0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Familien - det betingede valg

Dagens kronikør savnede at være del af en familie og ikke bare af portionsanretningen 'far, mor og børn'. Savnet sendte hende på jagt efter den biologiske farfar. Kronikøren er litteraturstuderende, hendes tekst var et af bidragene til kronikkonkurrencen om familien. Læs www.politiken.dk/kronik.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Da jeg fyldte 10 år, fik jeg et smykkeskrin i gave af mine forældre. Umiddelbart vakte det ingen lykke, hovedsageligt fordi det ikke kunne være i min cd-afspiller, men også fordi det var noget, som ikke var, hvad det var, men som derimod var noget helt andet. Det var nemlig en symbolsk gave. Når man trykkede et bestemt sted på siden af skrinet, skød en skjult låge til side og afslørede tre små skuffer. Mine forældre forklarede, at skufferne var hemmelige, og at det var gaven i sig selv. De skjulte rum symboliserede, at jeg nu var gammel nok til at deltage i familielivet med udgangspunkt i mit eget private liv.

I tilgift til mit nye privatliv fik jeg også foræret en ny bevidsthed om begrebet 'familie' - om dets rummelighed og begrænsninger. På min fødselsdag fik jeg nemlig også at vide, at min farfar faktisk ikke var min fars far. Det var nu ikke noget at være ked af, for på en måde var han det alligevel. De to havde valgt hinanden. Først havde manden, som ikke længere var min farfar, valgt min far. Siden havde min far valgt ham.

Forinden havde jeg forstået det sådan, at der fandtes to slags familie. Foruden Familien med dens titelbetegnede relationer var der tale om Den Anden Familie. Den Anden Familie indfandt sig, når man havde fødselsdag, når der skulle slæbes flyttekasser, eller når nogen kom på hospitalet. Modsat Familien, hvor enhver fik tildelt sin titel ved fødslen, var Den Anden Familie en demokratisk forsamling baseret på et gensidigt og kontinuerligt valg. Selvfølgelig blev man ikke sådan uden videre familie, fordi man hjalp til med at manøvrere et klaver op på 5. sal; men man kunne blive familie, hvis man over en vis årrække på ordentlig vis varetog visse familiefunktioner - og for øvrigt gerne ville have posten. Netop det med viljen og valget adskilte for mig at se de to former for familie. Ingen spurgte mig, om jeg var tilfreds med at være henholdsvis barnebarn eller grandkusine, hvilket gav mig det klare indtryk, at den slags relationer var aldeles obligatoriske og ikke stod til at ændre. Hertil knyttede sig nu alligevel en fodnote: Som barn af den første store skilsmissegeneration vidste jeg nemlig, at biologiske familierelationer kunne ændres ved skilsmisse, men den slags var der regler for. Først og fremmest skulle man være gift. Dernæst skulle man være en led satan, et offer eller en sekretær. Sådan var det.

Nu måtte jeg erkende, at det i virkeligheden forholdt sig langt mere indviklet. Mine forældre forklarede, at manden, som var min fars far, ikke nødvendigvis behøvede at være min farfar. Det ville han ellers gerne; det syntes han, at han var - men det var ikke noget, han helt selv kunne bestemme. Hvis jeg ikke ville have ham, kunne ingen tvinge mig. Efter lang tids overvejelse traf jeg den afgørelse, at han var en venlig mand. Denne venlige mand var min fars far i overensstemmelse med deres vedtagelse, men at han også skulle være min farfar, kunne der ikke blive tale om, for det var han jo ikke - ikke i virkeligheden.

Hele historien optog mig meget og gav anledning til en masse nye relationelle forestillinger i forlængelse af, hvad jeg nu havde lært. Blandt mine jævnaldrende og i skolen mødte jeg dog den opfattelse, at jeg på familieforræderisk vis i virkeligheden forsøgte at føre mig frem, som om jeg var noget særligt - mig med mit uordentlige behov for distinktioner inden for rammerne af et begreb, der, efter deres mening, havde sin helt egen naturnødvendige logik: Fars far var enten farfar, eller også var han overhovedet ikke nogen far, men derimod en papfar og altså i yderste instans papfarfar.

Min nyfundne viden kunne ikke rigtig måle sig med denne logik, så i stedet for at dvæle ved det efterhånden ret komplicerede forhold mellem valg, vilje og nødvendighed, kastede jeg min opmærksomhed på et langt mere tillokkende perspektiv: Et eller andet sted måtte der findes en ægte farfar - en, der var farfar i virkeligheden.

