Det er en dag i Bangkok, hvor jeg finder den franske sociolog Jean-Didier Urbains bog frem; 'L'Idiot du Voyage' (Rejsens idiot), som en barmhjertig sjæl har lånt mig med, såfremt jeg skulle komme i tvivl om, hvad jeg gør dér, hvor jeg befinder mig. Nu må det siges, at dette øjeblik er kommet på denne dag, hvor solen blæser ned for fuld kraft i de ørkesløse gader. Der, hvor turismens idioti hersker, er man for længst holdt op med at rejse. Det er muligvis noget, man gør i sin egen selvindbildning, men reelt cirkulerer man blot. Fra skilt til skilt, med evindelige henvisninger til andre og mere fjerne paradiser. For enden af den vej på Koh Samui, hvor jeg kørte efter at have drukket kaffe på Angelas Breakfastrestaurant (Angela fra Los Angeles), forventede jeg at finde paradisstranden ved Mai Nam. Men dér lå der bare et turistbureau, som igen henviste til andre paradisstrande - og hvor, når man møder op dér, der igen vil være en henvisning til endnu andre og fjernere paradiser. Man cirkulerer verden rundt på denne måde, hele tiden mindst ét paradis bagefter. Noget siger mig, at der må være et eller andet galt med konceptet. Man er en klovn for Vorherre, en nar for universet på sin udborede knallert. Ifølge Urbain cirkulerer turisten rundt i den absolutte labyrint med sit kamera for at samle billeder til sit eget private dokumentarium, eller han besøger pludselig museer, som han ikke ville drømme om at sætte foden indenfor i sit eget land. Noget må være på færde, identiteten er skrøbelig, og turisten synes, han nu må træde ind i en rolle for at virke rigtig og for at blive - turist. Men hvad er på færde? Han er så at sige castet i en rolle, hvor forskrifterne går ud på, at han skal cirkulere, samle, æde - og måske hore med de lokale erhvervsdrivende. Men det besynderlige i dette skuespil er også, at turisten cirkulerer som en foragtet, der også foragter sig selv. Derfor må han permanent forsøge at undslippe sin egen identitet ved at lede efter steder og søge derhen, hvor der ikke er andre af hans slags. I det mindste for ikke at blive mindet om, hvem han er ved at se på sine ligemænd. Problemet er bare, at han ikke kan rejse bort og finde et sådant sted. Han kan bare cirkulere rundt, hvor han ustandselig støder ind i nogen, der på beklagelig vis ligner ham selv alt for meget til, at han kan glemme det. Han kommer i realiteten ingen steder, men trækkes mere eller mindre uafvidende igennem verden som et kreatur. Enten ved helt korporligt at traske af sted i flok fra vandingssted til vandingssted eller ved at følge sin guidebog. Hvad skulle han ellers gøre? Han må jo vide, hvor han kan få logi, og hvor han kan finde sin paradisstrand ved verdens ende. Men problemet er så, at han som alle de andre, der også vil undgå sig selv og hinanden, følger den samme guidebog. Enten 'Lonely Planet' eller for de frankofones vedkommende 'Guide du Routard', og så er han lige vidt. Denne omrejsende vestlige karavane fortsætter sin tourné, fra de samme anbefalede hoteller, hvor der højt og helligt loves god stemning og autentisk atmosfære og til atter andre hoteller. Det eneste, der er overladt den enkelte idiot, er at tage billeder, kameraet er det faste inventar, når turisten botaniserer fra sin basecamp. Man kan spørge sig selv hvorfor? Det er ikke båndoptageren, han har med. Den er ikke nødvendig, den kommer end ikke på tale, når der skal samles en hurtig dannelsesrapport til scrapbogen. For der forekommer ingen samtaler med 'de indfødte' (ud over når der tinges om priser), der er intet socialt, intet politisk indhold i turistens botaniseren. Hele dette væv af liv er borte. Stedet, det ene sted og det andet, alle steder, er ét eneste stort forbrugerparadis, en global legeplads for vestens prinser og prinsesser med prisbillige tilbud på alt, hvad hjertet og maven og kønslivet kan begære. Det, der engang hed 'sommerlandet', og måske stadig hedder det i turistens hjemland, og som var og er et andet ord for de ydre provinser, strækker sig nu til turistvenlige lande, fortrinsvis i den tredje verden. Områder, som er anbefalet i globale guidebøger. Disse er i realiteten én eneste stort shoppingmall, et indkøbscenter, hvor turisten med de lave flypriser i al hast kan fræse fra den ene afdeling til den anden i sin sult efter at undgå sig selv og sine ligestillede. Stedet - alle steder - er blevet et objekt på en anden måde, end hvis turisten ville rejse i sit eget land. Noget siger mig, at Jean-Didier Urbains iagttagelser af den hjælpeløse, fortumlede turist i sin labyrint har pointer, som trænger til at blive eksponeret i en kritik af turismens ideologi. Jeg må derfor hen på eftermiddagen, da jeg omsider har fået nok, prøve at overveje nogle ekskursioner i det derude, det, de kalder virkeligheden, for at indsamle nogle empiriske data. Enten for at bestyrke eller for at modificere dette herligt dystre menneskesyn, som forfatteren har underholdt mig med så glimrende. Jeg går ud i heden, den, der findes uden for det airconditionerede hotel nede på gaden, og hvor solen nådesløst blæser ned i asfalten, og løser billet ved den nærmeste Skytrain station. Toget stryger lydløst hen over gaderne i 2. sals højde, og jeg stiger ud ved Weekendmarket, et enormt område, nærmest på størrelse med et helt kvarter, og hvor alle mulige kopivarer er til fals. Det er det helt rigtige sted, selve hjertet af moderniteten. Her findes der ikke mere originaler, men kun kopier blandt varer og mennesker. Og jeg er heller ikke længe om at finde lykken. Efter at have forceret boder med ufattelige mængder af fine kopier af Gucci-dametasker og -damesko, som jeg ikke synes, jeg har så meget brug for, møder jeg en gruppe glade mænd, der alle sammen er klædt ud som cowboys. Og det er meget forunderligt. Alle sammen thailændere, som er udstafferet med enorme hvide stetsons, cowboybukser og lyseblå skjorter, hvorpå der på ryggen er en applikation, som fortæller, at det er The Oklahoma Cowboys, man står over for. Så er man ikke i tvivl om, at det er ægte efterlignet, for applikationen er udført med en skrift, der illuderer en svunget lasso. De er enormt muntre, måske fordi de er under indflydelse af den thaiwhisky, som de generøst byder kunderne indenfor i deres bod med. Jeg tager imod tilbuddet og kan garantere for, at det er fine sager. Om end det næppe vil blive påskønnet af deciderede feinschmeckere. Men her i boden er vi alle brødre og mænd, der elsker prærien, og som ser stort på, om denne whisky nu også virkelig er lagret på egetræsfade. De forhandler diverse, som i et eller andet omfang har noget at gøre med det oprindelige vesten i imperiet langt borte. Deres slagvare synes at være de prægtige skjorter, med påskriften The Oklahoma Cowboys. Men er man entusiastisk, kan man også forsyne sig med jeans, hatte og sågar piske og støvler - men mærkeligt nok ingen heste. Country & western-musik er også på hylderne, hvilket jeg er mindre begejstret for. Jeg tænker naturligvis på Tim Burtons film 'Mars Attacks', hvor det eneste virksomme våben mod de små og perfide marsmænd netop er Country & western-musik, der får deres grønne hjernemasse til at eksplodere, mens de synker sammen i livslede. Det skal ikke ske for mig i min misantropi, selv om jeg i boden alligevel må udholde Dolly Parton for fulde gardiner! Jeg vil imidlertid gerne vise min positive indstilling, og dog uden at købe nogen af de pragtfulde parafernalia, så vi forsøger at forstå hinanden, så godt det nu kan lade sig gøre. De anbefaler mig at tage i temaparken Pensuk Great Western for at få styr på min lidenskab. For jeg har resolveret, at i stedet for bestandig at søge et nyt paradis, hvor ingen har været før, og som alligevel aldrig kan lokaliseres, så vil jeg i stedet for rejse til ét, hvor alle de andre idioter helt sikkert også vil møde op. For vi må dele drømmen sammen. På vej tilbage til mit hotel ser jeg i Skytrain, mens det suser ind imellem husene, for mit indre blik det ufattelige ske. En dag vil alle storme ud af samtlige shoppingmalls i hele USA og resten af den vestlige verden, ud af disse enorme afkølede og sanitære varehuse i forstæderne og ved motorvejsafkørslerne. De vil storme ud i heden, mens mælken vil gynge i deres øjne, og de vil holde armene over hovedet og hænderne for ørerne, og der vil blive løjer og kommers. For nu er øjeblikket kommet, hvor man ikke mere kan udholde banaliteten. Eller også er det kun et fatamorgana, et mirage, en luftspejling, mens jeg sidder og glæder mig til søndagens Pensuk Great Western? Ingen vil naturligvis storme ud, for de ville ikke ane, hvor de skulle løbe hen, da der uden for disse mekkaer kun findes endeløse parkeringspladser. De vil i stedet vente, til det bliver søndag, og ligesom jeg og alle andre idioter tage i temapark, hvor apokalypsen ikke indfinder sig, men hvor man kan få lov til at drømme i fred og under ordnede forhold i en stor udendørs åndssvageanstalt. Den næste dag vågner jeg, før Fanden har fået sko på, inden han har fået klemt hovene ned i sine italienske laksko, og tager nordpå op til Yuttana Pensuks Great Western-temapark. Nu skal der drømmes. Og da jeg ankommer efter et par timer, må jeg indrømme, at paradiset findes. Dette er ikke endnu en komedie, med nye henvisninger til andre og fjernere paradiser. Pensuk Great Western er ganske simpelthen stedet, hvor man kan slå sig ned en weekend og lade sine infantile fantasier få frit løb uden at skamme sig. Jeg skridter først ned igennem hovedgaden for at lade eventuelle slyngler vide, at en Pale Rider er kommet til byen. Og hvis den er for lille en flække til os alle sammen, må de vide, at det er dem, der må skride! Dramaet begynder at udvikle sig, det foregår alt sammen inden i hovedet, præcist som da man var barn. Men kulisserne er mere passende her til at befordre fantasien og nære storhedsvanviddet, end de var i min barndoms flække. Her findes der ægte efterligninger af sheriffens kontor, saloonen, barbershoppen og banken. En plakat forkynder, at man er ude efter at hyre en vicesherif, som ved, hvordan man bruger en pistol, og som er en god rytter. Jeg vil lade muligheden stå åben for dette tilbud om omskoling. Alt er vejrbidt og helt autentisk at se på, og fra skjulte højttalere lyder nu Charlie Daniels 'The Devil Went Down to Texas', mens jeg spankulerer mod et High Noon for at sætte tingene på plads. Inde i saloonen får jeg en snak med byens grundlægger, Yuttana Pensuk, over en whisky. I begyndelsen troede folk, han var tosset, da han gik i gang med at bygge denne spøgelsesby. Og faktisk var det også mest for sjov. Han er i fyrrerne og vokset op på en luftbase, hvor hans far var officer. Og under Vietnamkrigen, hvor de amerikanske fly landede for at tanke op og laste bomber til togterne over Nordvietnam, fordrev han tiden foran tv sammen med piloterne. Sådan blev han opfostret med deres smag for disse hesteoperaer, en lidenskab, han bare måtte drive til det yderste. Hans kunstige spøgelsesby, som nu er en sund forretning, er bygget over en virkelig spøgelsesby, Calico, som var en forfalden flække i Nevada-ørkenen. Jeg ser mig om i baren og bemærker, at jeg mærkeligt nok er det eneste blegansigt. Jeg havde ellers troet, at det var idioternes holdeplads dette her, men får at vide af min nye ven Mr. Pensuk, at langt de fleste drømmere her i hans spøgelsesby er thailændere - og resten er enten kinesere fra Taiwan, Singapore eller folk fra Japan. Så noget siger mig, at mit besøg bygger på en misforståelse. Men nu er det for sent at rette op på den, og jeg kan lige så godt gå planken ud. Men det er altså ikke her, den hvide mand kommer, for at drømme sig bort fra forstæderne og sin sjælløse verdens banalitet. Her valfarter asiaterne selv til. Hvilket måske giver et fingerpeg om, at forskellige forstæders evighed genererer forskellige drømme. Hvor vesterlændingen drømmer om paradisstranden, når han tænker på Asien, så drømmer asiateren om det vilde vesten og heftige shootouts, når han tænker på imperiet i vesten. Som for at understrege denne tingenes tilstand hører jeg præsident Bush i fjernsynet, som er sat op i saloonen, udtale sig i en retrospektiv udsendelse om terroraktionen i New York 11. september. Han lader vide, at den australske premierminister, John Howard, er hans 'deputy sheriff in Asia'. Om bin Laden og hans kumpaner, der angiveligt gemmer sig i huler i Tora Bora-bjergene lover han, at »We're gonna smoke 'em outta their holes«. Så hvordan kan asiaterne drømme anderledes, når selve præsident George Bush leger cowboy for åben skærm? Resten af denne herlige søndag er en skønsom blanding af grisefest à la Mallorca og havnefest à la en hvilken som helst provinsflække i fædrelandet. Og det er, som det skal være, men drømmene falmer. Jeg er ikke i stand til at opbyde meget mere storhedsvanvid under disse prosaiske omstændigheder. Lidt hestesport i løbet af eftermiddagen, som minder lidt om ringridning på helt virkelige heste (ikke gyngeheste), og med en advarsel fra Mr. Pensuk, inden jeg begiver mig ud på den farlige færd; en lokal politiker kunne ikke styre sit storhedsvanvid og troede sig måske forfulgt af alt for mange indianere. Han sporede hesten så meget, at da den blokerede i chok over at se et truende vildsvin på sin vej, så røg vores fantaserende politiker som skudt ud af en kanon hen over hesten og med hovedet ind i et træ. Nu befinder han sig i en anden verden. Jeg forstår advarslen og når da også helskindet frem til grisefesten. Så alt i alt må man sige som Samuel Beckett, at det alligevel blev en glad dag.