Personalegoder, naturalieydelser, fryns, fringe benefits, flexible benefits, fleksible lønpakker, cafeteria-modellen - ja, kært barn har mange navne. Og hvert år skrives der masser af avisartikler om omfanget af personalegoder og især vurderingen af, om omfanget er stigende, har enorm interesse. Mange forudsiger da også, at nu eksploderer omfanget. Men er det nu rigtigt? Det korte svar er nej. Men hvorfor er der så hvert år så meget omtale af personalegoder? Det skyldes nok de mange myter, der florerer om personalegoder. Den største myte er, at det er de mandlige direktører, der forgyldes, når alt muligt gratis 'fryns' kommer dryssende ned over dem fra himlen. En anden myte ligger i forlængelse af den første nemlig, at personalegoder dermed giver et uendeligt og formålsløst dræn i statskassen, der praktisk talt snart vil gøre det af med civilisationen, som vi kender den. Det scenario er en anelse overdrevet - for at sige det mildt. Hovedreglen er nemlig, at alle personalegoder beskattes til markedsværdien. Et personalegode er blot en alternativ måde at få løn på. Derfor beskattes det principielt fuldstændig på samme måde, som om det var kontanter, man fik i lønningsposen. Mange virksomheder lader tilbud om personalegoder som f.eks. sundhedsforsikringer, fri bil, transport til og fra arbejde, uddannelse, telefon og bredbåndsforbindelser være noget af det, som medarbejderne kan vælge mellem i forbindelse med de årlige lønforhandlinger. Det er gået op for mange virksomheder, at der er fornuft i også at være med til at tage vare på medarbejdernes almindelige velbefindende, deres kompetenceudvikling og deres sundhed - at se og behandle medarbejderne som hele mennesker. Målsætningen er at tiltrække og fastholde de gode medarbejdere, sænke sygefraværet og højne kompetenceniveauet hos medarbejderne. Tilfredse medarbejdere producerer mere, har større arbejdsglæde og lavere sygefravær og forlader ikke virksomheden i utide for at gå til konkurrenten! Den årlige rapport om udviklingen i personalegoder er netop sendt til Folketinget. Rapporten viser ikke nogen stigning i det direkte skatteprovenutab ved personalegoder. Der er derimod tale om forskydninger. Den største stigning i årets rapport står sundhedsforsikringerne for. Det er forsikringer betalt af arbejdsgiveren, der dækker behandlinger og operationer af lønmodtageren. Omfanget af disse forsikringer er steget med cirka 75.000 personer fra 295.000 til cirka 370.000 modtagere. Der kan man vist sige, at der er tale om en ordning med succes, som der er stor efterspørgsel efter på arbejdsmarkedet. Antallet af personer med hjemme-pc stiger også støt og roligt, om end ikke i samme tempo som sundhedsforsikringerne. Det skønnes, at cirka 220.000 personer nu har arbejdsgiverbetalt hjemme-pc. Det er en stigning på cirka 10.000 i forhold til 2004. Antallet af personer med fri telefon er steget med cirka 5.000 til 162.675 personer, og antallet af personer med personalelån er steget med cirka 1.000 personer til 2.151 personer. Omvendt kan der også registreres et fald i nogle af personalegoderne. Der er fald i personer med fri bil og personer med fri kost og logi. Der er også fald i personer med adgang til sommerbolig i udlandet og i personer med frikort til offentlig befordring. Så alt i alt er der tale om forskydninger, ikke eksplosioner i omfanget af personalegoder. Den totale skatteudgift er på cirka 1,1 mia. kroner Det samme beløb som i 2004. Får samfundet så nok for den skatteudgift på cirka 1,1 milliard kroner? Det kan man naturligvis altid diskutere. Udgiften skyldes hovedsagelig en lille gruppe særligt udvalgte personalegoder, hvor skiftende regeringer gennem tiden bevidst har valgt at fravige hovedreglen om beskatning til markedsværdi, således at netop disse personalegoder bliver beskattet mere lempeligt. Det er for eksempel køb af de varer eller tjenesteydelser, som arbejdsgiveren producerer, til kostpris, bolig til almindelige ansatte, fri telefon, hvor Skatterådet (det tidligere Ligningsråd) gennem en række år har fastsat værdien af den private brug til højst 3.000 kroner og arbejdsgiverbetalt transport til og fra arbejde. Endelig er nogle ganske få personalegoder blevet gjort helt skattefrie. Det er for eksempel uddannelse, parkering