Halløj, jeg hedder Frank og jeg er helt almindelig, forudsætningsløs gennemsnitsdansker, som netop er gået igennem glasdøren til Danmarks Design Center. Jeg har aldrig set en iPod og jeg er heller ikke vokset op med en PH-lampe og jeg aner ikke, hvor Arne Jacobsen sidder på en kvinde, eller hvordan man tænder et minimalistisk samtalekøkken, og jeg har slet ikke lagt mærke til alle de produkter omkring mig, som bare konkurrerer - og som netop konkurrerer på design i denne oplevelsesøkonomiens glade tidsalder. Vi lever i en tid, hvor det populære har ordet. Det populistiske har givet stolen til den forudsætningsløse gennemsnitsperson, som egentlig ikke er interesseret, og som ikke har sat sig ind i tingene, men der er ingen vej tilbage. Hvad enten Frank har lyst til det eller ej, så er han den nye herre i huset. Han sætter agendaen i mange spørgsmål i vores samfund i dag fra politik over moral til kultur. Men skal vi vige pladsen for ham? Ja, mener Christian Scherfig, der netop valgte at manifestere sig som ny direktør for Dansk Design Center (DDC) ved at censurere Kenneth Balfelt og undertegnedes projekt til udstillingen 'Danish: Framing the Design of the Future' med argumentet om, at den forudsætningsløse ikke ville være i stand til at forholde sig til værket. Det resulterede i en strid, som er blevet beskrevet med overskrifterne 'Uro i designcenter' (Børsen) og 'Elefant i et glashus eller advokat i designcenter' (Information), men som ikke desto mindre er et glimrende eksempel på de nye toner i det danske kulturlandskab. Denne sag starter nemlig ikke her. Den stikker dybere, helt ned i nerveroden på den kulturkamp, som regeringen startede. De begynder samtidig at ligne vinderne. Det censurerede værk, som Kenneth Balfelt og undertegnede havde skabt specifikt til denne udstilling, bestod i nogle plancher, der beskriver et igangværende redesign af herberget Mændenes Hjem i København. Det er et designprojekt, der omhandler brugen af design som et æstetisk dannende element, som er udviklet i samarbejde med brugere og hjælpere. Plancherne var netop placeret i vinduerne, så indholdssiderne var vendt mod gaden, så det udelukkende var de forbipasserende, der kunne orientere sig om projektet. Dette for at pointere forestillingen om at være udstødt - at være på den anden side af ruden. Ifølge Christian Scherfig var plancherne for elitære i sin form og samtidig skyggede de 3 meter brede plancher også for indsynet i bygningens ellers 22 meter brede glasfacade. Vi blev orienteret om censuren i et brev fra direktøren, som i samme åndedrag også proklamerede, »at centeret nu ville stræbe efter udstillinger for den forudsætningsløse«, hvis nysgerrighed blandt andet skal tændes ved at have en åben facade. DDC rangerer under Erhvervsministeriet, og husets opgave er at præsentere innovative ideer og de mange facetter, som er indeholdt i selve begrebet design. DDC skal også være et udviklingsled mellem designere og virksomheder for at introducere flere designkvaliteter tidligt i produktudviklingen til virksomheder. Her opstår det første problem: Centerets økonomi er blevet skåret ned, og huset har stærkt brug for sponsorer fra erhvervslivet, som selvfølgelig gerne vil have noget igen, f.eks. ved at benytte huset som præsentationsplatform for deres produkter og dermed kunne indgå i denne 'kvalitet', som dansk design emmer af - på samme måde som da Det Konservative Folkeparti brugte DDC som en værdikvalitet under deres valgfest. Derfor ser de kontrakter, som erhvervslivet og designerne modtager inden en udstilling, også tankevækkende forskellige ud. Dette er nogle af de ting, der nu skal løses, og som der er blevet enighed om mellem designere og DDC. Historien om plancherne kom hurtigt ud i medierne, og designerne samlede sig overraskende hurtigt og begyndte at trække deres værker ud af udstillingen i protest mod denne overrumpling af os og af kuratorens arbejde. Da historien nåede radioen, havde 23 designere hentet deres værker, og først da blev der indkaldt til krisemøde i centeret. Grunden til at designerne udviste så hurtig handlekraft var, at mange havde oplevet uhensigtsmæssige ændringer i forbindelse med deres værker, hvor man enten havde flyttet et værk eller direkte fjernet