Om den ægte vare kunne min far ikke fortælle meget andet, end at han kom med de allierede til Danmark efter Anden Verdenskrig for at passe på Kastrup Lufthavn. Min ægte farfar, der hed det samme som min far, hvilket gjorde ham så meget desto mere autentisk i mine øjne, var amerikansk soldat. Han rejste hjem, inden min far blev født, men der fandtes breve og fotografier, skønt korrespondancen hørte op, da min farmor giftede sig med min fars far. Et af fotografierne forestillede min ægte farfar som ung på stranden ved Coney Island, men det nyttede ikke rigtig noget med det, for en farfar kunne jo ikke være midt i tyverne og iført badebukser.

Langt mere brugbart var et sorthvidt billede, der forestillede en pige på min egen alder. Hun stod på en stejl fortrappe iført hvid sommerkjole og holdt noget, der lignede en baseballhandske, i hænderne. Fotografiet var et, som min farfar havde taget med selvudløser. Han sad selv på trappen og smilede til pigen i hvidt, som smilede til kameraet. Dét var min ægte farfar. Sådan en, der tog billeder og fik folk til at smile. Fortrappen var også ægte. Den fandtes i virkeligheden, i Brooklyn, New York. Mere behøvede jeg i flere år ikke at vide om min ægte farfar og den fjerne familie af smilende, mørklødede mennesker, der omgav ham på fotografierne, end at de netop var det, de var: min ægte familie. Et sted fandtes de, og det, at de fandtes, betød på dunkel vis, at jeg kunne være helt sikker på min egen eksistens.

I 2002 døde min fars far. Den mand, der døde, var stilfærdig og klog. En mand, der kunne fiske kartofler op af en grydefuld spilkogende vand uden at brænde sig, fordi han i så mange år arbejdede med metal, at hans hænder til sidst blev til jern. »Når de ældste i ens familie dør« - sagde min far - »mister man sin historie, hvis de ikke har fået fortalt den forinden«. »Når man sådan pludselig er den ældste i sin familie« - det sagde han også - »ser det hele altså noget anderledes ud«. Hvad det hele var, og præcis hvordan det så ud, kunne jeg ikke begribe, men det lød ensomt og uhyre absolut. Nu hvilede hele vægten af vores historie på min far. Det var en byrde, han hverken kunne påtage sig eller undslippe, for historien var aldrig blevet fortalt. Den eneste historie, min far og jeg havde tilbage, var den, vi kunne fortælle hinanden.

Kendskab, hvad enten den gælder den overordnede eller den individuelle historie, er en menneskeret. Det står ikke i FN's menneskerettighedserklæring. Til gengæld står der, at »familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe ...«. Jeg følte mig ikke spor naturlig. Tværtimod følte jeg mig løsrevet fra min natur, og for resten forekom min far og jeg mig at udgøre en særdeles beskeden gruppe. Derfor satte jeg mig for at finde min ægte farfar. For sådan behøvede det jo ikke at være i virkeligheden - ikke i den virkelighed, der fandtes i Brooklyn, New York.

Hjemme i Brooklyn, New York havde man officielt intet vidst om den danske familieforøgelse. Kun en kendte vi til, der dengang havde vidst besked. Det var min farfars bror, han, som på det stærkeste havde modsat sig forholdet - han, som havde overtalt min farfar til at rejse alene hjem.

Jeg ringede. Jeg ringede til New Yorks rådhus, til hospitaler og alderdomshjem, til kirkekontorer, interesseorganisationer og oplysninger - til alle mulige og umulige steder, der kunne tænkes at lede mig på sporet.

Til sidst ringede jeg til politiet i Brooklyn, hvor en venlig betjent spurgte, om jeg var i besiddelse af min ægte farfars adresse. Den eneste adresse, jeg havde, var over 40 år gammel, og da betjenten tilbød at sende en patruljevogn ud for forhøre adressens beboere, takkede jeg nej. Det ville nok ikke fremme min farfars lyst til at genoptage kontakten, hvis jeg gav mig til kende ved at pudse politiet på ham. Herefter henviste betjenten mig til Den Internationale Oplysning, hvor man kunne fortælle, at adressen var beboet af ikke færre end tre kinesiske familier.

