To begivenheder fandt sted i Israel i forgangne uge. Den ene befandt sig i mytologiens verden. Den anden i den politiske virkelighed. Den ene omhandlede en død. Den anden en i høj grad levende person, der kan få afgørende indflydelse på den besværlige fredsproces mellem Israel og det kommende Palæstina. Israelerne højtideligholdt 10-års dagen for mordet på Yitzhak Rabin; ministerpræsidenten, der blev skudt af en religiøs fanatiker, der var af den opfattelse, at Rabin var en forræder, som handlede mod Herrens befalinger og derfor var fredløs. Set med morderens øjne var det derfor en religiøs pligt at dræbe Rabin. I den henseende var han ikke alene, idet hans handling var inspireret af ultraortodokse nationalistiske rabbinere, som, i hvert fald indirekte, støttede morderen ved at undlade at fordømme hans handling. I dag højtideligholdes Rabins minde i København ved en begivenhed, hvor hovedtaleren er udenrigsminister Per Stig Møller, der netop er vendt tilbage fra en rejse i Mellemøsten, hvor han blandt andet deltog i arrangementerne i forbindelse med 10-års dagen for mordet. Rabin, den tavse, lidt generte og meget tvære mand, er blevet et symbol på fred i Palæstina, som dyrkes af halvdelen af den politisk bevidste del af den israelske befolkning, medens hans såkaldte arv afvises af den anden halvdel, der støtter højrepartierne og de religiøse partier. Begge politiske lejre forsøger at bortføre symbolet Rabin. Højrefløjen iscenesætter ham som et nationalt symbol, hvis død maner til national samling, selvfølgelig på højrefløjens betingelser, medens venstrefløjen monopoliserer hans minde ved at understrege den kendsgerning, at Rabin var den første israelske ministerpræsident, der, i 1993 under de hemmelige Osloforhandlinger, tog det afgørende skridt at anerkende den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO som legitim forhandlingspartner og Yassir Arafat som dens talsmand. Ud fra dét udgangspunkt postulerer venstrefløjen, at mordet på Rabin satte en stopper for en proces, som uvægerlig ville have ført til fred mellem israelere og palæstinensere og en tostatsløsning på en konflikt, der i realiteten begyndte med den første bølge af jødiske indvandrere til Palæstina for eksakt 100 år siden i 1905. Pogromåret i Rusland, der udløste en masseflugt af mange hundredtusinde jøder. Problemet er, at Rabins arv kun er et postulat, der dygtigt dyrkes af hans familie og den politiske venstrefløj, der savner en levende lederfigur, og som derfor har kanoniseret den døde. I øvrigt stærkt støttet af politiske kredse i udlandet, der ved at alliere sig med Rabins minde har fundet en kærkommen lejlighed til at demonstrere deres uvilje mod den nuværende ministerpræsidents, Ariel Sharons, politik. Ingen, vitterlig ingen, ved, om Rabin havde en fredsstrategi, da han, nølende, gik ind på de hemmelige forhandlinger i Oslo i begyndelsen af 1993. De opstod på grund af et par tilfældige samtaler mellem to unge israelske historikere og initiativtagere og palæstinenserne Hanan Ashrawi i Ramallah og Abu Ala i London. Ashrawi var på det tidspunkt den førende palæstinensiske talskvinde. Hun blev senere udmanøvreret af Yassir Arafat. Abu Ala er i dag chef for den palæstinensiske regering i Ramallah. Hverken Rabin eller hans udenrigsminister, Shimon Peres, kendte til de hemmelige forhandlinger i første omgang. De to historikeres kontaktmand i den israelske regering var den unge viceudenrigsminister Jossi Beilin, der er en af den israelske fredsfløjs mest markante ledere. Rabin blev først informeret i pausen mellem anden og tredje runde i forhandlingerne. Han var skeptisk. Før han tog den endelige beslutning om at lade forhandlingerne i Oslo fortsætte, ønskede han, at lederen af den palæstinensiske forhandlingsgruppe skulle bevise, at han repræsenterede Arafat. Rabin forlangte, at Arafat skulle genoptage nogle afbrudte forhandlinger i Washington. De var gået i stå, fordi det var klart for enhver, at de var formålsløse. Det skete, hvilket var signalet om, at Abu Ala var Arafats repræsentant. Det åbnede vejen for de næste 20 forhandlingsrunder, der i september 1993 førte til ceremonien i Washington, hvor præsident Bill Clinton var vært og Rabin og Arafat gav hinanden hånden og underskrev en hensigtserklæring, hvori de to parter anerkendte hinandens legitimitet og forpligtede sig til at opgive magtanvendelse og i stedet løse deres uoverensstemmelser ved forhandling. Der foreligger ingen viden om, hvad Arafat følte under ceremonien foran Det Hvide Hus, men en reporter fra New York Times, der interviewede Rabin før ceremonien, fortæller nu, at han spurgte Rabin om dennes følelser. Rabins baggrund var soldatens, og Arafat havde på det tidspunkt i over 30 år været Israels ærkefjende, guerillachef og talsmand for en bevægelse, hvis program omfattede en paragraf om, at