dele af værket - ikke bare i denne udstilling, men også i tidligere sammenhænge. Censureringen af vores værk var altså det, som fik bægeret til at flyde over for mange. Til mødet fik vi en undskyldning over den lidt »kluntede behandling«. I den efterfølgende pressemeddelelse fra DDC forlød det, at forløbet blev modtaget positivt, og at man vil sørge for, at sådanne situationer ikke vil ske igen, og at flere designere, 11 i alt, for øvrigt var så taknemmelige for undskyldningen, at de havde sat deres værker tilbage. Resultatet var følgende overskrift i Berlingske Tidende 'Protest mod design-center smuldrer'. Med denne pressemeddelelse stod de designere, der har fastholdt deres værker ude af udstillingen med en lidt underlig smag i munden. For hvor var selve problemets kerne nu? Havde Christian Scherfig således lukket debatten med de resterende designeres velsignelse? Vi stod med følelsen af, at have fået stjålet sin cykel, fået en undskyldning over måden, hvorpå den var taget på - men uden at få den igen. På denne måde glider vi ubemærket uden om hele omdrejningspunktet for denne sag. Nemlig det, som de tilbageblivende designere opponerer mod, og som denne kronik drejer sig om; hvor er den følsomhed, loyalitet og tvivl henne, som alt formgivning i dets opbygning skal indeholde, hvad enten det er et høreapparat eller et kunstobjekt? For hvilke rammer skal vi operere med, hvis vi skal have et designcenter, som tør skabe og ikke bare tager? Denne situation er et symptom - en effekt af den kulturkamp vi alle indgår i, ikke bare designere og andre kulturproducerende folk, men også den enkelte borger, som oplever langsomt at få tilsidesat nogle grundlæggende værdier. En del af denne vej kan spores tilbage til Anders Fogh Rasmussens sætning: »Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid«. Med dette startskud for hans regeringsperiode fjernede statsministeren ideen om fagkundskaben, og det har vist sig at have konsekvenser. Specialisten, som åbenbart rummer en mørk side, denne type ekspert som i sit virke har kendskab til et særligt område med mange komplekse lag, står der og »ævler«. Og det »ævl« kan vi ikke forstå, så han skal ud og så ind med erhvervslederen, for nu handler det om, hvad du forstår ved det nye Danmark, og han er vant til at tale til kunder og god til at beskrive, hvor tingene skal stå i stuen til den forudsætningsløse. Dermed bliver anti-intellektualiseringen styret oppefra. Det er de liberales populære vinde, som skal spænde sejlet op på skuden, mellem på den ene side målbare stramninger og den anden af forståelige kontrakter med den enkelte. Med kompasnålen rettet ind, sejler vi mod det 'fornuftige'. Vi udvider ordets betydning, så det fornuftige både handler om at tørre skoene af på måtten, før man går ind, og er en betegnelse for måden, hvorpå vi skal behandle indvandrere og arbejdsløse. Begge dele er fornuftigt. Et sådan kvalitetssystem er praktisk, da det både gavner vælgerne og samtidigt er noget, markedet kan forstå. Det er denne nye vægtløshed, som vi danskere svæver rundt i, mellem en højtravende abstrakt ide om frihed (for dem der allerede har den!) og den fysiske bundlinje om overskud og underskud. Med specialisten sat på porten indsætter vi parcelhussproget for alvor. Med dette sprog ændres lidt småting som f.eks. holdningen til indvandring, som den formuleres af Dansk Folkeparti - uddannelse med kvalitetstjek - kommuner med omlægning af demokrati - lov med nye indskrænkninger af de personlige rettigheder. Disse fornuftbårne begreber står nu som fyrtårne i det danske landskab og blinker i mørket mellem havebordet og den sorte ghetto. blink. tryghed .blink. fornuft. blink. Ud fra dette ark bliver det indiskutabelt sund fornuft, at universiteterne skal knyttes mere direkte sammen med erhvervslivet, da en erhvervsleder er bedre end en embedsmand. For han kan få aftalen i hus. Kvalitetstjek i skolerne, børnehaveklassen skal hedde første klasse, for der er ingen tid at spilde. Vi får en liberal tænketank med blandt andre Brian Laudrup, Ulrik Høy og Bent Fabricius-Bjerre, som kan komme med gode ideer om flad skat i TV-avisen, for her er er der også pludselig masser af frihed. Her udvides grænselandet virkelig for den forudsætningsløse. Her