Vi tvivler på, at Politikens læsere har hørt de sælsomme rygter, der fortæller, at nogle tilsyneladende samvittighedsfulde mennesker på den fjerne ø Møn i mange år har arbejdet med planer om at placere et naturoplevelsescenter med tilhørende parkeringsanlæg for 450 biler midt i det totalfredede naturlandskab på Høje Møn. Dertil kommer, at centerbygningen (8 meter høj og 70 meter lang) er tænkt placeret i et område, hvor undergrunden består af ophobede kridtflager, der ligger hulter til bulter og er fyldt med revner og brud. Her skal bygningen ligge mindre end 15 meter fra kanten af klinten og 100 meter over havet, men uden havudsigt, bortset fra tiden efter løvfald, hvor turisterne er borte og kun nogle få naturelskere færdes i det dramatiske klintelandskab. At fastholde troen på et sådant udspekuleret galmandsværk i så mange år kan hverken afvises som en uoverlagt handling eller som et beklageligt udslag af fornuftstridige tvangstanker. Sagen er, at det ambitiøse projekt, der er tænkt som »et fyrtårn for hele regionens turisme« måske vil blive indviet engang i 2007, hvis ikke EU får erklæret projektet for ulovligt eller Folketinget modsætter sig, at 6 tønder land af den statsejede Klinteskov stilles til rådighed for et privat byggeforetagende, hvorved Miljøministeriet skal afgive sin lovfæstede forvaltningspligt over for de mange kategoriske naturbeskyttelsesbestemmelser, som hviler på det sårbare naturområde. Selv om det sikkert vil trætte mange læsere at høre om sagens nærmere omstændigheder, er de af vidtrækkende betydning for det fremtidige naturbeskyttelsesarbejde overalt i landet. Sagen har principiel betydning, da den drejer sig om et planlagt uopretteligt indgreb i et af Danmarks ejendommeligste og mest sårbare naturmiljøer, derfor bør alle landets borgere have kendskab til, hvordan det i deres gennemregulerede samfund er muligt at tilsidesætte samtlige nationale og internationale naturbeskyttelseslove ved hjælp af fortielser og uredelige oplysninger - og samtidig opnå at få stillet en finansiering med 85 procent offentlige midler i udsigt. Lad os først nævne nogle af de uløste problemer, som kan stille sig i vejen for realisering af projektet: Miljøministeriet skal stille en lang række garantier for byggegrundens og klintens stabilitet, for de besøgendes sikkerhed mod skred fra klinten, herunder de besøgende skolebørns sikkerhed. Endvidere sikkerhed for publikums uhindrede adgang til stranden, hvilket allerede i dag vil kræve kostbare kystsikringsforanstaltninger. Endelig skal staten sørge for besøgsområdets byggemodning i form af trafiksikrede adgangsveje for alle trafikarter, naturgenopretning af områdets ødelagte dødisdal, centrets forsyning med rent drikkevand og et miljøskånsomt kloak- og spildevandsanlæg. Det bør også nævnes, at »projektets ansvarlige styregruppe« i sin tid har beregnet parkeringsbehovet til cirka 800 pladser (svarende til 300.000 besøgende). Dette i forbindelse med de 75 p-pladser, der går tabt ved dødisdalens genopretning, betyder, at der mangler en lokalplan for et parkeringsanlæg med 400 pladser i fredskoven. Men det skulle ikke undre os, om projektets ophavsmænd igangsætter byggeriet, før alle de nævnte mangler ved projektet er afhjulpet med overskridelser af budgettet til følge. Så bliver det svært at stoppe byggeforetagendet. Alligevel skal læserne ikke snydes for den sørgelige beretning om baggrunden for projektet. I 1980 erhvervede staten det meste af Møns Klint og store dele af Klinteskoven. Det skete efter årelange forhandlinger i forbindelse med et arveskifte på Klintholm Gods. Overfredningsnævnet, der svarer til nutidens Naturklagenævn, afsluttede sagen på bedste måde i 1983 ved at opstille en lang række kategoriske beskyttelsesbestemmelser for det erhvervede landskab, hvis overordnede formål var »at sikre opretholdelsen af de landskabelige, kulturhistoriske og naturvidenskabelige værdier«. Dermed sluttede en periode på over 200 år, hvor et af landets ejendommeligste naturområder havde været i privateje, og en ny tid kunne begynde med naturgenopretning af de ødelæggelser, der var sket siden 1874, da ejeren iværksatte et omfattende stenfiskeri langs klintekysten i forbindelse med bygningen af Klintholm Havn, og derefter, kort før 1900, begyndte en sand rovdrift på klintens strandvolde, hvis enorme stenmængder blev indsamlet og solgt til tidens store anlægsarbejder i og omkring København (bl.a. Frihavnen og Søforterne). Stenoptagningen, der først sluttede omkring 1920, da stranden var tømt for sten ned til den bløde, letopløselige skrivekridt, bevirkede, at der blev sat en nedbrydningsproces i gang med et stigende antal skred fra klinten, en stadig formindskelse af strandens bredde og højde (der tidligere var op til 5 meter) og en forøgelse af havdybden nær kysten med store materialevandringer langs kysten til følge, der måtte ende med strandens udslettelse indenfor overskuelig tid og med havets uhindrede nedbrydning af klinten - en form for erosion, som havde været ukendt i historisk tid. Det var da også denne hundredårige menneskeskabte nedbrydning af kysten og klinten, der var den egentlige årsag til statens interesse på Høje Møn, hvor der ikke før 1983 havde været lovgrundlag for at afhjælpe de skader, der var blevet påført klintelandskabet. Alle tidligere bestræbelser på en beskyttelse af Møns Klint var strandet på hensynet til den ukrænkelige ejendomsret og Rigsdagens uvilje mod at lade staten udføre kystsikring på private strandejendomme. Ejernes uindskrænkede rådighed over deres ejendomme var en selvindlysende rettighed og grådigheden var blevet en dyd. Men i 1983 var tiden inde til en beskyttelse af Danmarks måske smukkeste naturklenodie og nogle år senere oplyste Skov- og Naturstyrelsen, at der var reserveret 15 millioner kroner til formålet. Hundrede års ødelæggelse af klintelandskabet skulle bringes til ophør. Men sådan gik det ikke. Datidens direktør for Miljøministeriets Skov- og Naturstyrelse og den tidligere ejer af klintelandskabet besluttede at glemme alt om naturbeskyttelse og se bort fra et af turismens største miljøproblemer: hensynet til den bilkørende masseturismes behov for drive-in-naturoplevelser og kørsel og parkering i naturen og hensynet til bæredygtig naturforvaltning. I stedet ville de arbejde for etablering af et moderne naturoplevelsescenter i et besøgsområde ved Maglevandsfaldet, som man hævdede var »udtaget af fredningen«. Og alle troede dem, også da de i 1999 nedsatte en projekt-styregruppe med repræsentanter for Miljøministeriets Skov- og Naturstyrelse, Møn Kommune, Team Møn Aps., Storstrøms Amt, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og Turisme Region Syd, alt med den tidligere ejer af det ødelagte klintelandskab som formand. Han har senere omtalt styregruppens arbejde således: »Geocenter Møns Klint er et glimrende eksempel på samarbejde mellem stat, amt, kommune, grønne organisationer og lokale kræfter« - med henblik på en forhåndsgodkendelse af projektet hos repræsentanter for de kontrollerende myndigheder, kunne vi tilføje. Det geniale ved denne konstruktion, bortset fra inhabilitetsproblemet, er, at styregruppen ophæver sig selv, når »forhåndsgodkendelsen« er i hus, hvorefter det overlades til kommunens embedsmænd at søge sit byråds godkendelse af deres lokalplan til projektet. Senere, når projektet skal behandles og godkendes af de andre myndigheder, er den »ansvarlige styregruppe« forsvunden og det er så Miljøministeriets forvalter af klintelandskabet, der ansøger om godkendelse af det private projekt i sit eget ministerium, i amtet og i Fredningsnævnet. Til dette formål har Miljøministeriets forvalter af områdets beskyttelsesbestemmelser bl.a. udarbejdet to »fredningskort« med en selvopfunden »fredningslinje indenfor hvilke alle funktioner placeres«. Eller med andre ord: det rene vrøvl uden holdepunkter i fredningslovgivning og det officielle fredningskort. Dertil kommer følgende falske udsagn fra Skov- og Naturstyrelsens ansøgning - her i Naturklagenævnets gengivelse fra juli i år: »Jorden fra udgravningen af nybygningen (cirka 12.000 m3) genplaceres i området omkring den eksisterende legeplads, p-plads og picnicbarakkerne, idet dette område i dag er planeret og sænket i forhold til det oprindelige terræn. Med placering af jord i dette område genetableres terrænet, som det tidligere har været«. Og videre i ansøgningen »terræn og omgivelser tilbageføres i vid udstrækning til deres oprindelige udseende fra omkring forrige århundredeskifte«. Over for sådanne falske udsagn, som