I sommeren 2004 offentliggjorde Danmark som det første land i EU en navneliste over de personer og virksomheder, der årligt modtager 10 milliarder danske kroner (1,34 milliarder euro) i EU-landbrugsstøtte gennem den danske regering. Listen vakte stor opsigt, også i udlandet. Den afslørede, at en ganske betydelig del af de danske støttemilliarder går til prinser, baroner, godsejere og andre millionærer samt fødevaregiganter som Arla, Danish Crown og Danisco. Også fremtrædende erhvervsfolk som den tidligere Codan-direktør Peter Zobel, B&O-aktionæren Peter Skak Olufsen, Lego-familien, A.P. Møller-koncernen m.fl. henter betydelige støttebeløb til driften af deres ejendomme. For slet ikke at nævne politikere som landbrugskommissær Mariann Fischer Boel (daværende fødevareminister), finansminister Thor Pedersen, udviklingsminister Ulla Tørnæs, erhvervsminister Bendt Bendtsen samt en række fremtrædende nuværende og tidligere medlemmer af Folketinget. Mange mennesker undrede sig også over, at de danske fængsler kunne hente betydelige millionbeløb i EU-kassen sammen med flere offentlige styrelser, som f.eks. Skov- og Naturstyrelsen og Danmarks Jordbrugsforskning. Faktisk er Skov- og Naturstyrelsen den største enkeltmodtager af EU-bistand, når det gælder arealstøtten. Min kollega Nils Mulvad og jeg brugte 18 måneder på at fremskaffe disse data. Nils Mulvad er direktør for det danske center for analytisk journalistik, Dicar. Hele historien om den langvarige kamp for mere åbenhed, der også involverede den danske ombudsmand, kan læses på www.dicar.dk. Principielt drejede sagen sig om retten til at vide, hvad de danske og europæiske skatteborgeres penge bruges til. Når man betænker, at landbrugsstøtten i EU alene sluger omkring halvdelen af hele fællesskabets budget, synes kravet om åbenhed umiddelbart rimeligt. Sådan så man dog ikke på dette spørgsmål i Fødevareministeriet. Den største udfordring i hele sagen blev derfor den stædige arrogance hos ministeriets toneangivende embedsmænd. De kunne ikke benægte, at lovgivningen giver ret til indsigt i disse oplysninger, men hårdnakket påstod man gennem halvandet år, at ministeriet ikke var i besiddelse af de ønskede data i et »enkelt dokument«. Rimeligt nok kræves dette i loven om aktindsigt. Hverken borgere eller medier kan forlange, at ministerier og andre myndigheder skal bruge urimelig megen tid på at samle store mængder data sammen. Ministeriet forsøgte også at afvise sagen med argumenter som, at databaser, det vil i denne sag sige elektroniske lister over støttemodtagere, falder helt uden for lovgivningens definition af 'et enkelt dokument'. Daværende fødevareminister, Mariann Fischer Boel, gik selv aktivt ind sagen i efteråret 2003. Hun påstod, først fra Folketingets talerstol og senere i et debatindlæg i Morgenavisen Jyllands-Posten, at de nødvendige data om fordelingen af de 10 milliarder kroner årligt lå spredt ud over hele ministeriet, det vil sige i et utal af papirdokumenter i mange kontorer. Derfor kunne hverken ministeren eller ministeriet pålægges at udlevere disse data. Denne påstand fra fødevareministeren, som siden hen skulle vise sig at være falsk, var det helt centrale punkt i sagen. Efter 18 måneders udveksling af anmodninger, klageskrivelser og fornyede begæringer om aktindsigt måtte embedsmænd og minister indrømme, at man ikke havde fortalt den fulde sandhed. Rent faktisk havde man under hele sagsforløbet haft alle data liggende i en »enkelt elektronisk datafil«, nemlig i form af den årlige indberetning til Told & Skat. Denne datafil var omfattet af offentlighedsloven, og den fik vi nu udleveret. Undervejs havde vi fundet det nødvendigt at involvere Folketingets Ombudsmand. Han lukkede sagen sidst på sommeren 2004 med en større 'næse' til Fødevareministeriet for forsøget på at hemmeligholde disse data. På Dicars hjemmeside - dicar.dk - har vi nu offentliggjort listerne over alle støttemodtagere og beløb fra år 2000 og frem. For tiden er Dicar ved at opbygge en flersproget database med alle støtteoplysninger fra de EU-lande, som indtil videre har givet deres borgere indsigt i forvaltningen af de store støttebeløb. Offentliggørelsen af de danske støttemodtagere satte nemlig en bølge i gang i EU. I marts 2005 kunne medier i England offentliggøre nationale lister, som bl.a. udpegede den britiske kongefamilie og landadel som centrale modtagere af millionstøtte. I august meddelte regeringen i Holland, at den - efter pres fra journalister og interesseorganisationer - agtede at lægge alle data frem, helt tilbage fra 1999 og op til i dag. Også i Holland var landbrugsministeren blandt de mere omdiskuterede støttemodtagere, da han måtte vedgå at modtage millionstøtte til sine private jordbesiddelser i Holland og i Frankrig. Regeringen i Slovakiet har netop besluttet at lægge alle støttetal åbent frem, og delvise offentliggørelser har allerede