Som alle andre gamle religioner har islam været igennem en historisk, politisk og kulturel udvikling. Den er blevet fortolket i forskellige sammenhænge, både af intellektuelle og klovner; den er af magthaverne blevet misbrugt til at legitimere regeringsformer; og den er blevet tilsat kulturelle elementer af alle de nationer, der blev tvunget til eller selv valgte at gå over til den. Dette har betydet, at denne religion, 1.400 år efter at den opstod, har tilpasset sig forskellige forhold, og at den ethvert sted er blevet forvandlet til et samfundsmæssigt produkt eller middel til forskellige anvendelser og formål. Således er det ikke mærkeligt, hver gang man hører ordet islam, at man stiller sig spørgsmålet: Hvilken islam? Den form for islam, som det irakiske folk arvede efter Det Osmanniske Imperiums fald i begyndelsen af det 20. århundrede, var stærkt præget af det imperium, som var kendt for at have været et af de mest reaktionære i menneskehedens historie. Det vil sige, at denne form var et produkt af en tilbagestående kolonimagts politiske interesser og kulturelle stagnation, og den afspejlede de tyrkiske sultaners middelalderlige mentalitet. Det var derfor ikke en overraskelse, at de progressive kræfter i det irakiske samfund på det tidspunkt befandt sig i et modsætningsforhold til den form for islam og i en voksende konflikt med de religiøse institutioner, som i virkeligheden ikke kunne fremvise en anden form. For disse institutioner var islam den, som 500 års tyrkisk dominans producerede. Et af de hede emner i den konflikt var kvindernes forhold og status i samfundet. De irakiske intellektuelle fattede allerede i 1920'erne, at en modernisering af landet og samfundet umuligt kunne opnås, medmindre kvindernes forhold i samfundet blev ændret, at kvinderne fik muligheden for at komme ud, få uddannelse og arbejde. Centralt i denne sammenhæng var kvindernes ret til at vælge deres ægtemænd samt afskaffelse af familiens mandlige medlemmers tyranni og det tyrkisk/islamiske slør. At befri sig for sløret blev af de progressive fremstillet som forudsætningen for, at kvinder kom ud af mørket og ind i lyset. Tyrkernes magt i Irak blev i 1918 afløst af en ny kolonimagt, Storbritannien. Briterne trængte ind i Irak, besatte Bagdad og påstod også dengang, at de var kommet for at befri irakerne. Mange af de målsætninger, som de progressive kræfter dengang satte sig, især befrielsen af kvinderne, var i virkeligheden en tendens, der allerede i slutningen af det 19. århundrede opstod under Vestens indflydelse. Men overensstemmelsen mellem de progressive kræfters og kolonimagtens målsætninger gjaldt på mange andre områder ikke, og slet ikke på det politiske, hvor kravet om uafhængighed udløste en bitter konflikt mellem de to. Storbritanniens kolonialistiske politik i Irak skabte faktisk en dobbelthed i irakernes holdning til Vesten. På den ene side beundrede irakerne de vestlige principper om demokrati og frihed, men måtte på den anden kæmpe mod de vestlige landes imperialistiske politik og besættelse. Her spillede religionen og de religiøse ledere en vigtig rolle i kampen mod kolonimagten, hvilket medførte, at konflikten mellem de progressive kræfter og religionen i starten af koloniperioden blev dæmpet helt ned. En historisk forandring fandt sted i 1930'erne, da de progressive kræfter i Irak, i deres trang til uafhængighed, begyndte at identificere sig med det nyfødte kommunistiske system i Rusland. Det kommunistiske system stod jo i et modsætningsforhold til den vestlige imperialisme. Dannelsen af Iraks kommunistparti i begyndelsen af 1930'erne af jødiske og kristne irakere udgjorde et vendepunkt i kampen for modernisering og uafhængighed. Men da denne kamp nu blev forbundet med kommunismen, opstod der - forståeligt nok - et stærkt grundlag for en uerklæret alliance mellem kolonimagten og dele af de religiøse institutioner i landet, som begge anså kommunismen som en alvorlig trussel. Briternes samarbejde med de reaktionære ayatollaher lige siden 1940'erne er veldokumenteret. Trangen til modernisering var åbenbart stærk og omfattende. For de intellektuelle, de fattige, de små minoriteter og kvinder spillede det ingen rolle, at kommunisterne ikke troede på nogen religion. Heller ikke det faktum, at Iraks kommunistpartis stiftere stort set var jødisk/kristne forhindrede en meget stor del af de muslimske unge i at melde sig ind i partiet eller i det mindste sympatisere