, siger Annette, der er i slutningen af 30'erne. For danskere i almindelighed og for københavnere i særdeleshed blev Disneys juleshow en fast bestanddel af julens traditioner. Hvert år ser vi Anders And fælde juletræ og bekæmpe Chip og Chap; vi følger Bambi på isen; Pinocchio på scenen; og vi er med musene, når de forvandler Askepots gamle las til en balkjole. Vibeke, en veluddannet kvinde midt i 30'erne, husker juleshowets korte tegnefilm således: »Hvad vi så, det var sådan et kort glimt af noget; og der drømte man altså om: hvis bare man kunne se en hel udsendelse - eller en hel film med Bambi. Det var jo ikke almindeligt, det var sådan særligt«. Disneyshowets særlige magi hænger for mange voksne sammen med det specielle ved tegnefilmene. For et stort flertal af dem, der er forældre i dag, var hverdagens Disney lig med Anders And & Co. Bladets popularitet toppede i 1970'erne med et ugentligt oplag på over 200.000 eksemplarer (hvilket menes at svare til omkring 800.000 læsere). Og frem til begyndelsen af 1990'erne udgav The Walt Disney Company højst én langfilm hvert eller hvert andet år. Tegneseriens 'faste' figurer var spændende nok. Men det var alligevel tegnefilmenes levende figurer, der var det helt specielle. Mange voksne forbinder altså Disney med den danske juls særlige traditioner. Men det morsomme er, at i Norge forbindes Disney med norsk jul og i Sverige med svensk jul. For alle de nordiske lande har vist Disneys juleshow på tv helt tilbage fra monopolfjernsynets dage. Og da man i Sveriges Television for nogle år siden flyttede sendetidspunktet, opstod der en veritabel seerstorm. Traditioner er til for at bevares. Alle de nordiske lande har også lært Disney at kende gennem tegneserierne, ikke tegnefilmene - modsat Sydeuropa for eksempel. Det er Disney på tryk, der har været hverdag, mens de levende billeders Disney har hørt julen til. Men er det særlige, juleshowets magi, ikke afløst af et allestedsnærværende Disneybombardement i dag? Er voksnes erindring om Disney og julen ikke blot et tomt, nostalgisk minde uden sammenhæng med realiteterne, som præges af en pågående markedsføring, der hver dag iscenesættes af den globale underholdningsgigant? I dag er Disneys tegnefilm ganske rigtigt blevet hverdag. Efter at have taget tilløb en kort periode i 1960'rne begyndte DR i 1980'erne at vise tegnefilm hver uge; og i dag sidder en tredjedel af alle yngre børn klinet foran tv-skærmen hver fredag kl. 19 og ser Disneysjov på DR 1. Siden 1989 har danskerne kunnet købe Disneyvideoer, og fra 2003 er Disney Channel kommet til. Nye, lange tegnefilm i biografen kommer mindst hvert år, og ikke højst hvert andet år, som vi har kendt det siden 1938, hvor Snehvide havde dansk biografpremiere. Vi har Disneyfigurer på penalhuse, dynebetræk og sokker fra Netto; for ikke at tale om, at de kendte, amerikanske temaparker er rykket til Europa med Disneyland Resort Paris. Voksne er faktisk helt klar over, at Disney i dag ikke er, hvad det har været. Mange er også ganske kritiske over for Disney som en pengemaskine; og en del forbinder firmaet med amerikansk kapitalisme i værste von And-stil. Alligevel holder de fleste fast i, at Disney er bedre end de fleste andre, der producerer populær underholdning. Danskerne forsøger kort sagt at holde fast i Disneys kompleksitet ved at skille de gode historier fra den dårlige forretning. Og det kan lade sig gøre, fordi Disneys historier og figurer gøres til en del af det at være dansk, mens de kommercielle aspekter knyttes til USA. Tømreren Dan, som er i 40'erne, siger for eksempel: »Anders And passer til dansk mentalitet. Han er bare så dansk og slet ikke amerikansk som Mickey Mouse, der er meget politisk korrekt. Anders er så politisk ukorrekt, og det gør ham meget dansk«. Anders And er et typisk eksempel på, at amerikansk kultur har bredt sig til det meste af kloden - og at den kulturelle globalisering faktisk er en ganske gammel historie. Allerede i 1933 havde mere end en tredjedel af verdens befolkning set en Disneyfilm. Danskerne stiftede første gang bekendtskab med 'Mikkel Mus' i Søndags-B.T. i 1931; og fire år senere så figuren Anders And dagens lys herhjemme i Dansk Familieblad. Men Dans forståelse er også et godt eksempel på, at den globale kultur først giver mening, når den kan slå rod i og næres af en lokal sammenhæng. Anders And passer simpelt hen til danskernes øvrige selvforståelse. At Dan, tømreren, ikke er alene om at gøre Disney til en særlig dansk sag, har vi inden for de senere år fået en række eksempler på. Da Anders And & Co. i 1999 fyldte 50 år i Danmark, ryddede de store, landsdækkende aviser forsiden af deres kultursektion. Politikens egen Søren Vinterberg, som gennem årene har hørt til de mest vidende seriekritikere, fremhævede, hvordan Andeby er »gået os i sproget« med vendinger som »en kinamands chance«, »ren Georg Gearløs« samt naturligvis Svend Aukens fængende karakteristik i 1983 af Schlüter-regeringens økonomiske fremgang som en »Fætter Højben-effekt«. Og da tegneseriens mangeårige danske oversætter, Sonia Rindum, døde i 2003, lød der lignende roser om hendes originale fornyelse af det danske sprog. Selvfølgelig bidrager andens alder til den generelle accept. De tegneserier, der førte til nedsættelse af bekymrede