Da jeg i et sidste forsøg bad oplysningen om at søge på min farfars navn, gav det tre resultater i Brooklyn, New York. Det sidste resultat adskilte sig fra de to andre derved, at fornavn og mellemnavn var forbyttet, mens efternavnet var det samme. Det var egentlig slet ikke min mening at ringe dertil, men da min farfars to navnebrødre viste sig at være henholdsvis en ung mand og en herre, der, så vidt han og jeg kunne regne ud, var mindst 15 år ældre end min farfar, gjorde jeg alligevel forsøget.

Det skal siges, at jeg ikke var helt ærlig i min hensigtserklæring, da jeg ringede. Det var simpelthen for overvældende at skulle fortælle min vildt fremmede farfar, at dét var, hvad han var. I stedet hed det sig, at jeg ringede på vegne af min danske onkel, som - det var sandt nok - havde været en ven af den amerikanske soldat. Manden, som hed det omvendte af min farfar, reagerede mistænksomt på min historie. »Sig mig engang!«, udbrød han, »hvorfor ringer du - i virkeligheden?«. Det kunne jeg jo ikke svare forkert på uden at lyve, så derfor sagde jeg det, som det var. »Jeg ringer, fordi jeg tror, at den mand er min ægte farfar«. I det øjeblik - og ikke et øjeblik før - blev det sandt. Hvad der hidtil havde været et uklart behov for at tilhøre en historie, blev for mig netop da fortættet til en vilje og et savn. Jeg savnede det af mig selv, som ikke var mig, men som derimod var noget andet. Jeg savnede at være del - ikke bare af portionsanretningen 'far, mor og børn', men - af en familie. Jeg ville være familie. Familie var ikke længere bare et spørgsmål om biologi eller præferencer - blod eller pap - men også om en bevidsthed, en vished, en herkomst i ordets egentligste forstand; heraf kommer jeg, heraf er jeg. Fra den anden ende af røret lød det, at man måske engang havde kendt en mand, der passede til min beskrivelse. Det var alt.

Dagen efter skrev min far og jeg et brev til manden. Ti dage senere fik vi svar.

Svaret kom i form af et brev fra min grandtante, min fars kusine - pigen i hvidt. Hun var datter af den mand, jeg havde talt i telefon med. Han var min ægte farfars bror. Min ægte farfar var død 20 år forinden. Min grandtante skrev blandt andet:

»Jeg fik først at vide, at din far fandtes for to år siden, da min far, som nu er 84 år gammel, ikke længere kunne lade være med at sætte ord på de hemmeligheder, han havde båret på igennem alle disse år. Den første hemmelighed, han fortalte, var, at han overtalte din farfar til ikke at gifte sig med din farmor. Den anden hemmelighed var, at han for mange år siden modtog et opkald fra nogen, som forsøgte at nå din farfar for at fortælle ham, at han havde fået en søn. Min far bragte aldrig oplysningen videre. I alle disse år har han troet, at han alene bar byrden af at vide besked«.

Blandt mine fotografier findes nu endnu et billede af pigen i hvidt. Hun er ikke længere en pige, og hun er ikke i hvidt, men hun står med armen om min far og smiler ind i kameraet på en stejl fortrappe i Brooklyn, New York. Alle disse breve og fotografier belyser min families historie. Vigtigst for mig er dog det første brev fra min grandtante. Det slutter med ordet »velkommen«.

Spørgsmålet »Hvad ska' vi med familien?« er et åbent spørgsmål. I bund og grund skal vi jo ingenting. For store dele af befolkningen betegner ordet familie ikke længere relationer determineret af økonomisk eller moralsk nødvendighed. Vi skal ingenting, men vi kan noget med familien og i kraft af familien, som vi måske ellers ikke ville kunne. Den velkomst, jeg fik af min amerikanske familie, var ligesom det smykkeskrin, jeg fik til min fødselsdag - en symbolsk gave. Den rummede tilsagnet om en gensidig vilje. Vi valgte at ville være familie. For mig var det et valg, der muliggjorde en dybere forståelse af både min identitet og dens årsager. Uden kendskab til min familiehistorie følte jeg mig som en undersøgelse uden en eneste kildehenvisning - ikke videre velforankret i virkeligheden. Familien er et rum, der vender indad, men åbner udad mod en tilværelse forankret i en særlig form for selvkendskab. Familien er den del af vores historie, som vi ikke kan fortælle selv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage