Der er intet at se uden for vinduet andet end tætte skyer, tåge og regnvejr. Min kone, der ellers plejer at være meget opmærksom ved landinger, lukker sin bog og vil lægge den i sin taske, da hjulene pludselig rammer jorden med en fart og en styrke, der fortæller mig, at piloten må være gammel jagerpilot i det sovjetiske luftvåben. Vi er ankommet til Vilnius, hovedstaden i Litauen. Vi er et af de sidste fly, der får landingstilladelse, inden tågen lukker byen til. Vi er heldige. Mine nordiske forfatterkolleger, der skulle ankomme ud på eftermiddagen fra Stockholm, Oslo eller Helsingfors, strander enten i København eller flyver til Riga og må køre fem timer i bus til Vilnius. De skal ligesom jeg deltage i Baltikums første festival for kriminallitteratur. Vilnius Alibi er arrangeret af Nordisk Råds kontor i Vilnius. Forfatterne kommer fra Baltikum, Rusland og de nordiske lande. Der er gjort meget ud af sagen. Foruden de traditionelle paneldiskussioner og lærde oplæg udgives en bog med syv nyskrevne noveller på originalsproget og litauisk, der også bliver læst op i radioen. På en meget professionelt designet hjemmeside er novellerne oversat til engelsk, forfatterne præsenteres m.v. På konferencerne bruges tre sprog med simultantolkning: litauisk, engelsk og russisk. Det er alt sammen meget moderne, men skønt de baltiske lande i dag er medlem af NATO og EU, så er de stadig unge demokratier, der bærer rundt på en del sovjetisk tankegods, hvilket de kommende dage giver flere eksempler på. Selvfølgelig har Vilnius forandret sig. Og forandrer sig hele tiden. Det er en fire-fem år siden, jeg har været der sidst, og som i mange andre postkommunistiske hovedstæder troner byggekraner overalt. Et større arbejde er i gang ved det gamle kongelige palads bag katedralen. Slottet skal stå færdigt i 2009, hvor man vil fejre 1.000-året for det første skriftlige vidnesbyrd om nationen Litauen. Vilnius med omegn har en halv million indbyggere, men virker mindre. En tyst by, trods mange nye moderne biler. De tavse fodgængere glider gennem tågen, og de fornuftige støvler giver ingen genlyd på de glinsende, våde brosten. Tøjet er moderne og nyt, mærkevarerne de samme som hos os, og man hører både litauisk og russisk, selv om litauerne udgør over 80 procent af befolkningen. Der er omkring 6 procent russere og derudover polakker og hviderussere. Jeg kom dertil første gang i 1981 som reporter for Danmarks Radio og rejste rundt i en uges tid. Jeg tilbragte i alt tre uger i Baltikum. Som radioreporter rejste jeg alene, men det var jeg næsten aldrig. Jeg havde en kontrollant med fra Moskva, og en lokal KGB-mand dukkede som regel op i hvert land. Jeg måtte kun køre med nattog mellem de baltiske lande. Jeg husker et interview med repræsentanter for den katolske kirke, der kun svarede ja og nej, mens tre civilklædte mænd i dårligt siddende tøj skulende så til. Jeg var få kilometer fra Østersøen, men kunne lige så godt have været på den anden side af jordkloden. Det er svært i dag at forestille sig, hvor isolerede de tre små lande var for tyve år siden. Det synes de unge studerende, som jeg møder på Vilnius' universitet også. De er tyve stykker, der læser dansk. De må være flittige, for de både taler og forstår sproget på et meget højt niveau. De har læst bl.a. min rejsebog 'Dostojevskijs sidste rejse' og er interesserede i min interesse for Rusland og i deres lands kommunistiske historie, der for dem synes at være en fjern fortid. Ingen, vi møder, savner fortidens diktatur og sovjetiske besættelse, lige meget hvor meget de ellers klager over tilværelsen. Hvis man får de tanker, kureres de nemt af et besøg på byens dystre KGB-museum, der er indrettet i statssikkerhedstjenestens gamle hovedkvarter. De spørger også om en af mine noveller, som de har læst i samlingen 'Forræderen og andre historier'. Det er en novelle, der som udgangspunkt har 'Skovfolket' - en ret ukendt historie om de baltiske partisaner, der helt frem til 1955 med våben i hånd bekæmpede sovjetmagten. De synes, at det er lidt underligt, men også fascinerende, at det er en udlænding som mig, der har skrevet litteratur på baggrund af historiske fakta. Som så meget andet i landets nyere historie var det forbudt territorium i sovjetperioden overhovedet at tale om skovfolkets liv og motiver. Som andre postkommunistiske befolkninger forsøger også litauerne at få greb om