udvalg i 1950'erne, kommer i dag på finansloven. Kultur har det med at blive bedre i kritikernes øjne, jo ældre den er. På intet tidspunkt er denne traditionsbevidsthed større end ved juletid. Julen synes simpelthen at kalde på behovet for traditioner. Og alene juleshowets alder gør det som nævnt til en egnet kandidat som en moderne traditionsbevarer. For som de engelske historikere Eric Hobsbawm og Terence Ranger har understreget i bogen 'The Invention of Tradition', så er tradition et begreb, der bliver opfundet sammen med dampmaskinen og det moderne industrisamfunds fremskridtstro. Det værste, et moderne menneske kan forestille sig, er at stå stille. Men jo mere vi bevæger os væk fra vante normer og måder at handle på, jo mere forbinder vi også det, vi forlader - eller tror, vi har tabt - med noget traditionelt, noget oprindeligt og umisteligt. Innovation er derfor ophav til tradition. Så jo mere foranderlig vores hverdag bliver, desto mere nærer vi idealer om fortidens formodede stabilitet. Den amerikanske familiehistoriker John Gillis beskriver rammende, at julen er den moderne middelklasses middel til at indstifte sådan en traditionsbevidsthed. Byens borgere kan ikke som landbefolkningen inddele året i forhold til årstiderne, og de har ikke samme grundlag for at markere kollektive milepæle som høstfest og tidehverv. I stedet opfinder de højtider, der knyttes til familien. »Julen er ikke bare tiden, hvor man vender hjem; det er også tiden, hvor man vender tilbage«, hævder Gillis. Så forestillingen om faste traditioner knyttes uløseligt sammen med forestillingen om den harmoniske familie - og helst med børnene i centrum. Derfor gennemspiller vi også troligt hvert år diskussioner om, at julen vist har mistet noget af forne tiders kvaliteter og er ved at ende i det rene, kommercielle gaveorgie. Derfor taler forældre også med dobbelt stemmeføring om Disney, hvis intense markedsføring de kritiserer for at få ellers besindige mennesker til at vælte firmaets seneste dvd'er og spil ned i indkøbskurvene i en lind strøm; mens de samme forældre priser det særlige ved Disneys juleshow (og firmaets øvrige tegnefilm). Med de diskussioner medvirker vi til at holde liv i forestillingen om, at julen og familien og kulturen altså var bedre, da vi selv var børn. Det er i dette bredere kulturperspektiv, 'Disneys Juleshow' får mening som andet og mere end et eksempel på kulturel amerikanisering. Som en moderne, 'opfundet' tradition passer programmet perfekt ind i vores forestillinger om familiejulen, hvor alle er samlet om fælles aktiviteter. Og skønt aktiviteterne på skærmen ofte modsiger illusionen om den perfekte jul - Anders er jo så kolerisk, som han plejer - så bekræftes illusionen via den fælles sening. Hertil kommer, at de voksne, som i dag er forældre, forbinder juleshowet med deres egen barndoms jul. Mere symbolladet kan det næppe blive. For her kobles forestillingen om julen som familietradition med forestillingen om barndommen som det oprindelige og ægte i menneskelivet. Selv sortklædte karriereakademikere får blanke øjne og beskriver Disneys evne til at tale til barnet i os alle, samtidig med at de dog er hurtige til at helgardere ved at fremhæve, at det naturligvis hænger sammen med Disneyfilmenes særlige fortællemæssige kvaliteter. Ved at se programmet med børn og børnebørn får voksne en fornemmelse af, at barndommens traditioner lever og kan gives videre; og det mærker børnene. Som 12-årige Nanna siger: »Min far taler altid om, at det er så godt, fordi det så han også, da han var dreng«. Men selv det tilsyneladende faste forandrer sig. I 1992 rykkede DR juleshowene frem til juleaftensdag kl. 16, hvor mange forældre har travlt med de sidste forberedelser. Næsten hver femte dansker ser stadig Juleshowet hvert år. Men det er færre end tidligere, og to tredjedele af dem, der sidder foran skærmen i dag, er voksne. Meget tyder da også på, at Disneys position som indbegrebet af dansk familiejul er ved at ændre sig. Nutidens forældre står i et vanskeligt dilemma: På den ene side findes ønsket om via juleshowet at genopleve (og genoplive) forestillingen om den rigtige familiejul, hvor alle samles foran skærmen; og på den anden side står kravene om at skabe grundlaget for, at traditionen kan udfolde sig så perfekt, som man gerne vil. Og det dilemma skal ofte håndteres af sammensatte familier, der skal få flere slags 'forestillede' familietraditioner til at passe sammen. Måske står Disney derfor i disse år ved en afgørende skillevej i den danske (og nordiske) julekultur. For i dag synes det i vidt omfang at være de ældre voksne og børnene, der skaber og opretholder Disney-traditionen ved juletid. Som 11-årige Sofus svarer, da han bliver spurgt, om familien gør noget ud af juleshowene: »Kun os børn. Vi er klar til det«. Hvis Disneykoncernen viderefører sin intense, globale markedsføring med stadig nye produkter og udvider de steder og tidspunkter, hvor folk kan opleve Disneyfigurerne, ja så risikerer man at underminere det traditionsgrundlag, som juleshowene hviler på. Hvis firmaet omvendt holder igen med Disney til hverdag for at fastholde det særlige ved Disney, så risikerer man naturligvis, at »from all of us to all of you« forvandles til »from some of us to some of you«.