Jeg tror, De ved det: Det 21. århundrede vil tilhøre det Kina, som - målt i købekraft - allerede er verdens næststørste økonomi og kan overhale USA i 2025. Perspektivet er ikke nyt: Selv de danske medier har med mellemrum genopdaget Asiens potentiale siden 1980. Men der bliver kortere mellem mellemrummene. Og hver gang, nyheden bringes igen, er sidste års fremtidsgisninger blevet gjort til virkelighed. Dragen vågner, ulven kommer. Findes der et fortilfælde, der kan give os en smule hold på udviklingens svimlende perspektiver? Kina var ganske vist verdens største økonomi indtil omkring 1500, men nytten af dén erfaring er tvivlsom, al den stund Kina var et statisk landbrugssamfund, som var fuldstændigt isoleret. Det nye Kina - og alle de andre nye spillere - er ikke alene forbundet med det globale marked: Nej, udviklingen i disse lande er karakteriseret af at udspringe af verdensøkonomien. Det er økonomier, der i udgangspunktet identificerer eksportmuligheder og importerer den viden, der er nødvendig, for at udnytte dem. Det er ikke så meget Kina, der kobles til globaliseringen, som globaliseringen, der bogstaveligt talt bygger Kina. Ikke at forskellen er til at få øje på, for vi nærmer os dagen, hvor stater ophører med meningsfyldt at kunne identificeres på et eksportregnskab. Kina sælger mere til den amerikanske supermarkedskolos Wal-Mart end til Tyskland eller Storbritannien. Ikke alene er selskabsstrukturerne langs hele globaliseringens frontlinje så komplekse, at det kan være vanskeligt at opgøre import/eksport og ejerforhold, de vil også forblive i en tilstand af flux, hvor enhver opgave opdeles, fordeles til nye leverandører og atter samles - blot for straks igen at blive opdelt og uddelegeret - i et evigt, ubønhørligt forsøg på at reducere omkostningerne til 0. De små fisk æder de store; vare- og virksomhedsnavne købes og sælges; sikkert er det kun, at produktionen hver gang flytter længere ud på rismarken, hvis bare mobildækningen tillader det. Så hvem ejer hvem? Det er ikke kun en åben gåde for børsmæglerne, men for statsmænd i enhver hovedstad: Den strategiske magtkamp mellem USA og Kina bliver i bund og grund økonomisk, i øvrigt hvad enten den bliver en jovial rivalisering mellem gode venner eller slår ud i en ny kold krig. Danskeres/europæeres/vesterlændinges lyst til at beskæftige sig med denne udvikling er begrænset af tre årsager: Ingen af os har nogen indflydelse på den; få har noget kendskab til detaljerne, og færre end dem føler sig fuldt fortrøstningsfulde ved perspektiverne. Næsten uanset hvordan det spænder af, vil Europa rykke ned i det globale hierarki - økonomisk, politisk, og, hvad vi måske frygter hjerteligst: kulturelt. Man kan se hele den europæiske integrationsproces efter 1945 som en omkostningsfuld og offerkrævende reaktion på, at vi ved den lejlighed endeligt mistede vores globale førerposition. Nu, præcis hvor et forenet, demokratisk Europa burde kunne smede sværd til plovskær og plovskær til lyslederkabler, må vi i stedet indstille os på nok en deroute. Og skulle man skrue op for det perfide blus, kunne man sige, at Europas historie fra 1914 begynder at ligne Kinas fra 1830, hvor et forældet og forfængeligt kejserdømme foretager en række gennemskuelige hamskifter i et pinagtigt forsøg på at holde barbarerne fra døren og fastholde i hvert fald fornemmelsen af fordums storhed. I givet fald vil vores børnebørn huske alle fra Churchill til Delors som skrønefortællende kustoder, og i deres øjne vil den sidste store europæer have været dronning Victoria. Det ville have passet hende fint. Hvorfor går det scenarie os ikke mere på? Selv om de færreste europæere rationelt kan argumentere mod Asiens opstigning, tempereres udsigten til vores kontinents ufrivillige førtidspensionering af to mere eller mindre ubevidste opfattelser. For det første, at europæerne fastholder en grundlæggende tvivl om den utøjlede kapitalismes velsignelser. Jacques Chirac kalder liberalisme »så farligt som kommunisme«, og Gerhard Schröder angreb i sin afskedstale Storbritanniens og USA's »angelsaksiske økonomiske politik«, som »ikke har en chance i Europa«. Når ikke amerikanernes arbejdsiver, vækst og rigdom har kunnet få europæerne til at tage sig sammen, hvorfor skulle kineserne så kunne anspore os? Hvis nu grunden til, at vi ikke begærer den amerikanske arbejders enorme hus og evigt ekspanderende bilpark, er, at vi ikke bor lige ved siden af ham, hvorfor skulle vi så misunde den unge kinesiske ingeniør hans treværelsers lejlighed og det flatscreen-tv, der kun kan vise statscensurerede kanaler? For det andet: at vi forventer, at de samme både frivillige og ufrivillige begrænsninger, der har præget vores økonomiske