og hjemme-pc til brug ved arbejdet, dataforbindelser med adgang til arbejdsstedets netværk og sundhedsbehandlinger, herunder sundhedsforsikringer. Når Folketinget vælger at lempe eller helt fjerne beskatningen af personalegoder, betyder det naturligvis, at statskassen får færre skattekroner ind sammenlignet med en situation, hvor medarbejderen havde fået det samme beløb, som personalegodet koster, som (højt)beskattet kontantløn. Det er imidlertid ikke givet, at det altid er nogen dårlig forretning for samfundet, at politikerne har valgt at prioritere sådan. Når der er skattefrihed for arbejdsgiverbetalt uddannelse medfører det - forhåbentlig - at flere bliver ansporet til at udvikle deres faglige kompetencer. Kompetencer som samfundet har brug for, hvis vi skal klare os i en højt specialiseret og globaliseret verden. En kompetent og fleksibel arbejdsstyrke er alfa og omega i den globale konkurrence om arbejdspladser og dermed skatteindtægter. Og det er en konkurrence, som vi vil vinde. På samme måde skal skattefriheden for ADSL-forbindelser med adgang til arbejdsstedets netværk være med til at opgradere og skabe fleksibilitet hos arbejdstagerne og dermed forbedre konkurrenceevnen hos virksomhederne. De moderne ADSL-forbindelser giver bedre mulighed for, at man kan arbejde hjemme, hvis man har børn, der er syge, eller man bare gerne af og til vil spare en lang og ineffektiv transporttid. Den tid kan man så frit vælge at bruge på at arbejde noget mere eller bruge på sin familie og fritid. Alt sammen noget, der forhåbentlig er med til at give en større tilfredshed både med jobbet og tilværelsen som helhed, en mere effektiv arbejdsindsats og dermed i sidste ende større skatteindtægter. Et tredje eksempel er skattefriheden for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer og -behandlinger. Det skal være med til at sikre, at antallet af sygedage minimeres - både af hensyn til medarbejderen og dennes familie, virksomheden og ikke mindst samfundet. Jo færre sygedage, jo færre samfundsudgifter og jo flere skatteindtægter. Det er sund logik. Vi har for længst forladt den tid, hvor virksomhedsejeren per definition er en småtskåren og doven kapitalist, der tilfældigvis er født med en sølvske i munden, og som ikke bekymrer sig om sine medarbejdere, som han (det er altid en han med en ordentlig vom og ditto cigar) blot så på som en del af produktionsmidlerne på linje med alle de andre maskiner i fabrikken. Medarbejderne i et videnssamfund er ikke sådan lige at udskifte, og det er både de selv og virksomhedsejerne udmærket klar over. Og rigtig mange medarbejdere ejer i øvrigt aktier i den virksomhed, de selv arbejder i. En anden af de misforståelser, der ofte bliver rodet rundt i, når man taler om personalegoder, er de tal, der bliver gengivet i pressen om, hvor mange der får en given naturalieydelse - og hvad det så koster i direkte mistede skatteindtægter. Tager man f.eks. tallene for fri bil, kan man af og til se store avisoverskrifter om, at nu er der fri bil i omløb for cirka 4,2 mia. kroner. Den historie, som desværre ikke bliver fortalt i den forbindelse, er, at skatteudgiften - de direkte mistede skatteindtægter - skønnes at udgøre 0 kroner! Og så er der ikke engang taget højde for den administrative besparelse, som vi alle har ud af, at fri bil er undergivet en skematisk beskatning, der sparer borgerne, virksomhederne og ikke mindst samfundet for en masse 'død' administration. Der er nogen, der har sagt, at det kun er de højtlønnede, der får personalegoder. Til det må man nok sige både ja og nej. Det er kun for de ydelser, der optræder på oplysningssedlen, at vi overhovedet kan foretage en fordeling på indkomstgrupper. Det drejer sig i første række om fri bil og telefon med videre. Dette stemmer overens med, at det typisk er disse indkomstgrupper, der har arbejdsfunktioner, hvor det er relevant at bruge bil og telefon i forbindelse med arbejdets udførelse, og at det derfor også er disse grupper, der i første række har fået netop disse naturalieydelser. En stor del af de personalegoder, der optræder på oplysningssedlen - f.eks. fri bil - beskattes imidlertid til markedsværdi eller en tilnærmet markedsværdi, hvorfor den økonomiske fordel for medarbejderne - og