målet med den palæstinensiske befrielseskamp var at likvidere den jødiske stat og oprette en palæstinensisk stat i hele landet. Rabin havde begyndt sin militærkarriere før Israels oprettelse 1948 som ung soldat i de jødiske kommandostyrker, Palmach. Han havde kæmpet hele sit liv for Israels sikkerhed, og nu var han manden, der skulle trykke ærkefjendens hånd. New York Times-journalisten fortæller, at Rabin ikke svarede på hans spørgsmål, men gjorde en håndbevægelse, som om han havde ondt i sin mave. Håndtrykket med Arafat symboliserede ikke blot et israelsk spring ud i det ukendte, men var ham også, som person, inderligt imod. Der kan ikke være tvivl om, at Rabin den dag i Washington gennembrød en mur, der hidtil havde stillet sig hindrende i vejen for forhandling med palæstinenserne. For Arafats vedkommende var ceremonien næppe fuldt så belastende. Han havde allerede i en tale i Genève i 1988, under amerikansk pres, offentligt erklæret, at han var parat til at anerkende Israels eksistens og accepterede delingen af Palæstina i to stater, hvor Israel kontrollerede de 78 procent og palæstinenserne de resterende 22 procent. Arafat havde således en strategi. Han var allerede i 1988 kommet til den slutning, at væbnet kamp mod Israel var resultatløs, og at kun forhandlingens vej var åben for palæstinenserne. Det er imidlertid meget tvivlsomt, om Rabin havde en strategi, det vil sige et klart mål med sin politik i Palæstinakonflikten. Var han parat til at slutte fred? Og i givet fald, ville han imødekomme Arafats mindstekrav og dermed respektere hans røde linjer? Hvis dette ikke var tilfældet i 1993, er al snakken om arven efter Rabin blot blændværk. Problemet er, at han var en hemmelighedskræmmer, og selv hans nærmeste medarbejdere har nu i anledning af 10-året for mordet udtalt i de israelske medier, at de intet vidste om Rabins inderste tanker. Nogle er af den opfattelse, at deres chef under den første intifada, det palæstinensiske oprør mod den israelske besættelse, der varede fra 1988 til 1993, var kommet til den slutning, at lige så lidt, som palæstinenserne kunne drive de israelske styrker på porten, kunne Israel nedkæmpe det palæstinensiske oprør med midler, som flertallet af den israelske befolkning ville acceptere som legitime. Rabin valgte Oslo, fordi han, i lighed med Arafat, forstod, at problemet var politisk, og at det ikke kunne løses med vold. Men hvad havde Rabin i tankerne efter Oslo? Han var selvfølgelig klar over, at han med Washingtonceremonien var sprunget ud på det dybe i forhold til den israelske befolkning, hvis store flertal var traumatiseret af 40 års konflikt med araberne. Han bevægede sig, politisk set, på tynd is. Den israelske fredsfløj var for fåtallig til, at den kunne sikre Rabin flertal i Arbejderpartiet og i parlamentet. Han nægtede under Osloforhandlingerne at diskutere de virkelig tunge problemer, der stod i vejen for en fredsaftale. Han ville ikke forhandle om Jerusalems fremtid, ikke om de israelske bosættelser på besat palæstinensisk område, der langsomt bredte sig, og han ville ikke tale om det fremtidige Palæstinas grænser. Tanken om en palæstinensisk stat kom slet ikke på tale. Han var indstillet på at spille efter gehør. Hans taktik gik ud på at teste Arafat, skridt for skridt, for at finde ud af, om han var til at stole på. Det første skridt var Arafats tilbagevenden fra sit lange eksil, der havde ført ham fra Jordan via Libanon til Tunis. I første instans fik Arafat muligheden for at indføre selvstyre i Gaza og i ørkenoasebyen Jeriko, der ligger på den palæstinensiske Vestbred. Israel gik også med til at tillade valg i de palæstinensiske områder. Senere fulgte en aftale om selvstyre i de største palæstinensiske byer på den såkaldte Vestbred. Osloforhandlernes hensigt var, at begge sider, i slowmotion, skulle gøre indrømmelser, der ville bestyrke den gensidige tillid. Men processen brød sammen. Shimon Peres, den israelske arbejderpartileder, der satsede stærkt på fredsprocessen i Oslos kølvand, mener, at hovedgrunden er den, at politikere på begge sider, der var mere fjerntskuende, overlod enkelthederne i processen til deres pedantiske embedsmænd og officerer. Resultatet var, at hvert enkelt skridt blev genstand for tovtrækkeri over petitesser, småligt prestigerytteri og så videre. Resultatet var stigende gensidig mistillid og intriger, der nedbrød den oprindelige tanke bag forhandlingerne om, at hvert skridt skulle være så tillidskabende, at det udgjorde et holdepunkt for næste skridt. Osloerfaringerne demonstrerer, at slowmotionfremgangsmåden ikke er fredsskabende, men konfliktfremmende. Den erfaring blev idegrundlaget bag den såkaldte Genèveproces næsten 10 år senere, som bygger på det princip, at konflikten kun kan løses i ét hug, én fredspakke, hvoraf det tydeligt fremgår, hvilke fordele