udvikling, vil præge deres. Når man ser verdenshistoriens svimlende dybder foran sig, er det mest sensible at lede efter fortilfælde, og i Kinas tilfælde er det indlysende eksempel Japan, der efter 35 års lynudvikling omkring 1980 havde eksporteret sig til en så stærk position, at landet ikke mindst set fra USA begyndte at ligne en vaskeægte udfordrer. At Japans økonomiske vækst i 1990'erne blev afløst af det, der lignede en uløselig recession, syntes at bevise, at de asiatiske tigerøkonomier nok kom godt fra start, men ikke havde fundet nogen magisk formel, der kunne opretholde de høje vækstrater på ubestemt tid. De vestlige lande kunne, som de gjorde, importere japanske metoder til deres fabrikshaller, men grundlæggende så heller ikke Japan ud til at kunne svare på det spørgsmål, der havde lukket munden på Vesten: Hvad kommer efter computerne? Hvordan opretholde konkurrenceevnen, når lønnen stiger? Der er tre svagheder ved Japan-analogien. For det første, at Japans krise i 1990'erne havde konkrete årsager, som ikke 'kom' med industrialiseringen. Problemet var ikke mindst historiske levn, mest påfaldende banksystemet, som japanerne har vist sig i stand til at reformere - med en sådan succes, at 2005 har bragt ægte, ny, stærk vækst. For det andet det banale: at Kina er så enormt meget større end Japan, at analytikerne næsten ikke overdriver, når de beskriver kinesernes reservoir af arbejdskraft som bundløst. Ja, det kan gå Kina som Japan: at man efter årtier med tårnhøj vækst når et plateau, hvor accelerationen flader ud. Men logikken tilsiger, at det plateau lader vente på sig: Er der noget andet land, der i 2025 og 2035 vil have flere fattige landarbejdere parat til at gribe ethvert lavt betalt samlebåndsjob med kyshånd? Nej. Det betyder, at lønningerne ikke behøver at stige. Hertil kommer, at det hjemmemarked, der er under udvikling i Kina, får en uset størrelse: Vi kan kun gisne om potentialet ved at huske, i hvor høj grad USA's økonomiske førerposition har været muliggjort af, at man i baghaven havde verdens største homogene, købedygtige marked. For det tredje, og nu træder mareridtet i karakter: at Kina, som alle andre (Indien, Japan, Taiwan) allerede for længst har set skriften på væggen: at man skal bevæge sig op ad produktstigen. Hvor langt de er kommet har bl.a. den amerikanske økonom Clyde Prestowitz levende dokumenteret: Forskning. Uddannelse. Service og mærekevarer. Hvor er det, vi har hørt det før? Herhjemme, fra et samlet kor. Der er i disse år en forbløffende overensstemmelse mellem oppositionens og regeringens grundlæggende verdenssyn. Ja, den ovenfor skitserede udvikling er den største udfordring for Danmark, kun forværret af vores svigtende demografi. Ja, alt, hvad der ligner arbejdsgiver/arbejdstageruenigheder, falmer til ubetydelighed på den baggrund. Ja, vores eneste mulighed er at investere forskning og uddannelse, med en iver, som gjaldt det livet (eller rettere: velfærdsydelserne, som danskerne har sig endnu mere kært). Når de store investeringer i forskning og uddannelse alligevel udebliver, og når dommedagstrompeterne dårligt kan høres over støjen fra forbrugsfesten, skyldes det ikke kun, at danske politikere i disse år synes at tage et usædvanligt stort hensyn til, hvor slemme nyheder vælgerne ønsker at høre. Det skyldes også den nuværende økonomiske situation i almindelighed og Danmarks position på en række parametre i særdeleshed. Og så skyldes det, vil nogle sige, rådvildhed: ikke om, hvad der mangler (nye, dyre produkter på danske patenter), men om, hvordan det skal tilvejebringes. Men hvor stor er den rådvildhed reelt? Den gamle borgerlige opskrift på konkurrenceevne - fra dengang, man kunne se forskel på venstre- og højrefløjen - lød på at sænke skatterne, begrænse staten og styrke uddannelse og forskning primært inden for naturvidenskab og teknologi. På overfladen er alle nu blevet så fine venner med erhvervslivet, at de færreste går til frontalt angreb på den liste. Alligevel er de enkelte elementer under subtil opløsning. Argumenterne er som følger: 1. Det er omsonst at sænke skatterne, for vi kan alligevel ikke nå ned til de mest investeringshungrende tredjeverdenslande. Dette er i princippet korrekt - alligevel er det forkert, at det ikke gør nogen forskel, præcis hvor meget højere vores skatter er. Desværre kommer det til at virke, ikke så meget som en opskrift på, hvordan vi skal konkurrere, men som en undskyldning for ikke at gøre det. 2. Det er gammeldags at ville begrænse staten for enhver pris: I stedet skal staten drives som en privat virksomhed, med og for private virksomheder. Dette, tror jeg, er på vej til at blive den dominerende tankegang både på højre- og venstrefløjen. Hvis højrefløjen for alvor har opgivet at afvikle den danske velfærdsstat, og venstrefløjen for alvor har opgivet at udbygge den, opløses den politiske kamp til spørgsmålet om, hvordan staten opererer. Ræsonnementet former sig således: (a) Det største problem er den udenlandske konkurrence. (b) Dette er i sagens natur: en national udfordring. (c) Nationale udfordringer er noget, staten adresserer. Når højrefløjen f.eks. nu praler af den danske opgavefordeling, hvor statens generøse dagpengeregler lader virksomheder hyre og fyre, som de vil, er der kort vej til at lade staten løse alle opgaver, så længe de er til gavn for erhvervslivet. F.eks. hjælpe ikke mindst små og mellemstore virksomheder, der aldrig selv ville kunne udføre forskning og udvikling (research and development, R&D) i international klasse. Om det er god økonomisk politik, får vi se - i hvert fald rejser det interessante spørgsmål: Er det borgerlig politik? Er det erhvervslivet, der overtager staten, eller omvendt? Det kan blive så vanskeligt at skelne, som det er i Kina! 3. Det er risikabelt at ville styre forskning og uddannelse, og det er i øvrigt snæversynet at ville lægge hovedvægten på 'naturvidenskab' og 'teknologi', dels fordi profitten kan komme fra alle mulige andre erhverv, og dels fordi vi alligevel ikke er de bedste på disse felter og bør lægge vægten, hvor vi er det. Dette sidste argument udspringer af ideen om comparative advantage - at et land, som en lønmodtager, lever bedst, hvor man står stærkest: Derfor bør man identificere, forædle og udnytte sine særlige forcer i stedet for at løbe efter flertallet. Det er et argument, som passer den danske mentalitet godt. Det glider lydefrit ind i vores småstatstankegang: Ikke alene bliver vores størrelse irrelevant; nej, vi kan ligefrem føle os bekræftet i fornemmelsen af, at det er finere og fornemmere at kunne noget, de andre ikke dur til, og i øvrigt slippe for at vælte rundt nede i verdensøkonomiens overfyldte fabrikshaller i forsøget på at skubbe de andre væk fra samlebåndet. I den praktiske danske udlægning bliver ideen om comparative advantage således farvet omhyggeligt ind, så den præcist matcher vores for længst falmede selvforståelse. Det er rørende sympatisk og ret farligt. Hvad er det, vi tror, vi kan? Det mindst ufornuftige bud er, at Danmark er fleksibelt, dynamisk og omstillingsparat (selv om vi ganske vist har det tilfælles med en række andre små europæiske lande, af den simple årsag at vi også deler størrelse og historie). Men dette argument er tæt på at blive den rene forvrøvlede selvmodsigelse: »Vi skal fastholde vores særegenskaber«, selv hvis disse særegenskaber altså viser sig primært at bestå i evnen til at give slip på vores særegenskaber, når omverdenen (Berlin, Bruxelles, Beijing) kræver det. Hvad er trylleformlen? 'Hold fast på at give slip'? Der er en masochistisk melankoli her, som vil sætte skandinaverne i stand til at nyde Europas undergang fra vores sæder på første række. Men til stor hjælp i den globale konkurrence er det ikke. I stedet for at tilskynde til den form for radikal selvransagelse, der ville lade os kigge længe nok på udviklingen andre steder til at lære af den, risikerer tilliden til de magiske kræfter i vores 'særegenskaber' at løbe sammen med tidens andre fremherskende tendenser: den nationale selvforelskelse; den civilisatoriske selvovervurdering; hypernostalgien. Når politikerne tøver, er den afgørende grund imidlertid, at konjunkturen står godt. I stedet for at bruge de fede tider til at forberede fremtiden er politikerne tilbøjelige til at overdrive deres egen rådvildhed og derfor skabe unødig tvivl om nødvendigheden af uddannelse og forskning med hovedvægt på naturvidenskab og teknologi, gennemført i et tempo, som om vi blev forfulgt af Fanden i en Lexus. Sandsynligheden taler for, at det ikke bliver Asiens opstigning, der tvinger politikerne til handling, men derimod den mere eller mindre dramatiske krise, der vil indtræffe, når ubalancerne i den amerikanske økonomi kræver at blive adresseret. Amerikanerne har væddet deres fremtid på, at de kan opretholde en så stærk vækst, at resten af verden (Kina) vil låne dem kontanter til at fortsætte den igangværende forbrugsfest på ubestemt tid. Selv om særligt europæerne skal være varsomme med at undervurdere USA's innovationsevne, er det højst usandsynligt, at den vil blive belønnet helt så generøst og ubetinget, som Bushregeringen forestiller sig. Konsekvenserne vil ikke nødvendigvis udløse nogen langvarig recession, men vil - forhåbentlig - være tydelige nok til, at danske politikere begynder at skabe det reformklima, som skal forberede os på den virkelige udfordring fra øst.