med det. Allerede i 1950'erne gik der inflation i kommunistpartiets medlemstal, så partiet i 1959 lukkede for flere indmeldelser. De progressive kræfter førte således en virkelig vellykket kamp både mod kolonimagten og 'islam', så kolonimagten blev drevet ud af landet, og den største del af den tyrkisk/islamiske arv blev kastet væk. På det officielle niveau tog sejren bl.a. form af lovgivning til fordel for kvinder og en gradvis afskaffelse af den såkaldte sharialov. På det folkelige niveau tog moderniseringen i virkeligheden form af en vestliggørelse af de sociale forhold. Et blik på kvindernes forhold i 1970'erne i Irak ville kunne give et klart billede af fremskridtet. Det er ikke kun på det overfladiske plan, hvor det islamiske slør totalt blev afskaffet blandt den unge generation af kvinder, men på de betydningsfulde samfundsmæssige planer: En eksplosiv stigning i pigernes antal på universiteterne, i den offentlige sektor, sundhedsvæsenet, undervisningsvæsenet, videnskaben og forskningen og også i det politiske liv. I årene før 1991 var det et glimrende intellektuelt kendetegn blandt de unge i Irak, at man var antireligiøs eller i det mindste tog afstand fra religionen. Dette gjaldt ikke kun kommunister, men efterhånden en stigende del af de øvrige unge mænd og kvinder, som kaldte sig selv socialister, demokrater eller liberale frihedselskende nationalister. Det irakiske samfund, som op til 1990 stod som et strålende eksempel på vestliggørelsen af Mellemøsten, begyndte det år at lide under et katastrofalt tilbagefald. Det har siden 1991 gennemgået en stærk religionisering, en proces, der blev sat i gang og styrket med den stigende fattigdom og håbløshed under FN-sanktionerne, der blev indført i 1990 og varede til 2003, og som medførte en total ødelæggelse af landets infrastruktur. Den brede befolkning begyndte at kaste den sekulære livsstil fra sig og efterhånden i stærkt tempo gå over til en eller anden form for religiøsitet. Dette gælder især kvinder, som på grund af FN-sanktionerne blev udelukket fra arbejdsmarkedet. Den største del af de irakiske kvinder, også de som går på universiteter, er vendt tilbage til den tyrkiske arv. Forholdene i Irak i dag kendetegnes ved flere paradokser, hvad angår holdningen til islam. Det store paradoks i denne sammenhæng er, at selve de politiske kræfter, der op til 1990 var rent sekulære, antireligiøse endda, og forbandt kampen for fremskridt og frihed med kampen mod religion, i dag reviderer deres holdning til religionen. Kommunistpartiet (al-Kader-fraktionen) har f.eks. modificeret sin forståelse af marxismen og sin fortolkning af den historiske materialisme således, at det nægter tilstedeværelsen af enhver modsætning mellem troen på Gud og den kommunistiske ideologi, en forandring, som mange irakiske kommunister og intellektuelle byder velkommen. Det understreges, at dette ikke er en pragmatisk eller taktisk tænkning, men udtrykker en ny overbevisning. Men mens kommunistpartiet alligevel holder fast i, at et progressivt samfundssystem ikke kan baseres på religionen, men på verdslige principper, går det andet parti, al-Bath, et skridt videre. Dette parti, som op til 1980'erne ledte en sekulær og revolutionær moderniseringsproces i landet, er under sanktionerne gået over til en religiøs retorik, og det mobiliserer i dag religionen fuldt ud i kampen mod den amerikanske besættelse. Det er ukendt, hvorvidt partiets anvendelse af religionen er en pragmatisk strategi under befrielseskampen eller en varig internalisering, som kommer til at præge partiet fremover. Det endnu større paradoks i de irakiske forhold i dag er, at den amerikanske besættelse, som angiveligt blev gennemført med bl.a. demokratisering af landet for øje, har bidraget til en fuldstændig islamisering af landet. Denne islamisering fra besættelsens side tager dog en farlig form. Det farlige ved besættelsens islamisering af Irak handler ikke om, at 48 procent af medlemmerne i det amerikansk godkendte parlament kommer fra fundamentalistiske religiøse partier, og heller ikke om at amerikanerne officielt har delt irakerne i to lejre, sunni- og shiamuslimer. Det farlige ligger i, at amerikanerne på grund af den brede modstand, de har mødt i store dele af Irak, er blevet nødsaget til at indgå alliance med hvem som helst, der byder dem velkommen, uanset motivationen. Det sker, at det er dele af shiamuslimerne i Syd- og Sydøstirak, der af forskellige