deres historie. Den skal genopdages og genskabes, men revisionen fører til mange opgør. Som andre forsøger litauerne at rekonstruere den historie, som sovjetmagten dekonstruerede. De unge omkring bordet på det nedslidte, men hyggelige skandinaviske institut på universitetet var blot små børn, da Litauen, Letland og Estland blev frie og selvstændige nationer i 1991. De kan ikke forestille sig et liv uden mobiler, internet, fri udrejse og retten til at skrive, læse og sige, hvad man vil. De er måske den første generation, der anser det for naturligt at stille kritiske spørgsmål. De har en helt anden software i hovedet end deres forældre, men også end generationen før, der tilhører det, man kalder for overgangsgenerationen. De yngre, der mentalt er præget af kommunismen, selv om de har levet en stor del af deres liv i friheden. Det er en stor glæde at møde de unge danskstuderende og blive bekræftet i, at både i Baltikum, og endnu mere i Rusland, må vi sætte vor lid til de nye generationer, der ikke er præget af den totalitære fortid. Med på instituttet er den islandske forfatter Arni Thorarinsson, der på dansk siger, at han som barn lærte dansk ved at læse 'Anders And' og derfor er det ord, han husker bedst, GISP! Han slår over i engelsk, og det kan de unge mennesker også, mens russisk ikke længere er et sprog, de taler særlig godt. En af de litauiske ansatte i Nordisk Råd taler flydende norsk. Vi spadserer gennem gaderne og forbi flere af de mange kirker, katolske og ortodokse, der er så karakteristiske for Vilnius. Vi går forbi moderne cafeer og restauranter og smarte butikker med den første julepynt. Han læste norsk ved et tilfælde. I kommunisttiden var det forbudt at læse de nordiske sprog. Da friheden kom, oprettede man et skandinavisk institut, men der var ikke penge eller lærerkræfter til at begynde med alle sprog på én gang. Første år åbnede man med svensk, så kom norsk og så dansk. »Var jeg blevet født et år senere, havde jeg læst dansk«, siger han med et smil. Han er gammel nok til at kunne huske sovjettiden og giver mig ret, når jeg siger, at dengang i 1981, hvor jeg kom dertil første gang, var Vilnius et hul i jorden med kun ét monstrøst hotel ved flodbredden, hvor jeg blev anbragt. »Der måtte vi ikke komme. Det var kun for udlændinge«, siger den litauiske forfatter Birute Mackonytè. »Det virker, som om det er i en fjern tidsalder, og så har de fleste af os faktisk oplevet det«. Nu er Vilnius selvfølgelig en normal by med mange hoteller og adgang for alle. Omvæltningerne er til at tage og føle på. Man skulle tro, at når mennesker har gennemlevet så store forandringer, ville de give forfattere et rigt litterært materiale, men det er ikke tilfældet i Litauen eller de øvrige baltiske lande. Heller ikke selv om det demokratiske Litauen har haft politiske skandaler, der får 'Kongemordet' til at blegne, eller skønt historier som dem om skovfolket bare venter på at blive fortalt. Lederen af Nordisk Råds kontor i Vilnius er finne. Han har taget initiativ til kriminalromanfestivalen af to grunde. Den ene er, at han mener, genren har en lang og væsentlig tradition i de nordiske lande. Det er værd at oplyse balterne om dette nordiske kulturtræk, siger han. Den anden er, at han gerne vil vise baltiske forfattere, at den seriøse kriminalroman er fremragende til at fortælle historier om samfundet, mennesker og de store eksistentielle spørgsmål. Rasa Drazdauskiene forelæser om, hvorfor kriminalromanen praktisk taget ikke eksisterer i Baltikum. Hun opremser årsagerne: Der var ingen tradition for kriminalromaner i sovjettiden. Der er ingen episk romankunst i dagens Litauen, fordi det smager for meget af sovjetisk traktorlitteratur. Der er ingen tradition for plot. Blandt kritikere og forfattere anses kriminallitteratur for sociologi, ikke litteratur. »Essays er fin prosa, romaner er ikke. Skyd plottet, er holdningen her«, siger hun. Hun mener også, at ideen om, at god litteratur også må være underholdende, er totalt fremmed for den litauiske tradition. Endelig er hverken forfattere eller læsere interesserede i begrebet retfærdighed. Der er simpelthen så megen kriminalitet og korruption, at man ikke gider skrive eller læse om det. Det får Arni Thorarinsson til på sin lune facon undrende at bemærke, at mens der for ti år siden ikke fandtes kriminallitteratur i Island, fordi man mente, at der ikke var