fundet sted i Estland, Spanien, Grækenland, Sverige og Irland. I hvert eneste land bekræftes den gnavende mistanke, som blev vakt hos den danske befolkning i sommeren 2004: Det er ikke den lille bondemand, som EU's generøse landbrugspolitik hjælper. Det er heller ikke en fremtidsorienteret udvikling i landdistrikterne, som knap halvdelen af EU's samlede budget anvendes på. Og til trods for gennemførelsen af den såkaldte CAP-reform fra i år sker der ingen reelle ændringer i den monstrøse uddeling af milliarder af euro; støtten vil fortsat bidrage langt mere til afvikling end til udvikling af livet i landdistrikterne over det meste af EU. Undersøger man effekterne af denne årlige gavebod, melder der sig tre iøjnefaldende problemer: For det første 'stjæler' landbrugsstøtten enorme midler, som med fordel kunne investeres i uddannelse, forskning og udvikling af højteknologi. Tager man Danmark som eksempel, så må universiteter og forskningsminister skændes om, hvorvidt det skal være en halv eller en hel milliard ekstra, der investeres i dansk forskning. Samtidig uddeler Fødevareministeriet årligt 10 milliarder kroner til øget privatforbrug i en række velstående familier; ministeriet administrerer mere end 100 forskellige støtteordninger, og antallet er ikke blevet mindre siden regeringsskiftet i 2001. Hertil kommer den liberale regerings beslutning om at pumpe yderligere 7 milliarder støttekroner i 'udvikling' i landdistrikterne frem til 2013; det giver mindst 1,1 milliard kroner i ekstra støtte om året. Når man lytter til fødevareministerens argumenter for denne massive 'projektstøtte', opdager man hurtigt, at der helt overvejende er tale om at skabe nye muligheder for de ejere af landbrug og skovbrug, som allerede modtager landbrugsstøtte fra EU. Generelt om støtten i EU kan man sige, at pengene spenderes i alt for høj grad på passiv forsørgelse af en velhavende minoritet i stedet for som aktiv investering i en fælles fremtid. Sagt ligeud så bruges knap halvdelen af EU's samlede budget reelt på en perspektivløs landbrugsstøtte, der hverken ruster EU til offensivt at gå ind i globaliseringen eller skaber nye arbejdspladser. Tværtimod. De seneste 30 års støttefinansierede landbrugspolitik i EU har øget afvandringen fra landdistrikterne og forringet livskvaliteten for dem, der stadig foretrækker at bo i et åbent landskab. Samtidig bidrager den generøse uddeling på afgørende vis til at holde billigere landbrugsprodukter fra den tredje verden og andre lande uden for EU ude af det europæiske marked. Det betyder, at de europæiske forbrugere betaler ganske meget mere for fødevarer og andre varer, end vi behøvede, og at producenterne i udviklingslandene må kæmpe hårdere end nødvendigt for at afsætte deres varer. I forhold til den frembrusende globalisering har EU valgt den defensive strategi, hvor man prøver at beskytte sig mod forandringernes vinde i stedet for at gå foran. Man har valgt at lukke af for handel med omverdenen, når det gælder landbrugsprodukter. I længden redder det ikke en eneste arbejdsplads. Tværtimod spilder vi milliarder af euro - som kunne satses på forskning, uddannelse og udvikling af højteknologi - på perspektivløs støtte. For det andet medfører støtten en voldsom forringelse af den fælleseuropæiske natur og miljøet. Overalt, hvor det industrialiserede landbrugs driftsformer introduceres med støtte, går natur og miljø tilbage. Danmark er et manende eksempel: Her konkluderede en regeringskommission i november 2001, at »kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe«. Til trods for at Danmark er blandt de rigeste lande, både i EU og i verden. I foråret 2005 fik vi herhjemme det seneste eksempel på støtteordningernes ødelæggende virkninger, da mere end 110.000 hektar udyrket areal blev pløjet op. Disse arealer ønskede man at inddrage i landbrugsdriften, udelukkende for at udvide retten til støtte. Fødevareministeriet var blevet advaret om denne risiko, men man lukkede øjnene og foretog sig intet. Hvor mange millioner hektar naturområder i de øvrige EU-lande, som er blevet ødelagt i det seneste år for at udvide de støtteberettigede arealer, kan der kun gisnes om, men fra borgerne i de 10 nye EU-medlemslande høres allerede nødråbene: Vi kvæles i svinegylle, vort grundvand forurenes, og storken flygter. Dertil kommer, at landbrugsjorden ofte opkøbes af udenlandske agrospekulanter, som tvinger den lokale befolkning fra hus og hjem. Endelig bidrager det til en voksende lede ved hele EU-ideen, at flere og flere velhavende politikere afsløres som modtagere i de omfattende støtteordninger. Som nævnt tidligere gælder det den danske landbrugskommissær og den hollandske landbrugsminister, men de udgør kun toppen af isbjerget. Enhver godsejer i EU finansierer sit privatliv på første klasse med støtten fra EU; der overføres millioner af euro til personer, der har så rigeligt i