Vi holdt til i et ydmygt kælderlokale nær Aarhus Universitet. Her samledes medlemmer af Frit Forum, de socialdemokratiske studerendes organisation. Vi havde intense ideologiske diskussioner, mens vi lavede medlemsblad på en spritduplikator. Sammenlignet med de andre venstrefløjsorganisationer var vi yderst moderate, men i forholdet til moderpartiet var vi i opposition. Det var omkring 1960 - i Viggo Kampmanns og Jens Otto Krags tid. Vi kritiserede partiets ledere for at mangle visioner, for at interessere sig for meget for kildeskat og andre bureaukratiske tiltag og for lidt for at ændre de grundlæggende uligheder i samfundet. Vi fastholdt de gamle programkrav om nationalisering af banker og forsikringsselskaber, og vi ønskede indgreb mod monopoler og karteller inden for industrien. Skattesystemet alene kunne ikke klare samfundets ulighed, og der burde derfor arbejdes med tanker om ligeløn og økonomisk demokrati. Skraldemanden - det hed det dengang - med det hårde og ubehagelige arbejde burde i virkeligheden have mere i løn end direktøren. Per Hækkerup, pragmatikeren over alle, var nok den mand i Socialdemokratiet, vi havde det sværest med. Derfor inviterede vi ham til en holmgang på Aarhus Universitet med Aksel Larsen, som havde stiftet SF efter at være blevet smidt ud af DKP. Vi ønskede, at Socialdemokratiet skulle være åbent for parlamentarisk samarbejde med det nye parti på venstrefløjen i stedet for at søge flertal ind over midten, men det afviste Hækkerup med disse ord: »Slangen kan skifte ham, men er dog stadig en slange«. Senere skiftede både han og Krag som bekendt standpunkt i den sag. Bedst havde vi det, når der kom borgerlige politikere på besøg. Når den konservative Poul Møller tordnede løs mod velfærdsstaten, som han kaldte formynderisk, og når han hævdede, at pengene lå bedst i borgernes lommer, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi havde valgt det rigtige: et parti, som ville skabe tryghed for almindelige mennesker - og dermed større muligheder for dem, som ikke var født med en sølvske i munden - og et parti, der satte en hjælpende hånd under de svageste i samfundet. Jeg havde ellers i gymnasiet i Odense flirtet med konservatismen. På min mors side kom jeg fra en håndværksmesterfamilie og på min fars side fra en arbejderfamilie. Socialdemokrati og fagbevægelse udstrålede på det tidspunkt ikke megen glamour for en ung mand på vej opad, og kommunist kunne man ikke blive efter begivenhederne i Ungarn i 1956. Men i 1959 efter et møde med H.C. Hansen på Egmont-kollegiet, hvor jeg boede den gang, blev jeg pludselig klar over, at jeg hørte hjemme i Socialdemokratiet. At det danske samfund stod sig bedst med et parti, som satte lighed og frihed lige højt. Og der står jeg stadig i dag, 46 år senere. Ikke mindst efter læsningen af min gamle ven og kollega Kjeld Koplevs Kronik om Socialdemokratiets selvudslettelse (21.8.). Partiet kan selvfølgelig affærdige hans spådom med det berømte Mark Twain-citat: »Rygtet om min død er stærkt overdrevet«. Men det vil være for nemt, fordi de grundlæggende ændringer i samfundet, som partiet har været med til at frembringe, i sig selv er en trussel mod dets eksistens, og at der samtidig fra andre partiers side tyvstjæles fra det socialdemokratiske arvegods. Ligesom Koplev kan jeg længes efter 'den store fortælling' som facitliste for alle politiske udspil, men inderst inde ved jeg jo godt, at det vil være en form for åndelig stagnation, en nostalgisk drøm, som mine børn og børnebørn ikke vil kunne bruge til noget. Modsætningen mellem den hårde realpolitik og idealerne blev midt i 60'erne udtalt på