»Jeg er så fuckin' TRÆT af, at jeg ikke kan få lov at snakke med mine veninder!!! Hvorfor taler du til mig, når jeg snakker i telefon??? Kan du ikke FATTE, at jeg er nødt til at tale med mine veninder i fred??!!! DU ØDELÆGGER alting for mig!! Jeg er TRÆT af dig!! Du er en lille LORT, ved du det??!! Du opfører dig som en lille, led lort over for mig, fatter du det??!!! Nej, du fatter jo ikke en skid, mand!! Du fatter ikke en skid!!! Jeg er så fuckin' træt af dig, mand!! Skrid ud af mit liv!! Fuck af med dig, mand!!«.

Det er formiddag, og ordene brøles med tiltagende høj, skinger stemmeføring. Raseriet bliver mere og mere vanvittigt. Så går det pludselig over i en hysterisk gråd, for så igen senere at blive til råben og flere ukvemsord. Sådan fortsætter det i næsten en time, afbrudt af en pause i løbet af eftermiddagen, for så at gå i gang igen om aftenen. Ordene kommer fra min kvindelige nabos mund. De er imidlertid ikke rettet mod et andet voksent menneske, men mod en lille dreng - hendes nu knap treårige søn. Oplevelsen er blot én ud af utallige eksempler på endeløse tirader af psykisk vold og overgreb, som jeg gennem 2 1/2 år har været vidne til uden at gøre en skid ved det. Jeg har gjort absolut ingenting. Hvordan kan det være? Efter hver gang har jeg sværget, at nu ville jeg gøre noget og sige det til hende. Konfrontere hende med den urimelige behandling af hendes barn. Det sker bare ikke. Jeg bliver normalt opfattet - og ser også mig selv - som en ansvarlig, empatisk person, der oven i købet har en del erfaring fra arbejde med vanskeligt stillede børn og unge. Så hvorfor fanden gør jeg ikke noget? Jeg stiller mig selv spørgsmålet igen og igen, men slår mig hver gang til tåls med, at 'det nok kun er en periode', og at 'det nok snart holder op igen'. Det har jeg gjort i flere år - for indimellem så virker min nabo virkelig også som en god og kærlig mor. Hendes humør kan imidlertid vende uden varsel, og så bryder helvede løs for den lille dreng. Hun er enlig forsørger på kontanthjælp, og hendes tilværelse kan derfor ikke altid være let. Jeg har længe fundet undskyldninger for hendes opførsel gennem min forståelse for hendes omstændigheder. Jeg har forsøgt at være den gode nabo, der kom med blomster, når hun havde det skidt, og sushi, når jeg alligevel var i gang i køkkenet. Vi bor det fedeste sted i byen. Et sted, hvor folk bekymrer sig om hinanden. Jeg har selv læst det. Der må da være en måde, vi kan snakke om det her på - mand til mor. I forsommeren beslutter jeg mig derfor omsider for at tale med hende. Det er temmelig grænseoverskridende for en relativt ung fyr uden egne børn at skulle konfrontere en cirka 40-årig fuldblodsmor med iagttagelser, der - ligegyldigt hvordan man vender og drejer det - går ind og retter en voldsom kritik af hendes børneopdragelse og fortæller hende, at hendes behandling af barnet er helt urimelig og dybt krænkende. Jeg tager mod til mig, banker på og redegør for mine bekymringer så stille og roligt, som mine småbævende læber tillader mig det. Aldrig har jeg været så nervøs. Det er utrolig grænseoverskridende. Jeg forbereder mig på det værste - og med god ret. Hun bliver rasende på mig og overfuser mig fuldstændigt. Min nabo er en høj, 'powerful' kvinde, og hun har ordene i sin magt. Selv om jeg ved, hvad jeg har oplevet gennem årene, lykkes det imidlertid næsten for hende at få mig til at føle, at det er mig, der er noget galt med - med pludselig venlig og forstående stemme siger hun: »Hmmmm ... tror du ikke, det her ligger hos dig et eller andet sted? Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal sige det, men tror du ikke, der er et eller andet inden i dig, der gør, at du reagerer så stærkt på det her? Det er jo en helt overdreven reaktion, du kommer med - og et angreb på min integritet og min person«. Jeg har fejlet totalt. Moderen lader mig ikke et sekund føle, at mine iagttagelser har berørt hende, og at hun godt selv kan se, at der er noget galt. Jeg går tilbage i min lejlighed og får rystet af. Hen over sommeren fortsætter overgrebene ved siden af næsten daglig - ligesom de gjorde sidste sommer og hele resten af året. Min nabo lever sit liv for åbne vinduer, så om sommeren hører jeg det ekstra slemt. Barnet græder og græder, hvilket får moderens raseri til at eskalere yderligere. Det er nærmest, som om hun går i trance. Det er svært at forklare udenforstående, hvor vanvittigt det lyder, og hvor fuldstændig ubærligt det er at høre på - og alligevel fortsætter jeg med at acceptere det. Så en aften sker der imidlertid noget. Min nabo er gået løs på sin dreng igen over et eller andet. Jeg har hørt det så mange gange før. Han græder, hun skriger højere og højere. Ordene er de grimmeste og ondeste, en mor kan sige til sit barn. Jeg hører igen bare på det uden at gøre noget. Pludselig lyder der en kvindestemme udenfor - det er en genbo, der bor længere nede ad gaden, som har taget affære og griber ind, i den tro at min nabo er oppe at slås med en voksen mand. Chokeret ser hun, at den hysteriske vrede kommer fra en mor og er rettet mod en lille dreng, der sidder på gulvet og græder. Genboen går i rette med min nabo og fortæller hende meget bestemt, at hun ikke må behandle sit barn på den måde - det hele foregår for åbne vinduer, så flere folk kommer pludselig frem og ud på gaden og giver deres besyv med. Jeg føler en ubeskrivelig lettelse. I det øjeblik går det jo pludselig op for mig, at jeg langtfra er alene med mine iagttagelser. Selv om min nabo må føle sig trængt, argumenterer hun vedholdende og nu fuldstændig roligt for, at der da intet galt er i hendes måde at tackle barnet på, og fastholder, at man ikke skal blande sig, når man »ikke ved, hvad der ligger bag«. Lige dér bliver det så for meget for mig. Dét bliver vendepunktet. Jeg blander mig ikke i optrinnet, men dagen efter beslutter jeg mig for at tage en snak med folkene på den anden side af gaden og i min ejendom. Jeg ved nu, at de har været vidner til det samme som jeg - men derfra og så til at gøre fælles front og hjælpe er der lang vej, frygter jeg. Min frygt bliver imidlertid gjort til skamme: Ikke én af dem tøver med at sige ja til at hjælpe. Jeg er så lettet - omsider ser det ud til, at der kan gøres noget! Min snak med moderen i forsommeren og hendes reaktion på den foregående aftens intervention får os til at beslutte, at det er omsonst at tale yderligere med hende. Hun virker helt uden for rækkevidde. Sammen bliver vi derfor enige om, at den eneste vej frem for drengen er, hvis vi underretter de sociale myndigheder og beder dem om hjælp på hans vegne. Dermed står jeg pludselig som initiativtager til et grundlæggende forfærdeligt brev - et brev, der sladrer til myndighederne om en mors behandling af sit lille barn. Vi bidrager hver især med vores personlige iagttagelser. Folkene fra den anden side af gaden har jeg aldrig mødt før, selv om vi bor lige over for hinanden. Storbyliv. Vi kommer imidlertid tæt på hinanden i de to uger, hvor vi udarbejder brevet. Det er en bizar ting at samles om, men jeg kan mærke, at jeg pludselig er utrolig målrettet efter års skammelig apati. Den dag brevet afleveres, vælder følelserne ind over mig. Det er nogle barske og måske ikke helt fair erkendelser, jeg når til om mig selv. Jeg er først og fremmest vred på mig selv. For i de 2 1/2 år, der er gået, siden jeg først blev vidne til overgrebene på drengen, går det op for mig, at hans mor gradvis har fået mig til at acceptere vold mod børn. Jeg må erkende, at min overlevelsesmekanisme - min måde at forstå det uforståelige på - har været, mere eller mindre ubevidst, at sige til mig selv: Jamen, han er da sikkert også pisseirriterende - det er o.k., at hun går løs på ham. Jeg har arbejdet meget med børn, været lærer i et par år - og været en virkelig engageret lærer, specielt i de unger, der havde det svært - og alligevel har jeg i årevis accepteret min nabos groteske behandling af sit lille barn. Det er uhyggeligt, og det kommer til at tage lang tid at bearbejde erkendelsen. Folk, der ikke har prøvet at leve med den slags helt tæt på, kan næppe sætte sig ind i, hvor voldsomt og dybt det faktisk går ind og påvirker én. Brevet er færdigt. Det er på 11 sider. Jeg har behov for at sætte ansigt på dem, der skal hjælpe drengen, så jeg afleverer personligt underretningen på socialcenteret. De har travlt, og jeg ender med at stå og tale med en sagsbehandler hen over disken i receptionen. Det er dybt akavet og uværdigt. Han stempler vores brev med et mat datostempel. Modtaget. Derudover er der ingen videre opmuntring at hente. Han nævner nummeret på den paragraf, der nu sættes i værk - men det gør mest indtryk, at han gentagne gange, med slet skjult frustration, fortæller mig, at jeg må forberede mig på, at børns retssikkerhed i Danmark kan ligge på et ganske lille sted. Han kan hverken garantere mig, at drengen bliver hjulpet, eller fortælle, nøjagtig hvad der kan gøres for at hjælpe ham - hele processen er omgærdet af hermetisk lukkethed ... af hensyn til moderen. Jeg går derfra med en rigtig dårlig fornemmelse. Har det hele været en øvelse i ligegyldighed? Samme dag som brevet afleveres, vælger jeg at spille med åbne kort over for moderen og delagtiggør hende i min del af underretningen. Jeg synes, det er mest fair - og hun kan jo sikkert få aktindsigt alligevel. Hendes raseri vil - som ventet - ingen ende tage, og hun går straks i gang med at krydsforhøre alle i ejendommen for at finde ud af, hvem der er med i henvendelsen. Ikke ét sekund virker det, som om hun prøver at reflektere og kigge indad. Otte voksne mennesker fortæller hende, at noget er helt galt - men al hendes kommunikation handler kun om den sammensværgelse, der er blevet iscenesat mod hende af hendes modbydelige nabo (mig). Mit håb daler yderligere, og jeg står tilbage med en ny fornemmelse af magtesløshed. Jeg ved, at vi har gjort det rigtige - men moderen synes så fuldstændig uden for rækkevidde, og systemet er så lukket og emnet så tabubelagt, at vi faktisk aldrig kan forvente at få at vide, om vi har gjort en forskel i drengens liv, eller om hans mareridt blot vil fortsætte (for lukkede vinduer), når han og moderen flytter til en anden del af byen. Det hævder hun nemlig, at hun vil gøre. En lettelse for os, ja - men barnets problemer er jo langtfra løst. Han er stadig yderst udsat. Jeg har ikke et gran af forventning om, at moderens opførsel vil ændre sig uden massiv hjælp og selverkendelse - og det er ufattelig frustrerende at tænke på. For at få hele forløbet bearbejdet har jeg efterfølgende mange samtaler med venner, familie og kolleger. Ofte er reaktionen: »Godt, I gjorde det - og du er godt klar over, at man faktisk har pligt til at kontakte de sociale myndigheder om den slags, ikke?«. Jo, det ved jeg da godt. Det ved de fleste vist - og alligevel sker der ofte ikke en meter. De sociale myndigheder, de ansvarlige politikere og organisationer som Red Barnet har en meget, meget stor og uløst opgave - for hvor er debatten om, hvad der er ret og rimelig behandling af børn? Nej, vi må ikke slå dem - blå mærker er forbudt - men hvad med vedvarende psykiske overgreb som dem på drengen? Handlinger, der giver dybe ar på sjælen? Der er en eklatant mangel på åbenhed om de muligheder, det offentlige har for at hjælpe nødstedte børn. De fleste mennesker kender kun til tvangsfjernelser - hvad er de andre muligheder, der prøves før dette drastiske skridt? Hvad bliver der sat i gang, når vi som medborgere rent faktisk går ind og tager det ansvar, som vi hele tiden tuder hinanden ørerne fulde med, at vi har? Det er mit håb, at denne Kronik kan være med til at starte en debat om voldsramte børns vilkår og retssikkerhed. Det tabu, den usikkerhed og den berøringsangst, der desværre i alt for høj grad er fremherskende i vores samfund (jeg kender den jo kun alt for godt fra mig selv), kommer kun de udsatte børn til yderligere og ubodelig skade. Hvis vi ønsker et samfund, hvor vi tager os af hinanden, holder øje med børn i nød og skrider til handling, når det er påkrævet, så må vi have en debat om, hvordan det skal gøres! Hvad er det, vi forventer af hinanden? Hvad skal myndighedernes opgave være? Hvad er vores ansvar? Hvornår er der er tale om (psykisk) vold? Hvad er 'kulturforskel', og hvad er overgreb? Hvor meget privatlivsfred vil vi acceptere på bekostning af børns velfærd? Grænserne er fuldstændig flydende, og det gør det skræmmende let ikke at gå ind og tage ansvar ...