I maj 1958 gik et fotografi fra NATO konferencen i København ud i verdenspressen. Fotografiet viste den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles stå med et forbløffet og dybt skeptisk ansigtsudtryk. Han stirrede på den danske kirkeminister Bodil Koch, der i selskabskjole, med tændt cigar i hånden og blikket fastholdt i hans øjne, stod over for ham. Hun kritiserede USA´s udenrigspolitik i Kina og holdt sig heller ikke tilbage for at anfægte John Foster Dulles' egen mccarthyistiske kommunistjagt i USA. Det var midt under Den Kolde Krig, og her stod en minister fra et af de mindre lande i Nato-alliancen og tillod sig at gå i rette med storebror. At ministeren var en perlekædebesmykket kvinde med cigar og et glas i hånden, gjorde ikke situationen bedre. Han var rystet. Det var den danske regering til gengæld ikke. Kirkeminister Bodil Koch, der her blandede sig i udenrigspolitik, som jo ikke var hendes ressort, blev ikke bedt om at trække sine ord i sig. Ikke bedt om at undskylde med, at der var tale om en misforståelse eller en kikser. Hvad ville en partileder mon have bedt hende om i dag? Hendes angreb på Foster Dulles var ikke en kikser, og det vidste alle, inklusive statsminister Viggo Kampmann. Hun havde hans fulde støtte, fordi hun »menneskeliggjorde det udenrigspolitiske, fattede kunstens evne til at forløse bundne kræfter og engagerede sig i politik, så tanker og følelser stod spændte som en bue«, som han poetisk udtrykte det. Det gjorde ikke ham noget, at Bodil Koch var frygtelig irriterende en gang imellem; hun vakte jo også begejstring blandt folk, sagde han ved sin afgang i 1963. Hvilken partileder, hvilken statsminister har et sådant format i dag? Hvilken minister tør i dag på én og samme gang være kritiker af autoriteterne og guide i samfundstænkningen, som Bodil Koch vovede det? Uden at svare her vil jeg blot minde om, at der for en generation siden fandtes politikere og ministre i dansk politik, der havde mod til at lede det folk, de var valgt af. Der vovede at gå imod strømmen. Én af disse var Bodil Koch, der var Danmarks tredje kvindelige minister, udnævnt første gang i 1950. Fra 1953 til 1968 sad hun uafbrudt som minister under skiftende socialdemokratiske regeringer. Hun var kirke- og til sidst kulturminister. Men til manges fryd og ligeså manges irritation blandede hun sig i alt muligt andet, især i udenrigspolitik. Samme år som Nato-konferencen i København blev kunstmaleren Mogens Andersen spurgt af Udenrigsministeriet, om han ville deltage i en kulturdelegation på en rejse gennem dele af Sovjet og Østeuropa. Delegationen skulle ledes af Bodil Kjer, syntes han, der blev sagt. Med slet skjult begejstring og bankende hjerte sagde han ja. En uge efter fik han papirerne og fandt ud af, at det var Bodil Koch. Han ringede til Udenrigsministeriet og sagde, at han ikke kunne drømme om at rejse med så patetisk forkyndende, frastødende og skrækkelig en kvinde som Bodil Koch. Han blev mindet om, at hans ja var et borgerligt ombud og blev bedt om at rejse. Det gjorde han så. På turen opdagede han, at »overalt, hvor Bodil Koch kom, mistede folk vejret og blev begejstrede«. Det blev han også selv. Mogens Andersen og Bodil Koch faldt for hinandens humor og selvironi og blev venner for resten af livet. Han så hende derefter som kyndig, karismatisk, tillidvækkende, brændende og tændt mobiliserende, fortalte han i et interview i 1993. I begyndelsen af oktober måned 1964 blev den europæiske kirkekonference afholdt ved Nyborg Strand. De kirkelige deltagere fra DDR blev af Udenrigsministeriet nægtet indrejsetilladelse i Danmark. I stedet for aflyse kirkekonferencen eller holde den uden østeuropæerne fastholdt kirkeminister Bodil Koch invitationen til de østeuropæiske kirkelige. Hun lejede skibet 'Bornholm', lod deltagerne gå om bord og afholdt mødet i neutralt farvand, så alle kunne være med. På en rejse i Nigeria i tresserne var Bodil Koch i egenskab af dansk minister blevet indbudt til at tale for den lokale Rotary klub i Lagos. Her benyttede hun lejligheden til et heftigt udfald mod den hvide befolkning i Sydafrika og mod kolonimagternes optræden i Afrika. Det vakte ikke begejstring i regeringen derhjemme. Rygtet gik, at hun var tæt på at blive ekskluderet af partiet. Men det var kun et rygte. Hverken statsministeren eller andre regeringsmedlemmer så