det udenrigspolitiske område. Det var umuligt at goutere ledelsens støtte til USA's krig i Vietnam, og spørgsmålet om deltagelse i det europæiske samarbejde skabte også splittelse. Først med realpolitikeren Jens Otto Krags overlevering af magten til idealisten Anker Jørgensen i 1972 opstod der en situation, hvor drøm og virkelighed for mig gik op i en højere enhed. Anker var min mand. Men hurtigt måtte jeg erkende, at den gode vilje kom til kort i forhold til de hårde økonomiske realiteter, og at vi kørte mod afgrunden, om end på 1. klasse. Og Schlüter tog over. Samtidig med at LO's formand ved sin afgang i februar 1982 sagde de berømte ord: »Vi har sejret ad helvede til«. Så holdt Thomas Nielsen en kort pause og tilføjede: »Godt«. Og det sidste ord gør jo hele forskellen. Det var en stor bedrift under de borgerlige partiers benhårde modstand at skabe velfærdsstaten og lægge grunden til alle de ordninger, som i dag gør den danske model så beundret rundt omkring i verden. Fordi den kombinerer dynamik med en stor social tryghed. Den blev skabt gennem møjsommeligt og lidet glamourøst arbejde i parlament og fagbevægelse. Med 'lunkne' kompromiser, der hver gang trak en smule i den rigtige retning, og gennem uddannelse af tillidsfolk, der tog slæbet på arbejdspladserne. På en sådan måde, at tanken om velfærdsstaten i den grad er gledet ind i danskernes bevidsthed. Anders Fogh Rasmussen har talt om, at den har udviklet en »slavesjæl«. Han har helt uret. Velfærdsstaten skabte fribårne mennesker, der for første gang opnåede fulde sociale rettigheder, frihed til at udfolde sig, frihed til at tro på en bedre fremtid for deres børn. Kjeld Koplev ser udviklingen på en helt anden måde. Han ser med historikeren Eric Hobsbawm ved hånden socialdemokraternes indsats som »en garant for en fredelig kapitalistisk udvikling og som midlet til at holde kommunisterne ude fra egentlig politisk indflydelse«. Partiet har altså været kapitalismens nyttige idioter og hjulpet til, at den »har sejret ad helvede til«. Men samtidig mener han, at kommunismens kollektive kollaps i Sovjet og Østeuropa nu har overflødiggjort socialdemokratierne. »Kapitalismen har ikke længere brug for de socialdemokratiske partier til at give sig et menneskeligt ansigt«. Da jeg mødte Kjeld Koplev omkring 1970, havde han en fortid længere til venstre end mig. Jeg synes nu, at han har fået et tilbagefald til nogle af de klichéer, som vi i vores gemytlige kollega- og venskabstid på DR gjorde grin med. Allerede den gang var disse udtryk forældede, men de er det i den grad i dag som hjælp til analyse af det samfund, vi nu lever i. Javel, vi har stadig et samfund, der bygger på den private ejendomsret, men der er sket så mange ting med hensyn til ejerskab i virksomhederne - jeg tænker på pensionsformuerne - og medarbejdernes reelle indflydelse på deres arbejde, at kapitalismebegrebet kun har funktion som rent skældsord. Personligt ville jeg nok have undværet nogle enkelte privatiseringer på nøgleområder, men jeg er ikke mindst efter erfaringerne i den gamle østblok overbevist om, at den private ejendomsret, som vi praktiserer den, giver større økonomisk og politisk frihed end de andre ejerskabsformer, vi har set. Det totalt politiserede samfund - uden afbalancering i form af mere private ejerskabsformer - frygter jeg vil føre til undertrykkelse, korrupte eliter og i værste fald Gulag. At erfaringerne skræmmer, er en underdrivelse. Det er klart, at et samfund, der bygger på privat ejendomsret og markedsøkonomi, risikerer at udvikle sig til de stærkes tagselvbord. Og det er jo netop her, Socialdemokratiets rolle