De tre baltiske stater, Estland, Letland og Litauen, føler sig igen provokeret af Rusland. Den estiske udenrigsminister blev forleden nægtet visum til en regionskonference i Skt. Petersborg, russiske fly krænker jævnligt de tre baltiske staters luftrum - et af dem er for nogle få uger siden (15. sept. 2005) - styrtet ned i Litauen, og russiske styrker holder militære øvelser klos op ad deres grænser. Det er blot et udpluk af, hvad Estland, Letland og Litauen registrerer som provokationer fra den store nabo i Øst. Rusland benægter alt. Balterne reagerer forskelligt på provokationerne, Estland har hidtil ignoreret dem, Letland har haft lettere ved at miste tålmodigheden, Litauen har kunnet undgå indblanding, da Rusland ikke i samme grad langer ud efter dette land, der jo næsten ingen russisk minoritet har. Men efter at et SU-27 fighterfly er styrtet ned netop der, er det blevet trukket ind i konflikten med Rusland og med EU. Alle tre stater udtrykker skuffelse og frustration over EU's ligegyldighed, især da krænkelse af luftrummet efter deres optagelse i NATO og EU burde være mere end et bilateralt baltisk-russisk anliggende. Men i de baltiske staters opfattelse vasker EU hænder og tilskynder dem til at komme overens med den russiske nabo. Det frustrerer dem. Derfor vender de sig mod USA og inkasserer yderligere afklapsning fra EU. Derfor står de baltiske lande, ligesom de nordiske, splittet mellem USA og Europa. I lige mål afhængige af det amerikanske militær og den europæiske økonomiske styrke. Engang troede balterne, at de kunne alliere sig med de nordiske lande i et forsøg på at standse, hvad de opfatter som nogle store europæiske staters forsøg på at skubbe USA ud af Europa. Men de konkluderede, at deres nordiske venner har svært ved at stå frem og forsvare de fælles værdier. Som det blev sagt i et baltisk forsvarsministerium: »Hvis blot de nordiske lande havde mere mod til at tale, hvis blot de var yngre af sind og mindre bange for at træde forkert på EU's bonede gulve«. Derfor står balterne alene, mens deres skepsis over for EU vokser. En skam, for de nordiske lande har alt at vinde ved at træde ind i rollen som brobygger mellem det 'nye' og det 'gamle' Europa. Det er ingen hemmelighed, at frygten for Rusland har været hovedmotivet for de tre baltiske staters ansøgning om optagelse i NATO og EU. Nu, hvor de er medlemmer og har valget mellem at komme under beskyttelse af Den Nordatlantiske Alliance eller Den Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitik (ESDP), tyer de til USA. Det skyldes deres tilbagevendende bekymring for udviklingen i Rusland, en bekymring, som Rusland gør sit til at holde ved lige. De baltiske stater har kun ringe tillid til beslutningsprocesser i EU, når det gælder krisesituationer, der kræver hurtig handling, for slet ikke at tale om EU's militære muskel, som de ikke kan få øje på. Selv om der nok kan stables noget hardware sammen i EU-regi, er dette i de baltiske forsvarsministeriers øjne værdiløst uden USA's opbakning og militære ledelse, når det stilles over for en 'gammel' trussel som den russiske. Selv om NATO vækker mere tillid, er også NATO uden USA for intet at regne. Så alle sporene fører tilbage til USA. Det er ikke sådan, at balterne ser Rusland som den store trussel i deres daglige sikkerhedspolitiske overvejelser. Faktisk brillerer Rusland ved sit fravær i Estland, Letland og Litauens sikkerhedspolitiske koncepter. Selv om det til stadighed optræder 'mellem linjerne', bruges der mange kræfter og snirklede formuleringer på at undgå selve ordet 'Rusland' i omtale af trusler. I denne tid, præget af nok en 'Harry Potter'-film, kan Ruslands rolle i de baltiske landes sikkerhedspolitiske retningslinjer bedst sammenlignes med en 'Voldemort' - en trussel, der er svær at anskueliggøre, og som for alt i verden ikke må nævnes ved navn. Det er heller ikke sådan, at man i Tallinn, Riga eller Vilnius generelt ser anderledes på den faktuelle udvikling i Ruslands militær end de vestlige analytikere. Men i de baltiske hovedstæder når man til en anden konklusion om, hvad denne udvikling betyder for Ruslands naboer. I balternes øjne er vesteuropæerne en anelse naive, når de anser Rusland for et demokrati med en slags markedsøkonomi og Putin for en pragmatisk leder. Ifølge balterne er Putin ved at opbygge et regime, der grænser til en diktaturstat. Rusland er frustreret over at have mistet sin stormagtsstatus og er derfor uforudsigelig i sine handlinger. I Vesten eller det gamle Europa påpeger man, at Rusland ikke har nogen militær kapacitet til at 'gøre noget' ved sine frustrationer. Man hæfter sig ved Ruslands fejlslagne militære reformer, der af vesteuropæiske eksperter, herunder de danske, omtales som en potemkinkulisse. Det påpeges sorgløst, at den tidligere epokes varslingstid nu er udvidet fra ti timer under den kolde krig til ti år (en nylig RAND-rapport antager en varslingstid på en måned for eventuel invasion af de baltiske stater). De vesteuropæiske analytikere anser det derfor ikke for noget problem, at det russiske militær er struktureret, som om det stadig forberedte sig på krig med NATO og USA. Dertil kommer, påpeger vestlige analytikere, at Rusland er en svag stat, det vil sige, statsinstitutionerne er svage og militærets legitimitet og anseelse i befolkningens øjne fraværende. Mens Estland, Letland og Litauen ikke er voldsomt uenige i selve analyserne, ser de anderledes på, hvad dette egentlig betyder for deres sikkerhed. Først og fremmest deler de ikke de 'gamle' EU-landes opfattelse af Putin som en statsleder, der agerer efter de rationelle vestlige 'cost-benefit'-principper. De deler hellere ikke opfattelsen af, at det er vigtigt for Putin at blive optaget i 'klubben af civiliserede stater'. Han har ikke så travlt med at komme ind på de bonede gulve, som de 'gamle' EU-medlemmer gerne vil tro det. Endelig har balterne ringe tillid til, at der er en oprigtig stræben efter demokrati i Rusland, der i deres opfattelse mangler det civile samfunds struktur, erfaring og uddannelse. Faktisk ser de med stor bekymring på den russiske statslige strukturs tiltagende sammenbrud, for i fravær af demokrati er et centraliseret styre langt at foretrække i et land med frustrerede generaler, tiltagende nationalisme og dårligt kontrollerede våbendepoter. De baltiske militære analytikere er heller ikke overbeviste om, at Ruslands militære reform generelt er slået fejl. Jo, i hovedtræk. Men der er 'lommer', påpeges det fra især estiske analytikere, der læner sig tæt op ad finske studier - 'lommer', hvor militæret har fået flere ressourcer, og som dyrkes som Ruslands udstillingsvindue. En af dem, faktisk den mest velplejede, er Leningrad-distriktet (det navn har man bevaret, selv om byen nu hedder Skt. Petersborg). Foruroligende tæt på den estiske grænse koncentreres en motoriseret infanteribrigade og luftbårne regimenter. Enheder med formåen til at bruge nukleare våben, konkluderer Finlands sikkerhedskoncept. »Finnerne kan«, sagde en estisk general til mig, »udtale sig langt friere om forholdene i Rusland, end vi kan«. Yderligere er der synet på det russiske militære apparat som helhed, der adskiller de vesteuropæiske og de baltiske analytikere. De vestlige analytikere påpeger, at det russiske militærbudget er på niveau med et sydamerikansk lands. Balterne er ikke uenige, men fremhæver, at nok er den russiske hær dårligt udrustet og elendigt uddannet, men det er stadig den største arme i Europa. Takket være de skyhøje oliepriser har russerne nu råd til at investere i militæret - og gør det. Det, som bekymrer de estiske, lettiske og litauiske generaler og sikkerhedspolitiske analytikere, er, at russerne netop investerer i de områder, hvor de baltiske lande ligger i skudlinjen - og at Rusland opgraderer sine nukleare våben på bekostning af de konventionelle våben. En prioritering, der ikke just ligger i tråd med den gode samarbejdstone, EU fremhæver i sit forhold til Rusland. Nukleare våben er et afskrækkelsesmiddel. Ikke anvendelige til løsning af verdens 'nye' trusler - terrorisme mv. - som EU håber, at Rusland vil samarbejde om. Endelig er de baltiske stater bekymrede for, at Rusland intense indsats på at omdanne NATO fra en forsvarsalliance til en sikkerhedsalliance skal bære frugt. Kombineret med, hvad balterne ser som nogle EU-staters