meget som overvejede at anfægte hendes ministerstol. Rygter om eksklusion svirrede også, da hun sagde ja til at tale ved den historiske atommarch i påsken 1961. Her sagde hun til de 25.000 demonstrerende: »Jeres opgave er ikke overflødig. Den er at holde politikerne til ilden, så de ikke lader hænderne synke over for de store, vanskelige og indviklede spørgsmål. Der gives ingen patentløsning. Der gives kun en lang og trang vej mod et nyt politisk klima«. Det var samme år som Berlin-muren blev rejst, og demonstranterne kritiserede den regering, hun selv var medlem af. Men også her viser kilderne, at hun havde sin statsministers opbakning. Der var nemlig meget på spil: Hun havde vælgertække og trak stemmer til Socialdemokratiet som få. Ved Rebildfesten i sommeren 1970 citerede hun for åben mikrofon den sorte borgerrettighedsforkæmper Eldridge Cleaver, selv om Rebildkomitéen havde slettet citatet fra hendes tale: »Du behøver ikke lære en rose at blive rød eller et træ at springe ud. Du skal bare lade det være i fred og ikke kaste salt på rødderne. Og rosen vil blive rød og træet springer ud«. Disse scener var karakteristiske for minister Bodil Koch. Gang på gang kolliderede hun med opfattelser af, hvad der var god tone i det politiske liv, og gang på gang stillede hun ubehageligt kritiske spørgsmål, også blandt sine egne i Socialdemokratiet. Især i udenrigspolitiske spørgsmål gjorde hun sig bemærket ved at gå imod partilinjen: Hun var imod Vesttysklands optagelse i Nato, imod atomoprustningen, imod USA's intervention i Vietnam, og hun talte tidligt ulandenes sag. Det gjorde hende ikke til kommunist, tværtimod. Sovjetunionens Nikita Krustjev fik også hendes kritik at føle under et besøg i København. Hun bekæmpede enhver form for -isme, både til højre og til venstre. Politik var for hende, hvad hun kaldte 'en forpligtelse overfor medmennesket'. Bodil Koch har hidtil haft en mærkeligt kluntet og modsatrettet plads i dansk historie: Hun er stort set skrevet ud af den nationale historieskrivning fra besættelsestiden og den Kolde Krig. Alligevel kan man i forskellige mindeskrifter spore to holdninger til hende. Den ene har hævdet, at hun ikke var rigtig politiker og derfor ikke betød andet i dansk politik end at spille 'manegeklovn'. Udtrykket stammede fra hende selv og pegede selvironisk på, at hun sagde det, der burde siges, men som helst ikke måtte udtrykkes. At hun spillede hofnarrens rolle. Den anden holdning har hævdet, at hun var én af de mest betydningsfulde politiske personligheder i efterkrigstiden og regeringens 'eneste Mandfolk'. Ved hendes død i 1972 lød det da også samstemmende på tværs af partiskel, at få havde betydet så meget i politik som hun. Dette blev gentaget i rigshistorikeren Tage Kaarsteds værk om de danske ministerier fra 1848-1972. Men så blev det glemt igen under dansk historieskrivnings visionsløse trang til at sætte historiske personligheder i båse. Dér hørte Bodil Koch nemlig ikke hjemme. Var de to modstridende opfattelser af Bodil Koch som offentlig figur egentlig så modstridende, som de er gjort til? Og var de i sig selvgrund til at skrive hende ud af dansk historie? Næh, hvorfor det? Der er tværtimod grund til at erindre en politiker, der forstod sin opgave - ikke som levebrødspolitiker eller som taktiker, men som en ledende og visionær debattør: Som den, der udfordrede og guidede befolkningen, først under besættelsen, siden i en isnende koldkrigstid. Som den, der udfordrede såvel partifæller som politisk uenige kolleger til at tænke sig om. Som den, der forstod sin demokratiske pligt som valgt politiker. At det både er nemt og svært at forstå Bodil Kochs humanistiske vision, er netop god grund til at give hende plads i historien. Hun var den intellektuelt begavede og politisk velplacerede minister, der viste sin betydningsfuldhed ved at sige alle de forkerte ting de rigtige steder og alle de rigtige ting de forkerte steder. Hun talte »hvast og lige på, nu og da forfejlet, men oftere i plet«, som det hed fra en borgerlig modstander, da hun døde i januar 1972. Hvis man forfølger Bodil Kochs demokratiske idé, humanistiske vision og feministiske selvfølgelighed fra første færd, hvis man læser hendes offentliggjorte artikler og upublicerede taler, og hvis man lytter til hendes drøm om »at indgyde samfundet menneskets ånde«, kan man forstå, hvorfor pragmatiske taktikere helst ville stoppe vat i ørerne: Hun havde åndfulde visioner, patos og store armbevægelser. Men hun var også guddommeligt uimodståelig og begavet. Hun brugte bevidst kunsten politisk og tolkede den moderne kunst som udtryk for menneskets splittelse, søgen og frigørelse i en »atomsprængt tid«. For hende var fastlåste politiske visioner et onde. De skulle være til konstant diskussion. Hun blev født i 1903 og blev som en af de første seks kvinder i Danmark cand.theol. i 1929. Hun giftede sig med professoren og samfundsdebattøren Hal Koch og blev mor til fem børn. Hal Koch huskes som professoren, som formanden for Dansk Ungdomssamvirke, som Grundtvig-forelæseren i begyndelsen af besættelsestiden og som højskoleforstanderen på Krogerup Højskole. De to ægtefæller blev hver på sin måde samlende figurer for danskerne under og lige efter besættelsen. Indbyrdes førte de en aldrig afsluttet samtale om Gudstro, humanisme og demokrati. Hvor Hal Koch så demokrati som en samtale, der fører til konsensus, så Bodil Koch snakken over kaffebordene som demokratiets blodomløb. Tidligt i deres ægteskab begyndte Bodil Koch at brænde for tanken om, at kvinder skulle uddannes til at deltage aktivt i politik og den offentlige debat. De havde jo fået stemmeret i 1915, men brugte den ikke, og valget i 1943, hvor kvindernes repræsentation på tinge blev halveret, rystede hende. Inspireret af den svenske forfatter og feminist Elin Wägners bog 'Ilden Overlever Natten' (1942) kastede hun sig ud i at løfte sine kønsfællers blik fra gryder og stoppekurv, give dem et spark og få dem til at forstå og tage del i samfundet. Det var jo kvinderne, der fik ilden til at overleve natten, - kvinderne, der holdt hjemmets sjæl i kog. Kraften og erfaringen fra den kvindelige arbejdssfære i hjemmet måtte kunne berige det offentlige samfund. I 1944 samlede hun en lille gruppe kvinder, bl.a. den senere handelsminister Lis Groes. De startede Danmarks første græsrodsbevægelse, kaldet Folkevirke. Kilderne til Folkevirke er gemt og viser, hvordan Bodil Koch med et veludviklet organisationstalent opbyggede bevægelsen skridt for skridt. I en tid med udgangsforbud og vanskelige rejseforhold rejste hun landet tyndt og skabte et kontaktnet ud i den mindste afkrog af Danmark. På grund af mørklægningstiden blev møderne holdt hjemme i stuer, køkkener eller på postgårde. Bevægelsen blev til i kvindernes vante sfære - uden for offentligheden, og det kom til at betyde, at dens første spirer ikke blev set som feministiske. I hvert fald ikke i første omgang. Det lykkedes Bodil Koch at opbygge en så finmasket organisation, at hun tre uger efter befrielsen i 1945 kunne samle 1400 kvinder og nogle få mænd til et stort offentligt folkemøde i Rådhushallen i København. Her kom kvinder fra modstands- og arbejderbevægelse, kvindeorganisationer og spejderbevægelse, landbo-, husmoder- og gymnastikforeninger, musik-, teaterfolk og finansminister H.C. Hansen. Dronning Alexandrine og kronprinsesse Ingrid sendte lykønskningstelegrammer, da de blev forhindret i at komme selv. Her markeredes bevægelsen første gang som en landsdækkende og socialt vidtfavnende organisation. Bodil Koch havde systematisk fået sine idéer frem fra græsrodsplan og vendt dem national styrke. Derfra tog det ene skridt det andet: Hun blev socialdemokrat, medlem af Folketinget i 1947 og minister i 1950. Hendes mærkelige kunststykke var at kunne blive siddende som ansvarshavende minister og samtidig udfordre sin egen regering under Den Kolde Krig. I Europa, USA, Sovjet og en række tredjeverdenslande blev hun kendt for sit humanistiske engagement, sit offentlige mod og sin skarpe tunge. I Danmark sås hun af de fleste som 'en pragtfuld Kone', der berigede det politiske klima. Hun vidste, at politik var en kamp om sjæle. Hun ville ikke selv sættes i bås og placerede heller ikke andre dér. Derfor omgav berømmelsen hende ikke kun med glorværdighed: »Madam Koch! Så længe De er kirkeminister, er der ingen, der går i kirke. Bare Deres udseende afskrækker folk og alle deres idiotiske idéer. De skulle smides ud af regeringen«, lød en stemme. Bodil Kochs egen mand sagde: »Havde du levet i middelalderen, var du blevet brændt som heks«. Havde hun levet i dag, hvor partiernes kamp om sindene går i en helt anden retning end den rummelige, var hun sikkert blevet gået.