bliver så afgørende. Som det parti, der skal sikre, at uligheden ikke bliver for stor, og at fanden ikke tager de bagerste. At samfundet kort sagt stadig bygger på humanistiske værdier og har den tilstrækkelige sammenhængskraft. Denne lidt kedelige bagstopperrolle kræver et stort parti og en bevægelse, som har kontakter ud til alle dele af det samfund, som ikke længere kan betegnes som et klassesamfund, og hvor især de yngre aldersgrupper fokuserer særdeles meget på den trang til frihed, som vi har givet dem ind med modermælken. Og noget mindre på en traditionel tankegang om lighed og om at være solidariske. Jeg kan godt se, Kjeld, at dette er en noget mere beskeden og lavtflyvende fortælling end den, du drømmer om. Ud fra dit sprogbrug ønsker du tilsyneladende en vision om et helt andet samfund med fælles ejendomsret. Du savner, at Helle Thorning folder den slags store visioner ud. Men så ville hun tabe ikke bare mange fra sin egen generation, men også mig. På arbejdersiden i min familie diskuterede man ofte, om det var en pligt at deltage i 1. maj-møder. Jeg føler det ikke som en pligt, men som en stor og varm oplevelse, når jeg ved morgenbordet i Skovpavillonen i Kerteminde hører ganske almindelige folkevalgte bringe jordnær forståelse til de tre kerneord 'frihed, lighed og broderskab' - suppleret med ordene på den gamle fane, hvor der gøres opmærksom på, at der med rettigheder også følger pligter. For mig har Socialdemokratiet i dag tre store ansvarsområder i det danske samfund, områder, hvor alle løsninger vil blive ringere, hvis ikke partiet til stadighed øver sin indflydelse med de tre ord som fyrtårne, man kan styre efter. Det første område er fordelingspolitikken. Vi oplever i disse år nogle tendenser til forøget ulighed. Ikke så grelt som i mange andre lande. Men tendenserne er der. Nogle hævder, at det forøger dynamikken i samfundet, at velstanden hos de rigeste skaber flere arbejdspladser. Men vi kan hurtigt nå et samfund, hvor den fundamentale sammenhængskraft og solidaritet er i fare, og privatiseringsbølgen tager fart, med det resultat at de institutioner, som skal betjene 'almindelige' mennesker, udsultes. Tænk på, hvor mange mennesker i USA, der skal spare hundrede tusinder af kroner sammen hvert år af hensyn til deres børns skolegang og deres egen basale tryghed. Det er, hvad der sker, når det offentlige udsultes, og enhver bliver sig selv nærmest. Som der skulle en orkan til så ubarmhjertigt at afsløre. Jeg selv lever i dag så udpræget på solsiden og har råd til mere, end mit hjerte begærer. Men jeg stemmer gerne på et parti, der holder mit grådighedsgen nede. Et parti, som sikrer en større lighed, en større beskyttelse af de svage og en større retfærdighed i samfundet, end det ville være resultatet, hvis markedskræfterne alene skulle råde. Mon ikke mange danskere har det sådan? De maksimerer deres egen indtægt, men vil gerne samtidig støtte et samfund, hvor ingen lades i stikken. Et samfund, vi kan være stolte af, fordi det stræber efter nogle lighedsidealer - og dermed også frihedsidealer - som ligger dybt i vores kultur efter de mange år med en stærk arbejderbevægelse. En vis grad af lige muligheder er frihedens forudsætning, hvis samfundet ikke kun skal være for de få og stærke i overhalingsbanen. Det andet område vedrører globaliseringen. Vi plejede at sige, at »intet menneske er en ø«. I dag kan vi konstatere, at intet land er en ø. At vores afhængighed af og ansvar for andre uden for landets grænser er større end nogen sinde. Det er svært at skrive en fortælling om, hvordan kloden skal se ud. Men oplagt, at vi som et af de rigeste