ingen af projektets mange medvirkende har protesteret imod, står projektets kendsgerninger, der anviser en total udslettelse af alle oprindelige terrænformer på området. Blandt andet områdets mest interessante naturtype, den dødisdal hvis vandalisering i 1950'erne nu forstærkes med yderligere opfyldning, selv om historiske fotografier viser en dyb dal med hundredårige træer »omkring forrige århundredskifte«. Men det værste eksempel på fejlinformation er dog en rapport om: »skredrisiko for området oven for Maglevandsfaldet på Møns Klint«, udarbejdet af Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) for Skov- og Naturstyrelsen. Denne alt for hastigt udarbejdede rapport viser sig at være et lærerigt eksempel på en rapport, der ved sit sprog og sin form fremtræder som et eksempel på videnskabelig forskning - uden at være det. Den viser sig nemlig at savne referencer til en af de mest grundige videnskabelige beskrivelser af havets erosion på en strand, en klint og en kystnær havbund baseret på objektive iagttagelser, historiske fotografier (fra perioden 1868-1930) og tegninger af klintens geologiske udtryk tilbage til 1750. Alt i V. Hintzes 'Møens Klints Geologi' fra 1937. Men GEUS-rapporten henviser hverken til dette enestående værk om Klintens geologi og nyere historie i sin tekst eller litteraturoversigt. Den er således ikke baseret på den bedste videnskabelige viden om sit emne, som ellers er kendetegnet på al troværdig videnskab. At havet ikke har eroderet kysten og klinten i historisk tid og at havets erosion siden 1874 er et menneskeskabt fænomen behandles slet ikke i rapporten. Den arbejder derfor i blinde med en forvrøvlet historie om kystlinjens tilbagerykning i perioden 1889-1999 uden at tage hensyn til de tidligere nævnte konsekvenser af stenoptagningen. Og ikke et ord om de accelererende skred i nyere tid og den svindende strandbred, som ikke længere genskabes, hvilket betyder, at stranden om få år vil være borte og de besøgendes adgang til stranden ophørt. Alligevel slutter rapporten med at forudsige, at Maglevandskløften først vil blive ramt af havets erosion efter 300 år, selv om enhver ved selvsyn kan konstatere, at havets erosion er virksom i dag - og har været det i mere end hundrede år, kan vi tilføje. For nylig har GEUS måttet indrømme overfor Udvalgene vedr. Videnskabelig Uredelighed, at skredrapporten hverken er videnskab eller forskning, men skal betragtes som rådgivning, uden dog at udvalgene har villet tage stilling til, om der er tale om redelig rådgivning fra en videnskabelig institution. I 25 år har staten forsømt sine forvaltningspligter og for 8 år siden sat sig selv i en pinlig situation ved at deltage i planlægningen af et privat byggeprojekt med tilsagn om bortforpagtning af et totalfredet område uden at have gennemført en landskabsanalyse (såkaldt VVM-undersøgelse) og uden at skaffe sig 100 procent sikkerhed for byggegrundens stabilitet og uden Folketingets accept. I stedet har Miljøministeriets embedsfolk accepteret en uanvendelig skredrapport fra deres eget ministerium fyldt med spekulationer, antagelser, forbehold, formodninger, forventninger, men ingen kendsgerninger, der kan bruges som grundlag for en forpagtningskontrakt og en byggetilladelse for et fejlplaceret bygningsanlæg. Siden 1983 har Miljøministeriet forsømt at sikre »opretholdelsen af de landskabelige, kulturhistoriske og naturvidenskabelige værdier« og siden 1997 forsømt at finde frem til den mest miljøskånsomme og smukkeste beliggenhed for det ambitiøse centerprojekt uden for fredskoven, på et areal, der bør være dobbelt så stort med plads til de nødvendige 800 p-pladser, med havudsigt og tæt forbindelse med de offentlige ledningssystemer og de trafiksikre veje. Imens fortsætter vandaliseringen, som Miljøministeriet nu er i færd med at gøre til en turistattraktion. For nylig udtalte Miljøministeriets forvalter af området: »Erosionen holdes i gang af havet , vinden og regnen. De flotte skred og de mange fossiler betød et rekordstort antal besøgende henover sommeren«. Geologen V. Hintze brugte sit liv til at oplyse om Møns Klints geologi og historie og kæmpe for en beskyttelse af klintelandskabet. Havde han levet i dag, ville han have udtrykt sin dybe sorg over landskabets tilstand.