forvejen. Daværende fødevareminister, Mariann Fischer Boel, vakte nogen opmærksomhed i sommeren 2004 i DR's Pengemagasinet, da hun kom for skade at affærdige afsløringen af hendes egen årlige støtte på omkring 400.000 kroner med bemærkningen: »Det er da altid rart med lidt lommepenge«. Større opsigt har det vakt, at de store fødevarekoncerner i EU har baseret hele deres økonomi på støtte. Flere og flere borgere spørger mistroisk: Hvem er EU egentlig skabt for - de brede befolkninger eller en eksklusiv gruppe af transnationale fødevaregiganter og deres velhavende venner i det politiske system? Politikere, fødevareproducenter og landbrugets talsmænd har alt for længe haft held til at skabe billedet af den lille bondemand, der kæmper bravt for at klare sig, og som derfor - helt naturligt - fortjener en økonomisk påskønnelse i form af lidt hjælp fra EU. Hele dette skønmaleri er ved at krakelere, takket være større åbenhed om tildelingen af støtte. Men de EU-politiske konsekvenser af årtiers bedrag kan meget vel blive uoverskuelige for dem, der ønsker en videre udvikling af det europæiske samarbejde. For de fleste EU-borgere gælder det vel stadig, at man stiller sig positiv over for det europæiske samarbejde, men der har bredt sig en betydelig skepsis i de senere år, hvilket det hollandske og franske nej til forfatningstraktaten vidner om. Skal EU forblive den succes, som samarbejdet historisk har været, kræver det grundlæggende, at samarbejdet leverer resultater. Det kræver, at EU i langt højere grad forholder sig til borgernes voksende mistillid og handler derefter. EU må simpelthen se virkeligheden i øjnene, komme i arbejdstøjet og helt konkret afskaffe landbrugsstøtten. Det er den nødvendige forudsætning for fornyet vækst og fortsat velstand i Europa. Dybest set handler det jo om at frigøre midlerne til at sikre vores og andre europæiske børns fremtid. Mens EU-politikerne tager sig en tænkepause efter nederlaget med forfatningstraktaten, ruller bolden hastigt videre. Regering efter regering overtales, presses eller tvinges gennem retssalene til at lægge åbent frem, hvad befolkningernes skattekroner bruges til. Naturligt nok ønsker folk at vide, hvem der skummer fløden fra EU's overdådige gavebod med landbrugssubsidier. Når de første østeuropæiske lande opgiver hemmelighedskræmmeriet og afslører, hvem der henter millioner af euro i landbrugsstøtte hos dem, bliver det rigtig interessant. Så vil der utvivlsomt tegne sig et billede af transnational spekulation i milliardklassen. I visse lande er der formentlig allerede opstået en egentlig agromafia med speciale i svindel med støttemidler fra EU. I dag ved vi, at det f.eks. ikke er de polske landbrugsfamilier, der scorer EU-kassen i Polen. Polske bønder må i hastigt voksende omfang forlade deres egen jord. Det er danske, hollandske, amerikanske og andre fremmede landbrugsmillionærer, der for længst har sat sig på polsk landbrug. De har haft midlerne - støttemidlerne - til at erobre jorden og besætte produktionen. For eksempel ejer 60 danske svineproducenter Nordeuropas største svineproduktion, og den ligger i Polen. Åbenhed og gennemsigtighed kræver meget mere end festtaler og gode viljer. Det gælder både den økonomiske støtte fra EU - og den folkelige støtte til EU. For længst kunne EU selv have lagt de tal frem, som viser, hvem der scorer fællesskabets milliarder. Alle data har hele tiden ligget i Bruxelles, og det har ej heller skortet på opfordringer til åbenhed omkring disse penge, men forgæves. Kan man fortænke Europas befolkninger i at stille spørgsmålet: Er EU til for os, eller er det omvendt? Den engelske premierminister, Tony Blair, vakte stor opsigt i denne sommer, da han udtalte at ville bruge EU-formandsposten til at sætte landbrugsstøtten under debat. Han fik fuld støtte fra statsminister Anders Fogh Rasmussen, som også her for nylig har gentaget, at han går ind for at afvikle subsidier til landbruget og handelsbegrænsninger. Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel forsøgte at gå i rette med Tony Blair, men blev banket på plads, så også hun påstår i dag at gå ind for fuld åbenhed omkring støtten. Men de har alle sagt det før, og fine ord og lange erklæringer alene gør det næppe meget længere. Premierministerens, statsministerens og kommissærens - og de andre EU-politikeres - løfter om mere åbenhed er godt på vej til at blive overhalet indenom af forurettede borgere og målbevidste medier overalt i EU, som tvinger åbenheden igennem. Men det gavner ikke begejstringen for EU, og den voksende utryghed og skepsis, som kom til udtryk ved det folkelige nej i Frankrig og Holland, skal tages alvorligt. Den overvindes næppe ved en tænkepause, men kræver et ærligt opgør med vanetænkning og årtiers misbrug af den fælles husholdningspung. EU må se at få arbejdstøjet på og levere de konkrete resultater, som Europas borgere forventer af EU.