lande har et særligt ansvar. Og at vi skal blande os, når det gælder kampen for demokrati og kampen mod etnisk udrensning og anden undertrykkelse. Ikke mindst gennem et styrket FN. Som for fyrre år siden under Vietnamkrigen er forholdet til USA i dag under Irakkrigen særdeles problematisk. Fordi denne nation - der ser sig selv som udtryk for det ypperste, demokratierne kan præstere - har et politisk system, der tillader de økonomiske interesser at styre, ja, man kan sige, at amerikanerne har legaliseret den politiske korruption. Det er vigtigt at skabe en europæisk modvægt til denne militære gigant - ikke så meget i form af mere isenkram, men i form af beslutningskraft til en fælles politik, der gennem sit menneskelige indhold kan vise et demokratisk alternativ til fundamentalisme og terrorisme. Globaliseringen indebærer en stor udflytning af job. Det er banalt at sige, at det kræver mere og livslang uddannelse. Man er nødt til at lægge nogle værdier ind i uddannelsen. Noget, som styrker det, vi i forvejen er gode til, nemlig at organisere og samarbejde på tværs af fag og baggrund. Og dermed styrke den danske models unikke kombination af fleksibilitet i produktion og tryghed for den enkelte. Den tredje og allerstørste udfordring gælder integrationen. Der er foretaget mange udregninger af, hvor nødvendigt det er, at vi får tilført den arbejdskraft, som flygtninge- og indvandrere udgør - for at Kjeld Koplev og jeg kan få vores pension. Men først og fremmest handler det om at give 'de fremmede' et værdigt liv - at give dem et ansigt og en rolle i det danske samfund. Herhjemme hænger et menneskes identitet sammen med at have et arbejde, og alle ved, at det ikke giver megen status at være på støtten. Derfor skal der stilles krav til det danske samfund om at sørge for, at der er job, og krav til de nye danskere om at tage imod tilbuddene. Det skærer i mit hjerte, når jeg går rundt i Vollsmose og ser, hvor mange der ikke har arbejde, og samtidig indimellem oplever pragteksempler på, hvordan vellykket integration kan foregå via arbejdsmarkedet. Så skabes der medborgerskab. Hvilket i øvrigt er et bedre ord end integration. For det indebærer, at vi kan vedblive at være forskellige - når det gælder religion, og når det gælder en række måder at leve sit private liv på. Men når vi mødes i det offentlige rum, er vi lige, så er vi medborgere, der alle yder, hvad vi kan, til fællesskabet og får den respekt, som kommer af det. En del af os har nok været for naive og ikke lyttet nok til advarslerne om, hvordan det danske bistandssystem i sig selv kunne bidrage til, at for mange holdt sig hjemme. Socialdemokratiet skal være garanten for, at der virkelig er job, og at ingen bliver økonomisk straffet, hvis de viser vilje til at komme i gang. Kære Kjeld, jeg savner i din Kronik nogle konkrete bud på, hvad du selv kunne ønske dig af Socialdemokratiet, inden du slår partiet helt ihjel. For mig er der ingen tvivl om, at partiet stadig har en vigtig rolle. Men kun, hvis det fornyr sig, ikke udkæmper fortidens slag med gamle marxistiske floskler. Det er stadig partiet, som kan samle høj og lav i kampen for et samfund, der aldrig bliver perfekt, men trods alt mere afbalanceret, mere retfærdigt og menneskeligt, end hvad vi ellers kan sammenligne os med. Det ser ud, som om andre overtager de socialdemokratiske værdier, men for Venstre og Anders Fogh er det kun et middel til at få magten til at ændre samfundet i en helt anden retning. At gennemskue det er tidens vigtigste dagsorden. Så Kjeld, jeg siger som Viggo Kampmann på kongressen i 1961: »Det er dejligt at være socialdemokrat«.