og indrømmelser israelerne og palæstinenserne er enige om for at nå det strategiske mål - fred. Rabin efterlod sig ikke en arv, men et stort spørgsmålstegn. Hans beslutning om at indlede forhandlinger med Arafat var af historisk betydning og kan ikke antastes. Det var det kvantespring, der åbnede op for alle senere forhandlinger mellem skiftende israelske regeringer og den palæstinensiske ledelse. Men efter Oslo afslørede Rabin sig som en tøver. I hans regeringsperiode fortsatte ekspansionen af israelske bosættelser på den besatte palæstinensiske Vestbred. Da den israelske massemorder Baruch Goldstein i begyndelsen af 1994 af bevæggrunde, der er beslægtet med dem, der drev Rabins morder, gik ind i moskeen i patriarkernes mausoleum i Hebron og dræbte et stort antal palæstinensere, benyttede Rabin ikke lejligheden til at fjerne de jødiske bosættere i Hebron. Han frygtede borgerkrig mellem de bevæbnede bosættere og den israelske ordensmagt. Rabin havde en vision om fred, men han lod sig skræmme af de meningsmålinger, hans rådgivere lagde på hans bord. Efter Oslo ledte han ikke, han holdt sig sikkert inden for de rammer, som angav det israelske flertals holdning. Kort før sin død holdt Rabin en tale, hvori han antydede, på hvilke vilkår han mente, at Israel kunne indgå fred med palæstinenserne. Han udelukkede ethvert kompromis om Jerusalem, hvis arabiske østlige bydel Israel erobrede under Seksdageskrigen i 1967. Han erklærede også, at Israel aldrig ville opgive kontrollen med Jordandalen, der danner grænse mellem Israel og kongeriget Jordan, øst for floden. Israel kunne således ikke overlade Jordandalen til en kommende palæstinensisk stat. Realistisk set var denne tale i virkeligheden et farvel til fred med palæstinenserne, fordi ingen palæstinensisk leder, hvor moderat han end måtte være, kan opgive tanken om en palæstinensisk hovedstad i Østjerusalem og acceptere en fremtidig stats grænser, der ikke omfatter Jordandalen. Rabin-arven, myten om den tabte vej mod fred, er således en fabrikation, der er et udtryk for det dybe behov for fred, som det israelske flertal, i øvrigt også det palæstinensiske, føler i perioder, hvor parterne ikke er optaget af at bedrive terror og modterror, men hvor ro bringer håb om bedre tider. Spørgsmålet er, hvem der kan udløse dette behov på israelsk side. Og hvem kan på palæstinensisk side. Problemet er, at den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, gerne vil forhandle om fred, men ikke kan. Han har ikke styr på de talrige private bander og militser, der hærger i de palæstinensiske områder og med mellemrum angriber israelske civile mål. På den israelske side er der modsat en leder, Ariel Sharon, der kunne slutte fred, men ikke vil. I hvert fald indtil dette øjeblik. To begivenheder fandt, som nævnt i indledningen, sted i forgangne uge. Rabinfestivalen med Bill Clinton som international stjerne og et stort opbud af udenlandske standspersoner, og valget af en ny formand i det israelske arbejde, Amir Peretz, i folkelig omtale kaldet Amir, for at undgå utallige forvekslinger med Shimon Peres. Amir er 52 år. Han kom til Israel fra Marokko sammen med sin immigrantfamilie som 4-årig. Har således gået i den hårde skole, fra teltlejren, hvor man husede de mange indvandrere, der kom til Israel i statens første år, hvor der var katastrofal boligmangel, til en såkaldt udviklingsby Sderoth, oprettet nede i det sydlige Israel, netop med henblik på at opsuge de nye immigranter. Han blev borgmester i Sderoth, blev såret under Jom Kippur-krigen i 1973 og lå et år på hospitalet, arbejdede sig op gennem fagbevægelsens rækker, indtil han blev generalsekretær. Den post har han brugt som springbræt til posten som Arbejderpartiets formand. I valgkampen slog han ikke blot den gamle formand, Shimon Peres, men også hele tre modkandidater, der var generaler af reserven. Amir er det hvide håb i israelsk politik. Hans valgsejr er løfterig, fordi hans program dels omfatter en aktiv fredspolitik og dels en konstruktiv socialpolitik. En af hans første udtalelser efter valget handlede om fred. Såfremt han blev ministerpræsident, ville han ringe til den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, og foreslå en samtale under fire øjne med henblik på at give ham »et fredsforslag, han ikke vil kunne afslå«. Ariel Sharons overraskende meddelelse om, at han agter at forlade sit Likudparti med cirka en fjerdedel af dets parlamentsmedlemmer og udskrive valg, har kastet israelsk partipolitik ud i kaos og skabt en situation, som Amir kan udnytte. Fredsprocessen, som har været lammet siden rømningen af Gaza for nogle måneder siden, vil få en tiltrængt indsprøjtning, hvis Sharon og Amir finder sammen i en regering, der kan placere resterne af Likudpartiet og de national-religiøse partier i det hjørne, hvor de hører hjemme.