bestræbelse på at presse USA ud af Europa. Men det, som frustrerer de sikkerhedspolitiske beslutningstagere i Vilnius, Riga og Tallinn mest, er ikke selve problemet, snarere EU's arrogante forholden sig til det. Da et SU-27 fighterfly styrtede ned i Litauen i september, og man henvendte sig til EU, blev man afvist med bemærkningen om, at dette er et bilateralt russisk-litauisk anliggende. Det NATO-land, som i den givne periode ifølge aftalen om NATO-overvågning af det baltiske luftrum skulle forsvare det baltiske luftrum, var Tyskland. Men, det tog sin tid, inden de tyske fly kom i luften. Faktisk nåede den russiske SU-27 fighter at flyve godt ind i luftrummet, meddele vanskeligheder, piloten tog faldskærmen, flyet styrtede ned - heldigvis i et ubeboet område - inden tyskerne fik luft under vingerne. Strengt taget holdt de sig inden for den dertil afsatte tid, konkluderede den litauiske undersøgelseskommission (ifølge Baltic Defence News 21. september), men balternes skepsis over for det forældede materiel, som Tyskland stillede med til at løse opgaven, blev tifoldigt bestyrket. De så meget frem til, at de tyske 40 år gamle F4-Phantom fighters skulle afløses af F16 Fighting Falcon, amerikansk-byggede i 1987, bemandet med 52 Fighter Wing-folk, der havde været med i Operation Desert Storm i 1991, i NATO's operationer i Jugoslavien i 1999 og med i Irak og Afghanistan. Der ligger megen signalværdi i, hvem og hvad man sender på en 'air policing'- (overvågning af luftrummet) opgave. Så selv om balterne ikke er blinde for, at deres velvilje til at levere mandskab til Irak har stor betydning for USA, som dermed har en interesse i at markere sig i forhold til de uanseelige små nationer, så er de tydeligvis sårede over den kølige distance, med hvilken et stort EU-land løser sin forpligtelse inden for 'air policing'-aftalen. Efter USA skulle Tyrkiet overtage opgaven, og efter de hidtidige meddelelser ville det land, der indtil videre udelukkes af EU, også dukke op med moderne materiel og mandskab. Det gode, der kom ud af balternes følelse af at være blevet ladt i stikken, er, at de ikke længere ønsker at stå isolerede i NATO og i EU's sikkerheds- og forsvarspolitik. Skuffelsen over EU's manglende reaktioner på de russiske militære provokationer og den tiltagende russiske arrogance har på det allerseneste bragt de baltiske forsvarsministre sammen. Nu engagerer de sig på eget initiativ i, hvad de nordiske rådgivere længe har opfordret til: samarbejde. Man har lagt låg på tidligere uoverensstemmelser og besluttet at søsætte et projekt om et fælles Kommando- og Rapporteringscenter (CRC), der skal ligge i Karmaleva, Litauen, informerer Baltic Defence News 15. november 2005 fra mødet mellem forsvarsministrene, Estlands Jürgen Ligi, Litauens Gediminas Kirkilas og Letlands Einars Repse, i Pärnu 9. november i år. Det fælles kommando- og rapporteringscenter har længe har været undervejs, men har, som andre baltiske samarbejdsprojekter, været blokeret af diverse tvister. Det russiske SU-27-flystyrt har bevirket, at man fandt en løsning på uoverensstemmelserne og opprioriterede centeret, citeres Gediminas Kirkilas for at have sagt på mødet. I de baltiske forsvarsministerier har man gentagne gange fremhævet, at man gerne så de nordiske lande i et samarbejde omkring 'air policing' af Østersø-luftrummet. Man ville også meget gerne bygge videre i 'battle groups' (hurtige reaktionsstyrker inden for Europæisk Sikkerheds- og Forsvarssamarbejde) på de gode erfaringer fra fælles militære øvelser og operationer. Problemet er, at nu har de nordiske lande trukket sig ud. Ikke mindst Danmark har skåret betydeligt ned på sin militære rådgivning. Tilsammen er de nordiske lande også blevet overhalet indenom, idet de tre baltiske lande nu er medlemmer af både NATO og EU - uden forbehold. Men selv om det formelle medlemskab er på plads, er der stadig stort behov for både rådgivning og hjælp til at finde sig til rette og føle sig hjemme. Forsvarsmæssigt ser de baltiske lande hen imod Norden, der kun kan være tjent med et bedre baltisk-russisk og baltisk-EU-forhold. Både på det sikkerhedspolitiske og det økonomiske område.