grunde er villige til at alliere sig med besættelsen. Amerikanerne er kommet i den situation, at fremtiden for deres besættelse af Irak i et katastrofalt omfang bl.a. afhænger af, hvorvidt de kan holde denne alliance intakt. Med denne alliance forsøger amerikanerne at sikre sig en lokal politisk støtte, men til gengæld lægger de et ufatteligt stort kort i hænderne på en af ayatollah Khomeinis disciple, ayatollah Ali al-Sistani. Denne mand, som er af iransk afstamning, spiller en historisk rolle i de irakiske forhold i dag. Hans godkendelse og velsignelse er afgørende for, hvorvidt en stor del af shiamuslimerne accepterer en amerikansk plan vedrørende valg, forfatning, føderation m.m., således at planen kan reklameres som værende demokratisk og legitim. Ikke nok med det, men amerikanerne har givet ayatollahens tilhængere frie hænder i det såkaldte rolige område, som de kontrollerer på amerikanernes vegne. Det drejer sig hovedsageligt om Syd- og Sydøstirak. Dette område fungerer nu i virkeligheden på samme måde, som Afghanistan fungerede på i 1980'erne. Der er for det første indført den såkaldte sharialov, som først og fremmest fortolkes til fordel for undertrykkelsen af kvinderne. Det er officielt erklæret, at kvinder ikke må gå uden slør. Folk bliver ikke ansat hos det offentlige medmindre de har anbefalinger fra en eller anden religiøs leder, som er loyal over for al-Sistani. Disse ledere kontrollerer fuldt ud universiteterne og bestemmer pigernes forhold ved dem. I sharia-retssystemet roder præster fra lavere rang i borgernes juridiske forhold. Især ægteskabsloven og familieloven er blevet offer for disse forhold. Situationen i det rolige al-Sistani-kontrollerede område minder på mange måder om det, som man oplevede i Afghanistan i 1980'erne med hensyn til støtten til de såkaldte mujahediner, som senere affødte USA's mest radikale fjender, Taleban og Osama bin Laden. Men det er ikke kun på denne led, at dette område minder om Afghanistan i 1980'erne. På grund af de stærke relationer mellem al-Sistani og Iran, er præstestyret i Iran stærkt trængt ind i området. Der er beretninger om, at de iranske berygtede, såkaldte 'revolutionære garder' både dominerer området og træner al-Sistanis militser. Det vil sige, at dette område er blevet forvandlet til en baghave for præstestyret i Iran. Endnu et farligt aspekt, der minder om Afghanistan under de såkaldte mujahediner, er, at narkohandel, som under det tidligere regime blev straffet hårdt, i dag dominerer økonomien i området. Mange krigsherrer fødes som følge af denne handel. Det er i hvert fald tvivlsomt, hvorvidt al-Sistani er oprigtig i sin alliance med amerikanerne, men det er hans loyalitet over for Iran ikke. Det er et interessant spørgsmål, om dette område nu ikke er blevet et paradis, hvor en ny (denne gang iransk) al-Qaeda opblomstrer, med amerikanerne vel vidende om det. Der bliver i hvert fald dannet en hård fundamentalistisk kerne i området. Tager man ayatollah al-Sistanis loyalitet over for Iran i betragtning, vil dette helt sikkert udgøre en ny udfordring for besættelsesmagten i Irak, hvis Iran bliver angrebet. Det, der sker i Irak, har ikke kun betydning for irakerne i Irak og Mellemøsten, men har også konsekvenser for irakerne i hele verden. Irakernes forhold i Danmark er f.eks. - som følge af især al-Sistanis alliance med besættelsesmagten - i den seneste tid stærkt religioniseret. Der er sket en polarisering omkring al-Sistanis repræsentanter i Danmark. Disse tiltager sig f.eks. en funktion som repræsentanter for de irakere, der støtter besættelsen, og de udsteder fatwaer på ayatollahernes vegne i Danmark. Deres religiøse steder fungerer som en slags ambassade for den nye præstestyreregering i Irak. Det frygtes af mange irakere, at disse al-Sistani-folk også fungerer som en slags efterretningstjeneste for den regering. De giver i hvert fald anbefalinger til irakerne, hvis de ønsker at opnå fordele hos det offentlige af det nuværende Irak. For eksempel kan en anbefaling fra en repræsentant for ayatollahen - som går ud på, at vedkommende er flygtet fra det tidligere regime og støtter det nye regime - give vedkommendes familiemedlemmer i Irak fortrinsret ved besættelse af offentlige stillinger. Dette har alvorlige konsekvenser. En af konsekvenserne er, at det i forvejen haltende integrationsarbejde bliver endnu mere lammet som følge af polariseringen omkring disse nye religiøse ambassadører.