kriminalitet, så er der i Litauen altså ingen kriminallitteratur, fordi der er for megen kriminalitet. I dag har Island flere fremragende kriminalromanforfattere. I år udkommer alene ti titler her op til jul. »Vi var nogle stykker, der begyndte at skrive krimier, og læserne var parate«, siger han. Den danske lektor ved det skandinaviske institut rejser sig og kommer med en anden forklaring, der sikkert vil bibringe nogle knibske litteraturmagistre ved universiteterne i Danmark den fejlagtige opfattelse, at der er et højt litterært niveau i Litauen. Martin Brunsgaard siger, at kriminallitteraturen i Litauen ikke eksisterer, fordi den ikke er fin. Man skelner meget kraftigt mellem højkultur og lavkultur eller massekultur som film eller tegneserier. Kriminalromaner ses af de fleste litauiske intellektuelle som lavkultur. De kender den ikke, og kritikere og universiteter beskæftiger sig ikke med den. Man forstår, at det er indadvendthed og anden tung symbollitteratur, der er i højsædet. Det er synd for de litauiske læsere. Den svenske forfatter Arne Dahl er døbt Jan Arnald. Han fortæller det litauiske publikum, at han engang var en fin forfatter uden læsere. Han besluttede at slå Jan Arnald ihjel og skabe en ny forfatter, der hedder Arne Dahl. Under det pseudonym har han skrevet en række meget roste, moderne kriminalromaner. »Som Jan Arnald har jeg ingen læsere. Som Arne Dahl har jeg mange. Det er mere interessant at have mange læsere«. Også han fortæller levende publikum om kriminalromanens store styrke som samfundsspejl. Den russiske forfatter Alexandra Marininas forklaring er jeg meget enig i. Hun arbejdede som offentlig anklager i Sovjetunionen. Hun er i dag Ruslands måske mest solgte og læste forfatter. »Kriminalromanen kan ikke eksistere i et totalitært system, fordi den i sit væsen er kritisk«, siger hun. Sådan kører det. Vi skandinaver er vant til debatformen og driller hinanden uden malice og med ironi, mens de baltiske forfattere helst undgår konfrontation. En litauisk forfatter angriber ordstyreren for at være for kritisk over for moderne litauisk litteratur, hvorefter hun straks undskylder og stammende siger, at det var ikke hendes mening at krænke litauiske landsmænd. Radidas Dubré er en af de få litauiske forfattere, der skriver kriminallitteratur. En læser blandt tilskuerne kritiserer ikke hans bøger, for dem har hun ikke læst, men hamrer løs på, at han skriver under pseudonym. »Jeg vil ikke læse en, der har valgt et skrive under et udenlandsk navn«, siger hun vredt. Radidas Dubré spørger: »Hvis jeg forærer Dem en af mine bøger, vil De så læse den?«. Hun vil overveje det, men lover ikke noget. Det er en lille sag, men små sager udgør, når de lægges sammen, et samfunds helhed. Og der er mange små sager, der afspejler, at vore nye venner i EU stadig kæmper med og mod fortidens spøgelser. Tolerance kan man måske ikke lære på en halv generations tid. Åbenhed over for nyt er tilsyneladende ikke noget, der kommer af sig selv. De litauiske medier dækker festivalen indgående, men ikke mange tilskuere finder vej til foredragene. Litauiske forfattere, kritikere og forlæggere glimrer ved deres fravær, ligesom man mærker, at de gode folk i Nordisk Råd er skuffede over, at de nordiske ambassader ikke gider vise sig ved den reception, Nordisk Råd holder. »Den danske ambassadør er kun interesseret, hvis det handler om penge«, siger en dansker, der bor fast i Vilnius. Det er der desværre ikke noget nyt i. Jeg ved ikke, om en uge i Vilnius gør en forskel. Om det vil få litauiske forfattere til at overveje, om både de og deres læsere går glip af meget, hvis de fravælger en så stærk og litterært rig genre som kriminalromanen i dens mange forskellige former og udgaver, men arrangørerne håber, at vi har sået et par nordiske frø, for mangfoldighed er af det gode. I sidste ende har Alexandra Marinina nok ret, når hun siger: »Man kan lære folk at skrive, men man kan ikke lære folk at skrive interessante bøger«. Nej. Det må komme, fordi nogen vil. Som det pludselig skete i Island. Som så meget andet i samfund under kolossal forandring er det formentlig hos de unge som de danskstuderende, at lysten og energien til at kaste sig over noget nyt vil vokse frem. I Baltikum kunne det litterært set være den gode kriminalroman, som de posttotalitære lande endnu ikke har opdaget værdien og fornøjelse af at skrive og læse.