dermed provenutabet for staten - generelt er begrænset. Af de goder, der indgår på oplysningssedlen, vurderes der kun at være væsentlige skatteudgifter ved fri telefon. En række af de personalegoder, der ikke fremgår af oplysningssedlen - og som er gjort helt skattefrie - er forholdsvis lige fordelt. Det drejer sig eksempelvis om sundhedsbehandlinger, der skal tilbydes alle medarbejdere på en arbejdsplads. Tilsvarende gælder ydelser til kantinetilskud, arbejdsskadeforebyggende behandlinger, uddannelse med videre. Hvis man ser på, hvor stor en andel af det samlede vederlag hos en medarbejder der består i personalegoder, er godernes andel i det store og hele ens for de forskellige indkomstgrupper. I forhold til spørgsmålet om, hvem der får personalegoder, har udviklingen i praksis gennem de seneste år også gjort, at der er basis for, at bredere grupper kommer med. Tidligere var der i administrativ praksis nogle fortolkninger om, hvad der lå i en reel kontantlønsnedgang, der gjorde, at det i praksis var lettere for personer med individuelle lønaftaler - der typisk er højtlønnede - at lade personalegoder indgå i lønaftalen. Det er der ikke længere. Nu er der skabt klare, enkle og gennemskuelige skattemæssige rammer, som gør, at alle lønmodtagere skattemæssigt er ligestillet. Alle lønmodtagergrupper er nu undergivet en ensartet bedømmelse, uanset om der er tale om personer med individuelle lønaftaler, overenskomstansatte, tjenestemænd med videre. Der er heller ikke længere forskel på, om vi taler om en medarbejder, der i forbindelse med en ansættelse hos en ny arbejdsgiver får aftalt sig frem til nogle personalegoder, eller der er tale om en medarbejder, der i forhandlingen om næste års lønstigning aftaler sig til et personalegode, eller der er tale om en medarbejder, der sammen med arbejdsgiveren forhandler sig frem til, at han eller hun for fremtiden skal have noget mindre i kontantløn og noget mere i personalegoder. Kun fremtiden vil vise, om flere lønmodtagergrupper vil begynde at benytte sig af de skattemæssigt begunstigede ordninger. Men muligheden er i hvert fald til stede. Da kredsen af de skattebegunstigede personalegoder ikke er blevet udvidet, vil en øget udbredelse - og dermed eventuelt lavere skatteprovenu - i fremtiden kun kunne være forårsaget af, at der er flere arbejdstagergrupper, der får goderne - altså flere end de højtlønnede, der plejer at få. Og er det ikke kun rimeligt nok, at hvis direktøren kan få skattefri arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, så bør rengøringsassistenten også have den mulighed? Man kan også dvæle lidt ved, at 80 procent af dem, der har de personalegoder, der optræder på oplysningssedlen, er mænd. De goder, der optræder på oplysningssedlen er imidlertid, som jeg nævnte tidligere, ikke synderligt skattebegunstigede. Så man kan i sit stille sind fundere over, om det mon er mændene, der narrer sig selv!? Et andet forhold, der spiller ind, kan være, at hvis en kvinde er gift eller lever sammen med en mand, der har fri bil, fri telefon og fri avis - ja, så er der sådan set ikke nogen grund til, at hun også skal have det. Det kan tværtimod være en rigtig skidt forretning for parret, at have to firmabiler til rådighed. Eller måske er kvinders præferencer i lønforhandlingerne bare anderledes end mænds. Det kan også være, at dette ændrer sig i fremtiden. Sikkert er det i hvert fald, at skattereglerne ikke gør forskel på arbejdstagerne, hverken mellem lønniveau eller køn. Selv om det kan konstateres, at der indtil nu ikke har været tale om nogen eksplosiv udvikling i udbredelsen af skattebegunstigede personalegoder, betyder det naturligvis ikke, at vi ikke skal være på vagt. Især skal vi tænke os godt om, før vi gør flere personalegoder skattebegunstigede. Skattebegunstigelser er ikke noget, vi bare skal drysse rundt med mild hånd og uden omtanke. Men det er et værktøj, der kan bruges i de tilfælde, hvor vi kan se, at skattebegunstigelsen tjener et højere formål, der samfundsmæssigt kan tjene sig ind - f.eks. for at fjerne overflødig administration og forbedre Danmarks konkurrenceevne. Hvis det samfundsmæssigt overordnet set er smart at bruge det værktøj, der hedder skattebegunstigelse, skal vi bruge det - og ellers ikke.