hopper danskerne rundt mellem fladskærme og fugtspærrer og kan hverken synge eller danse, indrette deres hjem og har samtidig svært ved at opdrage deres børn og politik handler mere om sminken. Jo, her ser vi den nye brede kultur, som er folkelig og 'ægte' for »knus alt, der ikke gavner din uhæmmede opstigning«, som Ulf P. Hallenberg har skrevet. Og manden på gaden kan få lov at formulere indvandringspolitikken sammen med DF og V. Her handler det ikke længere om, hvad vi kan gøre for flygtninge, men hvad flygtningen kan gøre for vores arbejdsmarked. Og kulturminister Brian Mikkelsen overtager stafetten og det går over stok og sten, så i kulturen hedder det nu, at hvis kulturen kan bære sig selv, er det ensbetydende med, at det er godt. Her tales der også til den forudsætningsløse, som skal forstå det nye modersmål, og de gamle digtere stiger til vejrs sammen med resten af nationen og de klassiske dyder og genopdager igen det vidunderlige ved parcelhuskulturen, som netop ejendomsmæglerne er specialister i, dette sorte hul, som befinder sig mellem bind 1 og 2 i kanonudgivelserne. Det fører mig tilbage til specialisten, som ikke duer til dette spil. Han er en kedelig en - en lyseslukker, en showstopper af markedets tempo. Han har nemlig en mørk side, som ikke må slippe ud, for det kan sætte en pind i hjulet. For med ham kommer tvivlen, og tvivlen er det, som mærkes, mens vi erkender, hvor absurd verden er omkring os. Hvis spindoktoren skulle operere i tvivl og ikke dirigere verden, så ville han fryse til is og splintre i tusinde små bidder over de dyre gulvtæpper. Det er samme tvivl, som kulturen arbejder med, det usagte - de nonverbale landskaber, som kunst, musik, design og litteratur beskæftiger sig med. For tvivlen har ingen opskrift eller konstant retning, som kan frelse os gennem det moderne liv. Tvivlen er kunstens operative skøjter. Og selv om det moderne vel starter med tvivlen, er det højst umoderne at tvivle. Tvivlen er et overordnet sundhedstegn, men handlekraft er mere moderne. Det er i høj grad det genkendelige og vedtagne, som kulturkampen kredser om. Den har som udgangspunkt valgt et romantisk kultursyn fastfrosset i et skattestop og derindefra spørger de: Hvorfor skal de gøre alting så besværligt? Og hvor længe skal de have lov at fortsætte med det? Hvem ser det egentlig? Hvorfor ikke sige tingene ligeud i stedet for at snobbe med nuancer og koder? Måske ville en specialist med et gyldigt mandat sige, at man ikke kan beskylde socialhjælperne for ikke at få indvandrere i arbejde og pege på boligmarkedet og sige, at det skaber ulighed, og at ulighed i grunden er en dårlig idé. Han ville måske også rette henvendelse til Brian Mikkelsens drenge og starte forfra ved at forklare, at kunst og design er mere end termokander og musicals, og at der stadig findes en forskel på kunder og borger, følelser og viden. Men dette er gaven, vi får som frie forbrugere, du gamle, i denne kulturkamp, hvor endnu et flag er sat i kanelstangen. Og sagen i centeret, ikke shoppingcenteret, men hele Danmarks Design Center, er blot et sted ud af mange, hvor problemet kan ses. Det er en simpel effekt af den kulturpolitik, som æder sig frem med den holdning, som Christian Scherfig udtrykker det i Børsen: »Det, vi laver, er designudstillinger og ikke kunstudstillinger. Et kunstværk kan have forventninger til en unik placering, som design ikke kan påkræve«. Så konflikten i DDC er den naturlige friktion, der opstår i spændet mellem på den ene side jura og teori, som handler om det relative - over for form, som handler om det absolutte, som er det, design og kunst bevæger sig i. For min skyld kan det være lige så enkelt som på planetariet sålænge taktiliteten omkring design er til stede. Dermed er vi tvunget til at stikke spaden dybere for dem der vil løse opgaven, også i DDC, end denne form for Excel regnearks-æstetik med flade konsumerbare måltider . Som vi står nu, er det populistiske system stærkere end det design, der vises, denne ide om løsninger i et økonomisk register er i sig selv et design - et design, som er et diktatur, det er dette diktatur, der er sandt, som skaber rammen om vores fremtid, for jeg er forbruger som dig - afhængig, kuk-kuk-kuk-faldera-Frank.